- © PR4/4/2022
Ito Takashi opgraderet
CPH:DOX – Astrid Sonne: Ito Takashi live-scoreDen første af Ito Takashis tre kortfilm på programmet, Zone, blændede op på skærmen i skøn 80’er-opløsning med hvide, sløve skyer på en blå himmel. En gåtur gennem en park. Til disse rolige scener tilføjede Sonne approksimationer af reallyde – vindens hvisken i træerne, insekternes summen i buskadset. Meditative, langhalede synthpassager forstærkede følelsen af fuldstændig fred. Den afslappede atmosfære blev dog hurtigt afløst af en tiltagende drømmelogisk billedside, mesterligt understøttet af en tidssvarende, frenetisk, til tider næsten horror-agtige synth.
Efter kun 13 minutter var drømmen-tangerende-til-mareridt ovre, men før den næste kortfilm kunne begynde, lod Sonne med en kort, smuk og stemningsfuld sang publikum tage et par tiltrængte dybe åndedrag. Dernæst fik den repetitive og labyrintiske film Spacy sin epileptiske energi højnet af støt tiltagende, energiske og blødt stikkende synths, mens den M. C. Escher-agtige, trappeopgangsmuterende Drill efter endnu et mellemstykke blev trakteret med genklingende motiver, der til sidst sammen med filmen brød op og forsvandt ned i et sort hul.
Hele forestillingen igennem udviste Sonne en måske intuitiv sans for, hvordan hun med sin lyd kunne højne de indtryk, billedsiden afgav. Et gensyn med disse film uden hendes underliggende musik vil uden tvivl føles som en klar nedgradering. Men særligt hendes mellemstykke-hvilepauser var sande genistreger, der glimrede i lige så høj grad som selve soundtracket.
- © PR1/4/2022
Menneskehedens ellevte time
CPH:DOX – Loke Rahbek & Frederik Valentin: »Sans Soleil« live-scoreOfte føltes det slet ikke korrekt, soundtracket til Chris Markers fragmentariske dokumentarfilm Sans Soleil, som Rahbek og Valentin skabte fra deres bord med alskens elektronik. Hverdagsscener – et besøg ved et gravsted, mennesker i kø, trafik – blev understøttet af en musik, der med dystre og halvt opløste synth- og sampletemaer gav det hele et sært og usammenhængende præg. Det skærpede sanserne. Selv begivenheder, der i vores levede liv ikke tillægges nogen synderlig værdi, syntes nu skelsættende. Det var som at være vidne til menneskehedens ellevte time, de sidste stunder inden bomberne ville falde.
De momenter, hvor billede og lyd faktisk gik op i en højere, mere konventionel, enhed, stod stærkt. En mand, der i en menneskeflok på en travl metrostation får øje på kameraet og vinker. Han var bare endnu en passager, men i dette få sekunder korte klip, med et glitrende synthcrescendo i ryggen, var han noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Definitionen af, hvad det vil sige at være menneske.
Rahbek og Valentin bevægede sig bevidst ude af takt med billedsporet og skabte derved et soundtrack, der var surrealistisk, mægtigt, intimt og fjernt, overvældende og livsbekræftende. Som fundamentalt ændrede oplevelsen af Markers film. Og som mindede os om skønheden ved livet, døden og alt derimellem.
- © Sofie Birch på CPH:DOX31/3/2022
Sounds of Denmark
CPH:DOX – Sofie Birch: Danmark på filmDet var svært ikke at bemærke, at lydkunstner Sofie Birch havde en utroligt flot hat på, da hun gæstede Cinemateket/CPH:DOX for at sætte musik til et udvalg af klip fra Det Dansk Filminstituts enorme arkiv, Danmark på film. Som den tårnede op over højttalere og synthesizere – kæmpestor, lilla og skulpturel i sin udformning – mindede den, altså hatten, på én og samme tid om en naturskabt organisme fra bunden af havet og om noget, et rumvæsen muligvis ville bringe med sig til jorden. Det slog mig, at Birchs live-score kombinerede det velkendte og det fremmede på præcist samme måde. Birch havde udvalgt dokumentarklip fra begyndelsen af det tyvende århundrede, der alle sammen på hver deres måde skildrede den menneskelige krop: kvinder i en skønhedskonkurrence; en mand, der laver gymnastik i sin have; piger, arm i arm, dansende i ring; en idrætstime; kvindelige brydere; en medicinsk undersøgelse af kroppens muskler. Disse optagelser draperede hun i ulmende synthdroner, skarpe, klokkeagtige klange, sirenesang og kvidder fra hyperaktive fugle.
Langsomt forvandlede hun de relativt almindelige aktiviteter til noget, der mindede om okkulte ritualer. Selve den menneskelige krop fremstod pludseligt mærkværdig, uhyggelig endda, kontrasteret af Birchs lydlandskab. Mon vores aktiviteter vil fremstå lige så fremmedartede, når arkivet om hundrede år endnu engang granskes og fremtidens Sofie Birch sætter dyster og drømmende musik til?
- © MM Works30/3/2022
Clint Eastwoods honningdepot
MM Works: »Archives II«Ennio Morricones vindhekse og Clint Eastwoods læderhud i The Good, the Bad the Ugly er den billedside, som træder ind på nethinden ved lyden af Archives II. Repetition, surfguitar og simplicitet præger det let jazzede album, hvor guitaristen forener, og trommeslageren er en luftig rytmemager, der krydrer det melodiske landskab med bækkener og percussion, imens strygere og klaver toner frem på udvalgte skæringer.
Københavnske Mads Lassen og Mathias Lystbæk har med otte små musikstykker skabt en gæstfri genklang uden for rum og tid. Konventioner og logren for radioformat er få på den lunt sfæriske udgivelse – tværtom er improvisation i centrum, og numrenes længde varierer med op mod seks minutter.
Albummet er et lille honningdepot til dage, der kalder på en ravgul, antiseptisk og aromatisk pause fra en verden præget af økonomisk recession, pandemi og krig. Nogle gange behøver kunst ikke klø i øregangene eller tirre for at være et lille pragtværk.
- © Recorder Recorder29/3/2022
Organiske dogmer
Recorder Recoder: »Dronedigte«På Dronedigte har Recorder Recorder fulgt et stramt elektroakustisk dogme – et regelsæt, hvor de enkelte ingredienser, digte, blokfløjte og vokal går op i en højere harmonisk og elektronisk, repetitiv enhed.
Åbenhjertig poesi beklædes af en florlet kvindelig vokal i en strøm af velklang, hvis mildhed kontrasteres midtvejs på EP’en. Her gør industrielle elementer deres indtog og bryder den næsten uskyldsrene timbre på åbningsnummeret »Sommerminder«. Dualiteten på »Spildevand« og »Legende Legende« pryder lydbilledet og tilfører solistens elektroakustiske germansk-skandinaviske middelalderensemble et råt udtryk.
Droner er fortryllende og farlige, idet lytteren let kan kede sig, men Stine Benjaminsen mestrer i sin komposition og udtryk dette stilistiske greb til fulde og skaber en organisk rejse gennem numrene. EP’en er godt begyndt men ikke helt fuldendt – måske fordi denne udgivelse kun er den første i en perlerække af produktioner fra en kunstner, hvis store potentiale for alvor vil skinne igennem, når hun i fremtiden endnu mere kompromisløst udforsker og udfolder sine eksperimenter.