• © Fran_kie/Shutterstock.com
    13/3/2021

    Forsigtigt, vildt forsigtigt, fremad

    Pulsar Festival: »2-3-4-5-4-3-2«

    De to violiner i Frej Wedlunds skrøbeligt langsomme Morning Lights er på randen af slet ikke at eksistere. Sammen tøver de fra start til slut, mens de sniger sig ind på en fælles tone og sender små lyn ud fra den i hver sin retning. Som et vindpust er værket pludselig forbi; måske har det efterladt kimen til noget større.

    I Zechen Hus klavertrio Qin Xiang ligger noget også og ulmer. Pianisten hamrer undervejs i flyglet. I frustration? Over sine arkaisk drømmende skalaløb, over de romantiske impulser? Jeg fornemmer en lille modstand, der kan vokse til monsterstørrelse.

    Anderledes velvoksen virker Philip Clarkes Spejlkvartet. Mørke bølger, der rejser sig fra celloen og forplanter sig langt op gennem strygekvartettens palet. En moden elegance, der står sig godt til de humørfyldte melodilinjer. Ingen tvivl om håndværkets niveau og evnen til at strukturere et langt forløb. Friskfyragtigt kunne jeg måske – hvis jeg lige ignorerer, at jeg ret godt kan lide værket – spørge: Men er det ikke for meget pastiche, for meget bakspejl, ikke mindst med den guldalderagtige afslutning?

    Let er det ikke at følge op på et sådant epos. Det lykkes nu alligevel ret godt med Emil Johanssons korte, friskt boblende Cinq Ventilateurs for blæserkvintet, et velinstrumenteret humørstykke. Imens kan man sidde og spekulere over festivalen indtil nu. Det virker som en evighed siden, at Jeppe Ernst, Bára Gísladóttir, James Black og Marcela Lucatelli vendte vrangen ud på Pulsar. Men der er måske også nogle andre ting i spil nu, noget med en ny konstruktivitet og, tja, en forsigtighed, som ikke er uden potentiale.

    Lasse Winterbottoms alvorsdrømmende Earwig, Twig, Jig and Whirligig for fløjte, klaver, bratsch og kontrabas slutter sig til det velskrevne, men også lidt høflige. Omvendt er der masser af musikdramatisk udforskning og dramaturgi i Matias Vestergårds firdelte My Hope Is Decayed for klarinet, slagtøj og klaver med værkets små musikalske samtaler.

    Og så en enkelhed i vippefigurerne og de langsomt tegnede linjer i Evagoras Solias Apokidis’ afsluttende Less for to celloer, som udvikler sig til en voldsom tonejagt og sætter det punktum, Wedlunds indledning kastede op i luften.

  • Phtalo aka Heidi Mortenson. © PR
    16/10/2021

    Beats, bas og bekræftelse

    Phtalo: »Phtalo«

    Heidi Mortensons nye alias og album af samme navn, Phtalo, er et projekt, der meget bevidst refererer en delvist svunden tid, de gode(?) gamle dage, hvor housemusik handlede om fællesskaber. Phtalo er eksplicit queer og anti-ableistisk, hvilket kommer til udtryk via de mange vokalsamples, der er flettet ind blandt de energiske beats, bløde synths og tunge basgange.

    Albummet lægger lovende ud med nummeret »We Have a Body«, der med sin uhyre ørefængende første del henleder tankerne til svedige aerobicstudier i lige så høj grad som mindst lige så fugtige dansegulve. For derefter at skifte musikalsk identitet flere gange i et hæsblæsende løb, der får mig til at ønske, at flere af disse ideer ville være blevet udviklet til længere, separate numre. Efter denne eksplosive start tabes pusten lidt, og mens andet nummer, »Emotions Are My Power«, glimrer med sin nærmest hymniske lovprisning af følelser som en styrke, så er det først med afslutningsnummeret, »Leo«, at jeg føler den samme begejstring, som jeg gjorde indledningsvist. 

    Højdepunkterne er dog så høje – og de såkaldte lavpunkter i virkeligheden ikke så lave – at albummet, med sin inkluderende og imødekommende atmosfære, som helhed er et glædeligt og livsbekræftende eksempel på, hvad det er, housemusikken altid har stået for: beats, bas og bekræftelse.

     

  • Ying-Hsueh Chen. © Francesco Martello
    14/10/2021

    Frossen musik på museet

    Copenhagen Architecture Festival: Ying-Hsueh Chen: »En arkitektonisk koncert-vandring«

    »Musik er flydende arkitektur; arkitektur er frossen musik«. Sådan lyder et berømt citat, der typisk tilskrives den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe. På Thorvaldsens Museum fik vi et unikt indblik i relationen mellem de to kunstformer, da percussionisten Ying-Hsueh Chen bød på en arkitektonisk koncert-vandring: Gennem de smalle gange, forbi Thorvaldsens gipsmodeller og marmorstatuer, fra rum til rum ledte hun publikum, mens hun udforskede forskellige slagtøjsinstrumenters muligheder. 

    Vandringen var en nysgerrig undersøgelse af lydens materialitet; en undersøgelse, der demonstrerede, hvordan slagtøjsinstrumenter af forskellige materialer interagerede med rummene på vidt forskellig vis. Det var fascinerende at bevidne, hvordan et for mig ukendt, kugleformet instrument af træ producerede en lyd, der blev kastet ud i rummet med en sådan smertefuld voldsomhed, at man kunne høre selve murene skælve, mens lyden af et andet instrument – denne gang af metal – blev spaltet i det intrikate klangrum, sådan at den mindede om kvidrende fuglesang. 

    Højdepunktet var uden sammenligning Chens fortolkning af græske Iannis Xenakis' værk, Rebonds, der blev opført med så storslået en sans for drama, at det til fulde kunne konkurrere med den kolossale rytterstatue af den tysk-romerske kejser Maximillian I, som det blev opført foran. Xenakis, der i sit virke som både komponist og arkitekt netop var interesseret i lydens og rummets indbyrdes relation, ville have været stolt. 

  • Janet Beat. © PR
    11/10/2021

    Dråber fra en ukendt måne

    Janet Beat: »Pioneering Knob Twiddler«

    Hvorfor give en 83-årig dames debutalbum med musik, der er ældre end de flestes fædre, et lyt? Bag goddag-mand-økseskaft-titlen Pioneering Knob Twiddler er skotske Janet Beat, som skabte elektronisk musik i 50’erne, og som samtiden ikke har anerkendt på samme niveau som de ligesindede, kvindelige pionerer Delia Derbyshire og Daphne Oram. Så nu det Beats tur til den retroaktive hyldests spotlight.  

    »Dancing On Moonbeams« lyder som sin titel – kaskader af oscillerende sinusbølger, der daler ned over lytteren som dråber fra en ukendt måne. Lige så interessant er »Echoes of Bali«, der minder om en opdagelsesrejsende, der genskaber den lokale, balinesiske gamelanmusik, ud fra et fjernt minde. Selv på den 12 minutter lange »A Willow Swept By Train« mærkes historiens vingesus i den efterbehandlede guitar og den stigende sinustone, der peger frem mod noget fra Kraftwerks helt tidlige præ-Autobahn plader. Kraut før kraut.

    Beats debut er måske ikke den stærkeste opsamling af klangkunst derude, men spor af alt fra Aphex Twin til Pink Floyd i hendes abstrakte lydsider er nok til, at denne historiske samling fortjener et lyt af alle med en sund interesse for elektronisk musik. 

  • Hôy La. © Petra Kleis
    7/10/2021

    Dæmoner i køjen

    Hôy La: »There’s a Girl Inside My Brain Who Wants to Die«

    There is a girl inside my brain who wants to die er ikke en titel, der ligefrem leder en i en munter retning. Men helt Billie Eilish-cover-dystert bliver det nu aldrig, selvom vi er tæt på flere steder. Hôy Las kompositioner spænder fra det minimale og elektroniske til mødet mellem insisterende beats og freejazz-saxofoner og helt til de low-key poppede numre – og alt dette når vi at opleve indenfor de første tre numre. 

    Centralt står Hôy Las stemme, filtreret som om hun kommunikerede med os gennem radioen. Nogle gange synger stemmen, andre gange taler den eller messer. Det er aldrig stemmen, der kommer med de store overraskelser eller de vilde spring, men hun har en fantastisk kontrol. Aldrig har en stemme så roligt fortalt om dæmonen i sengen.

    Hôy Las skiftende brug af elektroniske og akustiske instrumenter, og de pludselige beats, der i tide og utide får lov at afbryde, får mig til at tænke på den fragmentariske hukommelse, man bevarer efter en traumatisk hændelse. Men værket indeholder også håb og erkendelse. Måske er det endda traumebearbejdelse gennem artpop? De poppede numre og sektioner bliver stærkere og stærkere mod slutningen – ligesom teksterne bliver mere udtalte om de rædsler, der flygtes fra.