Frygten for at være nødt til at tage et fuldkommen ligegyldigt, ja, meningsløst, job for at kunne betale huslejen har altid siddet dybt i mig. Og jeg har altid haft stor medfølelse med de mennesker, der var tvunget til det.
Et job i et callcenter står for mig som noget af det værste, jeg overhovedet kunne forestille mig: Et job, hvor jeg i så fald havde til opgave at forstyrre tilfældigt udvalgte mennesker på arbejde eller derhjemme for at bede dem svare på spørgsmål, jeg dybest set vidste ville have en meget lille effekt. Jeg har for megen respekt for andre menneskers tid og gøremål til nogensinde at kunne få mig selv til det. Og heldigvis har det aldrig været nødvendigt for mig at skulle tage et job i noget som helst callcenter.
Sådanne jobs har eksisteret gennem det meste af den senmoderne epoke i store dele af verden. De er til dels omfattet af begrebet pseudoarbejde, som antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen lancerede i deres fælles debatbog med samme titel fra 2018. Begrebet betegner alt det arbejde, som dybest set ikke gør nogen forskel, men alligevel findes, fordi målbarhed, styringsparadigmer og evalueringskultur er kommet til at fylde så meget i selvsamme epoke.
Jobs af denne type – og flere andre med dem – er blevet betegnet med det uforglemmelige begreb McJob, sådan som det skete i den amerikanske forfatter Douglas Couplands roman Generation X fra 1991. Begrebet betegner de optimalt kedelige og perspektivløse jobs, som er ufaglærte og dermed dårligt lønnede, og som ikke har noget som helst potentiale set i et karriereperspektiv.
