»En slags tektonisk musik,« skrev Sune Anderberg i 2019. Han havde identificeret en ny mode i samtidsmusikken: den islandske bølge. »Det er næsten umuligt ikke at høre den islandske natur i denne massive, men også mystiske, musik,« rapporterede han fra en islandsk festival. En musik, der blandt andet er karakteriseret ved »en intuitiv formforståelse centreret omkring et udstrakt, skælvende orgelpunkt.«

For fem år siden hed trendsetterne Anna Thorvaldsdóttir og Daníel Bjarnason. Men hvis den islandske bølge stadig kan siges at skylle ind over samtidsmusikken, er et nyt navn for alvor begyndt at tegne sig i skumsprøjtet: Bára Gísladóttir. Herhjemme kender vi, der begår os i miljøet for samtidsmusik, udmærket navnet fra festivalprogrammerne. I år blandt andet på aarhusianske Spor med et stort værk, der afsluttede festivalen.

Med Ernst von Siemens prominente komponistpris, som Gísladóttir netop har vundet, kan hun stille et imponerende trofæ på kaminhylden. International anerkendelse, tjek! Med prisen fulgte også midler til produktionen af en udgivelse.

1 To saxofoner er ikke én for meget

Når bare de kan hyggedyste mod hinanden og vise tænder og vræle hysterisk og bide tonerne itu – eller samle dem til sange, man næsten og kun næsten kan synge med på, så man bliver glad i hele kroppen og ikke kun i hovedet. Thorbjørn Øllgaard og Oliver Lauridsen fra Smag På Dig Selv kastede rundt med deres instrumenter, og man kunne vinde »Danmarks mest højreorienterede airfryer«, som bandet har fået fra en kendt politiker og rally-arrangør. 

Den energiske trio fra Christianshavn lukkede første dag på Spot Festival med deres vindskæve Fristads-hymner i parken lige ved siden af Arne Jacobsens rådhus. Og saxofon-liederne, lad os kalde dem, hvad de er, var kantede og hårde som beton, men sprængfyldt med følelse og ung punkenergi fra Balkan og omegn. Især til sidst, da Luna Ersahin fra AySay gæstede scenen med sang og tyrkisk saz. 

Ja da, man må gerne skråle ned i en sax. Og SMPS – de holder selv navnet kort på deres nye album, for det er en sport at huske – har forstået, hvordan man gør det på Spot: spurt efter guldet, spil i et tempo, så du overhaler din egen skygge. Og så er trekløveret faktisk også på vej frem i udlandet. Hurra, what's not to spot.

I de senere år har Lisa Streich frem for alt haft succes i det tysktalende Europa. Når hun nu bliver hædret med den vigtigste festival for en individuel svensk komponist, Weekendfestivalen i Stockholm, føles det som et bevis på den anerkendelse, hun har fået i udlandet. Musikken er bygget ud fra nogle grundtanker, der raffineres, og direkte under den første orkesterkoncert med Stockholmsfilharmonikerne, det vil sige husorkestret og arrangøren, blev det tydeligt, hvordan visse tankegange vender tilbage og udvikler sig.

I Segel er orkestret opdelt i sektioner – strygere, blæser og percussion, hvor sidstnævnte betoner rytmen. De tætte, diffuse, akkorder er svage, men gentages; der er en klar struktur, man får tid til at lytte til de finmaskede strukturer. Flügel er mere figurativ med arpeggioer og korte skalaer – noget der går igen i andre stykker – men også her tænkes der i afsnit. Det er ikke repetitivt, men motiverne gentages. Ishjärta til gengæld minder en del om Flügel med de stramme, hviskende akkorder sidestillet med gentagne skalaer og arpeggioer og en hamrende puls. Mod slutningen bliver det hele til et langt udtrukket melodisk omrids.

»Opera is insistently, even narcissistically, self-reflexive.«

Sådan skriver forsker, kritiker og performer Nick Till i sit manifest »I don’t mind if something’s operatic, just as long it’s not opera«. Till beskriver den operatiske selvbevidsthed som symptom på en næsten neurotisk ængstelighed omkring operaens eksistensberettigelse som genre. Samtidig gør han opmærksom på, hvordan en sådan selvbevidsthed ikke nødvendigvis rummer selvkritik. Musik burde komponeres med en hammer, sagde Adorno, ligesom Nietzsche filosoferede med en hammer. 

Enter Simon Steen-Andersen og Don Juans Inferno: »Operahelvede tur-retur i én akt«! 

Med sin nye dæmonbaby hamrer Steen-Andersen operagenren fuldstændigt i smadder og skaber en på alle måder radikal og grænsebrydende operakritisk opera. Det er vidunderligt. 

»Yes!« tænker jeg, mens jeg sidder og doomscroller mig gennem Loïc Destremaus værker, inden vi skal mødes for at tale om hans forestående debutkoncert fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Ikke kun fordi den 31-årige komponist giver små mindelser om en ung Simon Steen-Andersen med sin kombination af teknisk raffinement og evnen til at underholde. Eller fordi hans indspilninger og videoer viser et sjældent talent for at blande teknologi, elektronik og akustiske instrumenter.

Nej, mere fordi hans værker sætter tanker i gang. Der er alle mulige perspektiver på verden: filosofi, antropologi, politik, historie, biologi, fysik … en hvirvelvind af lag, som får musikken til at kaste kroge ud i samfundet, gør den opmærksom på den tid, vi lever i. Hvis den ny musik af og til befinder sig i en boble, ligner Loïc Destremau en debutant, der har troen på, at boblen kan sprænges.

Vi mødes en onsdag eftermiddag lige efter frokost og konstaterer, at vores udsete cafe, Darcy’s på Rantzausgade, er optaget. Sikkert af andre kunstnere og studerende. Så vi trasker ned til det tidligere Overfor, nu Katz, ved konservatoriet til pebermyntete og kakao. Jeg siger ikke, hvem der bestiller hvad. Ud ad vinduet ser vi Bent Sørensen komme cyklende på arbejde forbi Rema1000.

Komponister og kritikere har berøringsangst over for hinanden. Det handler selvfølgelig om integritet i et fælles interessefelt. Men vi har også en fælles interesse i musikken. En interesse, der har potentiale til at revitalisere det kunstneriske felt på musikkens område og styrke økosystemet omkring musikken.

For både komponister og kritikere har vor tids teknologisering og nye kommunikationsformer, skabt af internettet, store konsekvenser.

Der mangler mere end nogensinde lydhørhed for den ikke-populære, ikke-kommercielle lyd- og musikbårne samtidskunst. De fleste komponisters værker har meget svære kår i forhold til at blive båret frem til koncertsalene og dermed også i forhold til at blive beskrevet og reflekteret over af professionelle kritikere og af kulturjournalister i det hele taget.

For kritikerne gælder det, at deres metier er på tilbagetog. Da jeg i 1995 som helt ukendt kunstner udgav min første cd, FUTH, fik jeg grundige anmeldelser i alle store danske dagblade. Nu er kritikforma terne i de institutionelle medier svære at få adgang til.

Er det lige til den risikable side, at musikhistorikeren Deirdre Loughridge akkurat nu udgiver en bog om forholdet mellem musiker og maskine? Debatten om kunstig intelligens har fyldt meget det seneste år, og den teknologiske udvikling inden for området ser ud til at være på sit højeste. Loughridges spritnye bog, Sounding Human: Music and Machines, 1740/2020, der udkom i januar, kan derfor hurtigt blive forældet.

Den risiko har hun været villig til at løbe. Heldigvis. For Sounding Human falder i den grad på et tørt sted i et debatklima, hvor musikere og rettighedsorganisationer har tendens til at opstille en falsk dikotomi mellem det ægte menneske og den kunstige maskine. Ved at gribe helt tilbage til Oplysningstiden viser Loughridge, at debatten har en lang forhistorie og er fuld af nuancer, som let går tabt i det juridiske slagsmål i medierne.

Følelsernes opdragelse

Det er ikke et stykke stringent og lineær musikhistorie, Deirdre Loughridge har søgt at skrive. I stedet har hun med nedslag på tværs af musikalske tider og genrer villet opløse den binære tænkning, der er så udbredt, når det gælder kunstig intelligens: menneske kontra maskine.

Det værste ord, man som kulturjournalist kan komme op med i en overskrift, er »blandede bolsjer«. Fordi man ikke kan sige noget præcist om det, man oplevede, eller fordi det, der skete, pegede i mange retninger. Eller fordi, det både var godt og skidt. Eller, fordi man som skribent er bange for at gøre de medvirkende sure, og derfor ikke rigtig tør tage stilling.

Men, men, men. Pulsarfestivalen må være en undtagelse. De seneste ugers festival på og rundt om Det Kgl. Danske Musikkonservatorium var en virkelig fed, men også virkelig, virkelig forskelligartet oplevelse, der hang fint sammen på grund af netop det. En pose blandede bolsjer er en enhed af mangfoldighed, så her giver en overskrift, der viser det forskelligartede side om side, mening. 

For de vil noget helt forskelligt, de unge komponiststuderende i København. Så det må den årligt tilbagevendende festival, de holder for at vise, hvad de og nogle af deres ligesindede laver, også være. Både i form, indhold, holdning, udtryk og mål. Jeg nåede kun fem ud af de vistnok 15-17 koncerter, men jeg tror, pointen holder for hele festivalen. 

Den dedikerede Seismograf-læser vil måske genkende navnet Maya Shenfeld. Altså ikke blot som den berlinske komponist, hvis debutalbum, In Free Fall, i 2022 blev fremhævet af The Guardian og kåret til årets bedste eksperimenterende udgivelse i Stereogum. Nej, de mest samvittighedsfulde vil også huske, at Shenfeld for seks-syv år siden skrev en række reportager til Seismograf, heraf en om sin opvækst i Jerusalem og om en israelsk »kulturkrig«, der ikke ligefrem har mistet sin relevans i dag.

Allerede i de tekster mærkede man et politisk engagement, som siden også har vist sig i Maya Shenfelds musik, om end på et mere abstrakt plan. Måske er det mere nøjagtigt at tale om en bevidsthed om verden i hendes værker end om en politisk agenda, men når man lytter til musikken, mærker man, at den rækker ud over sig selv. Ikke mindst på hendes nye album, Under the Sun. Det er, tror jeg, den overbygning, der får udgivelsen til at sitre og virkelig folde sig ud som et akustisk-elektronisk kunstværk.

For hvor In Free Fall især havde sit fokus på varm retrosynth og melodisk arbejde, er der flere lag i det nye album. Allerede titlens reference til en passage i Det Gamle Testamente sender et signal om, at blikket denne gang ikke kun er rettet mod nostalgiske synthtåger fra 80’erne, men mod en meget mere vidtrækkende tidslighed.

Da jeg begyndte at skrive om ny musik i begyndelsen af 10’erne, var det stadig tabu: det lette, det umiddelbare. Akkorder, simpelthen. Særligt dur var slem. Det var dengang, hvor Niels Rønsholdt var en oprører, fordi han insisterede på følsomhed i sine værker, der ofte dansede omkring en åben, bedragerisk inviterende mol. Det var for tonalt til de mest kræsne, der stadig insisterede på tysk kompleksitet og alvor.

Men poptimismen formåede langsomt at gennembore de tykke mure til også dette musikmiljø. Værker kunne pludselig være sjove, lokkede Simon Steen-Andersen med sindrige spilopper, og en kold novemberaften i 2015 sad jeg i en lille by i Holland og så Niels Rønsholdt hælde mælk ud over sin nøgne overkrop på et stort videolærred, mens et kor opførte hans Songs of Doubt. Det var ren Take That. Farvel, fine fornemmelser.

Alligevel er der noget ret særligt ved den ti år yngre Mads Emil Dreyer, som i begyndelsen af februar udgav sit debutalbum, Disappearer, på Dacapo Records. Hvor Rønsholdt var, og er, ekstremt udadvendt i sin følsomhed, vender Dreyer det hele indad. Selvom de med deres åbenhed over for det enkle og endda poppet velklingende befinder sig så tæt på hinanden, inkarnerer de alligevel to helt forskellige kunstneriske temperamenter.