kortkritik
22.10.2023

A hypnotic dollop of lava

Dansk Danseteater/Copenhagen Phil: »Leaning Tree«
© Natascha Rydvald
© Natascha Rydvald

It might seem abstract, but dance is extraordinarily specific – an ultra-precise instrument of physical poetry. You shouldn’t even think about adding music unless the link is umbilical, unequivocal and clear. There are passages in Leaning Tree – a meeting of Dansk Danseteater with the Copenhagen Phil – which are utterly, mesmerizingly inspired: when the union of the aural and visual isn’t a union at all, but a single thing. Unfortunately, there aren’t enough of them. 

Choreographer Fernando Melo’s signature style is slow, legato, un-rhythmic. His group of welded human bodies often behaves like a dollop of lava, moving with a sluggish certainty. It’s hypnotic to look at but absolutely unmusical. Maybe that’s why Signe Lykke’s score for Leaning Tree so rarely channels what we’re seeing. 

Or is Melo not listening to Lykke? She speeds up or shifts gait; he can’t. Her throbbing, cooing spatial orchestral score can resemble Bent Sørensen without the fragile melodies. It livens up when congealed low brass and winds squeeze themselves into almost spectral harmonies. Tension skyrockets, but it counts for little on stage. 

Then the »leaning« – the stunningly beautiful, anti-gravitational choreographic conceit on which it all rests. It’s about 30 minutes before we see any real leaning. But gosh it’s exquisitely done, worth the wait even if it makes a lot of what went before seem like padding. 

The culmination, a vision of leaning bodies like swaying reeds, gets right into Lykke’s score. Or maybe vice versa. It’s not just glissandos we’re hearing, but elasticated harmonic movement – music composed with extraordinary delicacy of texture, harmonies built from the exacting placement and movement of individual instruments. Leaning Tree needs more of this sort of thing.

© Carsten Seidel
»Hvem sagde nogensinde, at musik 'bare' er musik? For mig er det alt andet end det: En trang til at ville forstå og forklare det hele. Et smykke, jeg bærer hver eneste dag. En undertiden dyb glæde. Et konstant varierende aftryk af millioner af stik i mit hjerte. En længsel efter at forsvinde.«
 
Henrik Marstal er musiker, forfatter og musikforsker. Han er ph.d. i musikvidenskab, lektor på Rytmisk Musikkonservatorium og optræder jævnligt i medierne som ekspertkilde på musik. Han beskæftiger sig bl.a. med ny musik, herunder elektronisk musik. Til vinter er han aktuel med både et nyt album sammen med popgruppen ibens og en bog om Else Marie Pade, som udgives på det britiske forlag Bloomsbury.
 

 
© Linnea Syversen

»Musik er for mig noget, der spejler menneskelige oplevelser, og som vi kan finde os selv i på et helt eksistentielt niveau, hinsides sproget. Den føles som et fælles rige, vi har adgang til. Musik er måske den kunstform, der i mindst grad behøver at blive bearbejdet intellektuelt (selvom den også kan det!). Fordi den består af lyd, der udfolder sig over tid, må vi selv genskabe farverne og følelserne i os. Det kan ske hurtigt, som om vi var besat af en kraft udefra. Musik rummer mange lag af koder, som vi forholder os til på både ens og forskellige måder. Nogle af disse koder, såsom puls, resonerer med ubevidste lag i os, der stammer fra urtiden. Andre lag, såsom velkendte musikalske referencer, taler til det moderne, dannede menneske. Dette samspil gør musikken til noget helt unikt stimulerende! I den kulturpolitiske diskurs bliver kunsten ofte reduceret til et instrument for noget andet (hvilket den bestemt også både er og kan være). Dermed glemmer man kunstens egenværdi.«

Solveig Sørbø er komponist, musikproducer og artist, der skaber klassisk musik og alternativ pop. Hun komponerede musikken til dokumentarfilmen Hans pluss Liv (NRK), og et stykke herfra blev senere opført af KORK (Norges Radios Orkester). I anledning af solformørkelsen i 2026 skrev hun et orkesterværk, der forbinder Dantes metafysik med himmellegemernes fysik.

Sørbø har tidligere arbejdet i akademiske sammenhænge med innovative projekter som MusicLab (udgaven med DSQ blev af DR kåret til Årets Begivenhed) og som radiojournalist og -vært på NRK og radiOrakel. Med en metodisk tilgang til kunsten ønsker Solveig at skabe musik, der bevæger.

Hendes anmelderroste opera Heroin chic, med libretto af den prisvindende forfatter Maria Kjos Fonn, havde urpremiere på Classix-festivalen i Rumænien i 2025 og norsk premiere på Parkteatret i Oslo i februar 2026. Efterfølgende blev hun af Ballade kaldt »Musikkens Klæbo«. For tiden arbejder Sørbø blandt andet på en opera baseret på Ibsens Vildanden og forbereder en koncert med bandet Naturhistorisk.

Viner Khaiitov. © Tatita Zhiliaeva

»For mig er musik lige nu det modsatte af en flugt: Det er et rum, hvor spændingen fastholdes, gentages og omdannes til rytme.«

Viner er DJ og producer med base i både Marseille og Barcelona, hvor han driver pladeselskabet og kunstlaboratoriet PATAR. Han er født i Uljanovsk ind i en familie med usbekiske, tatariske og basjkiriske rødder og begyndte at lave musik i Kazan. I 2022 foretog han optagelser rundt omkring i Usbekistan: under Navruz-fejringen i Tasjkent, på Stihia-festivalen i Mujnak (hvor han fungerede som teknisk direktør) samt gadelyde fra Khiva, Bukhara og Samarkand. På udgivelsen 2330 (PATAR, november 2026) er disse optagelser klippet op i fragmenter på to sekunder eller derunder. De er indlejret i loops med en tredelt takt, der ligger forskudt i forhold til hovedpulsen – herunder »doira«-rytmer, der kræver flere takter for at nå hele vejen rundt – samt baspartier, der optræder som rå, forvrængede blokke. Kildematerialet forbliver kun delvist genkendeligt. Det, der bærer værket, er friktionen; den fastholdes gennem alle fem numre uden nogensinde helt at blive forløst.

 

© PR

»Musik for mig er en form for hemmelige stier, der giver adgang til følelser, tanker og ideer, som ellers nogle gange kan være svært tilgængelige. Smutveje til dagdrømmeri og kreativitet, til de øjeblikke, hvor jeg føler mig mest forbundet med min egen og andres menneskelighed. Hvor mit eget liv via musikken iblandes kunstnerens, og vi på den måde sammen skaber noget helt tredje.«

Kristoffer Møllegaard er cand.mag. i russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet (2017) med speciale i fremtidsspekulation i russisk kunst og filosofi. Han skriver med jævne mellemrum om russisk kultur og folder sig i fritiden ud som billedkunstner og hobbysaxofonist. Han har været skribent for Seismograf siden 2020.

© PR

»Musik er som et sort hul, der suger dig til sig og skyder dig ud på den anden side af universet.« 

Francesco Rista er guitarist og arbejder både med klassisk og elektrisk guitar. Hans indspilninger er blevet anmeldt i internationale musikmagasiner og spillet på BBC og RAI Radio 3. Efter studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Lunds Universitet har han fokuseret på studieindspilninger, hvor han har udforsket guitarrepertoiret – fra barokken og romantikken til samtidsmusikken – samt instrumentets mangeartede klangmuligheder. Rista er i dag bosat på Island, hvor han underviser i guitar, komponerer musik og samarbejder med nulevende komponister.