Abstract:  

For over 4000 years, the Inuit in Kalaallit Nunaat, as Greenland is called in Greenlandic, have been living in an intimate relationship with nature in the Arctic. Their knowledge of how to survive under such harsh conditions has been preserved and passed on via sound through the millennia. For the Inuit, storytelling and frame drum singing and dancing have sonic agency. They give them the energy they need to survive and thrive in the cold. The powers of these sounds and their misconception by missionaries and colonizers as addressing pagan or even evil forces led to the ban of the qilaat, the Inuit frame drum, from churches and public spaces. After the suppression of these sounds for around 300 years, in December 2021 Inuit drum dancing and singing has been inscribed as UNESCO intangible cultural heritage. But despite this huge acknowledgment, the fight for the revitalization of the qilaat is far from over, as the case of the Greenlandic ex-priest Markus E. Olsen shows. 

Abstract

The article analyses the genre of listening scores – texts written in a natural language that provide the readers with instructions to listen in a certain way or to a certain kind of sounds. Belonging to the broader category of text scores, they are instrumental texts that are at the same time often poetic in their form and/or evocative in their language. As such, listening scores can be thought of as monomedial and intermedial at the same time. On the one hand, their material form is that of a written text, not augmented in itself by any other media. On the other hand, the reading of a listening score is necessarily transitory, oscillating between the aesthetic experience of the text itself and the aesthetic experience of listening induced by the text. Although originating in 1970s, the genre has been growing in prominence in recent years, as exemplified by the project A Year of Deep Listening that collected 365 listening scores by a diverse group of artists to commemorate the 90th birthday of the composer Pauline Oliveros.

Abstract  

This audio paper explores the phenomenon of voice-based technology in the smart-home. Through ethnographic interviews we study how older people use voice-based technologies and with what effects for their experiences of the affective environment in their homes. We followed nine people over the age of 65 online and onsite in their private homes in or nearby Copenhagen during the covid lockdown. We used Google nest smart speakers as cultural probes and followed the participants over the course of six months of integrating and using the new technologies in their homes and everyday lives.  

Our research explores how voice-based technologies participate in creating affective environments in older people’s homes and seeks to address the mundane, unremarkable, and often unspoken experiences and affects related to voice-based technologies and smart homes, which is a largely absent theme in the research on this topic.  

Fire mænd i kjoler og netstrømpebukser dækker et langbord. Velourdugen er rød, lysestager kommer på bordet. Det højtidelige orgel og detektivjazzen på anlægget varsler om en ilde skæbne for det spraglede middagsselskab. Er det her deres sidste nadver? 

De har den mærkeligste måde at kommunikere med hinanden på: Man snakker ikke ved bordet men skriver iltert breve med fjerpen og skiftes til at gestikulere overdrevent. Der er noget Chaplinsk over pantomimekomikken, tænker jeg i mit rådvilde forsøg på at placere det mysterium af et værk, Michael Hope har skrevet til sit komponistensemble Current Resonance – allersidste indslag på den københavnske MINU-festival. Pludselig slukker lyset, et skrig runger fra højttalerne. En forbrydelse har fundet sted. 

Nu flasher lyset i den mørke sal med en stemplende blitzlyd, som fanger ensemblet på fersk gerning i forskellige inkriminerende fotografier. Smilet breder sig på mine læber. Hvad er det for en obskur Cluedo-æstetik, vi er vidne til? Til slut er ensemblet tilbage ved bordet, og lyset er skiftet til mørkekammerets røde skær. Den stroboskopstøjende finale efterlader mig med en rundtosset tvivl om, hvorvidt værket faktisk var en mordscene, der udspillede sig eller bevismaterialet fra den. Hylende morsomt var det i hvert fald!

Det er da egentlig fornærmende lidt, vi musikkritikere har skrevet om Louis Franz Aguirres vildt kaotiske og sært fascinerende musik. De sidste tyve år har cubaneren været en særling i dansk musikliv, aktuelt bosiddende i Aalborg og endnu mere aktuelt omdrejningspunkt på Orula, et nyt album fra Ekkozone Records.

Hvad de tre slagtøjstunge værker på udgivelsen imidlertid viser, er, at Aguirre er en af de særlinge, man ikke skal undervurdere. Hu hej, en fest, jeg har haft med at drømme mig ind i den afrocubanske spiritisme, de ældgamle sydindiske systemer og den eksistentielle kamp, der gennemsyrer 55-årige Aguirres besatte og besættende musik på det, der er en af årets mest vitale udgivelser.

Det sidste, det med vitaliteten, er måske overraskende, for helt centralt for værkerne står omgangen med afdøde ånder. Alligevel emmer Orula af liv, og selvom de tre værker alle er skrevet inden pandemien – fra 2004 til 2020 – er det svært ikke at læse en personlig erfaring med en slags genfødsel ind i musikken.

»Jeg synes nu ikke, han er nær saa grim, som han ser ud, men rent zoologisk er det pudsigt, at han ligner en Papegøje, for hans Stemme er høj, tynd og skrigende«… »Papegøjen flyver daarligt; det passer ogsaa: naar Rued Langgaard svinger med Armene, saa Kjoleskøderne flagrer vildt omkring ham, har man akkurat en Fornemmelse af tung og besværlig Flyvning.«

Koncertanmeldelse i Ekstra Bladet fra 1926, selvom musikken slet ikke bliver nævnt. 

Jo mere man dykker ned i den danske komponist Rued Langgaards (1893-1952) historie, jo mere fascineres og skræmmes man af, hvor vild en person og komponist han faktisk var.  

Fascination, fordi manden var mere musikalsk begavet end nogen anden i de sidste par hundrede år på dansk jord. Skræmt, fordi Langgaard blev så helt utrolig dårlig behandlet af sin samtid og af kritikerne, men heller ikke gjorde det let for sig selv: Han skilte sig ud ved at være excentrisk, arrogant, selvhævdende, menneskesky, i besiddelse af et tragikomisk storhedsvanvid med voldsomme sociale udfordringer.