To syntetiske sinusklange slår ud på et audiometer. Den kolde kaffe, der før var varm, loopes i psykiske båndsløjfer til lyden af manipuleret hvid støj, der er ældre end min mor. Mit hjem er ikke længere mit hjem, men en planet i en fjern galakse, der langsomt drejer om sig selv og er ude af kontrol. Tiden er på én gang flydende og paradoksal. 

Sådan er det at lytte til Delia Derbyshires musik. Da hun indspillede den, blev den ikke engang opfattet som musik. Når horder af britiske børn lå gemt bag sofaerne ved synet af den tidsrejsende doktor i kultserien Doctor Who, på flugt fra de dødsensfarlige Daleks, var det til interplanetariske toner fra BBC’s Radiophonic Workshop, som Derbyshire var en del af. 

En mand i grøn badekåbe tøffer akavet ind på Takkelloftets mørke scene og giver sig til at onanere op ad flyglet. Han holder sig ualmindeligt hårdt fast til instrumentet, og hans håndbevægelser og stønnen er den eneste lyd, vi hører, for der er ingen musik endnu. Soloakten fungerer nærmest som en slags ouverture og slutter med en finale af ynkelig udløsning i noget sammenkrøllet toiletpapir, der placeres nænsomt under klaverets låg.

Selv om manden synes at befinde sig i sin egen verden, er han dog ikke alene. Han er indlogeret på et hotel, hvor en tjener med slagterudtryk og tre hyperseksualiserede servitricer står rank og truende omkring ham. Foran flyglet ligger endnu en hotelgæst i grøn badekåbe og prædiker ud til os fra sin hvide seng med dyb talestemme: »Dette er min sang til dig, du vilde mand, som går dine egne veje. Jeg er Glahn. Kald mig Pan. Kald mig, hvad I vil.«

Mens verden kørte på lavt blus, drog Den Sorte Skole på turné, ikke med et lille show, men med et stort tænkt værk under navnet REFRAKTO. Koncerterne, der blev fremført i kirker i Danmark, Tyskland og Schweiz (pandemien aflyste en koncert i Indien), blev markedsført som en »interreligiøs audiovisuel forestilling skabt til kirker og katedraler« – med mere end 350 samples fra forskellige kulturelle og religiøse ceremonier fra hele verden. 

Et spørgsmål rejste sig allerede før, jeg satte mig på kirkebænken i Skt. Lukas Kirke, hvor der lå pamfletter med introduktioner til de 18 forskellige ritualer, vi skulle igennem på bare én aften. Spørgsmålet angik gruppen Den Sorte Skole, som jo fra begyndelsen af deres karriere har blandet musikalske traditioner fra hele verden – fra Berghain til Honduras, Paris til Goa fra Island til Iran.

Allerførst en advarsel. Alt, hvad her følger, er skrevet lige i halen på to døgns uafbrudt selskab med landets mest entusiastiske juleavantgardister. Tiden står ganske uklart for mig, livet er hvid røg. Jeg ved, at det er juleaften på fredag, jeg ved, at det lige før var fjerde søndag i advent, og jeg ved, at jeg nu har hørt 287 julesange med Dødens Garderobe. Derudover ved jeg ikke længere noget som helst.

Jeg ville nu ikke have været det foruden. De sidste par måneder har julens musik fyldt overraskende meget i min hverdag. Først blev jeg udfordret af Atlas-redaktør Kristoffer Granov til at skrive et essay om denne, trods to årtiers poptimistisk selvretfærdighed, fortsat noget udskammede genre. Pludselig sad jeg og læste en hel bog om Irving Berlins »White Christmas«, verdens bedst sælgende single nogensinde, mens playlister med dansk, svensk, norsk jul, med arabisk, jødisk, koreansk jul, ny jul, gammel jul, dansktopjul strømmede gennem ørerne.

Nordisk musik er Big in France. Det er en begivenhed, når den i Paris bosatte finske komponist Kaija Saariaho får opført sine værker, som hun for nylig modtog en ærespris for på Venedig Biennalen. Danske komponister er darlings på traditionsrige festivaler som Warszawa Efterår. Og i Kiel, på den nye festival Frequenz – Festival der Klangkunst, som i år fandt sted for blot anden gang, var nordiske og især danske komponister og musikere ikke til at komme uden om. 

Man vadede nærmest direkte ind i Kirstine Lindemanns værk Between Strings (2020): syv snore, der hang som vasketøjssnore i foyeren på Stadtgalerei Kiel. Snorene var spændt ud mellem gamle musikinstrumentkasser og afgav lyd, når de blev aktiveret af performere (lokale, der havde meldt sig på dagen), som berørte hver deres snor, mens de gik langs snoren. Lindemann gav tegn via en lampe, når det var deres snor, som stod for tur. 

Der gik mere end halvandet år, før betonlokalerne i Kraftwerk, hjemsted for den første natklub i Østberlin, kunne give genlyd igen. Den brutalistiske bygning i Köpenicker Straße åbnede i slutningen af ​​september for at være vært for Metabolic Rift, et nyt projekt under festivalen Berlin Atonal (der løb i hele oktober). Udover en koncertserie inkluderede Metabolic Rift en udstilling i hovedsalen og i tidligere ubenyttede rum med det formål at formidle en »følelse af overbelastning, af intense og transformative musikalske og kunstneriske oplevelser«.

Titlen refererer til den marxistiske forestilling om et splid mellem industrisamfund og natur og til de strømme af energier og materialer, som mennesker regulerer mellem de to. Det tidligere vigtigste kraftværk i Østtyskland bliver ikke kun en arkitektonisk manifestation af dette forhold, men også en infrastruktur for en forandring i sig selv, sammensat af kædereaktioner og indbyrdes kommunikerende kar. På en eller anden måde adskiller disse dynamikker sig ikke overdrevent fra bygningens sædvanlige formål: En klub er et sted for udforskning af intersubjektive følsomheder og deres in-betweens, eller transformation og udveksling. 

Aldrig i mit liv havde jeg troet, vi skulle nå hertil. Altså helt konkret: op i toppen af Portland Towers, de luksuriøse, overdimensionerede cabasatårne i Nordhavn. Ikke til et arrangement om ny kompositionsmusik, i hvert fald. Men noget må være sket, for dette engang så pjaltede kunstnermiljø har fået fine fornemmelser og rankere ryg, og nu står vi altså her. Ud af øjenkrogen ser jeg eksminister Lykke Friis i samtale med den tyske ambassadør, bag dem sludrer en tidligere museumsdirektør på Rungstedlund med en lektor fra Harvard. Min garderobe slår snart ikke længere til.

Betuttet har jeg fulgt de seneste dages noget skingre udvekslinger her i Seismograf mellem Jakob Gustav Winckler og Ralf Christensen. Hvorfor skal denne vigtige debat om Spotifys indflydelse på musiklytning og musikoplevelse, som Christensen åbner for i Information 15. oktober, ende som et ufrugtbart møde mellem et personangreb og en forsvarstale? Er Seismografs læsere mon blevet klogere på, hvad Spotifys digitale infrastruktur kan gøre ved brugerens lytteoplevelse?

Lad mig i det følgende forsøge at indtage en form for mellemliggende position. Begge skribenter har nemlig noget på hjerte, og inde bag mavesurheden og indignationen finder man nogle glimrende observationer om henholdsvis farer og potentialer ved kontemporær streamingkultur.

Man blinker med øjnene, og så er hun væk. Borte, af sted i et nyt arbejdsraseri, ude for at slippe en ny uro løs. Det kan føles helt umuligt at holde trit med Marcela Lucatelli, og før jeg får set mig om, er afstanden mellem os pludselig vokset med adskillige værker og begivenheder.

Vi mødtes for halvandet år siden, lige inden pandemien, det var dengang med det symfoniske stykke, der ikke ville opføres. Eller orkestret, der strittede imod. Spekulationerne var mange, men nu er vi videre, fornemmer jeg. Var Lucatelli trængt i defensiven dengang, har hun mere eller mindre kun blæst til angreb siden: skabt nye kunstnernetværk, udgivet ny musik, indtaget nye scener. Fået nyt, sort-hvidt hår som en anden Cruella de Vil.