Kazuhisa Uchihashi stod mellem rustne mejetærskere på Landbrugsmuseet, da han lod buen glide over pickuppen på sit hjemmelavede instrument. Ud væltede en lyd, der på én gang mindede om en grønthøster og et groovy, mekanisk uhyre.
Under festivalens ti timer lange minimaraton for elektronisk musik blev maskinerne for alvor til medspillere: Richard Grimm og Patrik Herman forvandlede en 3D-printer til en stædig rytmemaskine, et brummende doom, der skiftevis lød som fremtidsteknologi og gammeldags tærskeværk. Jean-Philippe Gross modellerede i stedet lyden som et fysisk stof – lag på lag, indtil den eksploderede i salen som en sværm af nytårsraketter.
Den stærkeste oplevelse kom fra Augustė Vickunaitė, der gjorde lyden til et poetisk opgør med fortiden. Hun kastede sig over spolebåndoptagere, lod båndene sno sig frit, vred og flåede dem fra hinanden, indtil de blev både rytme og rå støj – en kropslig og sanselig konfrontation, hvor nostalgi og destruktion smeltede sammen.