Forestil dig, at du fordyber dig i miljødata, mens du opdager de indviklede arkitekturer af miljømæssig sansning, der omgiver os. The Environmental Audiotour præsenterer Helsinki og Vallisaari i form af miljødata. Fortællerstemmen fører os gennem forskellige rum og steder i fortiden og fremtiden: Virkelige og forestillede historier udfolder sig i samklang med elementære kræfter i bymiljøet, fra vand til luft og fra land til ild. Fortælleren henleder vores opmærksomhed på den transformerende energi og de økologiske landskaber, når vi bevæger os gennem forskellige »øer« i byen.

The Environmental Audiotour er udviklet af Jussi Parikka, Paolo Patelli og May Ee Wong. Projektet består af seks lydhistorier, der kan opleves i den sydlige havn nær Lyypekinlaituri, i Vallisaari ved ruinerne fra den gamle vejrstation, i Hietalahti, i Kaisaniemi Botaniske Have og i Sörnäinen nær Uniarts Academy of Fine Arts – såvel som online.

»The thing that makes love precious for all of us, not just for fairy-tale creatures and mythical opera heroes, is that my love is just as meaningful and just as exalted and just as doomed.« (David Lang i The New York Times, 2012)

Amerikanske David Lang havde lige vundet en Pulitzerpris for sit oratorium The Little Match Girl Passion, da han blev bestilt til at skrive et værk til Anonymous 4, en kvindekvartet kendt for deres fortolkninger af middelalderpolyfoni. Det førte til værket Love Fail, der i sin sammenblanding af middelalder og moderne minimalisme reflekterer over kærlighedens ekstase og undergang.

Love Fail blev oprindeligt skrevet til koncertbrug, men kan også iscenesættes som opera, hvilket SAGA Vokalensemble med operasangere Lykke Appelon Ilkjær, Angelica Asp, Freja Eva Lockenwitz og Nanna Varmer Ipsen netop har bevist sammen med instruktør Selma Mongelard og videokunstner Magnus Pind, først på Den Fynske Opera og sidenhen på Nørrebros Literaturhaus, hvor jeg oplevede værket.

Nogle af mine lykkeligste stunder med lyd har fundet sted på Spor Festival i Aarhus. Jeg husker stadig 10-årsjubilæet i 2015, hvor Simon Steen-Andersen var gæstekurator og dystede med Simon Løffler og François Sarhan om at skabe det mest afsindige illusionsværk. Eller året efter, her forvandlede belgiske Nadar Ensemble store dele af byen til formidable musikalske bluffnumre og velskåret kitsch. Igen og igen har Spor hævet barren herhjemme for audiovisuelle eksperimenter af allerfineste karat.

Alligevel er der murren i krogene. Nogle mener, at festivalen har mistet flyvehøjde, efter man er gået væk fra det glimrende koncept med at invitere internationale gæstekuratorer. Jeg er ikke uenig, men som alle andre har også Spor været mærket af pandemien, og helt rimeligt er det vel ikke at sammenligne de seneste udgaver med jubelår for seks, syv eller otte år siden. Objektivt set må festivalens undertitel, »Nordens førende festival for lyd- og tonekunst«, dog tages med et gran salt: I år, hvor Spor fandt sted for 19. gang (10.-14. maj), var lydkunsten helt gledet ud af programmet.

Der er ingen nøjagtig placering eller pil i programmet, kun vage instruktioner og et par billeder. Først skal vi med kabelbanen til Fløyen-bakken med udsigt over Bergen. Derefter følger vi vejen gennem en fugtig nåleskov. For nylig regnede det igen, det er hvidt blandt de kæmpestore graner. Vi fortsætter ned ad den snoede sti, jeg er ved at blive kold. Jeg begynder at bekymre mig om, om vi er sikre på, at vi er på rette vej, og hvor langt frem. Men her, mellem stammerne, ses festivalens velkendte flag, og en mosbeklædt træhytte dukker op bag nogle frugttræer. Det er en traditionel nordisk goáhti, et opholdssted for kunstnere, som foretager dialoger med den samiske kultur. Indenfor er der skandinavisk hyggeligt: ​​rensdyrskind på gulvet, puder og puffer, et fritstående brændekomfur og varm te serveret af en smilende frivillig. 

Vi er samlet her for at lytte til en 45-minutters collage, Rođu Govkkit / Glenner i Vier, af dette års artist in residence på Borealis-festivalen, Elina Waage Mikalsen.

Turn that »music« off! Marcel Cobussen wants us all to re-orient ourselves within the houses, communities, cities, countries and civilizations in which we exist and to do so by concentrating on the sound of that vacuum cleaner your neighbor is pushing around. He gently suggests, in this madcap-but-persuasive, homespun-but-rigorous book, that we can do so by listening more intently to the world around us – to the residual noises of industry, nature and the most banal of human activities. 

To paraphrase John Cage: when we ignore everyday sounds they irritate, but when we listen they fascinate. »Can Cage’s legacy be held, continued and extended?« asks the Dutch sound philosopher and Professor of Auditory Culture at Leiden University in Engaging with Everyday Sounds – a manifesto for a new way of interpreting and interacting with the notion of Sonic Materialism. Sure it can. But in the ways suggested here? I’m not quite ready to hitch my ears unequivocally to Cobussen’s way of hearing the world…yet.

Sluk for den »musik«! Marcel Cobussen ønsker, at vi alle orienterer os på ny inden for de huse, samfund, byer, lande og civilisationer, vi eksisterer i, og gør det ved at koncentrere os om lyden af ​​den støvsuger, som din nabo skubber rundt. Han foreslår blidt, i denne vanvittige-men-overbevisende, hjemmelavede-men-stramme bog, at vi kan gøre det ved at lytte mere opmærksomt til verden omkring os – til de resterende støjlyde fra industrien, naturen og de mest banale menneskelige aktiviteter.

For at parafrasere John Cage: Når vi ignorerer hverdagslyde, irriterer de, men når vi lytter, fascinerer de. »Kan Cages arv bevares, videreføres og forlænges?« spørger den hollandske lydfilosof og professor i auditiv kultur ved Leiden Universitet i Engaging with Everyday Sound – et manifest for en ny måde at fortolke og interagere med forestillingen om sonisk materialisme.

En særegen musikbegivenhed blæser snart ind på spillestedet Alice på Stairway i Vanløse. Ode to Stone er titlen på et musikstykke tilegnet det stenholdige klitlandskab ved Vesterhavet. Et værk oprindeligt skrevet til festivalen Gong Tomorrows open call til musik til Danmarks nye naturnationalparker, hvis uropførelse i november sidste år blev aflyst i kølvandet på den stadigt spøgende corona-pandemi. 

Projektet, som får premiere 16. april, har været længe undervejs, siger de to initiativtagere, den norske komponist Ingri Høyland, der også udgiver musik under navnet Hôy La, og billedkunstner Lea Guldditte Hestelund, der under vores korrespondancer sidder med et meget nyfødt barn på armen – et faktum, der skal vise sig af langt mere tematisk relevant, end man måske umiddelbart skulle tro. 

Der var noget barnligt fascinerende ved Zoe Efstathiou, når hun satte sine mikado-pinde, klemt ned mellem to strenge på flyglet, i vibrationer med to fingre smurt ind i harpiks. En nysgerrig, måske helt naiv udforskning af den klassiske musikkulturs mest symbolske instrument – med helt utrolige, musikalske virkninger til følge. Jeg blev i hvert fald fuldstændig overvældet af de spinkle, grødede, ustabile klange, der løftede sig ud af den store klangkasse som gigantiske, slanke stemmer fra en helt anden verden end den klassiske. 

Det var både meditativt og urovækkende – og melankolsk og opløftende på en og samme tid – da den græske komponist og performer åbnede den lille festival Piano Days CPH med et akustisk nybrud, der havde format til at kradse et hul i vores normale opfattelse af virkeligheden.  

Set udefra er der noget inde på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som ikke helt stemmer. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide bygninger på Rosenørns Allé. Måske ikke i konkret forstand, men i den grad i overført betydning.

Den gamle institution står uden en professor i komposition, har ingen kvindelige komponister tilknyttet som undervisere og kan blandt sine indskrevne på komponistlinjen kun tælle to ud af 20, der ikke er udenlandske studerende – og dermed altså ikke betaler hele gildet af egen lomme (som det er tilfældet for ikke-EU-studerende, red.).

Kald det sparetider eller krisetegn, noget er i hvert fald ikke helt, som det har været, i det gamle radiohus. Det afslørede også årets Pulsar Festival, der fandt sted 9.-15. marts og imponerende nok bød på 13 velbesøgte koncerter med i alt knap 70 værker af, primært, nuværende studerende.

Musikjournalistikken hædrer stadig i høj grad frontfigurer, og vi er alle blevet indprentet det kapitalistiske liberale tankegods om, at man er sin egen lykkes smed. For de fleste musikere – uanset hvilken genre de arbejder i – er musikken imidlertid ikke bare et ensomt virke, men en stadig udveksling af idéer, skitser og toner sammen med kolleger på tværs af faglighed, uanset om man udfolder sig i bands, orkestre, udgivelses-kollektiver, arrangørkollektiver, går til jamsessions eller arbejder sammen med co-writere eller producere.

Tre musikere – Qarin Wikström, Mika Persdotter, Sonja LaBianca – født i tre forskellige årtier fortæller om deres fællesskaber, og hvad fællesskaber betyder for dem og deres musik.

»Jeg vil være en del af bandet«

»Det er vigtigt for mig at være i kontakt med både det indadvendte og det udadvendte,« siger Qarin Wikström, komponist, sanger og elektronisk musiker, som har været en del af den københavnske eksperimentelle musikscene i mere end 20 år.