Niels Rønsholdt
51
Skulle have sendt min dobbeltgænger
Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«
© Reinhard Wilting
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
Viner Khaiitov. © Tatita Zhiliaeva
»For mig er musik lige nu det modsatte af en flugt: Det er et rum, hvor spændingen fastholdes, gentages og omdannes til rytme.«
Viner er DJ og producer med base i både Marseille og Barcelona, hvor han driver pladeselskabet og kunstlaboratoriet PATAR. Han er født i Uljanovsk ind i en familie med usbekiske, tatariske og basjkiriske rødder og begyndte at lave musik i Kazan. I 2022 foretog han optagelser rundt omkring i Usbekistan: under Navruz-fejringen i Tasjkent, på Stihia-festivalen i Mujnak (hvor han fungerede som teknisk direktør) samt gadelyde fra Khiva, Bukhara og Samarkand. På udgivelsen 2330 (PATAR, november 2026) er disse optagelser klippet op i fragmenter på to sekunder eller derunder. De er indlejret i loops med en tredelt takt, der ligger forskudt i forhold til hovedpulsen – herunder »doira«-rytmer, der kræver flere takter for at nå hele vejen rundt – samt baspartier, der optræder som rå, forvrængede blokke. Kildematerialet forbliver kun delvist genkendeligt. Det, der bærer værket, er friktionen; den fastholdes gennem alle fem numre uden nogensinde helt at blive forløst.
© PR
»Musik for mig er en form for hemmelige stier, der giver adgang til følelser, tanker og ideer, som ellers nogle gange kan være svært tilgængelige. Smutveje til dagdrømmeri og kreativitet, til de øjeblikke, hvor jeg føler mig mest forbundet med min egen og andres menneskelighed. Hvor mit eget liv via musikken iblandes kunstnerens, og vi på den måde sammen skaber noget helt tredje.«
Kristoffer Møllegaard er cand.mag. i russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet (2017) med speciale i fremtidsspekulation i russisk kunst og filosofi. Han skriver med jævne mellemrum om russisk kultur og folder sig i fritiden ud som billedkunstner og hobbysaxofonist. Han har været skribent for Seismograf siden 2020.
© PR
»Musik er som et sort hul, der suger dig til sig og skyder dig ud på den anden side af universet.«
Francesco Rista er guitarist og arbejder både med klassisk og elektrisk guitar. Hans indspilninger er blevet anmeldt i internationale musikmagasiner og spillet på BBC og RAI Radio 3. Efter studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Lunds Universitet har han fokuseret på studieindspilninger, hvor han har udforsket guitarrepertoiret – fra barokken og romantikken til samtidsmusikken – samt instrumentets mangeartede klangmuligheder. Rista er i dag bosat på Island, hvor han underviser i guitar, komponerer musik og samarbejder med nulevende komponister.
Først til sidst slap musikken fri
The Baroque Society: »Remembering«
© Malin Annie Jansson
Den britiske og københavnerbaserede komponist Nick Martin forsøger at give erindringen klanglig form med sit spritnye værk Remembering, skrevet direkte til The Baroque Society. Torsdag aften i Grundtvigskirken lykkedes det smukt i dele af det kvarterlange værk for fire sangere og en lille, intens gruppe barokinstrumenter.
Tætte, vokale klangflader dvælede længe i harmonier, der udviklede sig langsomt, men også lod solisterne komme til enkeltvis. Det statiske akkompagnement fastholdt erindringens fundament, hvorpå de svævende vokaler skabte stemninger om det tabte. Klangene skiftede langsomt harmonisk farve som skyer på himlen, der kontinuerligt skiftede form – tilsyneladende vilkårligt, men som var det et fast, organisk mønster. Men det blev for langt og passivt: Først i de sidste minutter blev harmonierne brudt flot op med god rytmisk afveksling og pirrende generalpauser. Var formskiftet kommet tidligere, havde Martin skabt et spændende værk. Det sluttede dog med en perle af en åben og søgende akkord, der ud over at demonstrere hans evner som vokalkomponist måske også inviterede til at betragte erindringen som noget positivt, udviklende og ikke-tragisk.
Remembering var omkranset af to værker af J.S. Bach (BWV 118 og 106). Den sidste kantate fik senere tilnavnet Actus Tragicus, men var slet ikke så tragisk, da døden hos Bach primært gav adgang til noget bedre. Det fik vi ikke indtryk af her, hvor det lille orkester i The Baroque Society manglede energi og drive. Der var ikke tilstrækkelig musikalsk ledelse fra Yngvild Haaland Ruud bag det lille orgel midt i orkestret, og der blev dvælet for meget ved følelsen eller mindet om den netop hørte klang. Tempoet var alt for slæbende. Men det var forfriskende med et nyt værk af Nick Martin – til at mindes ved Allehelgen.
Koncerten gentages i København, Helsingør og Gentofte i de kommende dage
© PR
»Musik er for mig utroligt vigtigt. Det er musik, der fortæller, hvem jeg er, og hvem jeg vil være. Det er musik, der er min muse, min lise og min pensel. Det er musikken, der maler min sindsstemning og er samtaleemnet i min vennekreds, og det er musikken (og de sungne ord i sangene), der er min foretrukne udtryksform. Musik er for mig farverne og formerne i mit liv. Med hang til danske kunstnere som C.V. Jørgensen, Elisabeth, Olesen-Olesen, Peter Sommer og Gravens Rand.«
Søren Damm er prisbelønnet forfatter til romanerne Transit, Melodrama og Finland. Han er også sanger og sangskriver og har bl.a. udgivet albummet Håbet Er Den Største Last.