© Shutterstock

Perspectives on sounding women’s work

Af
  • Kristine Ringsager,
  • Stina Hasse Jørgensen
2. Juni 2022

»You look like 50% of the world's population, but are professionalised as a minority«

There are plenty of numbers today that show that composers, musicians and sound artists who identify as women are in the minority when it comes to representation on stages, festivals, museums, in academic research and music education as composer Juliana Hodkinson's so adequately condense in the quote above, which is an excerpt from her essay to the Seismograf Focus titled Sounding Women’s Work that was published in March 2022.

Gender biases and unequal representations affecting professionals identifying as women in a Danish context have for the past decade been well documented in several surveys initiated by Danish music institutions and trade associations (e.g. Koda 2020; Dansk Live 2018; DMF et al. 2017; DMF et al. 2012), something that recently has been underpinned by more qualitative studies (KVINFO 2022; DR and Bandcamp 2022). Additionally within the past few years various Danish composers and musicians identifying as women have publicly told of an industry that is characterized by experiences of sexism, ageism and lack of diversity. But even though there is an increased focus on gender and representation in the sound art and music industry, the experience of gendered expectations, and how these permeate everything from work practices to infrastructures in the sound art and music life, is still an under-illuminated research field.

Sounding Women's Work II

»You look like 50% of the world's population, but are professionalised as a minority« – peer reviewed academic articles and audio papers on gender, technology and infrastructure in Nordic sound art and experimental music.

James Blacks forestilling »Mushroom« under Spor Festival. © Gorm Branderup
kritik

Gå trygt ind i Spors kaos

Spor Festival i Aarhus viftede snobbede kunstrammer væk med krabbeperformance, sonisk syndflyd i en grotte og viste absurditeten i vores møder med andre mennesker – publikum stod ansigt til ansigt med et menneske, der har mistet og nu prøver at overleve. 

Af
  • Noa Grønhøj
21. Maj 2022

Da forskrækkelsen efter braget fra højttalerne havde lagt sig, begyndte det for alvor at dæmre for mig, hvad inklusion kan betyde på en lydkunstfestival. Den første aften på Spor i Aarhus blev én af de gange på årets festival (29. april-1. maj), hvor jeg mærkede kunsten skabe plads til noget af det, der normalt ikke får plads. Og pladsen var åben for mig – jeg blev trygt taget i hånden.

Det var ellers ikke givet, at jeg ville få en tryg oplevelse, da Kim Mejdahls album Liljegrotten skulle afspilles på Turkis (selv om spillestedet, som tidligere hed Atlas, er blev opgraderet og nu ligner en hyggelig tyrkisk dagligstue). Det var nemlig et af de værker i år, der rakte ud i den dystert dybe alvor i forholdet mellem os og klimaet. Et forhold, der mildest talt føles umuligt at overskue og forholde sig til. Liljegrottens svar lå i det monstrøse, så det stod med andre ord til at blive en udfordrende kunstoplevelse, hvilket det blev. Braget fra højttalerne startede en sonisk syndflod, der fossede direkte ind i kroppen. Med ét var rummet fyldt med lyd – dyb rungen og højfrekvent klingren i et velproduceret virvar. En barnestemme? Bolde på strenge og forvrænget latter i turbulent foranderlighed, undervejs med bastunge holdepunkter, der rystede gulvet under mig som rytmiske jordskælv.