Borealis-festivalen leger med vores forventninger – netop fordi den konstant underminerer dem. Festivalen, der markedsføres som en »festival for eksperimentel musik« og er blevet en velbevaret hemmelighed blandt musikelskere i Europa, er faktisk svagest i de klassiske koncert- og opførelsesformater, hvor den sjældent bliver virkelig eksperimentel. Et eksempel er den traditionsrige koncert med det norske marinemusikkorps, hvor der i år blev uropført værker af Herborg Rundberg, Jason Yarde og Kari Beate Tandberg. Her ville det virkelig eksperimenterende have været at tage et kritisk greb på selve formatet – på blæseorkestret som historisk og politisk ladet formation, også i Norge. Men ingen af de tre komponister tog denne udfordring op, og resultatet i Bergens domkirke lød præcis, som man kunne forvente af et militærorkester – krydret med lidt impressionistiske bølgebevægelser, eftersom det jo trods alt var marinen og ikke hæren, der spillede.

The Borealis festival plays with our expectations – precisely because it constantly undermines them. Marketed as a »festival for experimental music” and a well-kept secret among music lovers across Europe, it is actually at its weakest in the classic concert and performance formats, where it rarely becomes truly experimental. One example is the traditional concert with the Norwegian Navy Band, which this year featured premieres of works by Herborg Rundberg, Jason Yarde, and Kari Beate Tandberg. Here, the truly experimental move would have been to take a critical approach to the format itself – to the wind band as a historically and politically charged formation, also in Norway. But none of the three composers took up this challenge, and the result in Bergen Cathedral sounded exactly as one might expect from a military band – spiced with some impressionistic wave-like movements, since it was, after all, the navy and not the army playing.

Jennifer Walshe stod sjældent stille på scenen. Den irske komponist og performer speed-snakkede, sparkede ud efter trommeslageren og kæmpede med rummet som en prædikant fanget i sit eget feedback-loop. Hun gentog mantraet »We want eternity«, men rablede også om exorcisme og selvudslettelse. Keyboardisten fra Ensemble Nikel rullede en sovepose ud midt i det hele. Performancekoncerten Minor Characters – skabt af Walshe i samarbejde med Matthew Shlomowitz – fremstod som en kakofonisk sitcom i opløsning. Et skævt, lækkert skrattende Herzlich Willkommen til Berlin.

Melencolia – åbningsforestillingen på Berlin-festivalen MaerzMusik, skabt af Brigitta Muntendorf og Moritz Lobeck – greb samtiden an på en helt anden måde.

Andreo: 

Hallo, summer det stadig? Hvad var den allersidste lyd, du hørte på festivalen?

Rasmus:

Ja, jeg må i den grad sige, at det summer i mine ører, men de var også på hårdt arbejde, ikke mindst på festivalens sidste dag, hvor der var drøn på volumen til både det særlige samarbejde mellem de to danske metalbands Kollapse og Grava (der fik besøg af Henriette Sennenvaldt i en fortolkning af Anne Linnets »Forårsdag« – dét havde jeg ikke lige set komme), efterfulgt af Nine Inch Nails efterfulgt af en overraskende vellykket koncert med gode gamle The Raveonettes, der i hvert fald viste, at rocken ikke er død på Roskilde (trods rygterne om det samme), og at man ikke behøver at blive kedelig med alderen, for det var en koncert med støjspeederen i bund.

På Stavanger Camping – et minigolfcenter midt i byen – sidder en halvnøgen mand, indhyllet i plastik. Foran ham ligger en bunke grene, som han stikker en mikrofon ned i, som om han (performeren Owen Weaver) leder efter noget skjult. De raslende lyde, han frembringer, minder om et dyr, der roder efter føde – sultent, rastløst. 

På Stavanger Camping kan man også sætte sig til rette i en tandlægestol fra 50’erne. Over kroppen spændes en bølgebliksplade med seks højttalere, og jeg bliver midtpunktet i min egen intime koncert: Lydene i værket Den elektriske tannlegestolen mærkes i kroppen, før de høres med ørerne. Transducere indlejret i stolen gør oplevelsen både fysisk, urovækkende og kildrende. Ved siden af står kunstnerduoen Ibsen_Minothi og styrer lyduniverset – min private session – fra et ombygget trædeorgel.

In a slightly overexposed black-and-white photograph, a female figure stands in an almost white forest, dressed entirely in white, her black hair a glossy contrast. She is stretching transparent strips of tape between the branches as she moves through the forest like a subdued, nearly non-existent instrument. I imagine how the wind is sliced by the sharp edges of the tape, how it sets the material into a lively  motion that creates a fleeting sound. Is it a whisper or a scream?

The woman in the photograph is Kazuko Tsujimura, and we find ourselves in her archive, currently displayed at the exhibition space Heirloom on Sølvgade. The photograph is from a 1971 performance in which Tsujimura participated in On-e, a two-day experimental event for 35 members of the artist group Nirvana Commune, held on a meditation platform in the mountains near Suwa, Japan

På et lettere overeksponeret sort-hvid fotografi står en kvindeskikkelse i en næsten hvid skov, klædt helt i hvidt og med det sorte hår i glinsende kontrast. Hun er i færd med at spænde transparente bånd af tape ud mellem træernes grene, mens hun bevæger sig gennem skoven, som et underspillet, næsten ikke-eksisterende instrument. Jeg forestiller mig, hvordan vinden bliver skåret over af båndets skarpe kanter, hvordan den sætter materialet i en tonisk bevægelse, der skaber en flygtig lyd. Er det mon en hvislen eller et skrig?

Kvinden på fotoet er Kazuko Tsujimura, og vi befinder os i hendes arkiv, der netop nu er udfoldet i udstillingsstedet Heirlooms lokaler i Sølvgade. Fotografiet er fra en performance i 1971, hvor Tsujimura deltog i On-e, en todages eksperimentel event for 35 medlemmer af kunstnergruppen Nirvana Commune, der blev afholdt på en meditationsplatform i bjergene ved Suwa, Japan.

Da jeg ankom til den 13. udgave af MOMENTUM-biennalen i norske Moss, satte jeg mig på toilettet. Jeg var gået langt fra mit hotel til udstillingsstedet Galleri F 15, og min transit indebar både vandring langs fjord og mark, gennem by og skov. Zoner, som også kurator Morten Søndergård havde erfaret på sine gåture i området og derfor både stramt og kompetent havde orkestreret udstillingen omkring. Men mere om det senere. Vejret på biennalens åbningsdag var beskrevet af arrangørerne som »bedre end de havde bestilt«, så jeg havde drukket meget vand på turen, og som konsekvens gik jeg altså på toilettet som det første. Pludselig blev jeg kildet bag øret af kunstneren Arendse Krabbes stemme. I dette intime gennemgangsrum talte hun både om og direkte til mit tarmsystem. Grænseoverskridende, tænkte jeg. Stemmen fortalte, at vi ikke har for vane at drikke det rene vand i kummen, selvom vi kunne. Sandt nok. Derfor skyllede jeg i stedet mit systems »sorte vand« (Krabbes ord) larmende gennem kloakkens system og ud til de døende fisk i Norges fjorde. Velkommen til MOMENTUM 13: Between/Worlds: Resonant Ecologies.

Klang Festival er blevet 16 år. Den årlige pulserende udposning på det københavnske musikliv for avantgarde markeringer, eksperimenter og sindrige kompositioner er groet ud af sin tilværelse som uformelig teenager. Nu er båndene til forældrene i Athelas Sinfonietta, som startede festivalen og i mange år satte dagsordenen som åbningsact, kappet.

Det klæder festivalen at være sig selv. Den virker fri og udbundet og formår at rumme 25-30 koncerter for børn og voksne på kryds og tværs af genrer og lydverdener med et fælles mantra om lyst til at eksperimentere og lege.

Skal jeg fremhæve en vanvittigt overrumplende oplevelse, er det mødet med Ensemble Intercontemporain. Bare fire musikere var dukket op af de 32, der normalt sidder bag pultene i Paris, men det var rigeligt til at efterlade indtrykket af et ensemble med et enormt spillemæssigt overskud i selv virkelig kompliceret musik. Det vender vi tilbage til.

Klang Festival has turned 16. This annual pulsating offshoot of Copenhagen’s musical life, dedicated to avant-garde statements, experiments, and intricate compositions, has outgrown its teenage phase. The ties to its founding parent, Athelas Sinfonietta – which for years defined the agenda as its opening act – have now been severed.

And the festival wears its independence well. It feels freer, unbound, and manages to present 25–30 concerts for both children and adults, crossing genres and sonic worlds, all united by a shared mantra: a desire to experiment and play.

If I were to highlight one stunningly overwhelming experience, it would be encountering Ensemble Intercontemporain. Only four of the usual 32 musicians from the Paris-based ensemble appeared, but they were more than enough to leave the impression of a group with immense musical surplus – even in truly complex works. More on that later.