I det danske uddannelsessystem findes der intet mere uhyggeligt ord end »Bologna-processen«, en term for den strømlining af europæiske videregående uddannelser, der blev vedtaget i 1999, og som har præget vores vidensbutikker lige siden – herunder også konservatorierne, der har fået bachelor-, kandidat- og ph.d.-struktur.
Der er kommet orden på sagerne, vil nogle mene: Aldrig har det været så let og gennemskueligt at skifte fra én institution til en anden eller at følge tankens rejse »fra forskning til faktura«. Andre, der så begreber som »fremdrift« og »dimensionering« lure i horisonten, har været mindre begejstrede over udviklingen.
En af konsekvenserne ved, at eksempelvis konservatorierne er blevet akademiseret, er, at man op gennem 2010'erne har fået større fokus på såkaldt kunstnerisk forskning. Eller som det hedder på erhvervssprog: kunstnerisk udviklingsvirksomhed, forkortet KUV.
I en rapport fra Kulturministeriet om begrebet fra 2012, hvor afsættet var et ønske om »klarere definitioner og tydeligere rammer for dokumentation« af denne KUV, taler man om, at ordningen skal »imødekomme det generelt voksende krav til de videregående uddannelser i Europa om gennemsigtighed og legitimitet i brugen af offentlige midler«.