Rumklangsfyldte akkordflader og melodi på wurlitzer-piano. Sat til sydende bækkener og velstemte tammer, klokker og rasleanordninger. En nordisk let melankoli, hvor farverne er matte og nedtonede men lækre. Sådan lyder Svaneborg Kardybs tredje album Over Tage. Fra det dybe og følsomme, over det mediterende og repeterende til det frie, fabulerende og jammede. Sidstnævnte viser, at duoen har mindst et ben placeret i en nordisk jazztradition.

Musikken – udgivet på det internationale Gondwana Records – er en rar men også ufarlig lytteoplevelse. Aarhus-duoen er klart bedst, når de arbejder med en art minimalistisk tilgang, fx titelnummeret hvor et vedholdende beat i trommerne spænder et rytmisk net ud, hvorpå tangenterne drejer toner og temaer rundt. Men det vellydende er også, hvad der afholder Svaneborg Kardyb fra for alvor at komponere nyskabende musik. Her efterstræbes et ensartet og homogent udtryk, hvor elementerne helst skal flyde mest muligt ind i hinanden. For ofte kommer de to instrumenter derfor til blot at danne baggrund for hinanden, som om de begge venter på den anden. Når så en ny musikalsk ide indtræder, efterlades indtrykket af en musik, der står i stampe. Mest af alt savner jeg abstraktioner – indslag der tør bypasse det samlende princip og bryde ud af det hermetisk sfæriske rum, der i for høj grad præger kompositionerne på Over Tage.

Kollision kunne med sin sfæriske mystiskhed kombineret med støjende elementer og tunge beats være soundtracket til en David Lynch-film. Filmkomponist og lyddesigner Josefine Skov skaber flydende elektroakustiske soundscapes i grå nuancer og blå toner ved hjælp af analoge og digitale optagelser og processeringer, som går op i en højere enhed af computergenerede klange såvel som konventionelle og hjemmelavede instrumenter.

Numrenes progression matcher konstant stemningerne, hvor »Puls« skaber en cinematisk oplevelse krydret med trommebeats a la trip hop, bevæger titelnummeret sig langsomt fra det drømmende til en kulmination af keyboards, lyden af tunge strygere og støj. 

Kollision er håndværksmæssigt stærkt og byder på alternative eksperimenter uden at blive krævende. Skov formår i et univers af skæve toner og mol at skabe en fløjlsblød, legende lethed, der kaster et poetisk skær over en kold og mørk regnvejrsdag i november, november, november, november. 

Så er der endelig godt nyt til de mange husejere med gasfyr. Sultanen af nedsablinger i primetime, Thomas Blachman, har med suiten Oh Yes My Maker skabt et værk, der består af så rigelige mængder varm luft, at energikrisen nu må være ovre.

Blachman har i forbindelse med udgivelsen udråbt sig selv til den symfoniske musiks frelser. Og forberedt gud og hvermand på, at »parnasset« og »snobberne« nok vil synes, at suiten – der foreligger som ren og skær MIDI-musik, fordi genialitet ikke kan holdes nede – er noget »frygteligt lort«.

Det er simpelthen en fornøjelse, når udgivelser ledsages af så nøjagtige anmeldelser fra kunstnerens egen hånd, at man ikke føler trang til at opponere. For Blachmans plastiske MIDI-suite er en kontrarevolution. Han er på sin største mission hidtil: at overbevise os om, at fortiden er fremtiden.

I dette parallelle univers væves revolutionens lydtæppe af Schönbergs ekspressionisme, Stravinskijs neoklassicisme, Bernsteins symfoniske jazz og tidligere tiders filmmusik. Jovist, det lyder tungt som et arkivskab, støvet som gammel cognac og mørkt som en undereksponeret spionfilm. Men tjek det her ud:

Musikken spilles af et computerprogram! Et vaskeægte computerprogram. Kan man forestille sig noget mere moderne? Thomas Blachman, der nu i tyve år har solgt sig selv som originalitetens sendebud, kan ikke. Han kalder det »en ny æstetisk dagsorden for kontrapunktisk partiturmusik«.

Men »frygteligt lort« ligger bare bedre i munden.

Hvem skulle have troet det om Else Marie Pade: Komponisten, der blev undervist af Vagn Holmboe, Leif Kayser og Jan Maegaard, skrev ikke kun elektronisk, men også klassisk musik. At kalde indspilningen her en sensation, som Dacapo gør, er en underdrivelse. Det er regulær verdenshistorie. Ryd forsiden!

I sine liner notes opfordrer Henrik Marstal alle danske orkestre til at opføre musikken, og det må de da gerne gøre. I så fald helst de otte korte etuder fra 1965, for her lyder og er Pade mest moden; med genfærdstoner og indespærret atonalitet skaber hun en alarmistisk stemning, som sætter sig i lytteren.

Det er dog det eneste af de fire værker, jeg har lyst til at genhøre. Suiten for kammerorkester fra 1953 er rig på Holmboe’sk mørke, på dramatiske ideer og på temperamenter, men overbeviser ikke. Heller ikke selvom Malmö Operaorkester går dedikeret til værks.

Suitens arkaiske stil virker hende helt fremmed, men skinner også igennem i trompetkoncerten fra 1954. Her er trompeten i dialog med en marchtromme, og man aner så småt det humør og talent, Pade uomtvisteligt besad. Musikken virker dog rudimentær og usammenhængende.

Der er langt fra disse skriveøvelser til den strenghed, hun demonstrerer i sine fragmentariske Parametre I-III fra 1962. De er til gengæld en tør omgang. Jeg holder mig til etuderne.

Kunne Else Marie Pade være blevet en stor symfoniker? Garanteret. Var hun det? Det mener Dacapo, så det må vi hellere rette os efter. Hil Else Marie Pade, komponisten, der skrev noder!

Tilhører man flokken af gnavne stivstikkere, der ikke kan se fidusen i at markedsføre Else Marie Pade som sensationel symfoniker, så er det vederkvægende at høre første udgivelse i Dacapos – indtil videre – noget mindre hypede serie af nyligt digitaliserede Pade-værker.

Her får vi i første omgang fire radiodigte fra 1971 til ukunstlet poesi af journalist/digter Orla Bundgård Povlsen, indtalt udødeligt af skuespiller Peter Steen og meditativt, men pointeret iscenesat med konkretmusik og tidlig elektronik af Pade i sit kostbare lydstudie hos Statsradiofonien.

Lige så fremmed komponisten lyder som fjern neoklassicist i sin tidlige orkestermusik, lige så hjemmevant er hun som indigneret, eksperimenterende og streng lyddramaturg i de fire digte om det amerikanske »herrefolks« overgreb på Vietnam og om hjemligt københavnerliv med hektisk trafik, men stille og smålummer livsførelse.

Det er, som Jonas Olesen skriver i bookletten, her, vi får konteksten for den berømmede og mystiske »Hitler er ikke død«-båndsløjfe. Som altså ikke skulle forstås mere abstrakt, end at nazismen overtoges af den amerikanske imperialisme, brændemærket ind i vietnamesisk hud med napalm.

Pades trumf er evnen til at forvrænge virkeligheden uden at forlade den. Eksplosioner, der bliver til dyster hvislen. Sløjfer af klokker og barnegråd, der sætter sig som gennemsigtige mareridt i psyken. Og så altså en vis tysker, der opløses til et luftbåret virus med hård klipning og en hård besked: »Han lever videre i Nixon.«