For få år siden kastede jeg mig selv ud i eventyret med at lære at spille kirkeorgel. I samtaler med venner omkring dette projekt har jeg tænkt over, hvordan orglet er et instrument, som på én gang fremstår ekstremt niche-agtigt og utroligt almindeligt. For mange er det omgærdet med en vis mystisk aura, og dog blæses der luft igennem piberne søndag efter søndag i alle hjørner af landet, og orgelmusikken holder et væld af musikere beskæftigede. Orglet befinder sig på en paradoksal tærskel mellem det esoteriske og det demokratiske. 

Det er en paradoksal tærskel, som Organ Sound Art Festival formår at bringe i spil, hvilket festivalen nu i 10 år har gjort i rammerne af Koncertkirken på Nørrebro i København. På samme måde som orgler – i hvert fald de store af dem – er integrerede i det rum, de spiller i, som en slags arkitektur i arkitekturen, så synes Organ Sound Art Festival at være tænkt ind i netop Koncertkirkens rum. 

MINU Festival for Expanded Music er i de senere år blevet en fast bestanddel af Københavns kalender. Under kuratorisk ledelse og organisering af Mikkel Schou, Dylan Richards og Roberto Besler har festivalen konsekvent præsenteret programmer med musikalske opførelser, der udfordrer kunstformernes grænser. Værkerne stiller ofte spørgsmål til publikum – ikke kun om, hvad kunst kan, men også om de betingelser i verden, som denne musik udspringer af.

Årets MINU virkede strammere kurateret end tidligere udgaver. På en velkommen måde syntes den også mere frigjort fra den åbne frustration over institutionskritik, som tidligere har været et dominerende tema. I stedet for at være noget, kunstnerne var tvunget til at reagere imod, var problemerne ved institutionaliseret kunstproduktion blevet festivalens udgangspunkt – en slags indsats, som værkerne kunne udforske mulige »hvad så nu?«-scenarier ud fra.

Det burde sige sig selv: Ja, kvinder komponerer opera. Fantastisk opera. Og det har de gjort igennem hele kunstartens 400 år lange historie. Skulle det alligevel komme bag på nogen, skyldes det formentlig, at ældre opera komponeret af kvinder stort set aldrig bliver opført herhjemme. 

Bladrer man i Dansk Komponistforenings nylige Repertoirestatistik for sæsonerne 22/23 og 23/24 er der særligt ét diagram, der skriger til himlen: kønsfordelingen i opera komponeret før 1994. Her fremgår det, at mikroskopiske 0,3% af den samlede operaproduktion på 982 timer og 12 minutter er med en kvinde som komponist. Lidt over tre timers spilletid kunne det blive til – cirka det samme som en halv Wagner-premiere. 

Aldrig har jeg før befundet mig så yderligt på Refshaleøen, når jeg altså ikke har været på Copenhell: Jeg er nærmest helt ude ved den nordlige ende af den, da jeg en smule tøvende går rundt om nogle tilforladelige bygninger for at finde det øvelokale, som den taiwansk-danske slagtøjsspiller og komponist Ying-Hsueh Chen har sat mig stævne i. Heldigvis regner det ikke, selvom himlen er meget grå, og heldigvis er det ikke rigtigt koldt endnu, selvom der er små stænk af kulde i novemberluften. 

I netop samme øjeblik som min telefon pludselig synes, den skal udsende en alarmlyd, bliver jeg råbt an fra et nærliggende hus. Med sine store briller, stor hue og en forventningsfuld attitude kommer Chen mig i møde. Vi har mødtes en enkelt gang før, men det ligger otte-ni år tilbage, og vi når aldrig at tale om det, fordi så meget andet tager over. 

Det er sjældent, at der spilles på lugtesansen, når man går til koncerter. Lige så sjældent er det, at musikerne står i pandebånd og træningsshorts og performer et to timers workout-program, for ikke blot at få fortællingen, men svedlugten helt ud over scenekanten. Current Resonance holdt sig ikke på Yoga-måtterne, og i værket musical workout inviterede de publikum ud på gulvet for at deltage i en akavet workoutsession. Det var grotesk – og ret sjovt. 

Graft, et koncert et sted mellem performancekunst, musikforestilling og idrætstime, bestod af fem værker, der alle udforskede samme tema, nemlig »arbejde«. Den britiske term, der har lagt navn til forestillingen, betyder netop »hårdt arbejdende«, og med neurotisk Monty Pythonsk vedholdenhed tog de konceptet til yderlighederne. Graft fremlagde det moderne menneskes fetichering af hårdt arbejde, som en besættelse af søgen efter mening og formål. I centrum for værkernes mere og mere fordrejede fortællinger om arbejdets former stod hver af de fire komponister i komisk fornægtelse, som fire moderne Sisyfosser. 

Nu er det ganske vist ikke enhver forundt at kunne holde sig vågen et helt kvarter, når man lytter til P2s aktualitetsprogram Puls. Lykkedes det alligevel enkelte at nå så langt ind i ugens udsendelse i går, mødtes man af et sært interview med den 73-årige historiker Birgitte Possing. Forfatteren bag Argumenter imod kvinder fra 2018 blev ringet op af værten, Iben Mogensen, for at give et modsvar til et, indrømmet, provokerende essay om kønsbalance, som jeg skrev til sidste måneds udgave af Magasinet Klassisk.

I essayet spørger jeg, hvordan man skal forstå de seneste ti års uddelinger af Danmarks største kulturpris, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. For en uge siden modtog Bára Gísladóttir, Signe Lykke og Kirstine Lindemann årets tre hovedlegater til komponister – hvert af dem til en værdi af én million kroner – ved en stor koncert med Odense Symfoniorkester

Støjen fra Lilleøre – færgen mellem Aarhus og Samsø – har en sær ro over sig. En monoton, metallisk summen, som vugger én ud af byen og ind i en anden rytme. Samsø vågner langsomt. Regnen ligger som et tyndt slør over markerne. En kok larmer i køkkenet på Samsø Badehotel. Han er fra New York. Han har arbejdet på ElBulli. 

Grøntsagsboderne står som små øer langs vejene, og på skiltene loves både polynesisk massage og vin fra Château Alstrup. Selv kongeparret har været her – i torsdags til koncert med Poul Krebs på Hotel Brundby, det sagnomspundne rockhotel. Foran hotellet står en hvid kunstig ko med noder på kroppen, som om musikken har sat sig fast i dens hud.

»GRØN MUSIK er en fire-dages manifestation på Samsø af lydkunst og musik, som har et tæt samarbejdsforhold med naturen!« lød invitationen fra festivalens initiativtagere, foreningen Terraform. 

I det gamle medicinske auditorium på ul. Kopernika 15, hvor væggene stadig husker en anden form for smerte, afholdes Unsounds Morning Glory-koncerter. Her pressede den franske guitardekonstruktør Nina Garcia sit instrument til bristepunktet: skærende feedback, pulserende støj og små rytmiske bevægelser, der glimtede som metal i morgenlyset. 

Afternoon Glory bød på endnu en guitardekonstruktør, Tashi Dorji. Bhutaneseren »skrællede« sin guitar i stykker med en næsten ceremoniel tålmodighed og med rolige gearskift undervejs og – efter fyrre minutter – et enkelt udbrud.  

Under Glory-koncerterne er der ingen visuals – kun solen, som vælter ind i auditoriet, kun støjen, der bryder den kliniske ro på det tidligere hospitalsområde. Hvis Lars von Trier nogensinde skulle filme et polsk hospital, måtte det være her.

Den 43. udgave af Musica forløb over to hele uger (19. september til 5. oktober) iført Strasbourgs orangebrune efterårsfarver. Fredag aften i festivalens midterste weekend satte jeg mig i teateret Le Maillon og følte mig først alarmerende malplaceret. Jeg skulle høre en talk med kunstneren Joris Lacoste inden opførelsen af hans værk Nexus de l'adoration (2025), men Lacoste foldede sig ud på fransk i 45 minutter, og jeg sad med ører på stilke for at fange en sætning hist og her. Ikke engang et ord på tysk var der at klynge sig til. Men lige da jeg var ved at flygte ud ad døren, strømmede det ind med folk på Le Maillon. Det var en imponerende skare af både unge mennesker i store jeans og ældre folk i farvede briller og silketørklæder. Caféens skydedøre blev slået fra, og gæsterne købte vin og varm aftensmad, slog bordene sammen og grinede dæmpet sammen, mens kunstneren fortalte. Det viste sig at være alt andet end ekskluderende.