Højt oppe over Bergen by står en mand i en sort sweatshirt og synger operahittet »Ti voglio tanto bene«. Han bukker, hanker op i sin rygsæk og vandrer videre. Stemningen, følelserne ligner noget fra Alperne. Men dette er norsk grandeur. Vi er på Fløyen, et af de syv bjerge, som omkranser Bergen. Kort efter dukker tenoren op igen. Med cafégæsterne i ryggen synger han ud over byen. Som om han kalder på nogen på de andre bjerge. Det er intenst, lydene fordamper i luften. Opera er ikke skabt til at blive sunget i så høje luftlag. 

»Ti voglio« nynner en gruppe unge i outdoortøj på bjergcaféen og deler erfaringer om køen til Berghain, men også om koncerten forleden på Festspillene i Bergen, hvor saxofonist Bendik Giske og dj Sam Barkers gik i kødet på den europæiske technokultur. Om åbningsforestillingen Peer Gynt med Herbert Nordrum, kendt fra den Oscar-nominerede film Verdens værste menneske, i titelrollen lyder det: »Gynt war unglaublich cool.« Ligesom to tvillingebrødre gav den med hardcore folkemusik i Griegs villa, Troldhaugen. 

Danske Anders Beyer har forladt Bergen. Lars Petter Hagen leder nu den store norske festival, som nok har over 70 år på bagen, men har droppet dresscodes. Koncertbilletten siger: »Tidligere var det mange som kledde seg opp for å gå på Festspillene.

Hvis man ikke kan fornemme det i luften, kan man de kommende dage i hvert fald høre det: Sommeren er landet, og med den også tiden, hvor den elektroniske musik rykker ud af de dunkle natklubber og ind i gadebilledet.

Helt konkret er det blevet sæson for Distortion, den københavnske festival, der i slutningen af 00’erne fik vokseværk og lige siden har indtaget gaderne i hovedstaden med store højttalere, et væld af scener og, hovedsageligt, en blanding af dj’s og rappere fra ind- og udland.

Titusinder af mennesker flokkes til den årlige begivenhed, og næsten lige så mange flygter fra den – tager i sommerhus, omlægger vejen til arbejde, stopper ørerne med vat. Den enes fest, den andens dommedag.

Lige så interessant, som at Distortion kan finde sted på nu nogen-og-tyvende år – sikke et frådende monster at slippe løs i byen – er det, at elektronisk musik i det hele taget stadig fylder meget i vores kulturelle bevidsthed.

Ikke bare i radioen, hvor reminiscenser af 90’er-house dominerer. Eller på Roskilde Festival, der har booket Skrillex, et af 10’ernes største edm-navne, til Orange Scene. Nej, det måske mest bemærkelsesværdige er, hvor mange bøger der stadig udkommer om elektronisk musik.

Stemmen er digital og musikken elektronisk, men det hele lyder mærkeligt nok som nogle højst menneskelige processer på Kaj Duncan Davids album All Culture is Dissolving fra 2021. Det er, som om de normalt så entydige digitale nuller og ettere er blevet usikre og tøvende. Lydene bøjer, som om de bliver filtreret gennem vand, polyrytmerne skaber en gyngende grund, og de sprøde, abrupte elektroniske lyde giver det hele et skær af leg med synthesizere og futuristiske klange.

Nogle hjerneforskere siger, at kreativitet handler om at forbinde associationer og idéer fra erfaringer, der ligger langt fra hinanden i hjernen til nye mønstre, der gør alt det kendte nyt igen. Hvor det almindelige bliver originalt og fremstår homogent og meningsfyldt på en ny måde. Så spørgsmålet er, hvor i hjernen den musik kommer fra?    

»Jeg har taget nogle bevidsthedsudvidende stoffer gennem tiden. Det har været fascinerende og meget vigtigt for mig. At opleve mit syn på verden og naturen blive restruktureret og opleve en dyb affinitet – afhængig af situationen – med træer eller ting. Fx en stol,« fortæller Kaj Duncan David åbent, da jeg spørger nysgerrigt og lidt forsigtigt til, hvad det er for nogle »mystiske oplevelser«, han tænker på, da han forklarer, hvorfor albummet er blevet, som det er. Det, og så livet med en lille datter:

»En slags tektonisk musik,« skrev Sune Anderberg i 2019. Han havde identificeret en ny mode i samtidsmusikken: den islandske bølge. »Det er næsten umuligt ikke at høre den islandske natur i denne massive, men også mystiske, musik,« rapporterede han fra en islandsk festival. En musik, der blandt andet er karakteriseret ved »en intuitiv formforståelse centreret omkring et udstrakt, skælvende orgelpunkt.«

For fem år siden hed trendsetterne Anna Thorvaldsdóttir og Daníel Bjarnason. Men hvis den islandske bølge stadig kan siges at skylle ind over samtidsmusikken, er et nyt navn for alvor begyndt at tegne sig i skumsprøjtet: Bára Gísladóttir. Herhjemme kender vi, der begår os i miljøet for samtidsmusik, udmærket navnet fra festivalprogrammerne. I år blandt andet på aarhusianske Spor med et stort værk, der afsluttede festivalen.

Med Ernst von Siemens prominente komponistpris, som Gísladóttir netop har vundet, kan hun stille et imponerende trofæ på kaminhylden. International anerkendelse, tjek! Med prisen fulgte også midler til produktionen af en udgivelse.

1 To saxofoner er ikke én for meget

Når bare de kan hyggedyste mod hinanden og vise tænder og vræle hysterisk og bide tonerne itu – eller samle dem til sange, man næsten og kun næsten kan synge med på, så man bliver glad i hele kroppen og ikke kun i hovedet. Thorbjørn Øllgaard og Oliver Lauridsen fra Smag På Dig Selv kastede rundt med deres instrumenter, og man kunne vinde »Danmarks mest højreorienterede airfryer«, som bandet har fået fra en kendt politiker og rally-arrangør. 

Den energiske trio fra Christianshavn lukkede første dag på Spot Festival med deres vindskæve Fristads-hymner i parken lige ved siden af Arne Jacobsens rådhus. Og saxofon-liederne, lad os kalde dem, hvad de er, var kantede og hårde som beton, men sprængfyldt med følelse og ung punkenergi fra Balkan og omegn. Især til sidst, da Luna Ersahin fra AySay gæstede scenen med sang og tyrkisk saz. 

Ja da, man må gerne skråle ned i en sax. Og SMPS – de holder selv navnet kort på deres nye album, for det er en sport at huske – har forstået, hvordan man gør det på Spot: spurt efter guldet, spil i et tempo, så du overhaler din egen skygge. Og så er trekløveret faktisk også på vej frem i udlandet. Hurra, what's not to spot.

I de senere år har Lisa Streich frem for alt haft succes i det tysktalende Europa. Når hun nu bliver hædret med den vigtigste festival for en individuel svensk komponist, Weekendfestivalen i Stockholm, føles det som et bevis på den anerkendelse, hun har fået i udlandet. Musikken er bygget ud fra nogle grundtanker, der raffineres, og direkte under den første orkesterkoncert med Stockholmsfilharmonikerne, det vil sige husorkestret og arrangøren, blev det tydeligt, hvordan visse tankegange vender tilbage og udvikler sig.

I Segel er orkestret opdelt i sektioner – strygere, blæser og percussion, hvor sidstnævnte betoner rytmen. De tætte, diffuse, akkorder er svage, men gentages; der er en klar struktur, man får tid til at lytte til de finmaskede strukturer. Flügel er mere figurativ med arpeggioer og korte skalaer – noget der går igen i andre stykker – men også her tænkes der i afsnit. Det er ikke repetitivt, men motiverne gentages. Ishjärta til gengæld minder en del om Flügel med de stramme, hviskende akkorder sidestillet med gentagne skalaer og arpeggioer og en hamrende puls. Mod slutningen bliver det hele til et langt udtrukket melodisk omrids.

»Opera is insistently, even narcissistically, self-reflexive.«

Sådan skriver forsker, kritiker og performer Nick Till i sit manifest »I don’t mind if something’s operatic, just as long it’s not opera«. Till beskriver den operatiske selvbevidsthed som symptom på en næsten neurotisk ængstelighed omkring operaens eksistensberettigelse som genre. Samtidig gør han opmærksom på, hvordan en sådan selvbevidsthed ikke nødvendigvis rummer selvkritik. Musik burde komponeres med en hammer, sagde Adorno, ligesom Nietzsche filosoferede med en hammer. 

Enter Simon Steen-Andersen og Don Juans Inferno: »Operahelvede tur-retur i én akt«! 

Med sin nye dæmonbaby hamrer Steen-Andersen operagenren fuldstændigt i smadder og skaber en på alle måder radikal og grænsebrydende operakritisk opera. Det er vidunderligt. 

»Yes!« tænker jeg, mens jeg sidder og doomscroller mig gennem Loïc Destremaus værker, inden vi skal mødes for at tale om hans forestående debutkoncert fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Ikke kun fordi den 31-årige komponist giver små mindelser om en ung Simon Steen-Andersen med sin kombination af teknisk raffinement og evnen til at underholde. Eller fordi hans indspilninger og videoer viser et sjældent talent for at blande teknologi, elektronik og akustiske instrumenter.

Nej, mere fordi hans værker sætter tanker i gang. Der er alle mulige perspektiver på verden: filosofi, antropologi, politik, historie, biologi, fysik … en hvirvelvind af lag, som får musikken til at kaste kroge ud i samfundet, gør den opmærksom på den tid, vi lever i. Hvis den ny musik af og til befinder sig i en boble, ligner Loïc Destremau en debutant, der har troen på, at boblen kan sprænges.

Vi mødes en onsdag eftermiddag lige efter frokost og konstaterer, at vores udsete cafe, Darcy’s på Rantzausgade, er optaget. Sikkert af andre kunstnere og studerende. Så vi trasker ned til det tidligere Overfor, nu Katz, ved konservatoriet til pebermyntete og kakao. Jeg siger ikke, hvem der bestiller hvad. Ud ad vinduet ser vi Bent Sørensen komme cyklende på arbejde forbi Rema1000.

Komponister og kritikere har berøringsangst over for hinanden. Det handler selvfølgelig om integritet i et fælles interessefelt. Men vi har også en fælles interesse i musikken. En interesse, der har potentiale til at revitalisere det kunstneriske felt på musikkens område og styrke økosystemet omkring musikken.

For både komponister og kritikere har vor tids teknologisering og nye kommunikationsformer, skabt af internettet, store konsekvenser.

Der mangler mere end nogensinde lydhørhed for den ikke-populære, ikke-kommercielle lyd- og musikbårne samtidskunst. De fleste komponisters værker har meget svære kår i forhold til at blive båret frem til koncertsalene og dermed også i forhold til at blive beskrevet og reflekteret over af professionelle kritikere og af kulturjournalister i det hele taget.

For kritikerne gælder det, at deres metier er på tilbagetog. Da jeg i 1995 som helt ukendt kunstner udgav min første cd, FUTH, fik jeg grundige anmeldelser i alle store danske dagblade. Nu er kritikforma terne i de institutionelle medier svære at få adgang til.

Er det lige til den risikable side, at musikhistorikeren Deirdre Loughridge akkurat nu udgiver en bog om forholdet mellem musiker og maskine? Debatten om kunstig intelligens har fyldt meget det seneste år, og den teknologiske udvikling inden for området ser ud til at være på sit højeste. Loughridges spritnye bog, Sounding Human: Music and Machines, 1740/2020, der udkom i januar, kan derfor hurtigt blive forældet.

Den risiko har hun været villig til at løbe. Heldigvis. For Sounding Human falder i den grad på et tørt sted i et debatklima, hvor musikere og rettighedsorganisationer har tendens til at opstille en falsk dikotomi mellem det ægte menneske og den kunstige maskine. Ved at gribe helt tilbage til Oplysningstiden viser Loughridge, at debatten har en lang forhistorie og er fuld af nuancer, som let går tabt i det juridiske slagsmål i medierne.

Følelsernes opdragelse

Det er ikke et stykke stringent og lineær musikhistorie, Deirdre Loughridge har søgt at skrive. I stedet har hun med nedslag på tværs af musikalske tider og genrer villet opløse den binære tænkning, der er så udbredt, når det gælder kunstig intelligens: menneske kontra maskine.