Faktisk var det bare en indskudt bemærkning. Men det endte med at binde hele aftenen sammen. Jakob Munck lagde sin tuba og rejste sig intuitivt med nodebladet i hånden. Vi var nået til aftenens sidste indslag: Henning Christiansens afstande skal overvindes (1980). Talstærkt havde vi siddet til rejsegildet for en splinterny sal på 44Møen. Kunsthallen fra 2007 blev et af Christiansens sidste projekter og har siden udviklet sig til et sugende magnetfelt om kunstnermiljøet på Møn. Selv drog komponisten i eksil til øen med hustruen Ursula Reuter Christiansen i starten af 70’erne og senere stødte blandt andre kunstnerparret Bjørn Nørgaard og Lene Adler Olsen til. 

Jeg havde spottet mange af fastliggerne blandt publikum. »Christoffer Møller [pianisten, red] bor lidt længere nede af vejen,« fortalte sønnen Thorbjørn Reuter Christiansen, der i dagens anledning havde malet sit ene øre grønt. For det var en Øresalon, vi var blevet inviteret til – svarende til den Christiansen lavede i 1985 på et galleri i Horsens, hvor han malede de besøgendes ører for at opfordre dem til at lytte anderledes. 

Musikkens verden er i evig bevægelse, den søger altid nye grænser og udfordrer de etablerede normer. I dette stadigt udviklende lydbillede har Unsound-festivalen i Kraków fundet sin niche som en bastion af eksperimenterende musik og avantgarde-udforskning. I sin 2023-udgave lover festivalen en unik blanding af sonisk innovation, kritisk diskurs og hejser flaget for mangfoldighed og inklusion.

Jeg scanner gennem festivalens lineup, og blandt de mange berømte og nye eksperimentelle og undergrundskunstnere får jeg øje på navnet UKRAiNATV, et lokalt kollektiv, som blev udvalgt i Unsounds open call.

Mens festivalen er velkendt blandt connoisseurs af eksperimenterende musik i Vesten, er der en stor mangel på indsigt i den blomstrende central- og østeuropæiske musikscene, som Unsound kalder sit hjem. I et forsøg på at trænge igennem det vestlige ekkokammer, som ofte skjuler det nærliggende østlige musiklandskab, beslutter jeg at sætte fokus på internet-tv-projektet UKRAiNATV. Deres mission? At styrke et eklektisk ensemble af grænseskubbere blandt flygtninge, expats, migranter, kreative, som ofte kvæles af statskontrol og mangel på muligheder, uanset deres nationalitet eller kultur.

The world of music is in perpetual motion, always seeking new frontiers and challenging the established norms. In this ever-evolving soundscape, the Unsound Festival in Kraków has carved its niche as a bastion of experimental music and avant-garde exploration. As the festival gears up for its 2023 edition, it promises a unique blend of sonic innovation, critical discourse, and a push for diversity and inclusion.

I scan through the lineup of the festival, and from the sea of famous and emerging experimental and underground artists, I spot the name of UKRAiNATV, a local collective who had earned the victory of Unsound's open call.

While the festival is well-known among experimental music connoisseurs in the West, there's a glaring lack of insight into the thriving Central and Eastern European music scene, where Unsound calls home. In a bid to pierce through the Western echo chamber that often obscures the neighboring Eastern musical landscape, I decide to spotlight the internet TV project UKRAiNATV. Their mission? To empower an eclectic ensemble of boundary-pushers among refugees, expats, migrants, creatives often stifled by state control and lack of possibilities, regardless of their nationality or culture.

Den internationalt anerkendte musikfestival Unsound har fået ry for at identificere innovative scener og radikale lyde, der trodser konventionelle genreskel og fokuserer på nye, eksperimentelle og venstrefløjsgenrer. Unsound har siden starten i 2003 udviklet sig og været vært for begivenheder i New York, Adelaide, Toronto og London, hvilket har opnået enorm popularitet blandt et vestligt publikum og kritikere, og billetter til festivalen er meget eftertragtede.

Hvad der dog ofte går ubemærket hen, er festivalens dybe kobling til den øst- og centraleuropæiske kontekst og dens mangeårige forpligtelse til at samarbejde med kuratorer og kunstnere fra den postsovjetiske region og derved viser regionens pulserende kulturelle og musikalske arv. Når alt kommer til alt, er Unsound ikke kun baseret i Kraków, men har også organiseret elleve festivaler i Østeuropa, Centralasien og Kaukasus mellem 2016 og 2018.

Med udgangspunkt i dette ofte tilsidesatte aspekt mødtes jeg med eksperten Mariana Berezovska for at få dybere indsigt i udfordringerne og misforståelserne omkring østeuropæisk musik i det vestlige landskab ud fra hendes egne erfaringer.

The internationally acclaimed music festival Unsound has gained a reputation for identifying innovative scenes and radical sounds that defy conventional genre constraints, focusing on emerging, experimental, and leftfield genres. Founded in 2003, it has evolved and hosted events in New York, Adelaide, Toronto, and London, garnering immense popularity among Western audiences and critics, with its tickets being highly sought-after. 

However, what often goes unnoticed is the festival's profound link to the Eastern and Central European context, and its long-standing commitment to collaborating with curators and artists from the post-Soviet region, showcasing the region's vibrant cultural and musical heritage. After all, not only is Unsound based in Kraków, but it also ambitiously organized eleven festivals in Eastern Europe, Central Asia, and the Caucasus between 2016 and 2018.

Following this often-disregarded aspect, I sat down with expert Mariana Berezovska to gain deeper insights into the challenges and misconceptions surrounding Eastern European music in the Western landscape through her own voice and experience. Our discussion ranged from the importance of recognizing and addressing Western biases to understanding that our perspective is but one of many

»Agneeeteeeeeee?« lyder Havmandens stemme dybt under havets overflade. Han kalder på Agnete. Men Agnete har ingen ord. Agnetes Latter er et elektroakustisk lydværk skabt af komponisten Birgitte Alsted i 2007-2011. Alsted har været en pionér inden for den elektroakustiske musik, og Agnetes Latter er et af hendes vigtigste lydværker, som hun i 2011 modtog Statens Kunstfonds særlige pris til kvindelige komponister for.  

Værket er skabt til Suste Bonnéns skulpturgruppe Agnete og Havmanden fra 1992, som befinder sig på bunden af kanalen ved Højbro Plads i København. Lydværket er mørkt, mystisk og melankolsk, og skildrer i seks satser sagnet om Agnete, som tager med Havmanden til havets bund. På havets bund får Agnete og Havmanden syv sønner, men da Agnete en dag hører kirkeklokkerne oppe på landjorden, forlader hun sine børn og sin havmand. Bonnéns skulptur på bunden af havnen forestiller havmanden og hans syv sønner, som venter på, at Agnete vender tilbage. 

Rued Langgaard Festivalens program med koncerter over fire dage kan virke overvældende. Lørdagen begyndte fx kl. 10, og de sidste klapsalver lød lidt i midnat, hvorimellem otte koncerter og arrangementer havde fundet sted – på hele syv forskellige lokationer i den idylliske middelalderby. Men af en eller anden mærkelig grund, så virker det. Festivalarrangørerne har nemlig i udpræget tænkt over, hvorfor vi skal høre netop dette og ikke blot blindt hyret hotte solistnavne, der kan fungere som trækplastre. I år var helheden Nordisk Drøm, og det kan lyde lidt abstrakt i festivalnoterne med ord som »den rene nordlige luft,« eller den dyrebare nordiske naturfornemmelse. Men det skulle netop også forstås og ikke mindst opleves abstrakt – hvilket åbenbarede sig i løbet af festivalen.

Langgaard var en éner – men det var han ikke alene om i første halvdel af 1900-tallet, derfor er der altid en eller to andre komponister med til festivalen ved den jyske vestkyst. I år var Jean Sibelius og Nancy Dalberg de gæstende komponister, der som planeter i epicykler omkring Langgaard forstærkede, fremhævede eller kommenterede den højst mærkværdige komponists musik. 

Mikkel Thrane Lassen har især gennem den senere tid markeret sig i den skrivende del af musikverdenen, dels (indtil for nylig) som anmelderredaktør for Skriftserien PubliMus, og dels som forfatter til biografien Sjostakovitj – en sovjetkunstner, der er blevet modtaget rigtig godt af både læsere og anmeldere.

Det er en både sjov, spændende og krævende ide, Thrane Lassen har fået i denne pudsigt (men storartet) layoutede bog med titlen Hvad rager det os om I lytter?, som i essayform undersøger en række udvalgte værker fra den musikalske avantgarde over omtrent 100 år, fra 1893 til 1995. Konceptet er fremragende udtænkt: Bogen tager en lystbetonet runde i kunstmusikkens mere spektakulære krinkelkroge, der giver et indtryk af, hvilken enorm rigdom periodens musik besidder. 

Gennem i alt ni essays bliver kendte værker som John Cages 4:33 (1952) og Karlheinz Stockhausens Helikopter-Streichquartett (1995, fra storværket Licht) undersøgt side om side med ufuldendte eller meget sjældent hørte værker som Aleksandr Scrjabins Mysterium (påbegyndt 1903), og det giver bogen et særligt momentum, at forfatteren har valgt at skrive essays om to danske værker af henholdsvis Rued Langgaard og fluxuskunstneren Eric Andersen.

»De inviterede mig ikke ind, fordi jeg ved noget om black metal, men fordi de netop ville, at jeg skulle bidrage med noget andet, og dét synes jeg er interessant.« Det var sidste år, at den norske komponist Eivind Buene hjalp black metal-bandet Satyricon med en stor lydinstallation, som gik i dialog med Edvard Munchs malerier.

Nu sidder vi på det store hovedbibliotek, Deichman Bjørvika, med udsigt til Oslofjorden og Munchmuseet, hvor Satyricons værk foregik. Eivind Buene er født i 1973 og arbejder om nogen på tværs af ikke kun genrer, men også kunstneriske udtryksformer. Han har komponeret klassiske værker for alt fra orkester til kammerensembler og skabt musik til både film og teater, såvel som arrangementer for popkunstnere. Han er derudover forfatter til både skønlitterære romaner og dramatik, som han tidligere har skrevet om i Seismograf. 

»Mit kernemusikalske ståsted er inden for den nye musik, samtidsmusikken, men jeg voksede op med populærmusik, spillede i band, og kendte faktisk ikke rigtig til klassisk musik, før jeg var 16-17 år. Så for mig var det en hel revolution. Jeg begyndte at lytte til Xenakis, Ligeti og Mozart på samme tid i livet og syntes, det hele var fremmedartet, men det var også fantastiske opdagelser. Og jeg tror, det gælder for mange komponister i min generation og yngre, at man ikke nødvendigvis kommer fra en klassisk musiktradition – særligt i Skandinavien.«

I år var titlen og temaet »Strømninger«. Som det fremgår af programmet, har kuratorerne Jacob Eriksen og Matilde Best taget udgangspunkt i en dobbelthed i begrebet strømninger – på den ene side en verdensvendt eller politisk forståelse af strømninger som en verden i forandring, ikke mindst i den aktuelle klimakrise, hvor vi »i naturen finder strømninger af vand i bevægelse, der påvirker klimazoner og vejrmønstre over hele kloden: i teknologien er strøm ladede partikler, der flyder inde i elektriske apparater.« På den anden side en mere abstrakt forståelse af strømning, der knytter sig til lyden som medie, til dens flygtige, strømmende karakter, der hele tiden ændrer form. Programteksten nævner slutteligt en mere eksistentiel tilgang til strømninger, som i livets vekslen mellem forankring og forandring.

Koblingen mellem det flydende og det faste kobles både til de sansemæssige oplevelser og til det mere praktiske i programteksten og i værkerne. Også rammerne for værkerne veksler mellem det stationære og det flygtige. Kuratorere fortæller i den forbindelse, at formatet for Struer Tracks dette år er anderledes i år end tidligere år, hvor biennalen fokuserede meget på installationer over to og en halv uge. Denne gang har de valgt at koncentrere det over fem dage, hvor der altså både er gennemgående installationer, men også performances. Performanceprogrammet er således forskelligt dag til dag