- © Reinhard Wilting19/9/2021
Skulle have sendt min dobbeltgænger
Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
- © PR29/11/2025
From Pain to Paralysis: a Stabat Mater Without Wounds
ELECTRIO: »Stabat Mater«The theme has been revisited countless times in music history, but ELECTRIO (Francesco Rista, Simone Giordano and Sandra Lind Þorsteinsdóttir) attempt to give Stabat Mater a new expression, combining guitar, vocals and electronics with Latin texts, Monteverdi fragments and songs by Dowland. The ambition is clear, yet the result is uneven.
There are, however, two striking exceptions. The opening of Stabat Mater – recorded at the Royal Danish Academy of Music – is captivating in itself: a four-minute build-up that establishes a muted, hovering sense of expectation. But it lies so close to Pink Floyd’s »Shine On You Crazy Diamond« that one can almost hear the quotation shimmering underneath. The characteristic three guitar notes fall at exactly the same place, just before Sandra Þorsteinsdóttir’s voice enters. »Fac me Cruce« is shaped with attractive energy and dynamic form, making strong use of electronics, but ends abruptly before the music has truly begun to unfold. If only ELECTRIO had continued in this direction.
The harmonic foundations of the eight pieces are often predictable, as in »Sancta Mater«, in which the Holy Mother prays that the wounds of the crucified be imprinted upon her heart. The harshness of the text is entirely absent from the underlying feel-good guitar fingerpicking, which moves shamelessly through familiar chord progressions. No wounds. No suffering.
More generally, Þorsteinsdóttir rarely strays from conventional baroque phrasing or genuinely experiments with the genre. The result resembles a mirror version of Sting’s Dowland project from 2006: only inverted – here a classically oriented singer who keeps too respectful a distance to let the songs truly enter an experimental universe.
Why did the trio not instead draw inspiration from Pergolesi’s music for the same text and theme? His score brims with wild dissonances that a new interpretation could have explored to powerful effect – revealing more anguish and outward-turning sorrow.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- © PR29/11/2025
Fra smerte til stilstand: et Stabat Mater uden sår
ELECTRIO: »Stabat Mater«Temaet er gennemspillet utallige gange i musikhistorien, men ELECTRIO – Francesco Rista, Simone Giordano og Sandra Lind Þorsteinsdóttir – forsøger at give Stabat Mater et nyt udtryk med guitar, vokal og electronics til latinske tekster, Monteverdi-melodier og Dowland-sange. Ambitionen er klar, men resultatet bliver ujævnt.
Der er dog to markante undtagelser. Åbningen på Stabat Mater – musikken er optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – er i sig selv dragende: en fire minutter lang opbygning, der etablerer en dæmpet, svævende forventning. Men samtidig ligger den så tæt på Pink Floyds »Shine On You Crazy Diamond«, at man næsten kan høre citatet ruste sig i baggrunden. De karakteristiske tre guitartoner falder på præcis samme sted, inden Þorsteinsdóttirs vokal træder ind. »Fac me Cruce« bygges flot og dynamisk op med stærk brug af electronics, men slutter brat, inden musikken er kommet rigtig i gang. Havde ELECTRIO blot fortsat lidt ud ad denne vej!
De harmoniske underlag i de otte sange er ofte forudsigelige, som i »Sancta Mater«, om den Hellige moder, der beder om, at den korsfæstedes sår præges uudsletteligt i hendes hjerte. Den barske tekst kan slet ikke høres i det underlæggende feel-good-guitar-fingerspil, der bevæger sig skamløst gennem gængse akkordprogressioner. Ingen sår. Ingen lidelse.
Generelt tør sangeren Þorsteinsdóttir ikke bevæge sig væk fra almindelige barokfraseringer eller eksperimentere rigtigt med genren. Så det ender som en spejlvendt udgave af Stings Dowland-projekt fra 2006. Her blot omvendt – en klassisk orienteret sanger med for meget berøringsangst for rigtigt at lade sangene indgå i et eksperimenterende univers. Hvorfor lod trioen sig ikke i stedet lade inspirere af Pergolesis musik til samme tekst og emne? Her er fyldt med vilde dissonanser, som en ny udlægning kunne have fået vældig meget ud af – og skabt mere lidelse og udvortes sorg.
- © PR20/11/2025
In the Ruins of Old Organs, Builder Finds His Own Sonic Universe
Calum Builder: »Poor_in_Spirit – the (Re)constructed Pipe Organ«On his previous album, Renewal Manifestation, Calum Builder let the organ of Mariendal Church roar forth as an imposing protagonist. Now he returns with a work in which the same instrument not only carries the narrative but is the entire narrative – in the form of »the (Re)constructed Pipe Organ«, an organ he has assembled himself from discarded pipes and mechanics salvaged from Danish churches.
It’s a fascinating project, but what about the music? It’s a mixed experience. The three opening tracks, which together form the title piece, as well as »sometimes, I wonder«, are the highlights. The homemade organ surges beneath Builder’s touch on the keys, its frequencies rising and falling like hills and valleys in constant flux. The instrument howls like an autumn wind in the trees, while under- and overtones stand tall like runestones before crashing into each other. Builder’s talent for dramatic songwriting emerges in these miniature pieces – despite the instrument’s audible limitations.
Unfortunately, things unfold differently in several of the other tracks, such as »cicadas_nighttimesound« and »Pacific«. They appear more like sketches – demonstrations of the organ’s possibilities – than fully realised compositions. Ideas remain static and repeated, with very little development. The expected shifts and resolutions never arrive. On Poor_in_Spirit, Builder is clearly experimenting with form and function, and that in itself is interesting. But I miss the vitality and dramaturgy that are otherwise the core of his music.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- © PR20/11/2025
I ruinerne af gamle orgler finder Builder sit eget klangunivers
Calum Builder: »Poor_in_Spirit – the (Re)constructed Pipe Organ«På sit foregående album, Renewal Manifestation, lod Calum Builder Mariendal Kirkes orgel brage frem som en imposant hovedrolle. Nu vender han tilbage med et værk, hvor det samme instrument ikke blot bærer fortællingen, men er hele fortællingen – i skikkelse af »the (Re)constructed Pipe Organ«, et orgel han selv har samlet af kasserede piber og mekanik fra danske kirker.
Det er et fascinerende projekt, men hvad med musikken? Det er en blandet fornøjelse. De tre indledende numre, der tilsammen udgør et titelnummer, samt »sometimes, I wonder« er højdepunkterne. Det hjemmebyggede orgel bølger under Builders anslag på tangenterne, frekvenser som bakker og dale i konstant fluks. Instrumentet tuder som en efterårsvind i træerne, mens under- og overtoner knejser som bautasten, inden de ramler ind i hinanden. Builders talent for dramatisk sangskrivning kommer til udtryk i disse numre i miniformat – og det til trods for instrumentets hørbare begrænsninger.
Anderledes går det desværre i flere af de øvrige numre, som »cicadas_nighttimesound« og »Pacific«. De fremstår mere som skitser – som demonstrationer af orgelets muligheder – end som egentlige, gennemarbejdede kompositioner. Ideerne står stille og gentages, og meget lidt flytter sig. De forventede forskydninger og forløsninger udebliver. På Poor_in_Spirit eksperimenterer Builder tydeligt med form og funktion, og det er i sig selv interessant. Men jeg savner det liv og den dramaturgi, der ellers er kernen i hans musik.
.
- © PR18/11/2025
70 Minutes Confined to a Creaking Construction Site
Gayle Young & Robert Wheeler: »From Grimsby to Milan«The Amranthen is a peculiar string instrument, invented and built by Canadian instrument maker Gayle Young. It consists of a wooden box fitted with 21 steel strings and three bass strings, and its unique, organic timbre unfolds on From Grimsby to Milan, where Young improvises alongside American musician Robert Wheeler on synthesizer. The recordings from Grant Avenue Studios capture the encounter between the acoustic and the electronic in a loosely shaped, raw musical flow.
Across nearly 70 minutes divided into six parts, the listener is kept in a state of constant uncertainty. The sonic landscape resembles a noisy, dystopian construction site: on »Seaweed Slowly Shifting«, bows are drawn with a saw-like rasp, fingers scratch, machines whirr, and sharp electronic zaps flash like warning lights. Later, bells and pulse-like rhythms enter on »Mariana Trench«, while »Consonant Harmony« slows the pace, settling into a subdued, crackling atmosphere where sparse melodic gestures suggest a momentary lull in the turmoil.
The construction-site metaphor fits well, for the most compelling version of this project would likely be to experience Young’s handmade instruments live, in direct dialogue with Wheeler’s electronics. As an audio recording, however, the project remains closed-off and somewhat insular. And although From Grimsby to Milan contains a wealth of fine detail, the journey – from Grimsby in Canada to Milan in Ohio – ultimately feels long and monotonous, without ever offering the listener the key to unlock its dystopian worksite.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek