»H-A-A-A-A-N-I-N-G,« sagde manden til hotelreceptionisten i Kassel. Den danske kunstner med fornavnet Jens og tilnavnet Take the Money and Run tjekkede ud med det fladeste a. Alle er på documenta – en 100 dage lang kunstfestival, som siden 1954 har fundet sted hvert femte år i den tyske by Kassel (sært, at kun et par danske medier har skrevet om documenta i år). At tjekke ind her, plejer at være ret befordrende for en kunstners CV. Her kultiveres alt det nye, ikke has-beens. 

Men ingen documenta uden ballade. »We are angry, we are sad, we are tired, we are united,« skriver massevis af kunstnere i et åbent brev på kunstplatformen e-flux denne weekend. Balladen startede med fjernelsen af værket People's Justice fra Kassels centrale plads få dage efter documentas åbning.

Stivnet sad vi i Stærekassens teatersal, kringsat af militærmusikere. Tubaerne på scenen lignede et kanonbatteri. Deres instrumenter var afsikret og rettet skarpt mod publikum. Instrumentmutes lignede sprænghoveder, klar til affyring som en stranguleret, død klang. 

Vi var midt i Jacob Kirkegaards orkestrale kampzone Kryds Ild. På en måde havde jeg mest lyst til at desertere. Rundt om os fløj det med lydlige slagtøjsprojektiler og skælvende messinggranater. Men noget holdt mig til ilden, en makaber nysgerrighed. Værket bevægede sig gradvist tættere på den smældende frontlinje i et langt Boléro-agtigt crescendo. Hvad mon der ventede på den anden side af kugleregnen? 

I den forgangne weekend drog festivalsommeren, hvad man vil godt kan kalde årets sidste suk med bl.a. den eksperimenterende Aarhus-festival Alter og det mere folkekære rootsmekka Tønder Festival. Men den garvede festivalgænger ved, at festivalåret langt fra er slut. At det måske ret beset først lige er begyndt. Man behøver ikke at lede længe efter musikfestivaler i efteråret, men man skal dog lede, da efterårets festivaler i sagens natur gemmer sig væk fra de offentlige pladser og kryber indenfor. 

Faktisk ender jeg med at skulle lede en hel del efter den lille Idealistic Festival, da jeg begiver mig ud i den endnu sommerlige septemberfredag for at søge. Den finder sted på det københavnske undergrundsspillested Mayhem, som i sig selv kan være svært at finde for de uindviede i det lidt sære ingenmandsland mellem Ydre Nørrebro, Nordvest og Østerbro, hvor det befinder sig.

Heden er trykkende den sene majdag i det jødiske kulturcenter Oneg Shabbat i Beograd. Også på scenen, hvor den legendariske franske kontrabassist Joëlle Léandre både på den ene og den anden måde kæmper med sit instrument. Sveden driver fra den 70-årige musiker, der mellem numrene hele tiden må tørre sit instrument med en klud for at få sveden bort, samtidig med at hun selv må indtage store mængder vand. Det kan ligne en atletisk præstation, og det er ikke kun varmen i rummet, der bringer sveden frem. For hos Léandre er den musikalske frembringelse i høj grad en fysisk brydekamp med instrumentet, ledsaget af vokale udbrud, der understreger denne helt igennem kropslige oplevelse fra sagte hvisken til næsten dødsmetallisk growlen. På samme måde trakteres instrumentet med lige dele blide buestrøg og pågående kollisioner mellem fingre og strenge. »C’est la vie!« udbryder Léandre, der bestemt ikke er uden humor, da hun atter må finde kluden frem og tørre det hårdtprøvede instrument.

Ingen til aarhusfestivalen Alter – hverken arrangører, musikere eller publikummer – lod til at være enige om, hvordan man egentlig skal udtale festivalens navn: Som det religiøse rituals hellige alter? Som det engelske verbum »alter« (at ændre)? Eller med et mere solidt tryk på anden stavelse som for at sætte fokus på festivalens dyrkelse af det alter(native)? Alle tre betydninger var mere eller mindre konstant til stede i de fire dage, hvor Alter fandt sted i Aarhus' nedlagte amtssygehus. Man kan vel nærmest sige, at festivalen dyrkede tvetydigheden demonstrativt: Her blev det stramt rituelle konstant kontrasteret af alternativ, løssluppen vildskab; her mødtes det hellige og det profane. 

Dette var tilfældet helt fra festivalens allerførste koncert med den eksperimenterende vokaltrio Ilinx, der meget sigende blev annonceret ikke som en koncert, men som et åbningsritual.

James Black skylder mig en artikel. Bortset fra at det ikke længere er mig, der skyldes til, men min efterfølger som redaktør her på Seismograf, Andreo. Og så var det i øvrigt ikke én artikel, men adskillige. Lange, omstændelige artikler med mange timers arbejdsindsats. Samtalen forløb nogenlunde sådan her over telefon engang for, hvad, to år siden: Så jeg vil gerne tale med nogle andre komponister om religion, siger Black. Det lyder måske lidt tørt, tænker jeg, og er det ikke et lidt stort brød at slå op, én artikel til Seismograf kan være svær nok at få i hus, så en hel serie? Jeg tøver høfligt, men i den anden ende af røret insisteres der. Jaet lokker sig ud af min mund, for James lyder gådefuldt motiveret, og når James skriver, er det som regel som en steppebrand af indignation og forbandet klarsyn; det pureste kritikerguld. Tre-fire artikler om musik og religion? Ja tak, James, det gør du bare. 

Da jeg mødes med den danske komponist Niels Rønsholdt en bagende varm sommereftermiddag i København, er der en knitrende ​​begejstring over ham. Han er lige kommet fra en prøve på et andet stykke, men er i byen for at forberede premieren og den efterfølgende afvikling af sin nye opera, Den sidste olie, under Copenhagen Opera Festival. Normalt er Rønsholdt bosat i Aarhus, hvor han er lektor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium. Det er meget tydeligt, at Rønsholdt er ivrig efter at dele dette værk med sit publikum, men indtil han kan gøre det, må han nøjes med mig og det spørgsmål, jeg kunne generere på baggrund af programbeskrivelsen.

Avantgarden har altid drømt om at nå ud til masserne. Om det så var Schönberg, der ventede på, at mælkemanden ville fløjte hans atonale linjer, eller om det var efterkrigstidens udflippede fluxuskomponister, der ville nedbryde skellet mellem dagligdag og kunst ved, nå ja, at gøre hele verden til et gribebræt. Drømmen har altid haft det vanskeligt i mødet med virkeligheden, og bag den umiddelbare ambition om folkelighed har man oftest anet en fuldstændig mangel på forståelse for omverdenen. Hvad sker der lige for, at hr. og fru hækkeklipper ikke hører Stockhausen, når de får fri?

Jeg har nu alligevel en vis sympati for bestræbelsen på at liste en smule dissonans ned i svælget på den uforvarende lytter. Dels fordi et mildt overgreb kan sætte refleksionsmusklen i gang, dels fordi det er meget sundt, at elitære kunstnere ikke lukker sig inde i deres egen hule, men hårdnakket og nærmest ydmygende ydmygt prøver at lokke nyt publikum med over i deres parallelle virkelighed.

Selvom det ofte ligner og lyder som kaos, har cykelløbet sin egen rytme, hedder det i en tekst fra det polyfarvede cykelfirma Rapha. Den særlige rytme kunne være Kraftwerks berømte menneske-maskine-rendezvous, der hårdt og bastant søger at illustrere løbets hårde indre og ydre kampe. One rhythm fits all! 

Men TV2’s franko-romantiske jingle siger jo heller ikke tous les choses om den Tour. 

For er det ikke tværtimod sådan, at i Tour de France komponerer hver rytter sit eget beat (solister, for kun den slags klarer skærerne i verdens hårdeste cykelløb)? Alle de mange beats, som – det kunne man se og høre – ændrede karakter, når landskaberne skiftede fra Alperne til Pyrenæerne.

Det lugter af klor, og den tunge luft fylder lungerne. Koret synger om fællesskabet og om individet. Vi befinder os i svømmehallen på Idrætshøjskolen i Aarhus til prøve på stykket CRAWL CRAWL CRAWL, og her er varmt. Man trækkes ind i en suppe af fugt. Stemmerne rejser anderledes her.

I starten registrerer koret mødet mellem rum og krop. Ord som »gåsehud« og »flise« klinger igennem. Men så: »Summen af verdens tårer er konstant.« Og med ét bliver bassinet til en tårebeholder. I den dybe ende af vandet sidder dirigenten Mathias Skaarup Sørensen på en stige, og i den anden ende er sangere fra Ensemble Edge ved at stige ned i bassinet. Men hvorfor er vi her, og hvad handler det hele om? Vi spurgte scenograf og instruktør Jon R. Skulberg og komponisten Lil Lacy om deres tanker bag denne performance.