Jeg sad med en følelse af stille tomhed, efter forestillingen var slut. Det skulle blive den sidste, inden kulturlivet endnu en gang måtte lukkes ned sammen med resten af samfundet. En enkelt premiere den 8. december, og det var det. Endnu en gang skulle teatersalene tømmes, dørene låses, lysene slukkes. Samtidig var det blandet med en følelse af taknemmelighed over at have oplevet livekunst med et levende publikum som en af de allersidste. Og vi klappede, men gik også mere stille ud, end vi plejede. For den efterfølgende nedlukning var ikke den eneste grund til tomhedsfølelsen. Jeg havde lige haft en af mit livs mest dystre sceneoplevelser med Amir Mahyar Tafreshipours The Doll behind the Curtain (2015).

»Kom nærmere, kom nærmere!« En brunhåret fyr fuld af ungdom vil mig noget, han vil os alle sammen noget. Ud af skjulte højttalere lyder hans stemme, den runger af præstationsfremmende bas og hemmelige håb om flere kunder i hans pangfarvede bod. For han står der helt alene, en fortabt sjæl i et hav af konkurrerende forlystelser. »Måske bliver det dig, der vinder en plade og en af de flotte præmier, det kræver kun, at du kommer nærmere,« lokker han, ældre end han er. Os narrer han ikke. Sukkerspisende kernefamilier driver forbi fra højre og venstre, men ingen standser, og pludselig bliver lykkesælgeren ramt af menneskelighed, de unge øjne begynder at flakke, energien forsvinder fra salgstalen, »og så må vi se, om det bliver dig«. Ordene falder ned i et mørkt og rumlende hul, han lægger mikrofonen fra sig og rækker ud efter et papkrus. Velkommen på Bakken.

Det udbredte pseudovidenskabelige akronym ASMR – Autonom Sensorisk Meridian-Respons – regnes for at være en uregelmæssig udløser for, hvad der løst betegnet relaterer sig til en særlig slags visuel og lydlig-taktil synæstetisk binding. Hentydninger til ASMR begyndte at dukke op i onlinechatrum i 2008 og tilskrives Jennifer Allen, som i udpræget grad har formet, hvordan ASMR opfattes og praktiseres. Diskussionerne i disse chatrum handlede om en glitrende, bølgeagtig og behagelig prikken, der begynder i issen og kan brede sig gennem halsen og lemmerne og fremkalde en glødende og rolig følelse hos personen, der oplever det.

»If you are the person hammering something at eleven forty-five PM – please don’t! This is antisocial and is affecting the entire building!« Det er bare en af de mange håndskrevne notitser, som komponist Rasmus Zwicki så flagre på opslagstavlen i sin trappeopgang i Duncan House, et lejlighedskompleks i det excentriske London-distrikt Camden Town. Bygningens særlige kommunikationskultur inspirerede Zwicki til at skrive en immersiv, stedsspecifik kammeropera, der går helt tæt på den britiske hverdag i årene efter sommeren 2016, hvor et splittet Storbritannien stemte for at forlade EU. Værket handler dog ikke direkte om Brexit, men nærmere om underliggende problematikker som social ulighed, isolation og mistænkeliggørelse, der lod Brexit blive en realitet.

SKLASH+ er et netværk af cirka femten kvindelige kunstnere – med plustegnet som en invitation til kvindeligt identificerende og nonbinære personer. Det mundrette navn er en forkortelse for Samtids-Kvindelige Lydskaberes Atrium for Samtale og Holocænstudier. Og hvad ligger der i sådan et navn? Ja, det kræver måske en smule uddybning. Et atrium er et åbent rum uden øvre afgrænsning, hvilket meget fint beskriver, netop hvor højt der var til loftet, da netværket den 10. november havde scenen til Klub Primi på H15 i Kødbyen. Igennem fire opførelser af lydværker og nye samarbejder – lydkunst, kompositions- og improvisationsmusik med elektronik, strygere og stemmer – blev både publikum og musikere ført ud i endnu ukendte landskaber. I et netværk af stemmer og frekvenser blev rummet udforsket og befolket med nye soniske tilstedeværelser.

Det var David Harrington, lederen af Kronos Quartet, der introducerede mig for inuitisk strubesang. Mere specifikt for katajjaq – en animalistisk, rytmisk form for antifonal vokalisering, der hører hjemme på det arktiske fastland nordvest for Hudson Bay i Canada. »Tanya Tagaq er den eneste nulevende kunstner, der kan følge Kimmo Pohjonen,« sagde Harrington om den førende internationale forfægter af kunstformen, en musiker, der har gjort katajjaq til et eneforetagende, »og Kimmo Pohjonen er det, man får, hvis man krydser James Brown og Jimi Hendrix,« tilføjede han supplerende om akkordeonspilleren fra Finland.

Det er en skøn sommeraften. Vinden rusker blidt i håret på kvinden foran mig. Vi ligger på tæpper på en eng. Duften af græs blander sig med duften af aftensmad, som bliver tilberedt et sted bag os. En lille bille kravler fredeligt hen over min fod og forsvinder ned i græsset. Billen ved nok ikke, at den er del af en forestilling. Og det er nok et tilfælde, at den lige syntes, det var hyggeligt at kravle hen over min fod. Men den forstærker illusionen: at engen, vi sidder på, er ægte; at vi virkelig ser ud over dette storslåede tyske bakkelandskab, og at flyvemaskinen, der drøner hen over os, faktisk forpester luften med sine skadelige gasser.

Da jeg møder Mads Emil Dreyer i hans lille studie i det nordvestlige København, er han dybt begravet i at rette detaljer i et af partiturerne på computeren til sin debutkoncert ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium senere på måneden. »Det er nogle bittesmå ændringer, jeg er ved at lave, faktisk bare tempoændringer: Jeg overvejer, om det skal være tempo 92 eller tempo 93 – det kan jeg bruge ret lang tid på.«

Mange ting er blevet sagt om Metal Machine Music – den amerikanske rockmusiker Lou Reeds støjopus fra 1975, der udelukkende består af uigennemtrængelige lag af guitarfeedback. Albummet er blevet kaldt en joke og en fuckfinger til både pladeselskaber, musikanmeldere og det almindelige rockpublikum. Det er både blevet udråbt som en af de dårligste plader i indspilningsmediets historie og som visionær og avantgardistisk moderne kompositionsmusik, der lægger sig i forlængelse af Iannis Xenakis’ tidlige eksperimenter med elektronisk musik. Størstedelen af disse synspunkter kan i øvrigt tilskrives Reed selv, der i interviews har skiftet frem og tilbage mellem dem – tilsyneladende efter temperament.