We wander through a garden: it's dark, with palms and ferns everywhere, illuminated by infrared light and equipped with sensors, causing the plants to create crackling noise. Red blinking lights above resemble drones. Welcome to the end of the world. And the beginning of the world. We’re not entirely sure. Perhaps it’s a serious rave party that has come to a halt. Just like the techno in the film An Invitation to Disappear, set in a Southeast Asian oil plantation, blurring night and day – making the senses lulled, vulnerable, and compliant.

In the '90s, Erik Satie’s sad piano music always played in broadcasts about climate disasters. Here – at the beginning of a new chaotic year – you can disappear into the exhibition Solarstalgia created by the French-Swiss artist (and Olafur Eliasson student) Julian Charrière. Experience life in an apocalyptic afterworld with all its ominous sounds, in a fully immersive and enveloping way – as this might be how we can learn a bit about the geological forces and changes in nature around us today.

At the end of Arken's long exhibition space, the eye is drawn to an onyx boulder emitting light (the work Vertigo). When approaching something with light, one becomes greedy. The pig-like sounds you hear come from volcanoes in Ethiopia and Iceland. A devouring sound. Just like the entire exhibition, it elegantly addresses both the eyes and techno-loving ears.

It's seriously clammy as you step down into the Cisterns beneath Søndermarken – humid, with brick columns dripping with condensation and chalk stalactites hanging down. A piano has been left down here for five months, slowly deteriorating. I was skeptical about Opløsninger: yet another Annea Lockwood-inspired work, simply inflicting violence on a poor instrument? And if not, is a composer like August Rosenbaum, who works with short, vibe-friendly piano pieces, the right person to elevate the idea into something greater? Yes, as it turns out, fortunately.

Together with visual artist Ea Verdoner, Rosenbaum has created an installation piece that spans three chambers, and in the first, you indeed see the decayed piano with centimeter-thick mold patches on the keys. As you shuffle along to the second chamber, Rosenbaum sits in the dark in front of a better-preserved grand piano. His playing is both minimalist and grandiose, but it’s the breaks in the composition that truly captivate me. Half motifs, repeated triplets, tritone-like intervals. Rosenbaum loops a captured sound from the decayed piano on a sequencer, gets up, and walks away briskly. He returns and turns up the industrial rumble of a gong, as if he were Trent Reznor in the studio. Combined with choreography about duality, a voice-over about life and birth, and a video about the body and decay, it becomes an exciting and reasonably new depiction of the raw, cold, and arbitrary nature of decomposition.

Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis. 

Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.

Vi går rundt i en have: Der er mørkt, palmer og bregner overalt, oplyst af infrarødt lys og påsat sensorer, så planterne skaber knitrende noise. Rødt blinkende lys over hovedet ligner droner. Velkommen til verdens undergang. Og verdens start. Vi ved det ikke helt. Måske er det en seriøs ravefest, som er gået i stå. Ligesom technoen i filmen An Invitation to Disappear, som foregår i en sydøstasiatisk olieplantage, udvisker nat og dag – gør sanserne lullende sårbare og medgørlige.  

I 90’erne lød altid Erik Saties triste klavermusik i DR-udsendelser om klimakatastrofer. Her – i begyndelsen af et nyt kaotisk år – kan man forsvinde ind i udstillingen Solarstalgia skabt af den fransk-schweiziske kunstner (og Olafur Eliasson-elev) Julian Charrière. Og sanse livet i en apokalyptisk efterverden med alle dens ildevarslende lyde, sådan helt immersivt og altomsluttende – for det er sådan, vi i dag måske kan lære lidt om de geologiske kræfter og forandringerne i naturen omkring os. 

For enden af Arkens lange udstillingsrum drages blikket af en onyx-kampesten, som udsender lys (værket Vertigo). Når man nærmer sig noget med lys, bliver man grådig. Griselydene, man hører, stammer fra vulkaner i Etiopien og Island. En fortærende lyd. Ligesom hele udstillingen på raffineret vis adresserer både øjne og technoglade ører.

Mens mange stadig sukker efter at se en fuld Sort Sol igen lyse på den mørkegrå danske himmel, har bandets evighedscrooner Steen Jørgensen, sammen med sin lige så gode halvdel, pianist Marina Botes, skabt musik, der er noget helt andet – noget dybere. Og ja, jeg har set ord som »prætentiøs« og »kedelig« slynget efter duoen, men intet af det hæfter sig på deres nye udspil, som er en serie af intime suiter, hvor Jørgensens spoken word væves sammen med Botes’ fantastiske klaverspil. Hvis ambitionen er at bygge bro mellem det klassiske og det elektroniske, så lykkes det med overbevisning.

Som lyriker, der bevæger sig i samme natsorte landskab som Jørgensen, må jeg kippe med hatten for de stærke, poetiske billeder, der præger Dråberne 5, 7, 8 og 11. Især på pladens længste skæring, den dramatiske »Hul – Dråberne 7«. Mens Jørgensen fabulerer om den indre bys lysende melankoli, bliver musikken en transformation, en forvandlingskugle af ambiente flader, dæmpede strygere og en kvindevokal, der smyger sig ind som en skygge – indtil sangen stiger i dramatisk tempo, med fokus på tekstlinien »En nat i indre kvarter«.

Musikken holdes primært i klavertungt terræn, hvor Botes’ tangenter finder ro i dæmpede pedalslag og lette strygere. Kun i sjældne øjeblikke bryder kompositionerne frem, som på åbneren »Glemsel – Dråberne 5«, hvor kammerorkester og jazzede breakbeats skaber en dragende og nærmest filmisk stemning. 

Dråberne 5, 7, 8 og 11 er et dragende, inspirerende og decideret lækkert eksperiment, hvor kærligheden mellem de to kunstnere mærkes i hver tone. Hvis det her er Jørgensens karriere-vinter, tager jeg gerne imod flere mørke varme øjeblikke.