Niels Rønsholdt
49
Skulle have sendt min dobbeltgænger
Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«
© Reinhard Wilting
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
Et sted mellem syredrøm og lydhave
Kaloja: »A Body of Water«
© PR
På A Body of Water træder man direkte ind i den finske multikunstner Jan Anderzéns (Tomutonttu, Kemialliset Ystävät) helt egenartede lydunivers. Det er et kollageværk af fantasifulde melodier, skabt i samarbejde med britiske Paul Wilson (f.ampism, Yayoba), som bidrager på mere diskret vis til det farverige kludetæppe af lydtråde. Diskret, måske, men alligevel mærkbart. For detaljerigdommen i lydbilledet er høj, under de ofte omskiftelige melodier er der masser af små, friske skud, der higer mod trommehinden. Det er som en syredrøm, hvor hele verden omkring dig, alt fra blomsterne i vejkanten til flyvemaskinen i himlen, synger for dig.
Disse mange kaotiske, hurtige indtryk har den lidt paradoksale virkning, at musikken bliver af en mere ambient karakter. Det kan være sjovt virkelig at lytte aktivt til de små detaljer, som bobler og perler overalt under overfladen, eller sommetider bryder igennem og dominerer frekvenserne for en stund.
Men stærke, gennemgående melodier, som kan forankre lytteoplevelsen, udebliver til fordel for vibes. Det er vel at mærke ikke en dårlig ting. Forstået i en ambient kontekst giver albummet, der før virkede en kende retningsløst, pludselig mening. Den legesyge dybde uden alt for mange rammer inspirerer til mangfoldig fri association. Det er vidunderlig musik, der inviterer til dagdrømmeri og fri association – et multikulørt univers, hvor fantasien hele tiden finder nye veje gennem detaljernes tætte underskov.
© Meseguer
»For os er musik den ultimative ledsager. Som lyttere fremmer den en følelse af fællesskab og bygger bro mellem sjæle gennem den fælles oplevelse af lyd. Som skabere konfronterer musikken os dog med vores eget indre tomrum, den dybe ensomhed, der nærer den kreative ånd. Samtidig udfordrer den os til at springe ud i det ukendte for at tyde det ubeskrivelige. Musikken forankrer os til nuet, til nuet, som deles med et livepublikum; men den berører også det evige.«
L'arannà er en elektronisk folkemusikduo. Med deres seneste projekt, Turmarí, dykker duoen dybt ned i folkemusiktraditionerne på Pityusic-øerne og tilbyder – gennem deres blanding af lydudforskning – et perspektiv på Ibiza og Formentera. Synthesizere og keyboards deler scenen med traditionelle instrumenter og æstetik inspireret af den forfædres ball pagès-dans. Ved at genoplive cant redoblat (en unik sangform fra disse øer, bevaret af færre end tyve mennesker), væver gruppen en fortælling, der sporer rødderne og den levede virkelighed på to øer, der er langt mere end blot et drømt paradis. Bandet turnerer rundt i Danmark og Sverige fra den 27. til den 31. maj og spiller på spillesteder som Turkis, Dexter, Inkonst eller ALICE.
© Ana Alexandrino
»Musik for mig er bevægelse, trance, transformation. Resten fortæller jeg ikke.«
Marcela Lucatelli er vokalist og komponist. Hun er født i Brasilien og bosiddende i Danmark og har opnået international anerkendelse for sine grænseoverskridende optrædener – sanselige, politisk ladede og kompromisløst originale. Lucatelli, der af The Wire er beskrevet som en komponist af »partiturer for kroppens og stemmens grænser«, udfordrer konventioner med sine frygtløse vokale eksperimenter og dristige kompositioner. Hendes værker er blevet opført af DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet og Neue Vocalsolisten Stuttgart. Hun har optrådt på store festivaler og spillesteder, herunder Theatro Municipal de São Paulo, DR Koncerthuset, Donaueschinger Musiktage, Darmstadt Ferienkurse, IRCAM, Copenhagen Opera Festival, Ultima Festival, Borealis Festival, Copenhagen Jazz Festival, Jazzfestival Saalfelden, Cafe Oto, A L’ARME!, DMA Jazz – Danish Music Awards, WOMEX og mange flere. Lucatellis arbejde har indbragt hende adskillige prestigefyldte priser, herunder Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris (2019), Pelle Prisen (2021) og Danish Music Awards' Årets Vokaljazzudgivelse 2023, hvilket viser, at vokaljazz har mange ansigter – og ikke nødvendigvis kun tilhører den bløde ende af spektret.
© PR
»Hvad musik er for mig? Her er et citat fra Nietzsche: 'De dansende virkede alle vanvittige for de mennesker, der ikke kunne høre musikken.'«
Salim Washington er en saxofonist, multi-blæser, komponist, akademiker og aktivist fra Detroit, som siden 70'rne har været meget aktiv på den amerikanske jazzscene og sågar også i Sydafrika, hvor han blev en central aktør. John Coltranes ånd hviler over hans musik, som har både spirituelle og sociale dimensioner.
© Aske Jørgensen
»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.«
DØGNKIOSK er et dansk punkrock-band med rødder i Silkeborg. Bandet består blandt andre af bassist og sanger Anders Ejner, der gennem flere årtier har været aktiv på den danske undergrundsscene. Musikalsk bevæger DØGNKIOSK sig i et felt mellem klassisk dansk punk og alternativ rock. I foråret 2026 udgiver bandet deres andet album, Tæt på kanten.