Jeg gik i den samme katolske skole, fra jeg var tre år, og til jeg blev 14.

I skolen skulle pigerne gå i en lyserød eller hvid kittel, mens drengene bare kunne gå i deres jeans. I frikvartererne om formiddagen måtte pigerne blive inde i klassen, mens drengene kunne gå udenfor og spille fodbold.

Da jeg spurgte en af nonnerne, hvorfor jeg ikke måtte spille med, svarede nonnen, at drenge havde mere energi end piger, så de kunne ikke blive inde i klassen

Tredimensionel lyd har i mange år været forbeholdt de allermest dedikerede lydnørder og -forskere, men de seneste år har den vundet indpas hos både komponister og lydkunstnere i store og små koncertsale verden over.

For nylig kom også Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København med på vognen, og den 19. september kunne man i kammermusiksalen ‘Ny Sal’ lade sig indhylle i lyd, da konservatoriet fejrede sit nye 3D-lydsystem med en indvielseskoncert.

Koncerten gav en forsmag på de mange muligheder, den tredimensionelle lyd byder på.

Et kort øjeblik troede jeg, der var tale om en sensation. Jeg læste de samme ord og sætninger igen og igen, langsommere og langsommere.

Kunne det virkelig passe: Havde chefen for DR Symfoniorkestret, den ellers så magtfuldkomne gigant i dansk musikliv, sendt en kronik til Politiken fyldt med selvkritik?

»Dansk kompositionsmusik står i højeste kurs i udlandet, men er samtidig en blind vinkel hos os selv,« læste jeg for syvende gang.

Der er tyst i Herskind Forsamlingshus.

En tirsdag aften har en hvid skolebus kørt os, publikum til Kirstine Fogh Vindelevs performanceværk Selskabssange, fra midten af Aarhus til et festlokale små tyve kilometer mod vest.

Vi får en velkomstdrink, hilser lidt på de andre fremmødte og sætter os ned ved pyntede borde, der er opstillet i hesteskoform. Der skal synges.

Hvordan skriver man om en festival, der praktisk taget ikke findes?

Den findes selvfølgelig i den forstand, at der er en begivenhed, som finder sted: Hvert år samles 35 unge komponister i et af de nordiske lande for at høre hinandens værker – dette år i svenske Piteå. Men Ung Nordisk Musik-festivalen, UNM, har ingen fast kerne.

Der er ingen kunstnerisk leder, intet programudvalg, ingen bestyrelse, ingen administrativ tovholder.

»Den her skal jeg øve mig på, når jeg bliver gammel,« udbryder Fuzzy.

På vores tur gennem hans arbejdsstudie er vi nået til thereminen – et elektronisk musikinstrument, der spilles ved at bevæge hænderne foran et par antenner uden berøring.

Et besøg i den 80-årige komponists værksted hjemme i villaen på Frederiksberg er nærmest et lille stykke musikhistorie, hvor en altædende nysgerrighed på, hvad end der kan bruges til at skabe lyd og musik, skinner igennem.

Vi har ligesom set det hele efterhånden. Nøgne mennesker på scenen, blowjob i operaen og flygler, der smadres under en koncert.

Alligevel blev jeg provokeret af Niels Rønsholdts nye oratorium, Book of Prayers (2019) – allerede i værkets indledning: Publikum i Christians Kirke på Christianshavn blev bedt om at udtrykke en fællesskabshandling i en salme.

I en for høj toneart, et for langsomt tempo og med et hakkende, uorganisk akkompagnement skulle vi synge med på Nu takker alle Gud – fra den danske salmebog, men også kendt på alle de store sprog i verden. At pianisten konsekvent afsluttede fraserne med en såkaldt skuffende kadence, gjorde det heller ikke bedre ...