Med sit seneste album skaber det polske jazz-vidunder Tomasz Dąbrowski en af ​​de mest interessante og kognitivt dissonante oplevelser i øjeblikket. Idet han søger sin inspiration i både vestlige og østeuropæiske jazztraditioner, leverer Dąbrowski en fascinerende blanding af teksturer og referencer, men tilbyder også muligheden for en fornyelse af gamle troper.

Hvis albummet præsenteres som en hyldest til hans mentor, den polske jazztrompetist og pioner Tomasz Stańko (11. juli 1942-29. juli 2018), og hvis man faktisk kan se en hyldest, især i numrene »Jr«, »In Transit« og »Spurs of Luck«, har den også og heldigvis en særegen personlighed.

Dąbrowski næres af den åbenlyse arv fra Coltrane fra 1965-1967 og polsk avantgardejazz, men blander også forbavsende lyde, der minder lytteren om en hemmelig sauce, der forbinder folk som McCoy Tyner, Sam Rivers, Gerry Mulligan og endda Chet Baker. For eksempel kunne numrene »Old Habits«, »Sandy« og »Troll« være den bedste hyldest og dekonstruktion af West Coast cool jazz nogensinde.

For at konkludere: Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings er et usædvanligt interessant og spændende album, som formår både at fortrylle og udfordre lytteren på spændende måder. Stærkt anbefalelsesværdigt til alle dem, der troede, at freejazzen var blevet et rådnende lig, der spiser af sig selv.

Fra allerførste sekund på Another Presence af den elektroniske producer Amphior aka Mathias Hammerstrøm kan man fornemme det: åndedrættet. Eller indånding, rettere sagt. For det lyder ikke som om, der bliver pustet ud på det første nummer »Void«. Noget ophober sig. Som luft, der siver baglæns gennem elektroniske stemmelæber og samler sig i syntetiske lunger, der vugger det ambiente liv.

Man hungrer lidt efter et forløsende brøl oven på albummets optrappende indslusning, men det kommer naturligvis aldrig. I stedet kanaliserer Hammerstrøm energien ud i forskellige vægtløse tilstande. Det er oftest lavfrekvente abstrakte landskaber, Hammerstrøm maler med sine modulationer. Som den dunkle drone på »Sleepwalker«, der dog lysner til sidst med skær af daggryskor. Indimellem dukker der figurer op, man kan gribe om: små satellitter i stratosfæren, som det brudte beat bagest i mixet på den synthbårne »Dream Traveler«, der klæber om et knitrende slør af hvid støj. Velsmagende detaljer. 

Hvis respirationssystemet havde fadere og cutoff-filtre, ville det lyde som Hammerstrøms musik. Og man fornemmer en slags åndelig ventilation i de elektroniske vejrtrækninger. En forvrænget stemme kæmper rundt omkring på albummet for at trænge igennem rumklangen. Hammerstrøm slipper den ikke fri, og det er ærgerligt, for det havde måske været den håndsrækning til lytteren, man ender med at savne i de dystre meditationer på Another Presence. 

Quivers debut-EP, Artificial Tranquility, spilder ikke min tid. Få sekunder efter at jeg har trykket play, gennemdolkes trommehinderne af staccato elektroniske issyle. Næsten lige så hurtigt som denne bratte opvågnen, falder der et orgel ind bag støjen og ændrer oplevelsen: Et radikalt skift i tempo og humør.

Parringen mellem synths, samples og orgel – et instrument, der med sit dronende aspekt i virkeligheden ikke er så langt fra elektronisk musik, som dets kirkelige associationer ellers kunne implicere – skaber en bred spændvidde, som denne EP i høj grad benytter sig af. Sammensmeltningen af de elektroniske elementers hårde, aggressive hakken med en analog sørgmodig fylde og varme skaber et lydbillede, der kræver min absolutte opmærksomhed. Det lyder ikke bare som en masse synths og samples smidt i en blender, hakket i småstykker, og sammensat på ny – til tider lyder det faktisk som selve blendeprocessen. Kaotisk og destruktivt. Og på andre tidspunkter smukt og sammensat.

Jeg har en svaghed for denne moderne blanding af progressive electronic, samples og analoge instrumenter, og netop derfor præsenterer Quiver mig ikke for noget, jeg ikke har hørt før. Til gengæld formår han på blot omtrent 16 minutter at skabe et fuldendt værk, der både fungerer i sin egen ret og gør mig nysgerrig på, hvor han vil tage sin lyd hen i fremtiden.

Tiden, hvor man kunne komme på rundvisning inde i Danmarks første datamat, er for længst forbi. I dag er der til gengæld mulighed for at opnå en følelse af at sidde foran en skærm og eksperimentere med lydeffekter i nattens mulm og mørke – uden selv at være tilstede. Netop denne fornemmelse fremmanes ved afspilning af Bitter Glitters debutalbum Two Steaks and the Sauce, der sender auditive hilsner til tidlig elektroniske musik og noise. 

De eksperimenterende toner og effekter sender tankerne i retning af det der lille galleri i en forstad til Berlin, du endte på klokken nat, imens en håndfuld venner holdt jamaften in the name of Einstürzende Neubauten, Kraftwerk og Deutsch Amerikanische Freundschaft. Det er ikke en stor musikalsk oplevelse, men man skal heller ikke underkende, at kunstneren har styr på sit bagkatalog og fremført et ganske udmærket lucky shot.

Trænger man til et mørkt trip af tilfældigheder uden tømmermænd, kan det varmt anbefales at bruge 17 minutter med albummet i ørerne.

Det er noget af et sprogligt spøgelseshus, komponist og billedkunstner Alexander Tillegreen har installeret som sin første institutionelle soloudstilling i Danmark, Shift. Fantom-ord-illusionen kaldes det besynderlige tungemål, som udstillingen er baseret på. Hvileløs ordlydsparanoia eller esperanto udsat for laboratorie-LSD og elektrochok er måske lige så dækkende

Som en nyansat ghostbuster på jagt efter hjemsøgte ord bliver man kastet direkte ind i fantasmagorien. To højttalere udsender serier af snydeord, der skifter karakter alt efter hvor, man placerer sig i rummet. Lydkunstgrebet er til at tage og føle på: Den besøgende bliver selv medskaber af værket ved at bevæge sig rundt i det. Ordene, der dukker op, afhænger af hvem, der hører dem. I mit indre øre udtalte sig et »Bornholm«, som tog sig en dadaistisk udflugt og gradvist klædte om til ordene »lo-fi«, »luffer« og »løvefar«. Automatskrivning i lydbølger.

Shift er som udstilling klinisk i sin konfronterende tilgang, og til tider går det ud over Tillegreens inddragende intention. Dobbelteksponerede fotografier af Overgadens gallerirum føles som overvågning, og løgnedetektorlignende illustrationer udstillet i glasmontrer bliver til fjerne museumsgenstande. 

Mere intimt bliver det formidlet i værket episodic currents – udstillingens absolutte hovedattraktion. I den LED-blinkende og gardinomsvøbte Lynch-hule er man centrum for 19 minutters synæstetisk flimmer. Som verdens mindst beroligende ASMR blander new age-synth og filtersweeps sig med de camouflerende fantomord. Der er hele tiden noget, der undslipper én. Det er til at blive lykkeligt rundtosset af.