»Rotten og træet«. © Grzesiek Mart
reportage

En moderne festival med en hukommelse

På Warszawa Efterår er de ikke kun optaget af lyde. Den polske festival prøver at påvirke virkeligheden med nye navne og ideer.

Af
  • Andreo Michaelo Mielczarek
6. Januar 2025

»Er du Simon Steen-Andersen?« En gymnasielærer fra Køge har spottet komponistens navn i festivalprogrammet. Men Simon Steen-Andersen er slet ikke set i Warszawa endnu. Inde i Polsk Radios fine Lutosławski-sal nød Køge-ungdommen på en meget deep listening-måde den organiske puls i Magdalena Gorwas Four Roots of All Matter (2024), som vekslede inspirationer fra sol, vand, ild og luft til en frodig meditationshave. Warszawa Efterår-festivalen er gymnasieeleverne faldet over  lidt tilfældigt og de missede både festivalåbningen, Christian Winther Christensens Piano Concerto (2018) og et værk for orkester og pladespillere af Mariam Rezaei og Matthew Shlomowitz. De hørte heller ikke den unge ukrainer Yurii Pikushs Domi Res Militaris (2024) om den dag i 2022, hvor hans hjem blev angrebet. Samme koncert rummede et værk af den erfarne i Berlin-boende russer Sergej Newski. Det sammenstød er man endnu ikke færdig med at tale om.

Vejret taler vi ikke om. Solen er forvirret og bager – som i resten af Europa – hårdt, selvom oktober er på vej. Alt er flydende. Med sin placering midt i Europa har Warszawa altid været et mødested, og i år vil Warszawa Efterår med sit tema »gennemsivning« eller »gennemtrængning« lade umage traditioner flyde ind i hinanden.

© Tobias Nicolai
kritik

Denne unge danske festival tjekker, hvor langt vi kan gå med musikken

MINU Festival arbejder med en helt anden form for risikovillig vækstkapital – det føles både friskt og som en nødvendig samtale, man gerne vil tage del i. Måske er der alligevel håb for menneskeheden?

Af
  • Rasmus Holmboe
12. december 2024

Den unge københavnske festival MINU arbejder indenfor et felt, de kalder expanded music. Og ja, udvidelsen af det musikalske felt er helt klart aftegnet allerede på åbningsaftenen, hvor hovedbegivenheden er de tre kortfilm, der udgør den mexicanske kunstner Naomi Rincón-Gallardos Tzitzimime Trilogy. Rincón-Gallardos film er virkelig mange ting på én gang: Det er larmende queerfuturisme, der forbinder guder, djævle, halvguder og andre underverdensskikkelser fra aztekisk mytologi i flotte og uhyggelige kostumer med alt fra digitale glitches og lo-fi collage-æstetik til kropsløse arme, der stikker op ad jorden og vinker til dig. Der er klimakatastrofe og vestlig ekstraktivisme, dekolonial kritik, planetært endeligt, masseudryddelse, solformørkelse og dødsgudernes nedstigen til jorden for at spise menneskene – altsammen monteret op med kulturelt og teknologisk vraggods fra en verden, hvor uskylden for længst er blevet til utopi, og hvor det hele foregår i en lidt skraldet dystopisk setting. Så er linjen ligesom lagt, og som en appetizer på resten af festivalen var det modigt af MINU at lægge ud med noget, der mærkes så aktuelt og så friskt, at det er nødt til at bryde med koncertformens trygge ramme som musikfestivalens normalt primære format. 

 

On the Typical, the Indistinct and the Impersonal in the Sonic Arts, Media and Auditory Culture

Female Composers in 20th-century Electronic Music

Valentina Goncharova. © Shukai / Quietus
essay

Gender, Canon, and Eastern European Women Pioneers of 20th-century Electronic Music

Feminist readings of 20th-century electronic music history cannot avoid questioning the notion of canon and canon-oriented historiographical practices. Shedding light on women composers from non-Western contexts can further come in handy in searching for ways to engage with the history of gender in music beyond mainstreaming and the rhetoric of exceptionalism.

Af
  • Marta Beszterda van Vliet
24. november 2024

Within recent decades, there has been a trend of researchers and music curators rediscovering and popularizing a growing number of electronic music pieces by 20th-century women composers. Often in these cases, the new (or not-so-new) women composers are presented as forgotten »pioneers« and »trailblazers« of electronic music. This includes Western European electronic music composers such as Éliane Radigue and, more recently, Else Marie Pade, as well as many other – mostly American and British – women featured in Lisa Rovner’s 2020 documentary Sisters with Transistors. Music researchers involved with this recuperative work claim legitimacy and recognition for these previously-forgotten women composers of electronic music by arguing that their work belongs – or, rather, should belong – to the canon of electronic music. That is, next to the first row of the »big male names« of European electronic and experimental music such as Pierre Schaeffer, Pierre Boulez, and Karlheinz Stockhausen.

In response to framing women composers relative to a canon, feminist music critics – for whom the recognition for the musical output of women is a particularly urgent endeavour – have taken issue with valorizing women’s contributions to music in this way. In fact, critics have pointed out the various ways in which the very concept of »canon« is troublesome in the first place. 

© Lisbeth Damgaard
essay

100 år med Else Marie Pade – fra glemt pioner til eftertragtet ikon

Hendes navn er stadig langt fra lige så kendt uden for Danmarks grænser som hendes jævnaldrende mandlige samtidige – eller de kvindelige komponister, der oftere og hyppigere optræder i koncertprogrammer som følge af en stigende interesse for genvundne fortællinger om kvinder, der har komponeret elektronisk musik siden 1950'erne. I år ville Else Marie Pade være fyldt 100 år.

Af
  • Katja Heldt
23. november 2024

Else Marie Pade, komponist og dansk pioner inden for elektroakustisk musik, ville være fyldt 100 år i år. Hendes navn er stadig langt fra lige så kendt uden for Danmarks grænser som hendes jævnaldrende mandlige samtidige eller de kvindelige komponister, der oftere og hyppigere optræder i koncertprogrammer som følge af en stigende interesse for genvundne fortællinger om kvinder, der har komponeret elektronisk musik siden 1950'erne.

I Danmark oplevede Else Marie Pade, som døde i 2016, i over et årti en bemærkelsesværdig renæssance med sin musik og blev efterfølgende indlemmet i den musikalske kanon og i selvbilledet af en dansk historie for elektronisk musik. Hendes navn var ellers siden slutningen af ​​1970'erne blevet glemt. Det, der begyndte som en nicheinteresse for en håndfuld danske musikologer omkring Henrik Marstal og Ingeborg Okkels, inspirerede i begyndelsen af ​​2000'erne fem danske dj's (Hans Sydow, Ejnar Kanding, Thomas Knak, Jens Hørsving, Bjørn Svin) til at remixe Pades mest kendte elektroniske komposition, Syv Cirkler (1958), som startede en ægte Pade-bølge i Danmark, der fortsætter den dag i dag og rækker langt ud over det mindretal, som interesserer sig for avantgardemusik.