• © Reinhard Wilting
    19/9/2021

    Skulle have sendt min dobbeltgænger

    Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«

    Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.

    Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.

    Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.

    Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.

    Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.

    Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.

     

     

     

  • © Morten Riis
    16/5/2022

    Betagende båndstøj

    Morten Riis: »Lad enhver minde os om«

    Med kun synths og kassettebåndoptagere har Morten Riis skabt et album, der med sine selvpålagte begrænsninger opnår en fascinerende dybde. Et album, der med meget få virkemidler siger virkelig lidt og på samme tid virkelig meget.

    Små musikalske bidder driver ind og ud af det hørbare felt. Ringer ind, brummer, hviner, hvisler og ringer ud igen. For det meste støt op og ned som et åndedræt, med lejlighedsvise bratte ophold. Mere eller mindre påvirket af kassetteformatets inhærente båndstøj. Selv de mest tyste øjeblikke er underlagt denne summen. Jeg elsker den tilstedelighed, det afføder. Teksturerne er nærmest fysiske. 

    Albummet har en meget åben lyd. Den er minimalistisk, sommetider smuk. Men oftest er den der bare. Gør ikke megen væsen af sig på en utroligt tiltalende facon. Det ene øjeblik lyder det meget jordnært, det næste – sakralt. Riis leger med tyngde og lethed, og tyngdens lethed og lethedens tyngde på en måde, der synes at ophæve alle gængse relationer mellem dem. Som for eksempel nummeret »den støjende sol«, der i realiteten ikke spiller meget højere end resten af musikken, rent decibelmæssigt, men alligevel brager gennem højttalerne på hidtil uhørt maner. 

    Det er betagende, hvor rigt, dybt og bevægende et stykke musik, Riis har sammensat af så undseelige elementer. Hans stille støj er tavs som en skygge i hjørnet af et rum – og kraftfuld som skyggens skaber og ødelægger. 

     

  • © PR
    10/5/2022

    Ekstasens flygtighed

    Croatian Amor: »Remember Rainbow Bridge«

    Remember Rainbow Bridge oser af savn. Man vil nok med forholdsvis sikkerhed kunne postulere, at i hvert fald størstedelen af dette album må være blevet skabt under coronavirussens langvarige åg. Det mærkes. Klassiske Croatian Amor-grundpiller er stadig til stede, men på nærværende udgivelse er de parret med en langt mere klubbet, poppet lyd, end denne lytter er vant til.

    Simple men effektive synthmotiver kombineres med deciderede technobeats. Analoge instrumenter og samples. Spøgelsesstemmer, der det ene øjeblik beretter om ekstasens flygtighed, og det andet blot sukker længselsfuldt. En form for post-faktum-stemning hersker. Det er som om, det er musik til efter, noget er sket. Mindemusik. Musik, man sætter på på vej hjem midt om natten fra en eller anden fest – stadig begejstret over begivenheden, men også tilsnigende trist over dens afslutning. Høj på livet og bare udkørt. En bittersød melankoli.

    En gang imellem savner jeg lidt mere bitterhed og lidt mindre sødme. Albummets lyddesign er utroligt veludført, og mens det i sig selv utvivlsomt skal regnes for noget positivt, så har det samtidig den slagside, at jeg godt kan komme til at sukke efter noget mere grus i maskineriet. Når det er sagt, så er jeg taknemmelig for, at Rahbek til stadighed stikker til de forudindtagede holdninger til, hvordan et Croatian Amor-album kan lyde. Remember Rainbow Bridge er således en værdig tilføjelse til hans mangefacetterede diskografi.

     

     

     

  • © PR
    4/5/2022

    Musical forude!

    Matias Vestergård: »Korte breve fra en lang rejse«

    Et hørespil! Det er de færreste komponister, der trækker den kanin op af hatten ved deres debutkoncert. Men det gjorde Matias Vestergård, da han afsluttede sine studier ved DKDM i slutningen af marts. Missede du det? YouTube!

    Det er egentlig først halvvejs i Korte breve fra en lang rejse, at værket rigtig kommer til sin ret. Indtil da har musikken holdt sig på afstand: koret og kammerensemblets evindelige – okay, ganske muntre – staccato, sopranens messende talesang om sin verdensomsejling og en hang til effektmageri, som retfærdigvis kan tilskrives hørespilgenren.

    Men så samles herresangerne – klædt som matroser – om et akkordeon og kaster sig ud i charmerende pastichesang. Sopranen (selveste Signe Asmussen) slutter sig til og slipper for første gang kræfterne løs. Pludselig smager det af noget, og resten af de otte scener vender op og ned på hele rollefordelingen.

    Til sidst har hørespillets skuespiller, Signe Thielsen, overtaget rollen som sanger, mens Asmussen stjæler hendes megafon. Alle, selv musikerne, har forladt deres plads, og i ottende scene vandrer en mikrofon rundt på scenen, samtidig med at klaveret trækker i retning af musical.

    Sådan en, en storslået musical, håber jeg, efter at have set det ganske finurlige, timelange hørespil, at Matias Vestergård kommer til at skrive, nu han er sluppet ud af konservatoriet. Og det er altså ikke hånligt ment!

     

     

     

     

  • © PR
    1/5/2022

    Glitchede traumer på væggen

    Yeule: »Glitch Princess«

    Inden singaporeanske Yeules andet studiealbum, Glitch Princess, slutter af med en knap fem timer lang synthmeditation, er der allerede sket en del. 

    Hovedpersonen har præsenteret sig selv med netop glitchet stemme på »My Name is Nat Cmiel«. Oven på den sparsomme lyd af spilledåse har vi lært, at Nat Cmiel ikke bare er en balletinteresseret person i starten af tyverne, der elsker flotte lydteksturer, men også kan lide »at blive knaldet og knalde«, slet og ret. Stemningen er dyster.

    Det er kun begyndelsen på en rejse ned i sindets afgrund. Yeule synger bedragende forsigtigt om selvskade og traumer, mens kvindestemmen bliver til en pigestemme og ender som lyse, robottiske hyl. Alt sammen manipuleret, udsat for sabotage og tilsat stjernetåger af synth. »How can I burn out of my real body?« lyder et af de gentagede mantraer.

    Albummet pendulerer mellem lydkunst og rendyrket pop, der på overfladen er glad, men bærer på smertelig, underkuet lyrik. Især første halvdel er værd at lytte til for eksperimenterne med vokal og kontrasten mellem eksplosioner af poplykke og afgrundens dybde. Anden halvdel har en tendens til at reducere glitch til ren effekt i mere traditionelle popskemaer. Indtil da er Yeules Glitch Princess en af årets mest løfterigt forstemmende udgivelser.

     

     

     

  • © PR
    25/4/2022

    Naturen kalder

    Lydkollektivet Newclear + Jakob Steen

    Med deres Xenon-residency havde Lydkollektivet Newclear og billedkunstner Jakob Steen sat sig for at skabe møder. Møder mellem natur og kultur, musik og billedkunst. Det var dog desværre netop i mødet, at helhedsoplevelsen blev svækket. Billedsiden var det svageste led. Nogle få sekvenser gjorde sig bemærket ved deres kompositioner, temaer og farver – nogle lignede nærbilleder af levende materier, andre organiske former i kosmisk størrelsesforhold. Men for størstedelens vedkommende forblev det desværre undervældende. 

    Den øjensynligt ikke helt gennemtænkte opstilling hjalp heller ikke – de fire kunstnere havde placeret sig i midten af lokalet, med stole til publikum i en halvmåne omkring sig, og med skærmen til billedmaterialet for enden af lokalet. Med den uheldige bivirkning, at man som tilskuer måtte vælge mellem enten at beskue videokunsten på fjernt hold og gennem klyngen af musikere, eller sætte sig i halvmånens yderpunkter, hvorfra man kun kunne rette sin opmærksomhed på én ting ad gangen. 

    De musikalske aspekter var heldigvis langt mere givende. Med analog og digital percussion, synths, samplers og trompet skabte Newclear og Steen en levende, ofte pulserende lyd. En abstraktion over naturen i sin mangfoldighed, samt de lige så mangfoldige måder, vi som mennesker møder den. Men det centrale møde – det mellem musikken og billedkunsten – blev besværliggjort af et uligevægtigt kvalitetsforhold og underligt manglende holistisk tilgang.