Støjen fra Lilleøre – færgen mellem Aarhus og Samsø – har en sær ro over sig. En monoton, metallisk summen, som vugger én ud af byen og ind i en anden rytme. Samsø vågner langsomt. Regnen ligger som et tyndt slør over markerne. En kok larmer i køkkenet på Samsø Badehotel. Han er fra New York. Han har arbejdet på ElBulli. 

Grøntsagsboderne står som små øer langs vejene, og på skiltene loves både polynesisk massage og vin fra Château Alstrup. Selv kongeparret har været her – i torsdags til koncert med Poul Krebs på Hotel Brundby, det sagnomspundne rockhotel. Foran hotellet står en hvid kunstig ko med noder på kroppen, som om musikken har sat sig fast i dens hud.

»GRØN MUSIK er en fire-dages manifestation på Samsø af lydkunst og musik, som har et tæt samarbejdsforhold med naturen!« lød invitationen fra festivalens initiativtagere, foreningen Terraform. 

I det gamle medicinske auditorium på ul. Kopernika 15, hvor væggene stadig husker en anden form for smerte, afholdes Unsounds Morning Glory-koncerter. Her pressede den franske guitardekonstruktør Nina Garcia sit instrument til bristepunktet: skærende feedback, pulserende støj og små rytmiske bevægelser, der glimtede som metal i morgenlyset. 

Afternoon Glory bød på endnu en guitardekonstruktør, Tashi Dorji. Bhutaneseren »skrællede« sin guitar i stykker med en næsten ceremoniel tålmodighed og med rolige gearskift undervejs og – efter fyrre minutter – et enkelt udbrud.  

Under Glory-koncerterne er der ingen visuals – kun solen, som vælter ind i auditoriet, kun støjen, der bryder den kliniske ro på det tidligere hospitalsområde. Hvis Lars von Trier nogensinde skulle filme et polsk hospital, måtte det være her.

Den 43. udgave af Musica forløb over to hele uger (19. september til 5. oktober) iført Strasbourgs orangebrune efterårsfarver. Fredag aften i festivalens midterste weekend satte jeg mig i teateret Le Maillon og følte mig først alarmerende malplaceret. Jeg skulle høre en talk med kunstneren Joris Lacoste inden opførelsen af hans værk Nexus de l'adoration (2025), men Lacoste foldede sig ud på fransk i 45 minutter, og jeg sad med ører på stilke for at fange en sætning hist og her. Ikke engang et ord på tysk var der at klynge sig til. Men lige da jeg var ved at flygte ud ad døren, strømmede det ind med folk på Le Maillon. Det var en imponerende skare af både unge mennesker i store jeans og ældre folk i farvede briller og silketørklæder. Caféens skydedøre blev slået fra, og gæsterne købte vin og varm aftensmad, slog bordene sammen og grinede dæmpet sammen, mens kunstneren fortalte. Det viste sig at være alt andet end ekskluderende. 

Kazuhisa Uchihashi stod mellem rustne mejetærskere på Landbrugsmuseet, da han lod buen glide over pickuppen på sit hjemmelavede instrument. Ud væltede en lyd, der på én gang mindede om en grønthøster og et groovy, mekanisk uhyre. 

Under festivalens ti timer lange minimaraton for elektronisk musik blev maskinerne for alvor til medspillere: Richard Grimm og Patrik Herman forvandlede en 3D-printer til en stædig rytmemaskine, et brummende doom, der skiftevis lød som fremtidsteknologi og gammeldags tærskeværk. Jean-Philippe Gross modellerede i stedet lyden som et fysisk stof – lag på lag, indtil den eksploderede i salen som en sværm af nytårsraketter.

Den stærkeste oplevelse kom fra Augustė Vickunaitė, der gjorde lyden til et poetisk opgør med fortiden. Hun kastede sig over spolebåndoptagere, lod båndene sno sig frit, vred og flåede dem fra hinanden, indtil de blev både rytme og rå støj – en kropslig og sanselig konfrontation, hvor nostalgi og destruktion smeltede sammen.

Man skal være varsom, når folk siger, »nu bliver det rigtig dybt«. Musikalsk, faglig eller åndelig dybde skal erfares – ikke proklameres. På årets Langgaard Festival i Ribe blev der talt meget om dybde, store begreber og åndfulde retninger, men uden at vi faktisk kom i dybde med dybden. 

Over fire dage i september omdannes Ribes gamle bykerne hvert år til et stort festivalområde, hvor historiske bygninger, caféer og spisesteder, det lokale gymnasium, kirkegård og kirker alle lægger rum til enten koncerter, foredrag eller lounge-steder, hvor dagens musik diskuteres. Festivalen har udviklet sig gevaldigt de sidste år, og siden sin begyndelse i 2010 altid haft enten en komponist eller overordnet tema til at stå over for Rued Langgaards mangefacetteret og forunderlige musik. 

Under paraplyen »Dansk mysticisme« fik vi i år lidt af hvert – mesterværker såvel som nitter og fusentast-kunstnere, som følte sig væk i nogle mystiske eller dystre klange, der ikke stak dybere end fornemmelser.