Peter Ablinger er død, og enhver metafor er utilstrækkelig. At skrive mindeord om Ablinger (1959-2025), kan ikke være som noget. For at leve op til hans uvurderlige værk, hans bidrag til musikken, billedkunsten, filosofien, bør man skrive sagligt, klart – fine streger på hvidt papir. Lærreder i vinden. Et vindue, gennem hvilket vi ser den blå himmel. 

At mindes Ablinger selv er en umulig opgave. Det, der fascinerede ham som »det største af alle spørgsmål, som den største af alle gåder, var forundringen og spørgsmålet om, hvad en anden ser/hører/tænker, når jeg selv netop ser/hører/tænker noget.« Det var »umuligheden i at tænke (at føle) den anden«. Helt igennem at forstå, hvordan han oplevede verden, hvordan han var i stand til at vende den på hovedet, at vende dens vrang udad for at lade konstruktionen af verden selv stå frem for vores ører og øjne, vores måbende hjerner, er umuligt. Men fordi han bedrev grundforskning i sansning, fordi han ihærdigt viste os forskellen mellem, hvordan vi troede, at verden var, og hvordan verden virkelig er, viste han os også, at der er noget i den menneskelige opfattelse af verden, som forbinder os alle som sansende væsener. 

Malmö er et af Københavns særlige privilegier. Som en form for udvidet kulturel radius gør Sveriges tredjestørste by det muligt at opleve endnu flere koncerter, end der er plads til på de københavnske spillesteder. Men Malmö er mere end bare en københavnsk forstad, for i 10 år har Intonal-festivalen forsøgt at sætte Malmö på det europæiske kulturelle landkort – deraf festivalens selvironiske slogan: »10 years of oversized ambitions.« Intet eksperiment uden overdimensionerede ambitioner, for hvad er værdien i det eksperimenterende, hvis man ikke accepterer, at det kan fejle?

Intonal er en festival for grænsesøgende musik, der kredser om både dybtfølt koncentration og legesyg fest. Festivalen befinder sig altså et sted hvor det eksperimenterende i højere grad er en fejring, frem for en akademisk disciplin, og derfor har programmet derfor gennem årene rummet et mangfoldigt udsnit af musik, der har et overvejende elektronisk afsæt. Men selvom Intonal er opstået ud af et samarbejde med Krakóws Unsound Festival og Berlins CTM Festival, er festivalen i høj grad formet af en insisteren på at bevare de unikke møder mellem internationale koryfæer og lokale navne fra Malmö.

Programmet er kendetegnet ved stedsspecifikke koncerter og rummer en god håndfuld uropførelser af værker skabt gennem residencies og samarbejder. For eksempel var torsdagens koncert med den italienske, københavnsk-baserede Irene Bianco samt de to Malmö-baserede kunstnere 55 Cancri e og Adèle Tornberg en urpremiere på resultatet af et residency støttet af Inkonst og SHAPE+ – en europæisk platform, der arbejder for at fremme bæredygtige netværks- og kurateringsinitiativer mellem kunstnere.

I sit værk GROWL POWER fra 2022 udsætter den islandsk-danske komponist Bára Gísladóttir lytteren for en intens tvetydighed af skrig. De er både dybt knurrende og øresønderrivende og gennemtrængende. Men hvad hører vi? Frygt, frustration, smerte, nydelse, vrede – eller måske det hele på én gang?  

Mit første møde med Gísladóttirs GROWL POWER var en foruroligende og kaotisk lytteoplevelse, der satte sig i kroppen som en sitrende uro. I fusionen mellem stemme og fløjte opstår det særlige tærskelfænomen, »fløjteskriget«, hvis affektive kvaliteter borede sig fast i mig fra første tone. Følelsen af dirrende ubehag og indespærrethed var ikke til at ryste af sig. 

Allerede i starten af satsen møder vi »fløjteskriget« eller »voiced growl«, som Gísladóttir kalder det i sin notation, hvor solisten synger/growler ind i fløjten.

Hvis prærien er det arketypiske ikon på den amerikanske nybyggerdrøm, er sumpen dens dunkle modpol. Præriens skarpe horisont udgør en tydelig grænse, et mål, der kan erobres og kultiveres. Den tågede sump er tilsyneladende et stillestående, ubrugeligt hængedynd, der er håbløst at tæmme. Men sumpens tykke mudder er også et tilblivelsens sted, et hjemsted for det udstødte og det afviste, og århundreders nedsivning af myter gør sumpen til et særligt vækstpunkt, hvorfra vi kan forstå sociale strukturer og undertrykkelse. Voodoo, shamanisme og naturreligioner er forbundet til både sydstaternes vådområder og den transatlantiske slavehandel, og sumpens tvetydige modsætninger er derfor en rammende metafor for Amerikas sammenfiltrede kulturer og traumatiske historie.

Den metaforiske sump kan både vildlede og komplicere, men de overførte betydninger kan samtidig belyse det modsætningsfulde og uhåndgribelige. I en kaotisk verden er det nødvendigt at kunne lytte uden nødvendigvis at kunne forstå, og hvis vi mestrer metaforens dualitet mellem det konkrete og det abstrakte, kan vi måske finde ro i kaoset. Det er derfor oplagt, at samtidskunsten benytter sumpen som en æstetisk referenceramme til at tænke langsomme, tvetydige, tilblivelser. Herhjemme ser vi for eksempel den københavnske technoscene omtale dansegulvet som sumpen, et langsomt transformativt safespace. Eller Jakob Kudsk Stensens digitale sump, Berl-Berl (2021), en slags digital arkivering, der forsøger at bevare den efterhånden sjældne europæiske sump.

Indtil for nylig var Le Lido på Champs-Élysées i Paris søstervenue til Moulin Rouge – et historisk vartegn for revyforestillinger, der kulminerede i det klassiske cancan-nummer, bedst oplevet som en dîner-spectacle med bordservering. I årtier modstod stedet presset for at modernisere sig og forblev tro mod en nostalgisk postkortversion af det parisiske natteliv, elsket af både franske og internationale turister. Efter opkøbet af en multinational hotelkoncern gennemgik Lido en omfattende makeover og fik udskiftet sit personale, før det genåbnede i 2022 som Lido2 – nu med en erklæret ambition om at genopfinde sig selv gennem opsætninger af Broadway- og West End-musicals på originalsproget, heriblandt Cabaret, The Rocky Horror Show og Hello, Dolly!.

Lidos nye kunstneriske leder, Jean-Luc Choplin, har haft en eklektisk karriere som manager og kurator – fra Paris Opera Ballet til Disneyland, Sadler’s Wells og Théâtre du Châtelet. Hans arbejde nedbryder grænsen mellem finkultur og underholdning. Ud over mere konventionelle opsætninger har Choplin udviklet en æstetik for crossover-projekter, såsom Pop’pea – Monteverdi fortolket af en blanding af pop- og operasangere – eller Mozarts Requiem iscenesat af den berømte hestekunstner Bartabas. Disse kulturelle brobygninger synes naturlige for Lido, hvor balletdansere siden 1940’erne har bidraget med teknisk kunnen og en finkulturel sensibilitet til music-hall-forestillinger. Den mest paradigmiske og interessante skæringsflade mellem denne historie og Choplins signatur er The Magic Flute II: La Malédiction, an electro opera, der havde premiere 27. marts 2025 på Champs-Élysées-scenen – en titel, der i sig selv spiller på at være en »del 2« af en klassiker.

Elfriede Jelineks præ-feministiske syn på feminisme lægger ikke fingrene imellem. I den østrigske forfatters stærke novelle Women as Lovers bliver hendes eget køn til »massive bunker af had«, »deformerede knogler« og »en nødvendig ondskab«. Teksten dissekerer den kvælende håbløshed, der følger med et liv uden penis i 1970’ernes alpine Europa, med en sproglig sparsommelighed og brutal ligegyldighed. Siden da er debatten blevet mere kompleks og til tider uklar, men Jelineks diagnose – at kvinders fremgang hindres af en verden styret af mænd og penge – rammer stadig plet.

Fortælleren i Women as Lovers præsenterer os for to kvindelige fabriksarbejdere, der drives af ønsket om at finde mænd, der kan løfte dem ud af livets trummerum. Den »gode« kvinde, Birgitte, besejrer en veluddannet, borgerlig rival og vinder elektrikeren Heinz, hvilket giver hende en vis økonomisk emancipation, men et kærlighedsløst ægteskab. Den »dårlige« kvinde, Paula – den mere fantasifulde og poetiske af de to – bliver gravid allerede den første nat med skovhuggeren Erich. Hendes sammenblanding af romantik og kærlighed fører hende til sidst ud i prostitution.

Da pianisten Nikolaus von Bemberg sidste år debuterede fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, skete der flere overraskende ting ved hans afgangskoncert.

Én var, at kollegaen James Black – leder af Klang Festival, men også en komponist, der er vant til at eksperimentere med forskellige medier – pludselig tonede frem på video som mordoffer i en satire over nordiske krimiserier. En anden og mere følsom overraskelse leverede skuespilleren Bless Amada imidlertid, da han, mens kaotiske sinustoner piblede frem i von Bembergs eget værk A Day in the Life (2024), portrætterede en stress, som mange sikkert kan relatere til.

Det, jeg har tænkt på siden, er det, Amada gjorde, da angsten og tankemylderet satte ind. Ikke blot satte han sig og læste Rilke på scenen, han begyndte også at afspille en vinyl: den i dag 71-årige schweiziske komponist Jürg Freys 4. strygekvartet (2018-20), der var udkommet i en indspilning af canadiske Quatuor Bozzini nogle måneder forinden.

Lyd som politisk-feministisk, historisk, æstetisk og performativt fænomen er i centrum i den indholdsmættede, tankevækkende og forfriskende antologi Bodies of Sound, der udkom i november sidste år på det lille, feministiske London-forlag Silver Press. Den ene af antologiens to redaktører er medejer af forlaget, og det er tydeligt, at der i forhold til dets udgangspunkt er tænkt nøje over tilgangen til emnefeltet i antologien, som ikke blot er feministisk i sit afsæt, men også er skrevet udelukkende af kvinder og non-binære personer (efter navnene at dømme) – det vil sige uden bidrag (formodentlig) fra mandlige forfattere. 

Mere end 50 bidrag fordelt på henimod 400 sider bliver det til i bogen, og det gør den til en helt igennem charmerende og weird rodebunke af interviews, fabler, digte, text scores og citatmosaikker foruden forslag til, hvordan musik kan beskrives, gode råd til at udbrede feminisme ved at tale højt om inspirerende kvinder i offentlige rum, overvejelser om bekymring forstået som sorg samt refleksioner over nymfen Ekko relateret til begrebet ekko som akustisk fænomen. I forhold til det sidste kalder bogens redaktører den da også for »en bog af ekkoer” og anfører i deres introduktion, hvordan der blandt de tilbagevendende metaforer i teksterne indgår ”spejle, klokker, tunger, døre, ure, radioer, arkiver, alarmer og ører«. 

Særligt ét værk fangede min opmærksomhed på sidste års PULSAR Festival i København. Det var et værk, som blev opført på Studiescenen umiddelbart efter festivalens åbningskoncert i Konservatoriets koncertsal. Værket Cells af Albert Laubel var en del af et program under temaet »Video, performance og spil«. Det var på Studiescenen, at jeg oplevede noget, som udfordrede mine forestillinger om, hvad en musikopførelse kan være, og hvordan forholdet mellem komponist, performere og publikum kan udfolde sig.

Publikum var færre end ved åbningskoncerten, og stemningen var samtidig mere løssluppen i det intime rum. Foran publikum stod en stol med en videospilskontroller på sædet, foran stolen sad et lille ensemble, og bag dem var der en storskærm, hvor titlen på værket var skrevet med versaler. Værkets begyndelse blev markeret ved, at komponisten Laubel stillede sig frem og inviterede frivillige fra publikum til at deltage i udførelsen af værket, hvorefter han forklarede spillets regler: Spillerne skulle styre en cellefigur gennem et psykedelisk landskab, samle mindre celler op og til slut nå frem til en større ægcelle. Lykkedes det ikke at opsamle nok celler, eller nåede man ikke frem til ægcellen i tide, så var spillet tabt, og man måtte starte forfra.

When a few thousand people clap their thick mittens in minus 30 degrees, it sounds like the softest techno. The arctic cold in Kirkenes, 400 km north of the Arctic Circle and a stone's throw from the border with Russia and Finland, steals all sounds. We are standing by an inland lake on the outskirts of the small northern Norwegian town and looking down on a makeshift stage out on the ice, where performers in white suits are building a kite. Local horn musicians play, and actors from Russia, Ukraine and Hungary slam poles into the floor and sing ritualistic chants.

Is this a prelude to something? Who are they calling to? Are they warning anyone? During the opening of the cultural festival Barents Spectacle (15th-18th February 2024) – the 20th edition – the ears are flared like the down jackets that everyone here in Kirkenes wears as protection against the harsh nature. 

The scratchy soundscapes – created by the composer and sound artist Mattia Bassi, Italian but living in Finland – are sent out onto the ice. It sounds like a mashup of many worlds at once. Musicians at all times and in all parts of the world have sent out signals so that some could seize them. The land on the other side of the frozen lake has once again become a hostile land. But a little boy in a massive thermal jacket smiles as a snowmobile drives out onto the ice with a white kite on a long string behind it, and the kite rises into the sky.