NASA har nu gjort det muligt for rumvæsener at tage et lyt til Jordens musikkultur. Voyager-rumskibet, som blev sendt op i 1977, havde en gylden plade med i lasten, en slags mixtape til et publikum i rummet, flersprogede hilsener og et forsøg på at etablere en fælles sproglig forståelsesramme. Europæisk klassisk musik er tungt repræsenteret: Pladen starter med Bachs Brandenburg Concerto no. 2., indspillet af Münchener Bach-Chor, hvorpå følger stykker af verdens musikarv. De amerikanske bidrag består af Chuck Berrys »Johnny B. Goode«, Louis Armstrong and His Hot Sevens »Melancholy Blues« og Blind Willie Johnsons »Dark Was the Night, Cold Was the Ground«.

Mixtapet som format har altid haft til formål at imponere og forføre, at projicere både en overflade, såvel som sårbarhed. Men hvordan ville vi selv fortolke en mundsmag af musik fra et andet solsystem: Hvilken effekt ville den have på os?

»En komponist, der kommunikerer. Han tager en med på en rejse«. Sådan beskriver komponist, pianist og organist Bo Lundby-Jæger komponisten Poul Rovsing Olsen, som døde i 1982, kun 59 år gammel. 4. november ville Rovsing Olsen være fyldt 100 år i år, og i den anledning har hans enke, Louise Lerche-Lerchenborg, taget initiativ til en række koncerter.

En af dem afholdes i slutningen af oktober i Gladsaxe Kirkes kapel, og det er i den forbindelse, at Bo Lundby-Jæger kommer ind i billedet. Han er organist i kirken og med til at arrangere koncerten. 

Jakob Kullberg siger pludseligt: »Per Nørgård har altid sagt: Forvir flest mulige mennesker mest muligt. Jeg siger: ‘Knus så mange drømme som muligt’. Til alle mine koncerter håber jeg, at mindst ét lys slukkes.« 

Vi sidder rundt om et stort bord dækket med et overdådigt udvalg af pizza, sushi og øl udenfor The Village Recording Studio i Vanløse. Kullberg holder en dramatisk pause, inden han bryder ud i et stort, entusiastisk grin. Den anerkendte cellist delte gavmildt ud af den slags vittigheder, da jeg en lørdag i juni tilbragte en hel dag i studiet i selskab med ham og den islandske komponist Daniel Bjarnason. Sammen med et hold musikere (basklarinettisten Carolyn Goodwin, perkussionisten Bjørn Heebøll og Anders Filipsen på keyboard) var de to i færd med at indspille en radikal og eksperimentel genfortolkning af Bjarnasons Bow to String III – Air to Breath: Et stykke musik, der er utroligt stemningsfuldt, men som samtidig har en underliggende urolighed, et mørke, der forhindrer, at den sødmefulde melankoli kammer over i det romantiske.

Kunst har altid været fascineret af modsætningsforholdet mellem natur på den ene side og den kultiverede civilisation på den anden. Det ene evigt og uforanderligt, det andet forgængeligt og fluktuerende. Eller forholdet mellem den eksakte, naturgivne matematik og den menneskabte kunst. 

To lydkunstudstillinger i København og på Frederiksberg behandler dette forhold – på vidt forskellig vis. 

Især renæssancen og barokken var fascineret af relationen mellem matematik og kunst og brugte talmæssige forhold til at skabe smukke proportioner enten i arkitekturen, billedkunst eller i musikken. Om det er vinduerne i en slotsfacade, haven i en barokhave, det gyldne snit og tingenes placering i et renæssancemaleri eller en fuga fra barokken, så ligger der stor matematik bag. J. S. Bach er topeksemplet på en uhyre matematisk tilgang i sin kompositionsstil – forhold der let kan skaleres ned til simple brøker. 

Smykket med kopier af Parthenon-relieffet byder Skulpturhallen i Lunds Pufendorf IAS indenfor, og den tætte masse af besøgende oplyses blødt i lyserøde og varme toner. Alle sidder stille, mens atmosfærens behagelighed smelter sammen med en drømmende lyd, som toner frem. Snart bliver det drømmende soundscape dystert, og indvarsler en koncert bestående af stærkt engagerede, politiske musikstykker.

Antifascism – Elektronisk musik fra verdener i brand – en koncert med modereret talk kurateret af Sanne Krogh Groth og Katja Heldt i forbindelse med Kulturnatten i Lund 2022 – møder os med et citat fra Rosa Luxemburg: »Det mest revolutionerende man kan gøre, er til enhver tid at proklamere, hvad som sker i øjeblikket«. Og man må sige, at de fire kompositioner, som det kvadrofoniske lydanlæg afspiller for os, taler særdeles klart og stærkt. Både fra stykker med rødder i 70’er-traditionerne og nyligt komponerede værker, bestilt til denne begivenhed, bryder stærke stemmer frem gennem disse værker, som hovedsageligt kvindelige komponister står bag.

Pionerer & outsidere – Dansk elektronisk musik 1928-1980 har været længe undervejs. Den elektroniske komponist, lydkunstner og skribent Jonas Olesen har over en årrække arbejdet med at få disponeret sit tekstmateriale samt få de mange informationer og betragtninger på plads. Alene omfanget af personer nævnt i bogens takkeliste vidner om indsatsens omfang. 

Jonas Olesen er del af Institut for Dansk Lydarkæologi, der gennem de senere år har opstøvet og udgivet ældre, oversete eller ikke-tilgængelige værker inden for dansk elektronisk musik og lydkunst. Bogen kan ses som en logisk følge af instituttets arbejde på området og rummer så store mængder ikke tidligere tilgængelig eller kontekstualiseret information om dansk elektronisk musik i 1900-tallet foruden forhistorier til den, at det nu er muligt at forstå området som langt mere omfattende og betydningsfuldt end hidtil antaget.

Den engelske journalist og musikkritiker Andrew Mellors bog The Northern Silence er en velskrevet, reportagebåren kærlighedserklæring til den nordiske region, som den tager sig ud gennem især partiturmusikken, i nogen grad gennem folkemusikken og i lidt mindre grad gennem populærmusikken. 

Bogen er en slags opsummering so far af forfatterens indgående kendskab til nordisk musikkultur: Siden midten af 00'erne har han skrevet om området for engelske medier, og siden 2015 har han boet i regionen, nærmere bestemt København. En empirisk tilgang dominerer bogen, idet dens materiale udgøres af Mellors mange møder med værker og mennesker vidt forskellige steder i Norden (som i bogen er identisk med de fem nordiske lande foruden Færøerne, mens Grønland og Ålandsøerne ikke inddrages).

Mange af os lever i dag et liv gennemsyret af ambient i bredeste forstand. Vores hverdage præges af farverige og justerbare lyssætninger i hjemmet. Endeløst flow-TV på fjernsynet og ligeså endeløse YouTube-spillelister på computeren. Beroligende ASMR på telefonen til når vi har brug for hjælp til at falde i søvn. Mere gammeldags virkemidler som duftlys og røgelse. Og så selvfølgelig musikken, ambient eller ej. Mulighederne for mere eller mindre subtilt at påvirke vores eget og andres humør og vores omgivelsers grundstemning er mange. Vores travle liv i det moderne præstationssamfund har, måske ubevidst, givet mange af os smag for ambiente kulturprodukter. Eller i hvert fald en ambient brug af kulturprodukter, der ikke nødvendigvis var tiltænkt en sådan – hvem af os har for eksempel ikke sat en film på på Netflix, for derefter at lave alt andet, end at se den?

En legendarisk lydoptagelse er tidligere i år udkommet efter i lang tid at have været et geheimtip: To pladeoptagelser fra henholdsvis 1948 og 1949 med eksperimenterende lydværker fra kredsen omkring kunstnergruppen Linien II. Jeg hørte første gang om de to plader for ca. 10 år siden, hvor de var blevet genfundet i arkivet på Statens Museum for Kunst, og det har i de seneste år været muligt at sætte sig i museets samling af konkretistisk kunst og lytte til dem i et par hovedtelefoner. Udgivelsen er allerede omtalt i Seismograf, men den giver anledning til en videre refleksion over, hvordan vi forstår 1950’erne i dansk musik. Måske skal historien om den tid skrives anderledes, og måske vi har ledt de forkerte steder.

»Det er jo ikke musik; det er malere, der laver støjmalerier,« siger Richard Winther i det interview fra 1971, der er med på udgivelsen. Med en anden vinkel fremhæver Magnus Kaslov i ledsagepublikationen det tidsmæssige sammenfald mellem Pierre Schaeffers første musique concrète-værk, Cinq études de bruits, skabt hen over sommeren 1948 og uropført i oktober, og indspilningen af den første lakplade, der blev brugt på Linien II’s udstilling fra slutningen af juli samme år. Man må forstå, at det er den danske konkrete musik, der har sin start her. En tredje vinkel er at se det som tværæstetiske manifestationer, der er en forløber for Fluxus. I alle tre tilfælde sker der en afgrænsning over for begrebet musik – men det er jo musik!

Den kinesiske kalender påstår, at 2022 er tigerens år. Det lyder som en fejl i stjernerne, for ingen kan vel være i tvivl om, at 2022 indtil nu har været operaens år. Du kan vække hvem som helst i kongeriget midt om natten – vagabonder, rindalister, hooligans, kønsforskere, og hvem vi ellers er – og de vil alle kunne fortælle, at Det Kongelige Teater i år ryddede landets avisforsider med en opera om aktiv dødshjælp, og at tre akavede, hvide mænd kørte Europa tyndt i en autocamper for at lære lidt om opera og, uafvendeligt, livet. 2022 har været én lang operarejse.

Mens statsledere, indkøbspriser og rumrejsende har fået storhedsvanvid, som man ikke har haft det i generationer, er det samme sket for klassiske komponister.