Den islandske komponist og kontrabassist Bára Gísladóttirs kompositioner og performances passer på mange måder ind i det 21. århundredes avantgardemusik. Her findes en aversion mod ‘traditionelle’ harmonier og melodier, en stærk forkærlighed for udvidede teknikker og et fokus på lydlig udforskning, som i pertentlig grad undgår gængse strukturer.

Men jeg har altid følt, at Gísladóttirs musik handler om mere end rækker af skurrende støj fra tamtammer og multiphonics fra oboer; noget, der kun kan forstås ved at nærme sig musikken gennem personen – gennem komponist/performeren – snarere end omvendt.

De første minutter er der intet andet end stilhed og lugten af svovl. Fornemmelsen af et bagholdsangreb hænger i luften. Men vi går tættere på, flokkes om det store hul i jorden.

Det er blevet vinter på den utvetydige måde; temperaturen er faldet til tolv frostgrader, sneen dækker alt, hvad der ikke rører sig, isen er glat under fødderne. Alligevel løber små, dampende vandløb i fletninger mellem de varme kilder og gejsere omkring os, her fyrre kilometer uden for Reykjavik. »Op til hundrede grader varme«, står der som advarsel på små skilte overalt.