Egentlig er det jo en tilforladeligt meditativ udgivelse, den dansk-italienske jazztrio har sluppet løs. Francesco Bigonis luftigt vibrerende saxspil og de jævne melodiske forløb på de fleste af albummets rolige vandringer emmer af behageligt og kun ganske let kantet samvær mellem guitar, saxofon og tangenter.

»Under Weather« har dyb, fyldig Rhodes og linjer, der romantisk løfter sig fra en trykkende puls. »Faggio« er fuld af melankolsk fællesvilje. Og »Miracle Beams Surrounding« lyder af forsigtig optimisme i et støvet lydbillede.

En irritation melder dog sin ankomst. For hvis man gerne vil meditationen, så fair nok; fred være med letheden og den sværmeriske luftighed. Den har også sin plads. Men når Canto ad flere omgange også gør tilnærmelser til det eksperimentale uden at følge ambitionen til dørs, mister jeg retningssansen.

Når jeg for eksempel hører de indledende, ulmende telefonsignaler på »Plate«, der blot efterlades og ikke udvikles. Eller den let påståelige naivitet i »Thread«, der kontrasteres af elektroniske blip, som ingen reel rolle spiller.

Så savner jeg biddet – det bid, som kortvarigt dukker frem med frit fabulerende »WigWag«, hvor der netop er en sammenhæng mellem den roterende svupper af elektronik og de løbske, ustabile bevægelser i guitar og saxofon.

Når eksperimentet bliver affekteret og ikke behandles med tilstrækkelig nysgerrighed, breder der sig en fornemmelse af anstrengt kunstfærdighed. Så hellere gøre en dyd ud af meditationen – eller give los.

Nogle komponister føler sig stadig draget af at trække i den hvide kittel, sådan som mange gjorde det i efterkrigstiden for at se musikken gennem mikroskop. Lidt videnskabsmand har man vel lov at være.

Den kategori hører franske Karl Naegelen til, hører man på albummets titelværk for klarinetkvintet – over en halv time zoomer komponisten ind og ud på nervøse strygerklange i tætte klynger, men fletter også pludselige temperamenter ind i musikken.

Strukturen minder næsten om en gyserfilm. Ud af ingenting kan klarinetten blive helt løbsk og lyde som en frø i drabelig dødskamp. Calques (2020) pendulerer mellem små bevægelser i stilstanden og hidsige fortællende elementer. Men narrativ drift er der egentlig ikke; det er først og fremmest ‘undersøgelsen’ af klang og multiphonics, der interesserer Naegelen.

Lyder det – som så megen anden dybdelytningsmusik – en smule tørt? Måske, men musikerne gør, hvad de kan for at holde liv i tonerne. Det er en kvalitetsindspilning. Det hører man også på albummets mere klassiske værk, Morton Feldmans Clarinet and String Quartet (1983).

Her tegner langsomme gentagelser og tvære strygerklange en fortabthed op, som klarinetten søger ud af uden rigtig at tro på foretagendet. Næsten romantisk og i hvert fald kun blødt radikalt lyder det lange værk i dag.

Jeg har det vanskeligt med musikkens hang til indspist mikroskoperi. Lad os da bruge undersøgelserne til noget. Det bliver lidt høvisk. Men delikat lyder det.

Allerede intronummeret »i’ve made it to another station« slår fast, at den polsk-danske trommeslager og komponist Szymon Pimpons kassette-udgivelse agter at udsætte lytteren for et væld af forskelligartede indtryk. Således indledes der med flere lag af field recordings, der hurtigt tilsluttes af blød synth og ekstremt autotunet vokal. En stemningsfuld og interesseskabende introduktion. 

Mindre mærkelig – men ikke desto mindre interessant – er nummeret »lalala«, der får mig til at nikke hovedet begejstret med på det fremadkørende motorikbeat og de farverige 80’er-synthmelodier. Eller »wsh«, der med dikotomien mellem de vemodige synthakkorder og den travle, multiinstrumentale perkussion, skaber en underligt fortravlet stemning. Skaberglæden emmer af disse numre, og den smitter. Anderledes forholder det sig med andre af albummets skæringer, som for eksempel »megaJoy~«, »maF8« og »balans«, der bare ikke vækker samme entusiasme. Som om Pimpon holder lidt igen med netop den fandenivoldske kreativitet, som jeg ellers lovpriste et nummer tidligere.

Pozdrawiam slutter, som det startede – mærkeligt på den gode måde. Med det fantastiske afslutningsnummer (en ofte undervurderet disciplin) rest, der med en messende autotune beretter om den hvile, vi har fortjent, men ikke får. En passende åben afslutning på en udgivelse, der netop brillerer med sin åbenhed, og kun mister sin glans i de øjeblikke, hvor denne åbenhed føles stækket. 

Taja Cheek aka L’Rains koncert på Mantra-scenen startede med en mediationsøvelse: »Lad os trække vejret sammen,« opfordrede Brooklyn-sangeren fra scenen. Klip til slutningen af koncerten, hvor hun headbangede, bankede sin feedende guitar i gulvet og skreg sin hals i stykker. L’rain laver musik, hvor enderne ikke mødes, og det gjorde de heller ikke på Roskilde Festival. 

Det er ikke så meget dét, at musikken er kompleks. På albummet Fatigue har vi hørt Cheeks eminente evne til at skabe musik, der aldrig stopper med at gro – som et endeløst daggry over vidt forskellige lydlige landskaber. Men i festivaludgaven blev de fleste af numrene saboteret af en hårdtslående muskuløs energi. 

Den tjekkede æteriske neo-soul blev alt for bastant og tabte hele sin New Yorker-coolness på gulvet. Discotrommer steg i tempo indtil lokomotivet kørte af sporet. Hvad skulle vi med alle de rumle-stykker, hvor guitaristen spillede med sit guitar-stand, mens trommeslageren haglede over tommerne? Det var ikke spor rowdy. Påtaget støj, uddannet kaos. Ikke lige den slags rodebutik, jeg havde håbet på. 

Nu ved jeg – tænkte jeg under den koreanske oktet Ak Dan Gwang Chils koncert på Pavilion – hvordan det føles at være en del af en kult: den euforiske følelse af sammenhold; den overvældende skønhed; de tryllebindende, hypnotiserende ledere. Ak Dan Gwang Chil beskriver deres musik som shamanistisk ritualmusik. Jeg kan stort set ikke komme på en mere præcis beskrivelse. 

Tempoet var hæsblæsende, og mængden af sanseindtryk – både visuelle og lydlige – var så overvældende, at effekten var nærmest bevidsthedsændrende. Vi – publikum – adlød hver en ordre som vores shamaner, de tre kvinder i front for Ak Dan Gwang Chil, gav os: Som i trance svajede, dansede og hoppede vi synkront til musikken; vi deltog i komplicerede call and response-sekvenser uden at vide, hvad vi råbte; vi spejlede de håndtegn, som gruppen illustrerede for os på scenen; vi råbte deres navn i en uendelighed. Nogle havde – ganske modigt, når man tænker på festivalens sanitære forhold – taget skoene af og dansede slangeagtigt og med lukkede øjne. 

Én sang blev introduceret med ordene: »Den her sang er til alle dem, der føler sig ensomme.« Det kan jeg ikke forestille mig, at ret mange gjorde i selskab med Ak Dan Gwang Chil. Med hjælp fra gamle ritualer og traditionelle, koreanske musikinstrumenter formåede de at skabe en inkluderende musik, der transcenderede alle forskelle. Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der ikke ville have, at koncerten skulle stoppe. Det er aldrig nemt at forlade en kult, når man først er med i den.