I Country lader Niels Rønsholdt to stemmer mødes i et akustisk kammermusikalsk rum. Den ene er Jakob Kullbergs – genkendelig, kropslig, ru. Den anden er hans, men ikke helt: en manipuleret, filtreret og forskudt stemme, der svæver gennem værket som et fremmed ekko. I et ellers organisk univers af cello, kammerorkester og sang fremstår denne stemme som noget løsrevet, næsten hjemløst. Den lyder, men den har ingen synlig krop.

Hvad vil det sige at høre en stemme uden et menneske? Og hvad gør det ved vores oplevelse af nærvær, troværdighed og identitet, når den samme sanger både er til stede og fraværende i sin egen musik?

Endnu et år, endnu en helt ny, fuldskalaopera henlagt til Bergen. Jo, Norges tidligere hovedstad rummer på sine bedste dage en særlig magi, men i de 666 sider af Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen når tingene et helt nyt niveau. En præst forretter begravelsen af en mand, der har været død i en uge, selv om han dagen forinden sad på samme fly som hende. En omsorgsarbejder for psykiatriske patienter bevæger sig ind i skoven ved siden af sin klinik, hvor hun møder en stor fugl med reptilskæl og et menneskeligt ansigt. Mest markant bliver alle ni fortællere i Knausgårds roman opmærksomme på et enormt nyt himmellegeme på himlen. Alt dette synes at give dem adgang til de frygtelige sandheder, der æder sig ind på deres privatliv, og får dem til at spørge sig selv, hvorfor de overhovedet eksisterer.

Når man kalder sin festival Sacrum Profanum, lægger man op til yderligheder. Krakóws internationale festival for ny musik, grundlagt i 2003, indfriede da også løftet fra første færd med en programmatisk spændvidde, der strakte sig fra Cat Roberts’ elektroniske strukturer med næsten organiske bevægelser til Mariam Rezaeis industrielle scratch, frembragt på hendes stærkt percussive pladespillere.

Festivalens mest markante greb fandt imidlertid sted langt fra koncertsalene. Det schweiziske Alponom-ensemble opførte Stephen O’Malleys You Origin fire gange: to gange ved solopgang og to gange ved solnedgang. Først stod musikerne placeret i fem par på et bjerg uden for byen. Trafikkens fjerne brusen gled ind mellem tonerne, mens alpehornene byggede dybe, cykliske resonanser. Forbipasserende hundeluftere – og deres dyr – standsede op og lyttede.

Længe har det været sådan, at vi bedømte vitaliteten i det danske komponistmiljø på, om det formåede at præsentere det nyeste af det nye. Jeg har stået i samtale med koncertarrangører, som har grinet overbærende, hvis jeg har omtalt en ung komponist ved at henvise til et af hans værker med tre-fire år på bagen: »Det er en evighed siden,« har de sagt, »sådan skriver han slet ikke mere, nu er det meget bedre, det synes han jo også selv!« Og så blikket, der siger: Du er en dinosaur, makker. Den kæphøjhed har jeg egentlig godt kunnet lide.

Men den seneste tid er der sket noget. Hos genreorganisationen Art Music Denmark har man lanceret projektet »GENSTART«, der skal hjælpe kunstnere med at få genopført værker, der ikke længere er helt nye. Og rundtomkring ser man dette gengangeri i fuldt flor: Da den ellers fremsynede SPOR Festival fejrede 20-års jubilæum sidste år, skete det blandt andet med værker af Simon Løffler, Sandra Boss og Ea Borre, som allerede havde været opført på festivalen før. Hvorfor købe nyt, når man kan genbruge?

Klokken er 17.20, og jeg stiger på toget mod Kyiv. Jeg ved endnu ikke, hvad der venter mig. To uger tidligere sagde jeg uden tøven ja til en invitation til et studiebesøg arrangeret af Mieroszewski-centret og Det Ukrainske Institut. Inden afrejse tjekkede jeg nyhederne: Kyiv regnes for relativt sikkert, men landet er i krig. Russiske styrker har angrebet regionerne Sumy og Kharkiv, og dag for dag rapporteres der om ødelæggelser og dræbte; antallet af angreb er næsten fordoblet i begyndelsen af april. Et stormfuldt møde mellem Trump og Zelensky i Det Hvide Hus har netop fundet sted. Det slår mig, at selv om jeg ved noget om krigen, har jeg ingen egentlig fornemmelse af, hvordan angrebene konkret udfolder sig. Kunne der ske noget med mig på toget? Sandsynligvis ikke – der har ikke været sådanne meldinger indtil videre. Men hvem ved …?

»Vanen er den ballast, der lænker hunden til sit eget opkast.«

Nej, det er ikke Marie Koldkjær Højlund, der har sagt det. Hun kender citatets ophavsmand, Samuel Beckett, der i 1930 udgav et essay om Marcel Prousts romanværk På sporet af den tabte tid, hvor han peger på vanens magt til at fastholde mennesker i ubehagelige mønstre. Højlund er lektor i sound studies og har dermed en bred akademisk referenceramme. Alligevel kender hun ikke det specifikke citat, da jeg (naturligvis lidt længere inde i vores samtale) forsigtigt bringer det på banen på den lille café på Jægergårdsgade i Aarhus, der ligesom mange andre morgener danner en ramme for Højlunds flyvske virke.

Prolog – Warszawa, september 2025

»Vi øver kun på bondegårde og hoteller,« siger Eivind Buene, da han lander i Warszawa. Som vanligt for dette band – Tværs – bliver Jakob Kullbergs hotelværelse forvandlet til øvelokale, denne gang med udsigt til Kulturpaladset i den polske hovedstad. Og efter koncerten i Opera Warszawska går 400 polske publikummere syngende ud i natten – melodien blev skrevet i en støvet vejkant et sted i Louisiana.

Tværs begyndte som en idé hos cellisten Jakob Kullberg. To år tidligere havde han lokket komponisterne Niels Rønsholdt og Eivind Buene, guitaristen Jakob Bangsø og den københavnske canadier Bradley Axmith med på et roadtrip gennem de amerikanske sydstater for at undersøge ét spørgsmål: Kunne de blive et band?

Andreo Michaelo Mielczarek (Seismograf):

Når I lytter tilbage – hvordan lød 2025 for jer?

Bastian Zimmermann (Positionen):

I år skete der et afgørende skift. Af indlysende grunde skiftede jeg endelig fra Spotify til Tidal – hvilket betød, at jeg efterlod mig årevis af gemte albums og playlister og måtte begynde fra nul. Det bragte et minde tilbage fra dengang, jeg var sytten eller atten, hvor et harddisk-crash slettede hele mit arkiv af rippede cd’er fra jazzklubben, hvor jeg plejede at spille. Et tab, der føltes både ødelæggende og mærkeligt befriende.

Der er noget forfriskende i at begynde forfra, men også noget smertefuldt. Måske er det derfor, jeg begyndte at købe vinyl igen – selektivt og bevidst – og genanskaffede albums, som har fulgt mig i årevis, ja endda årtier.

Årets første halvdel var præget af min egen festival. Jeg rejste næsten ikke, men fordybede mig i kunstnernes lydverdener på Musik Installationen Nürnberg.

For få år siden kastede jeg mig selv ud i eventyret med at lære at spille kirkeorgel. I samtaler med venner omkring dette projekt har jeg tænkt over, hvordan orglet er et instrument, som på én gang fremstår ekstremt niche-agtigt og utroligt almindeligt. For mange er det omgærdet med en vis mystisk aura, og dog blæses der luft igennem piberne søndag efter søndag i alle hjørner af landet, og orgelmusikken holder et væld af musikere beskæftigede. Orglet befinder sig på en paradoksal tærskel mellem det esoteriske og det demokratiske. 

Det er en paradoksal tærskel, som Organ Sound Art Festival formår at bringe i spil, hvilket festivalen nu i 10 år har gjort i rammerne af Koncertkirken på Nørrebro i København. På samme måde som orgler – i hvert fald de store af dem – er integrerede i det rum, de spiller i, som en slags arkitektur i arkitekturen, så synes Organ Sound Art Festival at være tænkt ind i netop Koncertkirkens rum. 

MINU Festival for Expanded Music er i de senere år blevet en fast bestanddel af Københavns kalender. Under kuratorisk ledelse og organisering af Mikkel Schou, Dylan Richards og Roberto Besler har festivalen konsekvent præsenteret programmer med musikalske opførelser, der udfordrer kunstformernes grænser. Værkerne stiller ofte spørgsmål til publikum – ikke kun om, hvad kunst kan, men også om de betingelser i verden, som denne musik udspringer af.

Årets MINU virkede strammere kurateret end tidligere udgaver. På en velkommen måde syntes den også mere frigjort fra den åbne frustration over institutionskritik, som tidligere har været et dominerende tema. I stedet for at være noget, kunstnerne var tvunget til at reagere imod, var problemerne ved institutionaliseret kunstproduktion blevet festivalens udgangspunkt – en slags indsats, som værkerne kunne udforske mulige »hvad så nu?«-scenarier ud fra.