Andreo:

Jennifer, på årets Venedig Biennale var krig, flygtninge og ødelæggelse uundgåelige. Har biennalen nogensinde været så fyldt med lyd? Det var omfattende – jeg hørte smertefulde, ukendte lyde overalt. Selv Björk sejlede til Venedig for at give et hemmeligt DJ-sæt i et palazzo.

Alt det kaos føltes passende for et år, som har været et sandt annus horribilis. Kaldte kaotiske tider på kaotisk musik hos dig? 

Jennifer:

De verdensomspændende rædsler kombineret med en del ubehagelige omstændigheder i mit eget liv fremkaldte en årelang trang til sansemæssig udslettelse, som jeg for det meste tilfredsstillede med at Bratte på fuld kraft. Ikke så få kaotiske albums fik også tag i mig: Den islandske komponist Bára Gísladóttir og fløjtenisten Björg Brjánsdóttirs GROWL POWER (Smekkleysa), hvis titelnummer slutter med, at Brjánsdóttir fløjter og knurrer samtidig for fuld hals – en katarsisk oplevelse for både mennesker og hunde. Jeg var også grebet af de massive guitarkor på Joshua Chuquimia Cramptons album Estrella Por Estrella, selvom jeg var mere optaget af sidste års mere eklektiske Profundo Amor (Puro Fantasia Music).

Den unge københavnske festival MINU arbejder indenfor et felt, de kalder expanded music. Og ja, udvidelsen af det musikalske felt er helt klart aftegnet allerede på åbningsaftenen, hvor hovedbegivenheden er de tre kortfilm, der udgør den mexicanske kunstner Naomi Rincón-Gallardos Tzitzimime Trilogy. Rincón-Gallardos film er virkelig mange ting på én gang: Det er larmende queerfuturisme, der forbinder guder, djævle, halvguder og andre underverdensskikkelser fra aztekisk mytologi i flotte og uhyggelige kostumer med alt fra digitale glitches og lo-fi collage-æstetik til kropsløse arme, der stikker op ad jorden og vinker til dig. Der er klimakatastrofe og vestlig ekstraktivisme, dekolonial kritik, planetært endeligt, masseudryddelse, solformørkelse og dødsgudernes nedstigen til jorden for at spise menneskene – altsammen monteret op med kulturelt og teknologisk vraggods fra en verden, hvor uskylden for længst er blevet til utopi, og hvor det hele foregår i en lidt skraldet dystopisk setting. Så er linjen ligesom lagt, og som en appetizer på resten af festivalen var det modigt af MINU at lægge ud med noget, der mærkes så aktuelt og så friskt, at det er nødt til at bryde med koncertformens trygge ramme som musikfestivalens normalt primære format. 

Within recent decades, there has been a trend of researchers and music curators rediscovering and popularizing a growing number of electronic music pieces by 20th-century women composers. Often in these cases, the new (or not-so-new) women composers are presented as forgotten »pioneers« and »trailblazers« of electronic music. This includes Western European electronic music composers such as Éliane Radigue and, more recently, Else Marie Pade, as well as many other – mostly American and British – women featured in Lisa Rovner’s 2020 documentary Sisters with Transistors. Music researchers involved with this recuperative work claim legitimacy and recognition for these previously-forgotten women composers of electronic music by arguing that their work belongs – or, rather, should belong – to the canon of electronic music. That is, next to the first row of the »big male names« of European electronic and experimental music such as Pierre Schaeffer, Pierre Boulez, and Karlheinz Stockhausen.

In response to framing women composers relative to a canon, feminist music critics – for whom the recognition for the musical output of women is a particularly urgent endeavour – have taken issue with valorizing women’s contributions to music in this way. In fact, critics have pointed out the various ways in which the very concept of »canon« is troublesome in the first place. 

Else Marie Pade, komponist og dansk pioner inden for elektroakustisk musik, ville være fyldt 100 år i år. Hendes navn er stadig langt fra lige så kendt uden for Danmarks grænser som hendes jævnaldrende mandlige samtidige eller de kvindelige komponister, der oftere og hyppigere optræder i koncertprogrammer som følge af en stigende interesse for genvundne fortællinger om kvinder, der har komponeret elektronisk musik siden 1950'erne.

I Danmark oplevede Else Marie Pade, som døde i 2016, i over et årti en bemærkelsesværdig renæssance med sin musik og blev efterfølgende indlemmet i den musikalske kanon og i selvbilledet af en dansk historie for elektronisk musik. Hendes navn var ellers siden slutningen af ​​1970'erne blevet glemt. Det, der begyndte som en nicheinteresse for en håndfuld danske musikologer omkring Henrik Marstal og Ingeborg Okkels, inspirerede i begyndelsen af ​​2000'erne fem danske dj's (Hans Sydow, Ejnar Kanding, Thomas Knak, Jens Hørsving, Bjørn Svin) til at remixe Pades mest kendte elektroniske komposition, Syv Cirkler (1958), som startede en ægte Pade-bølge i Danmark, der fortsætter den dag i dag og rækker langt ud over det mindretal, som interesserer sig for avantgardemusik.

Når den store øgle og den lille E.T.-lignende figur synger kærlige arier i autotune, glemmer man, at de ikke er virkelige. To performere fra Oslo-duoen Only Slimes bevæger sig foran skærmen og lægger krop til øglen og E.T., som ikke er brun, men i friske pangfarver, ligesom den fantastiske palmestrand, de sidder på og taler om eksistens. Den absurde avatar-hyperpop-computerspil-opera hedder Afterlife.

Imens er komponister fra hele Norden ved at lande i Glasgow. En har rejst i to dage fra Lofoten, en anden har kørt med tog i 27 timer fra København, en tredje spørger i Danskergruppen på Facebook, hvor han skal holde sit oplæg. Nordic Music Days er spækket med konferencer, koncerter, workshops og sound walks. Verdens ældste festival for nordisk samtidsmusik, som egang gik under navnet Nordiske Musikdage, har siden 1888 gået på skift i de nordiske lande med afstikkere til Paris og London. Nu gælder det Glasgow.

Abstract

The link between data capitalism, listening practices and value creation are central themes in Life Chronicles of Dorothea Iesj S.P.U., a sci-fi film and audio novel produced by ALMARE and curated by Radio Papesse. Set in an imaginary society, the film narrates the many adventures of researcher Dorothea, as she extracts – and smuggles – sound finds from the past, thanks to a sound extracting technology called ECHO; it reflects on the use of archaeological artifacts, archives and memory as instruments of power and control. 

By reviewing and listening to Life Chronicles of Dorothea Iesj S.P.U., and by deploying the lens of sonic thinking through the work and critical stance of artists and authors such as Audrey Amsellem, Berit Fisher, Lawrence Abu Hamdan, Robin James, Stephen Neville and Jordan Scott, we aim to question the very idea of ‘generic sound’ in the face of the ever growing datafication of the mundane, in times where we are already ubiquitously listened, voice enabled technologies are now legitimizing listening and recording in domestic settings and sound and voice have been enmeshed in the data logic, and eaves mined at the edge of acoustic space and digital infrastructure.