- © Reinhard Wilting19/9/2021
Skulle have sendt min dobbeltgænger
Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
- © PR16/9/2025
Treen In Free Fall – And In Common Flow
On Kaikō – the trio Treen’s second release – saxophonist Amalie Dahl, pianist Gintė Preisaitė, and percussionist Jan Philipp demonstrate confidence, mutual trust, and a distinct musical adventurousness. The opening track »Hylē« unfolds with rattling percussion and strikes seemingly aimed directly at the piano strings, stumbling forward over an underlying drone. The saxophone cuts in with phrases that sound at once admonishing and bewildered. Nothing feels meticulously calculated; instead, the music is carried by a keen awareness of the three musicians’ individual voices within the shared soundscape.
The same basic formula unfolds across the album’s three other pieces, yet always in new variations. On »Kinetic«, Dahl’s saxophone emerges with much greater weight, its slowly growing crescendo mirrored and challenged by Preisaitė’s piano. Improvised music can often slip into polite holding patterns, with the musicians taking turns in the spotlight – but not here. Dahl, Preisaitė, and Philipp appear as three drifting islands without anchors, propelled by their own currents yet inexorably drawn in the same direction. The result is both sudden shifts and an organic flow that can pull the listener into a trance, if one surrenders and simply lets the sound wash over.
It is precisely the trust between them that allows the three to play freely, without fear of leaving or losing each other. In doing so, they create a momentum that is hard to resist – whether one chooses to let the islands drift past or to float along in their current.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- © PR16/9/2025
Treen i frit fald – og fælles strøm
Treen: »Kaikō«På Kaikō – trioen Treens anden udgivelse – demonstrerer saxofonist Amalie Dahl, pianist Gintė Preisaitė og percussionist Jan Philipp både selvsikkerhed, indbyrdes tillid og en tydelig musikalsk eventyrlyst. Åbningsnummeret »Hylē« folder sig ud med klaprende percussion og slag, der synes rettet direkte mod klaverstrengene, stavrende frem over en underliggende drone. Saxofonen bryder ind med fraseringer, der på én gang virker formanende og fortumlede. Intet føles minutiøst kalkuleret; i stedet fremstår musikken båret af en skarp sans for de tre musikeres individuelle stemmer i det fælles lydbillede.
Den samme grundformel foldes ud på albummets tre øvrige numre, men altid i nye variationer. På »Kinetic« træder Dahls saxofon frem med langt større tyngde, og dens langsomt voksende crescendo spejles og udfordres af Preisaitės klaver. Ofte kan improvisationsmusik havne i høflige ventepositioner, hvor musikerne på skift tager ordet – men ikke her. Dahl, Preisaitė og Philipp fremstår som tre drivende øer uden anker, båret af egne strømme, men alligevel uafladeligt trukket i samme retning. Resultatet er både pludselige forskydninger og et organisk flow, der kan opsluge lytteren i en trance, hvis man giver slip og lader lyden skylle ind over sig. Netop tilliden til hinanden gør, at de tre tør spille frit, uden frygt for at forlade eller miste hinanden. Dermed skaber de et momentum, som det er svært ikke at lade sig rive med af – uanset om man vælger at lade de tre øer passere eller selv flyde med i deres strøm.
- © Rene Passet15/9/2025
In a Warm Bed of Darkness
Gintė Preisaitė, Drew McDowallRumor has it that the now-defunct British electronic band Coil once created a soundtrack for the cult horror film Hellraiser – so disturbing that it was rejected for being too frightening. With that story in the background, it almost felt like a natural opening to autumn’s darkness when Drew McDowall, former member of the mythical band, took the stage at Alice in Copenhagen on Wednesday evening. The Scottish musician is known for entering into striking collaborations – with Danish Puce Mary and, most recently, the American-Swedish composer Kali Malone – and it was precisely for this reason that it made sense for the evening to begin with an intense concert by Gintė Preisaitė. Like McDowall, she has the ability to transform even the simplest sounds into all-encompassing sonic landscapes.
Although both musicians clearly work from an electronic foundation, their sonic universes appeared remarkably organic, as if they were shaping living material. In her all-too-brief concert, Preisaitė created a mosaic of field recordings, voice fragments, and cassette tapes – chaotic one moment, ordered and transparent the next. With the same cool precision, McDowall unfolded his performance as if it were one long harmonium drone, slowly creeping under the skin with the inescapable logic of a horror film. For McDowall, darkness is not an alien force but a familiar companion, which he skillfully reshapes into soundscapes that are at once disturbing and reassuringly enveloping – like lying in a warm bed with the nightmare right beside you.
Both Preisaitė and McDowall moved effortlessly across the border between the acoustic and the electronic. Their music appeared as a contemporary legacy of the musique concrète tradition: an insistence that electronic music remains one of the most experimental art forms – vital, organic, and with the ability to let even the smallest sound open up an entire world in itself.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- © Rene Passet15/9/2025
I en varm seng af mørke
Gintė Preisaitė, Drew McDowallRygtet vil vide, at det hedengangne britiske elektroniske band Coil engang lavede et soundtrack til kultgyseren Hellraiser – så urovækkende, at det blev afvist for at være for uhyggeligt. Med den historie i bagagen føltes det næsten som en naturlig åbning til efterårets mørke, da Drew McDowall, tidligere medlem af det mytiske band, onsdag aften indtog scenen på Alice i København. Den skotske musiker er kendt for at indgå i markante samarbejder – blandt andre med danske Puce Mary og senest den amerikansk-svenske komponist Kali Malone – og netop derfor gav det mening, at aftenen blev indledt af en intens koncert med Gintė Preisaitė. Ligesom McDowall evner hun at forvandle selv de mest enkle lyde til altomsluttende lydlandskaber.
Selv om begge musikere har et tydeligt elektronisk afsæt, fremstod deres lyduniverser bemærkelsesværdigt organiske, som om de arbejdede med levende materiale. Preisaitė skabte i sin alt for korte koncert en mosaik af reallyde, stemmefragmenter og kassettebånd – kaotisk det ene øjeblik, ordnet og gennemsigtigt det næste. Med samme kølige præcision førte McDowall sin koncert frem, som var den én lang harmonikadrone, der langsomt sneg sig ind under huden med gyserfilmens uafvendelige logik. Hos McDowall er mørket ikke en fremmed kraft, men en fortrolig ledsager, han kyndigt omskaber til lydlandskaber, der på én gang er urovækkende og trygt omsluttende – som at ligge i en varm seng med mareridtet ved siden af.
Både Preisaitė og McDowall bevægede sig ubesværet på tværs af grænsen mellem det akustiske og det elektroniske. Deres musik fremstod som en nutidig arv fra musique concrète-traditionen: en insisteren på, at elektronisk musik fortsat er blandt de mest eksperimenterende kunstformer – vital, organisk, og med en evne til at lade selv den mindste lyd åbne en hel verden i sig selv.