I år var titlen og temaet »Strømninger«. Som det fremgår af programmet, har kuratorerne Jacob Eriksen og Matilde Best taget udgangspunkt i en dobbelthed i begrebet strømninger – på den ene side en verdensvendt eller politisk forståelse af strømninger som en verden i forandring, ikke mindst i den aktuelle klimakrise, hvor vi »i naturen finder strømninger af vand i bevægelse, der påvirker klimazoner og vejrmønstre over hele kloden: i teknologien er strøm ladede partikler, der flyder inde i elektriske apparater.« På den anden side en mere abstrakt forståelse af strømning, der knytter sig til lyden som medie, til dens flygtige, strømmende karakter, der hele tiden ændrer form. Programteksten nævner slutteligt en mere eksistentiel tilgang til strømninger, som i livets vekslen mellem forankring og forandring.

Koblingen mellem det flydende og det faste kobles både til de sansemæssige oplevelser og til det mere praktiske i programteksten og i værkerne. Også rammerne for værkerne veksler mellem det stationære og det flygtige. Kuratorere fortæller i den forbindelse, at formatet for Struer Tracks dette år er anderledes i år end tidligere år, hvor biennalen fokuserede meget på installationer over to og en halv uge. Denne gang har de valgt at koncentrere det over fem dage, hvor der altså både er gennemgående installationer, men også performances. Performanceprogrammet er således forskelligt dag til dag

Dette er operaens svar på OL, tænker jeg, da jeg står med et glas crémant i hånden på Oslos Rådhus til den ceremonielle åbning af Dronning Sonjas Sangkonkurrence. På scenen foran mig træder de fyrre konkurrerende unge operasangere, udvalgt af en dommerjury på baggrund af mere end 500 ansøgere, frem en ad gangen og præsenterer sig med navn, stemmegruppe og nationalitet. »I represent the United States of America,« siger en. »I represent Ukraine,« siger en anden. Operaens svar på OL, ja, eller på en Miss Universe-skønhedskonkurrence. I løbet af de næste to dage skal de fyrre deltagere konkurrere om at være blandt de tolv, der går videre i konkurrencen og fortsat kan konkurrere om 50.000 euro og et kunstværk lavet af selveste Dronning Sonja. 

Der er noget fraværende over måden, hvorpå deltagerne interagerer med hinanden og med resten af gæsterne til åbningsceremonien: Der er noget kunstigt over smilene, noget tvungent i latteren, en tomhed i øjnene, noget nervøst og let febrilsk over håndbevægelserne

Lamenting is a form of tradition found all over the world. Laments have been a women’s oral tradition that commonly focused on women’s complaints (McLaren 2008, 2). The lamenting areas closest to Finland, amongst the Baltic-Finnic areas, are Karelia and Ingria traditions (Honko 1975). Further details about the Karelian lamenting tradition can be found for examplein Konkka’s(1985), Tenhunen’s (2006), E. Stepanova’s (2014), and Silvonen’s (2022) research to name a few. Traditionally the individual heard laments from the women in the community around them and internalised the form of language and tunes.

Using audio art as an expressive medium, I use performative autoethnography to interrogate my family’s lived grief. I contemplate how societal shaming affects and dislocates mental health, and how popular music can provide reparative queer identification and posthumous emotional connection. As Holman Jones, Adams, and Ellis (2016) outline, autoethnography can provide cultural critique, further research knowledge, and examine an individual's reaction and/or stigmatisation. By disrupting previously accepted research 'norms', I propose that an autoethnographic artwork, framed as an audio paper has the potentiality to provide insider insight, relieve difficult experiences of the artist researcher, and provide them with agency, simultaneously making knowledge more readily accessible to an audience beyond academia.

This audio paper is an attempt to reflect on the dynamics of long-distance communication at a time of crisis, and the ethics of recording and exchanging audio as a way of connecting at times contrasting material realities. To do this, we draw inspiration from Kanngieser's notion of acoustic politics of voice. Borrowing from Brandon Labelle, they describe the use of sound as a »method to engage in, and elaborate upon, contemporary globalized political landscapes that require more networked and situational understandings« (Kanngieser 2012, 337). The field recordings exchanged as part of this process between the two authors of the audio paper, are already a kind of »auditory geography«, or what Anderson and Rennie (2016) call »self-reflexive narratives«.

Laments are a genre of oral poetry that expresses personal and communal grief. The tradition is global, but the specific practices culturally vary. In contemporary Finland the originally Karelian and Ingrian ritual traditions have sprouted into various practices, from performing arts to therapeutic and new spiritual interpretations that are sometimes called neo-laments. We analyse the emotions of contemporary laments in the context of music and performing arts in Finland, and present the course of events behind the current practices with audio examples. As earlier research shows, in traditional laments, emotions are experienced, expressed, performed, and conveyed. We argue that emotions arise in the interface of the subject of the lament, the lamenter’s images and impressions of the tradition, performance, and body.

Den ene var en vandring blandt ensomme skæbner i det nu lukkede fængsel i Vridsløselille som fantastisk kulisse, den anden foregik med VR-briller og hovedtelefoner i dødsriget, den tredje udspillede sig som total minimalisme med gule lyspaneler som eneste sceniske markering for en kvinde, der kæmpede sig ud af den største krise.  

Der var som tidligere morgensang, opera i bussen og show på Københavns kanaler på hovedstadens operafestival. Det tematiske indhold i de nye produktioner, festivalen har bestilt hos unge komponister, var dog alvorligt uden antydning af glimt i øjet. Selve musikken i Hjem, Mortalities og The Yellow Wallpaper var diskret og egentlig ret let – som en tydelig kontrast til dramatikken i rummet.

Fælles for de tre produktioner var derudover, at de fungerede rigtig godt som operaer. Hvor man tidligere med nye operaer har haft en fornemmelse af, at komponisterne skrev musik, som kunne stå selv som ny grænsesøgende partiturmusik, har de tre fokuseret på forestillingen som helhed.

Banegården: Selve ordet synes at vække de sidste 200 års historie til live. Bygget af materialer som støbejern, stål og glas og med skinnerne som langstrakte, menneskepåførte ar på landskabet findes der nærmest ikke et tydeligere og mere universelt symbol på den industrielle revolution end banegården. Der hviler en særlig aura over banegården; en aura af noget eksotisk; af eventyrlighed. I mange byer er det kun domkirken, der kan måle sig med den i pragt, og selv den mindste banegård har noget i sig, der vækker mindelser om Orientekspressen og Den transsibiriske jernbane. Om Jules Vernes Jorden rundt på 80 dage, om Arthur Rimbauds lyserøde togvogn med blå puder i Rêvé pour l'hiver, om regnvejret og ventesalen med chokoladeautomat i Johannes V. Jensens Paa Memphis Station, om Tom Kristensens rejseskildringer i En kavaler i Spanien, om »skøn som en sønderskudt Banegaard«, om Patricia Highsmiths tragiske Strangers on a Train, om Ang Lees dybt melankolske The Ice Storm, om Richard Linklaters ultraromantiske Before Sunrise eller om Harry Potter-bøgernes perron 9¾.