Betuttet har jeg fulgt de seneste dages noget skingre udvekslinger her i Seismograf mellem Jakob Gustav Winckler og Ralf Christensen. Hvorfor skal denne vigtige debat om Spotifys indflydelse på musiklytning og musikoplevelse, som Christensen åbner for i Information 15. oktober, ende som et ufrugtbart møde mellem et personangreb og en forsvarstale? Er Seismografs læsere mon blevet klogere på, hvad Spotifys digitale infrastruktur kan gøre ved brugerens lytteoplevelse?

Lad mig i det følgende forsøge at indtage en form for mellemliggende position. Begge skribenter har nemlig noget på hjerte, og inde bag mavesurheden og indignationen finder man nogle glimrende observationer om henholdsvis farer og potentialer ved kontemporær streamingkultur.

Man blinker med øjnene, og så er hun væk. Borte, af sted i et nyt arbejdsraseri, ude for at slippe en ny uro løs. Det kan føles helt umuligt at holde trit med Marcela Lucatelli, og før jeg får set mig om, er afstanden mellem os pludselig vokset med adskillige værker og begivenheder.

Vi mødtes for halvandet år siden, lige inden pandemien, det var dengang med det symfoniske stykke, der ikke ville opføres. Eller orkestret, der strittede imod. Spekulationerne var mange, men nu er vi videre, fornemmer jeg. Var Lucatelli trængt i defensiven dengang, har hun mere eller mindre kun blæst til angreb siden: skabt nye kunstnernetværk, udgivet ny musik, indtaget nye scener. Fået nyt, sort-hvidt hår som en anden Cruella de Vil.

Jeg kan forstå, at min artikel i Dagbladet Information om Spotify har vakt irritation hos skribenten Jakob Gustav Winckler her hos Seismograf. Jeg har pligtskyldigt læst min artikel igen og forsøgt at genkende de kritikpunkter, som Winckler har fundet. Eller rettere: De kritikpunkter som han har forsøgt at trylle frem. For det kniber virkelig for mig at genkende den tekst, som Winckler synes at have læst.

Til gengæld læser jeg hos Winckler en nem omgang whataboutism, en række bevidste udeladelser af pointer, der modsiger hans præmis samt en masse upræcise eller decideret usande identifikationer af, hvem undertegnede er. Jeg er åbenbart både nostalgiker, middelalderlig og algoritmeangst. Well, det er aldrig pænt at kalde folk for navne, men nu er jeg her ikke for at anmelde Wincklers dårlige opdragelse. Men for at besvare – og afvæbne – hans beskyldninger.

Overordnet set undrer jeg mig over Wincklers delvist defensive attitude over for Spotifys økonomiske strategier.

Vi må vriste os fri af »algoritmernes tyranni«, lyder det gammelsurt fra Ralf Christensen i Information 15. oktober.

I oktober 2021 er det nøjagtig 10 år siden, at streamingtjenesten Spotify landede i Danmark. Det vil næppe være nogen underdrivelse at sige, at meget er sket siden dengang. Nu, hvor oktoberregnen slår mod ruden, kan det være tillokkende at henfalde til nostalgien. Til en tid, hvor man selv valgte sin musik hos den lokale 'pladepusher', som Christensen romantisk erindrer. En tid uden griske pengemænd, der manipulerer artisterne og styrer massernes kulturforbrug.

Men har den tid nogensinde været der? 

»Stop med at skrive musik – slå det ind, hammer det, knep det, whatever,« bliver der råbt ud i salen. Med vilde fagter og en stemme, der konstant skifter fra en dyb growlen til lys piben, leverer Marcela Lucatelli bredsider i alle retninger. Den dansk-brasilianske komponist er i gang med performanceforedraget The Music of Multiplicities: Decolonizing the Voice of Sublimity, hvor hun slår et slag for det antipuristiske, det selvmodsigende, det antiintellektuelle, det forføriske, det affektive og for den positive vrede. Energien smitter hele Musikhusets Lille Sal, drager os ind i et univers, hvor hæmninger er til for at blive smidt. Selvom vi griner, punkterer Lucatelli den kompositoriske tilgang, mange af os er rundet af. Den klassiske tilgang, der sigter efter et tydeligt hele, fremført med en skæven til nyprintede nodeark. 

Da jeg lørdag 18. september stod i gårdhaven uden for Ledreborg Slot, som den dag husede endagsperformancefestivalen Antechamber, talte jeg kort med en kvinde, der til daglig laver rundvisninger på slottet. At se festivalens gæster og performere vandre målrettet, nysgerrigt og undersøgende frem og tilbage på kryds og tværs af hinanden fra rum til rum, sagde hun, var præcis som hun forestillede sig, at det må have set ud, dengang slottet var et levende mylder af herskab og tjenestefolk, der alle havde hver deres daglige gøremål. 

Det forekom mig at være en ret så skarp og spændende betragtning, der netop understregede en af de ting, der gjorde festivalen så vellykket: den måde hver eneste performance var en dialog med slottet som rum og som tidslomme; den måde værkerne, publikummet og slottet syntes at indgå i et sitrende, symbiotisk økosystem, hvor hvert element bidrog til at transformere hinanden. 

Det giver god mening, at dette års Gong Tomorrow festival startede med en oplæsning af John Cages musikfilosofiske værk, Forelæsning om Intet (1961). I Cages forelæsning, der er nedskrevet i et partitur, og på den måde også i sin form rejser spørgsmål om musikkens materialitet, bliver musikken reduceret til netop det, forelæsningens titel antyder: intet. Musikkens form, dens indhold, dens metode, dens udtryk, dens struktur: alt sammen er intet. Det giver mening, at Gong Tomorrow begyndte med denne oplæsning, fordi forelæsningen uvægerligt fordrer følgende spørgsmål: Hvis musikken er intet, hvad er det så ved den, der rør os til tårer, overmander os, får os til at skælve, danse og føle? Hvis alting er intet, hvad er så tilbage?

Rummet, synes Gong Tomorrows forsigtige svar at være; det sociale rum mellem musikerne og mellem publikummerne, mellem musikere og publikum; det rum hvori vi i fællesskab løfter denne intethed og deler den med hinanden. 

Dér, midt på gulvet, stod en barfodet Christian Winther Christensen minsandten ved en mobil kogeplade og stegte kød. Vi var alle sammen gæster i hans krøllede hjem, og storsmilende inviterede han publikum indenfor i værket ved at byde på en gennemstegt kødklump. Jeg sprang over. Christensens værk hedder Eating a Man (2021), og tanken alene havde allerede skabt en klump i halsen på mig. 

Jeg er på Spor Festival i Aarhus, der siden 2005 har serveret værker, som tester grænserne for det traditionelle koncertformat. Med 16 år på bagen har Spor efterhånden cementeret sig som en institutionel sværvægter, når det kommer til aha-oplevelser inden for den komtemporære musik og lydkunst. I år er ingen undtagelse. Festivalen virker på mange måder som et udtryk for en tendens, der dukker op forskellige steder i kunsthistorien, når det hele bliver lidt for indspist og distancerne mellem komponister, musikere og publikum bliver for store. 

Der er som altid noget gådefuldt over den finske komponist Kaija Saariaho, som hun sidder her midt i Dråby Kirke på Mols. Det er sen aften, men udenfor skimtes stadig en svag lysstribe på himlen. Det er de lyse nætters tid. Efter en sommer, der har bragt Kaija Saariaho vidt omkring, fra Japan, hvor hendes noh-teater inspirerede opera Only the Sounds remains blev opført, til Aix-en-Provence Festivalen i Frankrig, hvor et af højdepunkterne blev uropførelsen af operaen Innocence, er hun nu landet på Djursland for i seks dage at være festivalkomponist ved I Djurs og Mols.

De to højttalere, som er spændt fast på den gule cykels styr, skratter. En GPS på bagagebæreren tracker cyklens rute, så lydsporet hele tiden ændres. Den engelske kunstner Kaffe Matthews har på forhånd optaget lyde i Struer, som afspilles, når man cykler. Man vælger selv sin cykel med navn på, fx »Pierre«, og man vælger også sin egen rute og dermed soundtrack og kan fx køre i ring, når man har fundet et godt beat. På en p-plads høres lyden af bølger ovenpå et fresh beat. På stien ved Skydebanen er det mere ambient. Inde i byen er der ikke lyd, opdager man. Man holder sig til havnen; det er der, det sjove er.

Matthews’ værk hedder Vejret er præsent, og jeg er så glad for min soniske cykel, som kører mig ud til siloer, pakhuse, øde pladser, restauranter, autocampere, yachts og den populære kabelbane, som støjer sprødt.