De foregående tre dage har jeg gået hjemme i haven og beskåret et par vildtvoksende æbletræer. Det har givet mig anledning til at værdsætte træernes ro, deres grokraft, deres tilstedeværelse: Grenenes tyngde, deres materialitet og deres karakter af at være natur er alt sammen noget, som jeg gennem timerne i haven har forholdt mig aktivt til. Måske derfor gør det et særligt stærkt indtryk på mig, da jeg på vej ind til forestillingen Osmosis bliver mødt i foyeren af en slags dekapiterede træer, hvor kun stammen og rødderne står tilbage. 

Disse træer er et forvarsel om, hvad der venter inde i salens mørke, hvor kun et par enkelte lamper lyser op: Her står andre træer på hovedet som det, der i pressemeddelelsen træffende bliver kaldt »en vrangvendt natur«. Træerne udgår fra om ikke himlen, så loftet ser det næsten ud til, og de roterer endda fra tid til anden. Smukt og besynderligt er det at se på, og træernes talende tavshed bliver kontrasteret af to ligeledes tavse dansere, hvis kroppe nede på gulvet finder hinanden i tæt sammenslyngede, undertiden forvredne stillinger. 

Abramovićs asketiske æstetik opnår et slags modsvar i Miranda Julys værk The Drifters (2002), hvor ti såkaldte lydfortællinger, hver af omkring et minuts varighed, bliver afspillet. Man må selv gå fra lyttestation til lyttestation for at høre hver af de ti fortællinger, og besværet i, at man hele tiden skal have et sæt hovedtelefoner af og et andet på, er del af pointen om det besværlige liv, fortællingerne beskriver. 

Det er humoristisk-triste beretninger om den svære kærlighed og om længslen efter at blive elsket. Næsten alle lydfortællinger har musik inkluderet, som dog altid er henvist til at være i baggrunden, mens rækken af dialoger udspiller sig. Det giver nogle interessante møder mellem det intenderede og det ikke-intenderede, når samtalerne i fortællingerne vokser vildt, mens den bagvedliggende musik lyder præcis, som den altid gør. Det er sine steder særdeles velturneret og sine steder rørende, selvom det også er pinsomt at overhøre de talendes akavede håndteringer af deres længsler og drømme. Jeg spørger mig selv, om værket alligevel er for fragmenteret og med sine kun ti minutter måske også lidt for kort til, at det helt kan bære at være et ud af blot fire værker på en hel udstilling.

Overværede jeg lige et seksuelt samkvem med en kæphest/-enhjørning? Ja. Kan den slags virkelig vare 45 minutter? Nej. Men kun fordi basbaryton Jacob Bloch iførte sig en glimmerdragt halvvejs gennem værket og i stedet lod sig jagte af en digital teddybjørn. Det var mærkeligt, men trods alt bedre end første dels blufærdighedskrænkende kollektive overgreb. Denne elektroniske opera, Me & Stjärna af Alexandra Hallén, havde verdenspræmiere første aften på SPOR Festival og blev genopført den følgende dag, hvor jeg forventningsfuldt havde indfundet mig på Godsbanens Åbne Scene. Værket var beskrevet som en opera iscenesat med løbebånd, hvor den fysiske udmattelse ville indvirke på sangerens åndedræt og dermed den musikalske struktur, mens Stjärna-figuren (altså kæphesten) skulle fungere som et objekt for ugensidigt og uforløst begær. Men tro mig – der var både forløsning og gensidighed fra Stjärnas side.