In a slightly overexposed black-and-white photograph, a female figure stands in an almost white forest, dressed entirely in white, her black hair a glossy contrast. She is stretching transparent strips of tape between the branches as she moves through the forest like a subdued, nearly non-existent instrument. I imagine how the wind is sliced by the sharp edges of the tape, how it sets the material into a lively  motion that creates a fleeting sound. Is it a whisper or a scream?

The woman in the photograph is Kazuko Tsujimura, and we find ourselves in her archive, currently displayed at the exhibition space Heirloom on Sølvgade. The photograph is from a 1971 performance in which Tsujimura participated in On-e, a two-day experimental event for 35 members of the artist group Nirvana Commune, held on a meditation platform in the mountains near Suwa, Japan

På et lettere overeksponeret sort-hvid fotografi står en kvindeskikkelse i en næsten hvid skov, klædt helt i hvidt og med det sorte hår i glinsende kontrast. Hun er i færd med at spænde transparente bånd af tape ud mellem træernes grene, mens hun bevæger sig gennem skoven, som et underspillet, næsten ikke-eksisterende instrument. Jeg forestiller mig, hvordan vinden bliver skåret over af båndets skarpe kanter, hvordan den sætter materialet i en tonisk bevægelse, der skaber en flygtig lyd. Er det mon en hvislen eller et skrig?

Kvinden på fotoet er Kazuko Tsujimura, og vi befinder os i hendes arkiv, der netop nu er udfoldet i udstillingsstedet Heirlooms lokaler i Sølvgade. Fotografiet er fra en performance i 1971, hvor Tsujimura deltog i On-e, en todages eksperimentel event for 35 medlemmer af kunstnergruppen Nirvana Commune, der blev afholdt på en meditationsplatform i bjergene ved Suwa, Japan.

Da jeg ankom til den 13. udgave af MOMENTUM-biennalen i norske Moss, satte jeg mig på toilettet. Jeg var gået langt fra mit hotel til udstillingsstedet Galleri F 15, og min transit indebar både vandring langs fjord og mark, gennem by og skov. Zoner, som også kurator Morten Søndergård havde erfaret på sine gåture i området og derfor både stramt og kompetent havde orkestreret udstillingen omkring. Men mere om det senere. Vejret på biennalens åbningsdag var beskrevet af arrangørerne som »bedre end de havde bestilt«, så jeg havde drukket meget vand på turen, og som konsekvens gik jeg altså på toilettet som det første. Pludselig blev jeg kildet bag øret af kunstneren Arendse Krabbes stemme. I dette intime gennemgangsrum talte hun både om og direkte til mit tarmsystem. Grænseoverskridende, tænkte jeg. Stemmen fortalte, at vi ikke har for vane at drikke det rene vand i kummen, selvom vi kunne. Sandt nok. Derfor skyllede jeg i stedet mit systems »sorte vand« (Krabbes ord) larmende gennem kloakkens system og ud til de døende fisk i Norges fjorde. Velkommen til MOMENTUM 13: Between/Worlds: Resonant Ecologies.

Klang Festival er blevet 16 år. Den årlige pulserende udposning på det københavnske musikliv for avantgarde markeringer, eksperimenter og sindrige kompositioner er groet ud af sin tilværelse som uformelig teenager. Nu er båndene til forældrene i Athelas Sinfonietta, som startede festivalen og i mange år satte dagsordenen som åbningsact, kappet.

Det klæder festivalen at være sig selv. Den virker fri og udbundet og formår at rumme 25-30 koncerter for børn og voksne på kryds og tværs af genrer og lydverdener med et fælles mantra om lyst til at eksperimentere og lege.

Skal jeg fremhæve en vanvittigt overrumplende oplevelse, er det mødet med Ensemble Intercontemporain. Bare fire musikere var dukket op af de 32, der normalt sidder bag pultene i Paris, men det var rigeligt til at efterlade indtrykket af et ensemble med et enormt spillemæssigt overskud i selv virkelig kompliceret musik. Det vender vi tilbage til.

Klang Festival has turned 16. This annual pulsating offshoot of Copenhagen’s musical life, dedicated to avant-garde statements, experiments, and intricate compositions, has outgrown its teenage phase. The ties to its founding parent, Athelas Sinfonietta – which for years defined the agenda as its opening act – have now been severed.

And the festival wears its independence well. It feels freer, unbound, and manages to present 25–30 concerts for both children and adults, crossing genres and sonic worlds, all united by a shared mantra: a desire to experiment and play.

If I were to highlight one stunningly overwhelming experience, it would be encountering Ensemble Intercontemporain. Only four of the usual 32 musicians from the Paris-based ensemble appeared, but they were more than enough to leave the impression of a group with immense musical surplus – even in truly complex works. More on that later.

»The world is leaking« – the phrase echoed through the opening performance of the Bergen International Festival, an event that traditionally begins with a spectacle. This year was no exception. South African visual artist and director William Kentridge unfolded his operatic work The Great Yes, The Great No as a sensual and orchestrated flow of images, voices, music, and movement.

A South African choir and an ensemble of cello, accordion, percussion, and piano filled the stage, while figures of Stalin, Lenin, Trotsky, Josephine Baker, and André Breton – the pope of Surrealism – drifted in and out without pause. The Great Yes, The Great No tells a story of refugees and border crossings – but also of Surrealism’s detours and survival. A Schubert sonata collided with Charleston and French café music from the 1940s.

»The world is leaking« – verden lækker – lød en central sætning i åbningsforestillingen på Festspillene i Bergen – en begivenhed, der traditionen tro åbner med spektakel. I år var ingen undtagelse. Den sydafrikanske billedkunstner og instruktør William Kentridge foldede sit operaværk The Great Yes, The Great No ud som en sanselig og orkestreret strøm af billeder, stemmer, musik og bevægelse.

Et sydafrikansk kor og et ensemble bestående af cello, akkordeon, percussion og klaver var på scenen, mens figurer af Stalin, Lenin, Trotskij, Josephine Baker og André Breton – surrealismens pave – gled ind og ud i ét væk. The Great Yes, The Great No er en fortælling om flygtninge og grænseovergange – men også om surrealismens omveje og overlevelse. Her stødte en Schubert-sonate sammen med Charleston og fransk cafémusik fra 1940’erne. 

At man bør afvise moderniteten og omfavne traditionen, er en frase fremvokset af højreradikale internetmiljøer. For nylig så jeg den også anvendt af en bagerkæde, som forsøgte at sælge mig hvedeknopper på en ikkeeksisterende helligdag.

Hjemvendt fra den sydschweiziske eksperimentalfestival Archipel stod jeg med en fornemmelse af, at det var programmets bud på samtidsmusik, der på en eller anden måde forholder sig til førmoderne traditioner, som forekom mest nyskabende. 

Archipel, som ydmygt og humoristisk betegner sig selv som en festival for la musique bizarre (4.–13. april) er kvantitativt omfattende: 50 koncerter og performances, otte lydinstallationer og tre kunstnersamtaler, hvis jeg har talt rigtigt i programfolderen. Til gengæld er den geografisk afgrænset: Næsten alle arrangementer foregår i byens kulturhus, Maison communale de Plainpalais. Bygningen fra 1908 blev opført som balsal i art nouveau-stil og står stadig nænsomt restaureret, komplet med salonkunst med yppige muser og overmodne frugtfade over den svungne trappeskakt.

Musik Installationen Nürnberg har den udelte ære af at være den eneste musikfestival nogensinde, der helt bogstaveligt har givet mig en allergisk reaktion. Dette var formentlig ganske utilsigtet, men på sin vis i fuldkommen tråd med festivalens koncept. Således lyder festivalens undertitel »Festival für Raum Zeit Körper-musiken« – en mystisk flertalsform, der skulle pege på festivalens pluralitet af musikalske former og udtryk – og som publikum var vi inviteret til med vores kroppe (!) at møde musikken som en rumlig størrelse.  

Det fik vi i hvert fald at vide til festivalens åbningsreception, der fandt sted i et nedlagt stormagasin – den første af festivalens mange spektakulære lokaliteter – hvor auraen af luksuriøs dekadence stadig var mærkbar, selvom hylderne var tomme, ledningerne hang som lianer fra loftet og lysreklamerne for Chanel og Calvin Klein var mørke og utydelige. 

Hvornår holder musik op med blot at være lyd frembragt af et instrument? Og hvad sker der, når musik ikke længere handler om én musiker, ét instrument og forudsigeligt samspil? På årets Spor Festival i Aarhus blev det tydeligt, at lyd kan opstå på nye måder – mellem kroppe, i bevægelser og i fællesskab. Flere performances udfordrede den klassiske idé om musik som individuel fremførelse og præsenterede i stedet værker, hvor samarbejdet er både nødvendighed og drivkraft.

Sustained Effort af Sandra Boss og Ea Borre blev spillet på en specialbygget harmonika med en tre meter lang blæsebælg, som krævede to musikere. Harmonikaen blev til en skulptur, en levende larve og en grafisk bevægelse i sollyset i Godsbanens atrium. Der var noget sårbart over den fælles manøvrering af det uhåndterlige instrument, hvor langstrakte toner voksede frem i et lydligt forløb, der samtidig foldede sig ud som et visuelt og performativt værk.