Set udefra er der noget inde på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som ikke helt stemmer. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide bygninger på Rosenørns Allé. Måske ikke i konkret forstand, men i den grad i overført betydning.

Den gamle institution står uden en professor i komposition, har ingen kvindelige komponister tilknyttet som undervisere og kan blandt sine indskrevne på komponistlinjen kun tælle to ud af 20, der ikke er udenlandske studerende – og dermed altså ikke betaler hele gildet af egen lomme (som det er tilfældet for ikke-EU-studerende, red.).

Kald det sparetider eller krisetegn, noget er i hvert fald ikke helt, som det har været, i det gamle radiohus. Det afslørede også årets Pulsar Festival, der fandt sted 9.-15. marts og imponerende nok bød på 13 velbesøgte koncerter med i alt knap 70 værker af, primært, nuværende studerende.

Musikjournalistikken hædrer stadig i høj grad frontfigurer, og vi er alle blevet indprentet det kapitalistiske liberale tankegods om, at man er sin egen lykkes smed. For de fleste musikere – uanset hvilken genre de arbejder i – er musikken imidlertid ikke bare et ensomt virke, men en stadig udveksling af idéer, skitser og toner sammen med kolleger på tværs af faglighed, uanset om man udfolder sig i bands, orkestre, udgivelses-kollektiver, arrangørkollektiver, går til jamsessions eller arbejder sammen med co-writere eller producere.

Tre musikere – Qarin Wikström, Mika Persdotter, Sonja LaBianca – født i tre forskellige årtier fortæller om deres fællesskaber, og hvad fællesskaber betyder for dem og deres musik.

»Jeg vil være en del af bandet«

»Det er vigtigt for mig at være i kontakt med både det indadvendte og det udadvendte,« siger Qarin Wikström, komponist, sanger og elektronisk musiker, som har været en del af den københavnske eksperimentelle musikscene i mere end 20 år.

»This is the world's most important festival«.

The grandeur was palpable in the last of the opening speeches for the 19th edition of the Barents Spectacle in the northern Norwegian city of Kirkenes. It was obvious that the speaker Knut Olav Åmas from the press freedom organization Fritt Ord was aiming to make the newspaper headlines. At times it almost seemed as if he was speaking directly to me – meaning the foreign press, which had been invited 400 km north of the Arctic Circle to the border town with its complicated relationship with its neighbor to the east.

It was close to an overstretch, when Åmas elevated journalism to »history’s first draft«. I guess that was the minimum one could do on this date: February 24 – one year after the Putin regime's full-scale invasion of Ukraine. Most of us who stood in the bitter arctic cold waiting for the opening show to start had just come from a torchlight procession starting at the Russian Consulate General. In addition to the condemnations of the war, a large part of the demonstration speeches were filled with sympathy for the Russian population. Like Ukraine, Russia is also occupied, people said several times.

»Det her er verdens vigtigste festival«.

Storladenheden var til at tage og føle på i den sidste af åbningstalerne for den 19. udgave af Barents Spektakel i den nordnorske by Kirkenes. Taleren Knut Olav Åmas fra trykkefrihedsorganisationen Fritt Ord havde sigte mod avisoverskrifterne, fornemmede man. I momenter virkede det nærmest, som talte han direkte til mig – altså den udenlandske presse, der var blevet inviteret 400 km nord for polarcirklen til grænsebyen med det indviklede forhold til sin nabo mod øst. 

Det nærmede sig et overstretch, da Åmas ophøjede journalistikken til »historiens first draft«. Mindre kunne vel ikke gøre det på denne dato: 24. februar – et år efter Putin-regimets fuldskala-invasion af Ukraine. De fleste af os, som stod i den bidende polarkulde og ventede på, at åbningsshowet skulle gå i gang, kom lige fra et fakkeloptog med afmarch fra det russiske generalkonsulat. Udover fordømmelserne af krigen var en stor del af demonstrationstalerne belagt med sympati for den russiske befolkning. Ligesom Ukraine er Rusland også okkuperet, lød det flere gange.

SØS Gunver Ryberg har sat sig godt til rette på stolen overfor mig med en dampende varm og helt fyldt kop te foran sig. Den elektroniske komponist og lydkunstner har sagt ja til at mødes til en samtale om hendes nye album Spine, der udkom først i februar. Et album, der ikke blot indskriver sig i nyere europæiske electronica- og ambienttraditioner, men også bygger videre på og på sin vis også kommenterer den minimalistiske tilgang til musik. Det er et album, jeg på tidspunktet for interviewet kun havde kendt i nogle få dage, men ikke desto mindre fået ind under huden, opfyldt som det er af Rybergs karakteristiske blanding af det ophøjede, det cool og det spartanske.  

Under interviewet befinder vi os i et meget roligt lokale fyldt med sollys og uden anden lyd end vores stemmer, kun afbrudt af de stykker musik, vi undervejs lytter til sammen i tavshed.

This video essay is a love letter to Jenny Hval and her music. Music can connect me, and you, to a community where sound resonates between bodies. The narrator of the video is a music lover whose haunting voice is in and out of sync with the world's post-apocalyptic events. At the same time the narrator lives in the future and attends Jenny's gig with friends. This love letter is also secretly made for echolocating bats who are just as welcome in the audience as humans.

Han slog hårdt og præcist på det rustne stykke metal, manden i de solide støvler. Foran Oslo Rådhus stod Thorbjørn Christiansen med en stor hammer i hånden og opførte faderen, Henning Christiansens, værk 180 Hammer Blows Against the War Monkeys. En auktionariuslignende stemme i højttalerne talte slagene. Hvert slag genlød sekundet senere, men nu forvrænget, som splintret elektronik inde i en bjerghule engang i fremtiden. De kaffedrikkende cafegæster på torvet fulgte med i denne meget bastante kunst i det meget vindomblæste offentlige rum. De kunne ikke andet. Og den splintrede lyd ville jeg elske at have som min ringetone, tænkte jeg. Selv om den lyd ikke ligefrem signalerer: Jeg kommer med fred…

Da Henning Christiansen opførte værket i Berlin i 1988, gik der et år, og jerntæppet faldt. Kunst kan noget. Kunst vil ihvertfald gerne kunne noget.

Der har de senere år været et stigende fokus på gatekeeping og køn, seksualitet, krop, hudfarve og sind i den danske musikbranche. Hvor er de musikere, der har en fysisk funktionsnedsættelse? Hvad laver de, hvem er de, og hvordan kan vi gøre det lettere for musikere med fysiske funktionsnedsættelser at være en aktiv del af musikbranchen?

Seismograf har talt med de tre professionelle musikere Malthe Jepsen, Thomas Munk-Petersen og Thomas Borghus om deres musik, og hvordan de bliver mødt i den danske musikbranche. Jepsen og Munk-Petersen har ingen oplevelse af at være blevet valgt fra eller forfordelt pga. deres handicap, mens Borghus oplever, at den store forskel ligger i, at han er reduceret til »almindelig« musiker, der ikke længere kan både spille guitar og synge. 

Hvornår diskuterer vi rigtig musikkritikkens rolle herhjemme? Vel egentlig kun når folk farer i flint over Ekstra Bladets Thomas Treo, sådan som vi sidste år så en række medier gøre det i anledning af en ny portrætfilm om popstjernen Medina. Kunne man ønske sig, at debatten om dansk musikkritik handlede om andet end grænserne for kønnet sarkasme og perfiditet? Det kunne man godt.

For der er nok problemer at tage fat på. Musikkritikken trives ikke i Danmark, det må vi konstatere, når vi kigger ud over kritikkens landskab. Hurtige holdninger dominerer, fagligheden har trange kår, yderområder ignoreres, og de bæredygtige platforme for talentfulde kritikere er til at overse. Thomas Treo er ikke dansk musikkritiks væsentligste problem.

I godt tre år har det unge aarhusianske forlag Herman & Frudit beriget os med en god portion poesiperler i hvad de veloplagt kalder et bibliotek for kommende klassikere med digtsamlinger af bl.a. Knud Sørensen, Peter Laugesen, Simon Grotrian, Anna Malan Jógvansdóttir, Juliane Preisler, Søren Fauth og Annemette Kure Andersen. I december 2021 blev Ursula Andkjær Olsens Morgenkåber indlemmet i dette hermafroditiske klassikerbibliotek. Jeg har adskillige gange med udbytte læst den lille bogs to tænksomme, musikalske, drevne og vildt vilde tekster, samtidig med at jeg lyttede til Johann Sebastian Bachs Goldbergvariationerne, som i den grad spiller med i den. 

Hovedteksten er »Goldbergvariationer«, som var den direkte anledning til værkets udgivelse i december 2021, da den blev opført på teaterstedet Sort/Hvid i Kødbyen til tonerne af Goldbergvariationerne fremført af Andreas Borregaard på akkordeon og med tilhørerne liggende på blå madrasser.