»Jeg synes nu ikke, han er nær saa grim, som han ser ud, men rent zoologisk er det pudsigt, at han ligner en Papegøje, for hans Stemme er høj, tynd og skrigende«… »Papegøjen flyver daarligt; det passer ogsaa: naar Rued Langgaard svinger med Armene, saa Kjoleskøderne flagrer vildt omkring ham, har man akkurat en Fornemmelse af tung og besværlig Flyvning.«
Koncertanmeldelse i Ekstra Bladet fra 1926, selvom musikken slet ikke bliver nævnt.
Jo mere man dykker ned i den danske komponist Rued Langgaards (1893-1952) historie, jo mere fascineres og skræmmes man af, hvor vild en person og komponist han faktisk var.
Fascination, fordi manden var mere musikalsk begavet end nogen anden i de sidste par hundrede år på dansk jord. Skræmt, fordi Langgaard blev så helt utrolig dårlig behandlet af sin samtid og af kritikerne, men heller ikke gjorde det let for sig selv: Han skilte sig ud ved at være excentrisk, arrogant, selvhævdende, menneskesky, i besiddelse af et tragikomisk storhedsvanvid med voldsomme sociale udfordringer.