- © Reinhard Wilting19/9/2021
Skulle have sendt min dobbeltgænger
Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
- © Farzad Soleimani12/4/2025
Feel Yourself Becoming Nature Again
Cecilia Fiona & Sophie Søs Meyer: »Ghost Flower Ritual«Frozen human bodies and faces shaped and painted like ceramics are meticulously carried around by flower sculptures that have abandoned their static nature. The roles are reversed. Nature becomes the living environment that grants the clay humans small, temporary lives in Ghost Flower Ritual at Copenhagen Contemporary.
The piece is a live installation with musicians and performers, where 34-year-old composer Sophie Søs Meyer has collaborated with visual artist Cecilia Fiona, who is of the same age. It’s a sensorially overwhelming, yet dramatically subdued ritual. Over the course of forty-five minutes, we sit together beneath a giant flower and sense the performers’ meticulous, slow movements. Meanwhile, soundscapes and small pulsating figures from four string players and a flute shape a landscape of colors, tones, and movements that melt together – filling the high-ceilinged room with auditory and visual presence. We are part of a whole.
I love the wild costumes that descend strangely from the sky. I love being part of the ritual that heals our forgotten connection to nature, which is the very foundation of our lives. I love the sound of stroked, plucked, and blown wood from Athelas’ musicians. Culture is nature. The human animals and the flowers are part of the greater consciousness. It’s all a hyper-complex mechanism. Cecilia Fiona possesses an extraordinary visual and creative abundance in her intricate details, and Sophie Søs Meyer is precise and intriguing in her swaying tonal figures that change slowly and meticulously. Until one flower blows into the large conch shell. Then the ritual is over.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- © Farzad Soleimani12/4/2025
Mærk du bliver natur igen
Cecilia Fiona & Sophie Søs Meyer: »Ghost Flower Ritual«Stivnede menneskekroppe og ansigter formet og malet som keramik båret minutiøst rundt af blomsterskulpturer, der har forladt deres stillestående natur. Rollerne er byttet om. Naturen er de levende omgivelser, der giver lermenneskene små midlertidige liv i Ghost Flower Ritual på Copenhagen Contemporary.
Værket er en live-installation med levende musikere og performere, hvor den 34-årige komponist Sophie Søs Meyer har samarbejdet med den jævnaldrende billedkunstner Cecilia Fiona. Det er et sansemæssigt overvældende, men dramatisk set helt afdæmpet ritual. I løbet af de tre kvarter sidder vi sammen under en kæmpeblomst og mærker de fem performeres minutiøse, langsommelige bevægelser. Mens klangflader og små pulserende figurer fra fire strygere og en fløjte former et landskab af farver, klange og bevægelser, der smelter sammen – det fylder simpelthen det højloftede rum med et auditivt og visuelt nærvær. Vi er en del en helhed.
Jeg elsker de vilde dragter, der kommer underligt ned fra himlen. Jeg elsker at være en del af ritualet, som heler vores glemte forbindelse til naturen, som er forudsætningen for vores liv. Jeg elsker lyden af strøget, plukket og blæst træ fra Athelas’ musikere. Kultur er natur. Menneskedyrene og blomsterne er en del af den store bevidsthed. Det hele er en hyperkompleks mekanisme. Cecilia Fiona har et ekstremt visuelt og kreativt overskud i sine detaljerede ting, og Sophie Søs Meyer er præcis og interessant i sine vuggende klangfigurer, der langsomt og minutiøst forandrer sig. Indtil den ene blomst blæser i den store konkylie. Så er ritualet slut.
- © PR9/4/2025
Under trækronernes uro
Ask Kjærgaard, Jens Albinus, Rasmus Kjær, LiveStrings: »Store træers grønne mørke«Et indre lydbillede kendetegner forelskelsen. Man går gennem byen med en ny rytme, en anden melodi. Det samme gælder depressionen, omend dur her afløses af mol. Men også kærlighedens indledende faser kan indeholde øjeblikke af tvivl og sortsyn. I komponist og guitarist Ask Kjærgaards musikalske iscenesættelse af Naja Marie Aidts 2006-novelle Store træers grønne mørke, udgivet som LP sidste år, med trioen LiveStrings – cello, violin og bratsch – og skuespiller Jens Albinus som jegfortæller, aner man samme vekselvirkning, når musikken tager os fra blide strøg, over melankoli, til en mere rå lyd.
I koncertversionen af Kjærgaards værk i Aarhus, som havde Rasmus Kjær på keyboard, fremstod Albinus endnu mere nøgen i sin stemme. I værket møder vi en depressiv mand, der, vandrende gennem en park, finder ro under træerne – og til tider oppe i dem. For når fortvivlelsen får en til at falde ud af systemets himmel, gennem sygedagpenge og kontanthjælp, for til slut at lande ved træernes rødder, så er der måske kun ét for, og det er at klatre op i en trækrone? Men så møder vor anti-helt en kvinde i parken, og så er dramaet i gang. Kan forelskelsen løfte ham ud af depressionen, eller vil den ende med at sætte strøm til?
I begyndelsen kom musikken listende. Kjærgaards evne til at støtte tekstens forløb afslørede hans erfaring med komposition af filmmusik, særligt i sammenblandingen af klassisk musik, meditativ new-age og gennemborende guitar. Både ord og musik bar fortællingen. Når Albinus ikke talte, blev musikken det indre landskabs stemme. Især strygerne leverede forelskelsens drømmende toner, men da tungsindet returnerede med fornyet kraft, var det Kjærgaard, der med larmende guitar lagde sig hen over følelsesafgrunden. Det var smukt og brutalt.
- © Nikolas Fabian Kammerer7/4/2025
Når maskiner drømmer: Oh No Nohs elektroniske poesi
Oh No Noh: »As Late As Possible«Der er noget udpræget mekanisk over Oh No Nohs album As Late As Possible. Som et skævt, krøllet bånd bobler melodierne frem, og de skæve taktslag gentages med en ridset LP’s haltende tempo. Det er nemt at skrive Oh No Noh ind i den fornemme tyske tradition i at tilsløre skellet mellem menneske og maskine, men på As Late As Possible lyder maskinen mere som en fjern slægtning end som et decideret kunstnerisk mål.
Bag Oh No Noh er den Leipzig-baserede guitarist Markus Rom. Foruden et hav af synthesizere og båndloops udføres albummets 11 sange på guitar, trommer, banjo, klarinet og orgel. Den manglende vokal sætter albummet i en lavmælt, cinematisk stemning, og musikken fremstår som en nostalgisk indre dialog, fortalt med en varm kærlighed til melankolien i forældede teknologier.
Selvom de maskinelle fornemmelser er fremtrædende albummet igennem, er flere af numrene drevet af mere melodiske bandkompositioner. Men for mig er As Late As Possible klart mest interessant på de mindre melodiske numre. Det skæve og støjende »Fawn« eller det famlende afslutningsnummer »Ore« er numre, hvor dialogen med maskinen tager musikken til højder, som de mere melodiske og bandbaserede numre ikke kan nå. Steder, hvor maskinerne sukker nostalgisk og danner små, uperfekte tankebobler, der afbrydes og igen starter på ny.
- © Nikolas Fabian Kammerer7/4/2025
When Machines Dream: The Electronic Poetry of Oh No Noh
Oh No Noh: »As Late As Possible«There’s something distinctly mechanical about Oh No Noh’s album As Late As Possible. Like a warped, crumpled tape, melodies bubble to the surface, and the offbeat rhythms repeat with the halting tempo of a scratched LP. It’s easy to place Oh No Noh within the esteemed German tradition of blurring the lines between human and machine, but on As Late As Possible, the machine sounds more like a distant relative than a deliberate artistic objective.
Behind Oh No Noh is Leipzig-based guitarist Markus Rom. In addition to a wealth of synthesizers and tape loops, the album’s 11 tracks are performed using guitar, drums, banjo, clarinet, and organ. The absence of vocals sets the album in a subdued, cinematic mood, and the music feels like a nostalgic inner monologue, told with a warm affection for the melancholy of outdated technologies.
Although mechanical sensibilities are prominent throughout the album, several tracks are driven by more melodic band arrangements. But to me, As Late As Possible is clearly most compelling on the less melodic pieces. The crooked and noisy »Fawn« or the hesitant closing track »Ore« are moments where the dialogue with the machine elevates the music in ways that the more melodic, band-oriented pieces don’t quite reach. These are places where the machines sigh nostalgically and form small, imperfect thought bubbles that cut off and restart again.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek