Nu er det ganske vist ikke enhver forundt at kunne holde sig vågen et helt kvarter, når man lytter til P2s aktualitetsprogram Puls. Lykkedes det alligevel enkelte at nå så langt ind i ugens udsendelse i går, mødtes man af et sært interview med den 73-årige historiker Birgitte Possing. Forfatteren bag Argumenter imod kvinder fra 2018 blev ringet op af værten, Iben Mogensen, for at give et modsvar til et, indrømmet, provokerende essay om kønsbalance, som jeg skrev til sidste måneds udgave af Magasinet Klassisk.

I essayet spørger jeg, hvordan man skal forstå de seneste ti års uddelinger af Danmarks største kulturpris, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. For en uge siden modtog Bára Gísladóttir, Signe Lykke og Kirstine Lindemann årets tre hovedlegater til komponister – hvert af dem til en værdi af én million kroner – ved en stor koncert med Odense Symfoniorkester

Støjen fra Lilleøre – færgen mellem Aarhus og Samsø – har en sær ro over sig. En monoton, metallisk summen, som vugger én ud af byen og ind i en anden rytme. Samsø vågner langsomt. Regnen ligger som et tyndt slør over markerne. En kok larmer i køkkenet på Samsø Badehotel. Han er fra New York. Han har arbejdet på ElBulli. 

Grøntsagsboderne står som små øer langs vejene, og på skiltene loves både polynesisk massage og vin fra Château Alstrup. Selv kongeparret har været her – i torsdags til koncert med Poul Krebs på Hotel Brundby, det sagnomspundne rockhotel. Foran hotellet står en hvid kunstig ko med noder på kroppen, som om musikken har sat sig fast i dens hud.

»GRØN MUSIK er en fire-dages manifestation på Samsø af lydkunst og musik, som har et tæt samarbejdsforhold med naturen!« lød invitationen fra festivalens initiativtagere, foreningen Terraform. 

I det gamle medicinske auditorium på ul. Kopernika 15, hvor væggene stadig husker en anden form for smerte, afholdes Unsounds Morning Glory-koncerter. Her pressede den franske guitardekonstruktør Nina Garcia sit instrument til bristepunktet: skærende feedback, pulserende støj og små rytmiske bevægelser, der glimtede som metal i morgenlyset. 

Afternoon Glory bød på endnu en guitardekonstruktør, Tashi Dorji. Bhutaneseren »skrællede« sin guitar i stykker med en næsten ceremoniel tålmodighed og med rolige gearskift undervejs og – efter fyrre minutter – et enkelt udbrud.  

Under Glory-koncerterne er der ingen visuals – kun solen, som vælter ind i auditoriet, kun støjen, der bryder den kliniske ro på det tidligere hospitalsområde. Hvis Lars von Trier nogensinde skulle filme et polsk hospital, måtte det være her.

Den 43. udgave af Musica forløb over to hele uger (19. september til 5. oktober) iført Strasbourgs orangebrune efterårsfarver. Fredag aften i festivalens midterste weekend satte jeg mig i teateret Le Maillon og følte mig først alarmerende malplaceret. Jeg skulle høre en talk med kunstneren Joris Lacoste inden opførelsen af hans værk Nexus de l'adoration (2025), men Lacoste foldede sig ud på fransk i 45 minutter, og jeg sad med ører på stilke for at fange en sætning hist og her. Ikke engang et ord på tysk var der at klynge sig til. Men lige da jeg var ved at flygte ud ad døren, strømmede det ind med folk på Le Maillon. Det var en imponerende skare af både unge mennesker i store jeans og ældre folk i farvede briller og silketørklæder. Caféens skydedøre blev slået fra, og gæsterne købte vin og varm aftensmad, slog bordene sammen og grinede dæmpet sammen, mens kunstneren fortalte. Det viste sig at være alt andet end ekskluderende. 

Kazuhisa Uchihashi stod mellem rustne mejetærskere på Landbrugsmuseet, da han lod buen glide over pickuppen på sit hjemmelavede instrument. Ud væltede en lyd, der på én gang mindede om en grønthøster og et groovy, mekanisk uhyre. 

Under festivalens ti timer lange minimaraton for elektronisk musik blev maskinerne for alvor til medspillere: Richard Grimm og Patrik Herman forvandlede en 3D-printer til en stædig rytmemaskine, et brummende doom, der skiftevis lød som fremtidsteknologi og gammeldags tærskeværk. Jean-Philippe Gross modellerede i stedet lyden som et fysisk stof – lag på lag, indtil den eksploderede i salen som en sværm af nytårsraketter.

Den stærkeste oplevelse kom fra Augustė Vickunaitė, der gjorde lyden til et poetisk opgør med fortiden. Hun kastede sig over spolebåndoptagere, lod båndene sno sig frit, vred og flåede dem fra hinanden, indtil de blev både rytme og rå støj – en kropslig og sanselig konfrontation, hvor nostalgi og destruktion smeltede sammen.

Man skal være varsom, når folk siger, »nu bliver det rigtig dybt«. Musikalsk, faglig eller åndelig dybde skal erfares – ikke proklameres. På årets Langgaard Festival i Ribe blev der talt meget om dybde, store begreber og åndfulde retninger, men uden at vi faktisk kom i dybde med dybden. 

Over fire dage i september omdannes Ribes gamle bykerne hvert år til et stort festivalområde, hvor historiske bygninger, caféer og spisesteder, det lokale gymnasium, kirkegård og kirker alle lægger rum til enten koncerter, foredrag eller lounge-steder, hvor dagens musik diskuteres. Festivalen har udviklet sig gevaldigt de sidste år, og siden sin begyndelse i 2010 altid haft enten en komponist eller overordnet tema til at stå over for Rued Langgaards mangefacetteret og forunderlige musik. 

Under paraplyen »Dansk mysticisme« fik vi i år lidt af hvert – mesterværker såvel som nitter og fusentast-kunstnere, som følte sig væk i nogle mystiske eller dystre klange, der ikke stak dybere end fornemmelser.

Abstract

The migrations of baleen whales generally go little noticed, yet they have a profound effect on underwater sonic milieux. Seasonal fluctuations in the songs of the humpback, minke, and sei whales are underpinned by the near-constant subsonic bass pulse of the fin whale. As underwater acoustic monitoring is helping to reveal, migration routes and timings of these top predators are shifting in response to changing ocean temperatures. Such monitoring allows whales to be used as climate sentinels, facilitates conservation efforts, and also offers the prospect of building on public »whale listening« projects such as OrcaSound. Widening public access to underwater acoustic data would permit an active deep listening with the potential of generating a fuller engagement with marine environments, complementing the everyday awareness of birdsong that connects even urban citizens of industrial societies to the more-than-human world. Using underwater recordings from the North Atlantic supplied by the Marine Directorate of the Scottish Government I simulate the yearly pattern of cetacean song, aiming to show the listener that different species are readily distinguished and »good to listen with«: they attract and hold the attention, extending our sense of dwelling in a world always already experienced by other sentient beings.

Abstract

Why is it that in experimental improvised music (EIM) anything can happen but hardly ever does? And if what musicians play is not determined in advance, what holds performances of EIM together? We address these twin questions through a combination of verbal dialog, recordings of a live performance of the Splitter Orchester and the Trondheim Jazz Orchestra, and comments on both. Drawing on theories of »participatory sense-making« in enactive philosophy, we show that while musical phenomena such as drones and grooves emerge from human interaction, they take on a life of their own as more-than-human agents. By enabling and constraining what »makes sense« in particular situations, these »emergent autonomous organizations« shape the (inter)action that gave rise to them, obtaining normative force. By the same token, however, they can also change according to musicians’ subsequent (inter)actions. EIM thus stages the emergence and transformation of norms in real time and illustrates how human action more broadly interacts with the more-than-human.