Hvem finder på at spille trombonemusik af Xenakis langt over midnat? Oven i købet i et tidligere kommunalt slagtehus fra det 19. århundrede? Og bagefter hørte vi Luigi Nono. En af de sidste aftener på Ostrava Days – Music of Today Festival (24. august –2. september) hed godt nok The Long Night, og blandt de mange koncerter fik man endda klemt en opera om Donald Trump ind. Men denne fredag var en repræsentativ dag på den ti dage lange festival i den tidligere kulmineby Ostrava tæt på den polske grænse. For det er en intens festival pakket med den nyeste musik og lydkunst. Faktisk var Iannis Xenakis’ Keren (1986) og Nonos A Pierre. Dell’azzuro silenzio, inquietum (1985) blandt de absolut ældste værker på hele festivalen. Nonos værk, som arbejder med med »blå stilhed« var tyst og poetisk. Og Xenakis’ trombone var også blid for Xenakis at være. Basklarintetten i grækerens Échange (1989) aftenen før var markant mere dyster.

Med lyden af de to korte men insisterende værker kunne man gå ind i den tjekkiske nat i Ostrava, en by på størrelse med Aarhus. Normalt en stille by. Når der ikke er festival. 

Det gamle slagteri hedder nu Galleri Plato, og her kunne man i løbet af dagen høre komponisten og installationskunstneren Raven Chacons serie af stykker, For Zitkála-Šá (2017-2020) dedikeret til amerikanske indfødte. Musikerne sad på stole mellem publikum og spillede de korte vignetagtige stykker, sjældent over fem minutter hver: Fra næsten ikke hørbar fløjte til aggressiv violin. Chacon er født i 1977, og er den første indfødte amerikaner, som har vundet en Pulitzer-pris. 

Idéen bag den svenske kunstner og komponist Jesper Nordas The Goldberg Variation (Bach Clock) er i virkeligheden umådeligt simpel: Tonerne i Bachs Goldbergvariationer (1741) spilles efter et fuldstændig fast, ensartet tidsinterval – én tone hvert andet sekund – hvorved det højtelskede værk bogstaveligt talt forvandles til et slags Bach-ur. Idéen er simpel, men resultatet var både øjenåbnende og tankevækkende, da Norda i samarbejde med Bureau for Listening opførte værket i Bådehuset på Refshaleøen. 

Konsekvenserne af Nordas intervention i Goldbergvariationernes tempo var ret så gennemgribende. For det første varede værket pludseligt tolv timer og femogtyve minutter, hvilket er væsentligt mere end de cirka fyrre minutter, det tager Glenn Gould at spille det på den LP, jeg har stående i min reol. For det andet var værket pludseligt frataget et af sine allermest slående karakteristika: de markante skift i tempo fra variation til variation.

I begyndelsen var der ingen noise. Vi lå på solstole, lænet op af træer, vi var omringet af højttalere, selv i træerne var der højttalere. Ambientmusikken var så blid, så den næsten blev overdøvet af insekterne i det høje græs. Mennesker og andre væsner kan opleve dyb wellness her, nåede jeg at tænke i den noget nær perfekte polske sensommer. Men hvorfor havde jeg ikke tænkt på at tage en hængekøje med til denne festival, Sanatorium of Sound? Ligesom de andre, som tydeligvis havde været her før. Så begyndte hundene, som nogen havde medbragt, at gø. I samme øjeblik som Maciej Ozóg og Department of Sound Katowice startede en serie små elektroniske rystelser, som snart gik over i deciderede stormvejr. Det var stadig eftermiddag, men ambient var ovre. 

Inde i en gammel villa, som engang var et sanatorium, fortsatte Lucia H Chung fra Taiwan med blafrende sinuslyde, der konstant fandt nye og tungere rytmiske mønstre, blev hakket i stykker, og blev spyttet ud i en hvirvlende rørlyd. Den industrielle noise var ankommet til den lille by Sokołowsko i bjergene, som hedder Góry Suche, altså »de tørre bjerge«. 

Faktisk var det bare en indskudt bemærkning. Men det endte med at binde hele aftenen sammen. Jakob Munck lagde sin tuba og rejste sig intuitivt med nodebladet i hånden. Vi var nået til aftenens sidste indslag: Henning Christiansens afstande skal overvindes (1980). Talstærkt havde vi siddet til rejsegildet for en splinterny sal på 44Møen. Kunsthallen fra 2007 blev et af Christiansens sidste projekter og har siden udviklet sig til et sugende magnetfelt om kunstnermiljøet på Møn. Selv drog komponisten i eksil til øen med hustruen Ursula Reuter Christiansen i starten af 70’erne og senere stødte blandt andre kunstnerparret Bjørn Nørgaard og Lene Adler Olsen til. 

Jeg havde spottet mange af fastliggerne blandt publikum. »Christoffer Møller [pianisten, red] bor lidt længere nede af vejen,« fortalte sønnen Thorbjørn Reuter Christiansen, der i dagens anledning havde malet sit ene øre grønt. For det var en Øresalon, vi var blevet inviteret til – svarende til den Christiansen lavede i 1985 på et galleri i Horsens, hvor han malede de besøgendes ører for at opfordre dem til at lytte anderledes. 

Musikkens verden er i evig bevægelse, den søger altid nye grænser og udfordrer de etablerede normer. I dette stadigt udviklende lydbillede har Unsound-festivalen i Kraków fundet sin niche som en bastion af eksperimenterende musik og avantgarde-udforskning. I sin 2023-udgave lover festivalen en unik blanding af sonisk innovation, kritisk diskurs og hejser flaget for mangfoldighed og inklusion.

Jeg scanner gennem festivalens lineup, og blandt de mange berømte og nye eksperimentelle og undergrundskunstnere får jeg øje på navnet UKRAiNATV, et lokalt kollektiv, som blev udvalgt i Unsounds open call.

Mens festivalen er velkendt blandt connoisseurs af eksperimenterende musik i Vesten, er der en stor mangel på indsigt i den blomstrende central- og østeuropæiske musikscene, som Unsound kalder sit hjem. I et forsøg på at trænge igennem det vestlige ekkokammer, som ofte skjuler det nærliggende østlige musiklandskab, beslutter jeg at sætte fokus på internet-tv-projektet UKRAiNATV. Deres mission? At styrke et eklektisk ensemble af grænseskubbere blandt flygtninge, expats, migranter, kreative, som ofte kvæles af statskontrol og mangel på muligheder, uanset deres nationalitet eller kultur.

The world of music is in perpetual motion, always seeking new frontiers and challenging the established norms. In this ever-evolving soundscape, the Unsound Festival in Kraków has carved its niche as a bastion of experimental music and avant-garde exploration. As the festival gears up for its 2023 edition, it promises a unique blend of sonic innovation, critical discourse, and a push for diversity and inclusion.

I scan through the lineup of the festival, and from the sea of famous and emerging experimental and underground artists, I spot the name of UKRAiNATV, a local collective who had earned the victory of Unsound's open call.

While the festival is well-known among experimental music connoisseurs in the West, there's a glaring lack of insight into the thriving Central and Eastern European music scene, where Unsound calls home. In a bid to pierce through the Western echo chamber that often obscures the neighboring Eastern musical landscape, I decide to spotlight the internet TV project UKRAiNATV. Their mission? To empower an eclectic ensemble of boundary-pushers among refugees, expats, migrants, creatives often stifled by state control and lack of possibilities, regardless of their nationality or culture.

Den internationalt anerkendte musikfestival Unsound har fået ry for at identificere innovative scener og radikale lyde, der trodser konventionelle genreskel og fokuserer på nye, eksperimentelle og venstrefløjsgenrer. Unsound har siden starten i 2003 udviklet sig og været vært for begivenheder i New York, Adelaide, Toronto og London, hvilket har opnået enorm popularitet blandt et vestligt publikum og kritikere, og billetter til festivalen er meget eftertragtede.

Hvad der dog ofte går ubemærket hen, er festivalens dybe kobling til den øst- og centraleuropæiske kontekst og dens mangeårige forpligtelse til at samarbejde med kuratorer og kunstnere fra den postsovjetiske region og derved viser regionens pulserende kulturelle og musikalske arv. Når alt kommer til alt, er Unsound ikke kun baseret i Kraków, men har også organiseret elleve festivaler i Østeuropa, Centralasien og Kaukasus mellem 2016 og 2018.

Med udgangspunkt i dette ofte tilsidesatte aspekt mødtes jeg med eksperten Mariana Berezovska for at få dybere indsigt i udfordringerne og misforståelserne omkring østeuropæisk musik i det vestlige landskab ud fra hendes egne erfaringer.

The internationally acclaimed music festival Unsound has gained a reputation for identifying innovative scenes and radical sounds that defy conventional genre constraints, focusing on emerging, experimental, and leftfield genres. Founded in 2003, it has evolved and hosted events in New York, Adelaide, Toronto, and London, garnering immense popularity among Western audiences and critics, with its tickets being highly sought-after. 

However, what often goes unnoticed is the festival's profound link to the Eastern and Central European context, and its long-standing commitment to collaborating with curators and artists from the post-Soviet region, showcasing the region's vibrant cultural and musical heritage. After all, not only is Unsound based in Kraków, but it also ambitiously organized eleven festivals in Eastern Europe, Central Asia, and the Caucasus between 2016 and 2018.

Following this often-disregarded aspect, I sat down with expert Mariana Berezovska to gain deeper insights into the challenges and misconceptions surrounding Eastern European music in the Western landscape through her own voice and experience. Our discussion ranged from the importance of recognizing and addressing Western biases to understanding that our perspective is but one of many

»Agneeeteeeeeee?« lyder Havmandens stemme dybt under havets overflade. Han kalder på Agnete. Men Agnete har ingen ord. Agnetes Latter er et elektroakustisk lydværk skabt af komponisten Birgitte Alsted i 2007-2011. Alsted har været en pionér inden for den elektroakustiske musik, og Agnetes Latter er et af hendes vigtigste lydværker, som hun i 2011 modtog Statens Kunstfonds særlige pris til kvindelige komponister for.  

Værket er skabt til Suste Bonnéns skulpturgruppe Agnete og Havmanden fra 1992, som befinder sig på bunden af kanalen ved Højbro Plads i København. Lydværket er mørkt, mystisk og melankolsk, og skildrer i seks satser sagnet om Agnete, som tager med Havmanden til havets bund. På havets bund får Agnete og Havmanden syv sønner, men da Agnete en dag hører kirkeklokkerne oppe på landjorden, forlader hun sine børn og sin havmand. Bonnéns skulptur på bunden af havnen forestiller havmanden og hans syv sønner, som venter på, at Agnete vender tilbage. 

Rued Langgaard Festivalens program med koncerter over fire dage kan virke overvældende. Lørdagen begyndte fx kl. 10, og de sidste klapsalver lød lidt i midnat, hvorimellem otte koncerter og arrangementer havde fundet sted – på hele syv forskellige lokationer i den idylliske middelalderby. Men af en eller anden mærkelig grund, så virker det. Festivalarrangørerne har nemlig i udpræget tænkt over, hvorfor vi skal høre netop dette og ikke blot blindt hyret hotte solistnavne, der kan fungere som trækplastre. I år var helheden Nordisk Drøm, og det kan lyde lidt abstrakt i festivalnoterne med ord som »den rene nordlige luft,« eller den dyrebare nordiske naturfornemmelse. Men det skulle netop også forstås og ikke mindst opleves abstrakt – hvilket åbenbarede sig i løbet af festivalen.

Langgaard var en éner – men det var han ikke alene om i første halvdel af 1900-tallet, derfor er der altid en eller to andre komponister med til festivalen ved den jyske vestkyst. I år var Jean Sibelius og Nancy Dalberg de gæstende komponister, der som planeter i epicykler omkring Langgaard forstærkede, fremhævede eller kommenterede den højst mærkværdige komponists musik.