Den bibelske skabelsesberetning begynder med, at Gud skaber lyset. Straks bliver han enig med sig selv om, at lys er godt, men mørket, der tidligere fyldte hele universet, forsvinder ikke: Som lysets skumle antitese er det altid til stede. På Mother – komponisten Kasper Bjørkes fortolkning af klodens evolution fra dens spæde formation til menneskets nært forkomne udryddelse – er mørket dog ofte meget svært at få øje på: Jordens første milliarder år iscenesættes med blød synth, sørgmodige strygere og forsigtig marimba; lyden vibrerer lyst, varmt og luftigt som en solstråle gennem et støvet vindue. Æstetikken er storladen, som noget Hans Zimmer ville komponere til en Science Fiction-film, om end synthesizeren og marimbaen til tider placerer albummet tættere på den form for New Age-musik, der i 90'erne dukkede op på de ganske charmerende Moods-opsamlinger. 

1. Mosebog skal selvsagt ikke ses som nogen form for facitliste. Når jeg alligevel nævner den, skyldes det, at Bjørke selv virker opsat på at skildre klodens evolution som en syndefaldsmyte: Helt teleologisk bevæger jorden sig fra en tilstand af harmonisk lyksalighed til undergang, og som slangen i Edens have er det mennesket, der bringer Jorden i forfald. Først på albummets sidste kompositioner – med de udpenslende titler »Anthropocene« og »Tipping Point« – begynder mørket og kaosset at ulme i lydbilledet. Albummets eskatologiske fortælling, hvor menneskets undergang også er Jordens, forekommer mig lige lovligt antropocentrisk. Det er en skam for albummet lyder smukt: Et perfekt ambient lydtæppe til kølig efterårssol og søvnige togture. Desværre vakler Mother for mig under vægten af sit eget ambitiøse koncept. 

Der er ingen som Björk. Den islandske ildsjæl har taget hele rejsen fra pop til avantgarde og har formået at blive ved med at overraske og overrumple gennem en 30 år lang solokarriere. Fossora er på en måde en familieplade. Björks mor døde under arbejdet med albummet, og Björks nu 19-årige datter medvirker, så på den måde peger albummet både tilbage og fremad. Og det gør musikken også, da den føles historisk og moderne samtidig – et utilregneligt clash af musiske epoker. Mange numre baserer sig på korarrangementer og klarinetklange af den mere klassiske slags, men samtidig holder Björk sig ikke tilbage, hvad angår balstyrige beats og elektroniske eksperimenter fra den digitale nutid. 

Det er et komplekst og krævende album, og hvis man foretrækker Björk i selskab med store popomkvæd, så er Fossora ikke lige sagen. Men samtidig er det også en plade med en enorm følsomhed og sanselighed, der gør, at de kompromisløse lydeksperimenter ofte bliver utroligt dragende, når først man har vænnet sig til at blive rusket i øregangene. 

Sangen om hendes afdøde mor, »Sorrowful Soil«, er mere et abstrakt korværk end en popsang, men det gør ikke hele herligheden mindre sitrende følsom. Og »Freefall« er med skrøbelige strygere og vokaler et af de smukkeste numre, Björk har komponeret længe. 

Enkelte skæringer føles mere som fascinerende eksperimenter end fuldt forløste sange, men Björks nysgerrighed er konstant imponerende. Højdepunktet er »Fungal City«, der starter helt simpelt og næsten kælent og så udvikler sig til en fem minutters rutsjebanetur i lyd, der virkelig bør nydes i hovedtelefoner. Soulsangeren serpentwithfeet gæster her, og den måde hans og Björks vokaler smelter sammen på er fuldstændig virtuos, hypnotisk og henrivende. Fossora er endnu en enestående plade fra en ener. 

Hvad er det for et indestængt skrig, der hjemsøger Bára Gisladóttirs fængslende værk VÍDDIR? På samme tid begrænset og tøjlesløst. Basfløjten agerer filter for den kropslige energiudladning, men fungerer instrumentet som talerør eller forhindring? Tonerne kradser i overfladen for at slippe ud af den hud, de bliver født med. Man kan måske høre det som lyden af et potentiale. En mulighed for lydligt at materialisere den ellers utilnærmelige tærskel mellem det indre og det ydre. Et ophold mellem dimensionerne, som værkets islandske titel kan indikere. 

Der bor et fascinerende kompleks i Gisladóttirs kompositionelle begær, som også finder sted i hendes kvælertag på kontrabassen: driften mod at spærre musikken inde – for at sætte den fri. I tågebanker driver værket mellem improvisation og komposition – metallisk slagtøj omkranser de flimrende krusedullefløjter, som fordamper i bassernes dybtgående ambiente undersøgelser. 

På et tidspunkt oversvømmer et altopslugende gong-crescendo værket. Som et sort hul forsvinder alt i lyden. Frem af den larmende afgrund genvokser basfløjteskriget som et uregerligt liv i det store intet. I VÍDDIR ånder musikken i lydenes knæk, og med udgivelsen af den blændende opførelse i Reykjaviks Hallgrímskirkja slår værket atter lysende sprækker i mørket. 

Det er nok godt, at Nils Frahm ikke spillede hele sit nye og over tre timer lange album Music for Animals (som i øvrigt ikke indeholder klaver overhovedet!). Plyssæderne i Musikhuset føltes i forvejen alt for behagelige, så hvor meget langsom musik kan det stressede menneske klare? Under sit fine fredagsambientshow optog den tyske musiker aarhusianerne, mens de lavede dyrelyde (fugle, hunde, dinosaurer), som han spillede hen over. Vi er alle (flok)dyr. Vi genkender og banker med fødderne, når vi hører hjertets rytme. For Frahms musik følger sådanne urgamle rytmer, selvom han omgives af tangentinstrumenter, glasorgel og blinkende maskiner, der blinker til os fra fremtiden. 

Analog og digital, robust og flygtig, mekanisk og glat. Frahms koncert var uden de store dramaer. Andet end dem, man selv kunne skabe under egne øjenlåg, mens man enten drev langsomt, ikke hurtigt, ud i universet eller bare forestillede sig, at der under en – når man åbnede øjnene – under plyssædet, pludselig var et dansegulv. Fram selv bevægede sig i en art electric slow dance. Ligesom Erik Saties »møbelmusik« kan Frahms æteriske og nydeligt designede musik for dyr nemlig sagtens opleves meget fysisk. Som en Myrestol med ekstra pude på sædet. 

I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus. 

Det er ikke kun luft, Jónas Ásgeir Ásgeirsson artikulerer med sit akkordeon – også land, natur og historie sættes i vibrationer. I de gletscher-tunge bevægelser og »piv-i-røv«-fugles lette og barnlige lyde opleves ikke kun velklang og fortælling. Man fornemmer også en søgen efter identitet. En søgen med fri bevægelighed mellem rødder og nyskabelse, det seriøse og legende, tungt og let… og naturligvis Island. Albummets kerne er netop denne søgen, der er indlejret i albumtitlen, som både refererer til middelalderens musikbegreb musica ficta og det islandske ord »fikta«, der betyder »at lege med«.

Fikta er et projekt om Island. Dels fordi tre generationer af islandske komponister er repræsenteret, og dels fordi landet har en lidt underkendt historie med akkordeonet. Et vidt omfavnende projekt med en lidt mangelfuld kuratering. For før pladen er slut, opstår tanken: Er den pluralitet, der fortælles om, helt afspejlet i musikkens spændvidde? Og hvor er kvinderne?

Med det sagt er Fikta ikke den typiske solistudgivelse, hvor et individ og instrument showcases, og pladen placerer sig i et krydsfelt mellem historie, æstetik og identitet på en måde, man sjældent ser i klassiske udgivelser. Der er noget på spil, når Ásgeirsson beskriver sit ophav, og som lytter forstår man både kompleksiteten og umiddelbarheden i det spørgsmål.