Min gravide krop ændrede ved tingene. Kvalmen, som bedst lod sig dæmpe ved, at jeg spiste hele tiden, og mavemusklerne, der flyttede på sig, og det at være stakåndet. Jeg var i gang med at indspille mit debutalbum for min altsaxofon og forberede min afgangskoncert på musikkonservatoriet, og jeg havde travlt med at øve og spille koncerter med forskellige bands. 

Først var det kun min allerkæreste, der vidste, at jeg var gravid. Lidt senere fik mine nærmeste det at høre. Men jeg ville ikke fortælle det til min omverden, før jeg var et godt stykke henne i graviditeten. Da min mor fødte min lillebror, var det efter hendes femte graviditet, hvoraf to ikke var lykkedes. Fire dage senere var det 1. maj, og vi var til morgenmad kl. 6 i vælgerforeningen med lillebror i barnevogn. Jeg var en pige på 6 år og erfarede, at arbejderkvinder ikke lod sig mærke af graviditet og fødsel. 

Da forskrækkelsen efter braget fra højttalerne havde lagt sig, begyndte det for alvor at dæmre for mig, hvad inklusion kan betyde på en lydkunstfestival. Den første aften på Spor i Aarhus blev én af de gange på årets festival (29. april-1. maj), hvor jeg mærkede kunsten skabe plads til noget af det, der normalt ikke får plads. Og pladsen var åben for mig – jeg blev trygt taget i hånden.

Det var ellers ikke givet, at jeg ville få en tryg oplevelse, da Kim Mejdahls album Liljegrotten skulle afspilles på Turkis (selv om spillestedet, som tidligere hed Atlas, er blev opgraderet og nu ligner en hyggelig tyrkisk dagligstue). Det var nemlig et af de værker i år, der rakte ud i den dystert dybe alvor i forholdet mellem os og klimaet. Et forhold, der mildest talt føles umuligt at overskue og forholde sig til. Liljegrottens svar lå i det monstrøse, så det stod med andre ord til at blive en udfordrende kunstoplevelse, hvilket det blev. Braget fra højttalerne startede en sonisk syndflod, der fossede direkte ind i kroppen. Med ét var rummet fyldt med lyd – dyb rungen og højfrekvent klingren i et velproduceret virvar. En barnestemme? Bolde på strenge og forvrænget latter i turbulent foranderlighed, undervejs med bastunge holdepunkter, der rystede gulvet under mig som rytmiske jordskælv.

Er man heldig, kan man få øje på Clarissa Connelly i gang med at tage syvmileskridt gennem Utterslev Mose. I ørerne har hun musik, og hun stamper afsted til beatet. Man kan også spotte hende på cykel gennem Nørrebro, syngende af fuld hals på noget, hun hører i sine hovedtelefoner. »Jeg kan overhovedet ikke høre, hvad jeg selv synger. Det kan være, jeg lyder helt off?,« siger hun.

For nogle uger siden kunne man også se hende sammen med denne signatur, mens hun sang nogle af sine nyligt komponerede kanoner, og forbipasserende skævede nervøst til os. Jeg møder den 28-årige dansk-skotske musiker, sanger, sangskriver og producer to gange for at tegne et portræt af hende. Første gang er i et studie på RMC, Københavns rytmiske musikkonservatorium. Anden gang i Utterslev Mose, som hun bor i nærheden af. Første gang drikker vi urtete og taler i et civiliseret leje. Der er et flygel i studiet og et computer-setup, hvorfra hun spiller andre kunstneres sange for mig.

Skjorterne sidder stadig flot på de unge kroppe, kasketterne vipper i takt lidt over middag til én af de allerførste koncerter på årets Spot. På spillestedet Radar fortæller CXCX Chu Chu iført Moon Boots om sine rødder i Beijing, inden hun synger en af sine nye sange på engelsk og mandarin. Når hun taler, er accenten vist jysk. Programmet siger, hun lige er hjemvendt fra Canada, og »hun er kommet for at overtage den danske musikscene med storm!« 

Udråbstegnene følger de hårde beats på Spot Festival, PR-teksterne gør sig lækre, og musikerne banker deres Instagram-navne ind i vores hoveder. CXCX Chu Chu staver lige, hvad der kommer efter snabel a'et. 

»Jeg skal bare lige ind høre en halv sang,« siger en mand omkring de 50 med hvide jeans, hvid cowboyjakke og matchende halvlangt hår til vagten ved Klubscenen i Musikhuset Aarhus.

Den 22. juni,
Præcis klokken fire
Kastede de bomber på Kyiv, de meddelte os
At krigen var begyndt

Disse linjer kendte alle i Sovjetunionen. En af de få oprigtige og ikke højtidelige sange blev komponeret i de første dage af den såkaldte ‘Store Fædrelandskrig’ af digteren Boris Kowyniew. Faktisk skrev han ordene til sangen, der var baseret på melodien fra den nye vals »Det blå lommetørklæde«. I USSR var det på en eller anden måde ubelejligt at huske, at »Sinyj płatoczek« er skabt af to polakker – Jerzy Petersburski (melodi) og Stanisław Laudan (ord). Begge udgaver –  »Sinyj płatoczek« og »Den 22. juni« sang vores bedstemødre for os i stedet for vuggeviser, hvorfor vi fra barnsben kendte den nøjagtige dato for det nazistiske luftvåbens invasion af ​​USSR. 

»Der var én som havde mistet sig selv«.

Smertefuldt fægtede ordene sig ud af højttalerne og landede koldt som gåsehud på armene. Der var fugtigt og glinsende i Katinka Fogh Vindelevs svælg. Vi sad for enden af en museumsfløj på SMK i et mørklagt lokale og stirrede på en skærm. Sammen med kameraets linse var vi blevet transporteret ind i sopranens farverige mundhule. 

Hendes stemme var lige så fremmedgjort, som den sætning hun reciterede. Manipuleret til at tale i flere registre, forlæns og baglæns på samme tid. Det lød ikke som om, at ordene kom fra hendes mund, men som om, de var på vej ind i den. Frosset lige inden afgrunden i halsen. 

Skal vi starte med elefanten i rummet? Ja, der blev grinet hånligt ad Safri Duo, da kritikerprisfesten Steppeulven blev afholdt søndag for en uge siden. Det nytter ikke noget at tale udenom. Hele Bremen Teater rungede af latter, da der fra scenen faldt en bemærkning om, at prisen blev indstiftet for tyve år siden, fordi Danish Music Awards anno 2002 havde været et annus horribilis. Safri Duo var løbet med syv priser. Syv! Latterbrøl fra hele salen, fra hele det miljø af god smag, som Steppeulven – en så godt som selverklæret elitær prisfest – har kæmpet for anerkendelse af lige siden.

Ej, måske ikke hele salen. Bag mig, fra det, der vistnok var Clarissa Connelly-lejren, lød spagfærdigt et: »Safri Duo var sgu da meget fede.« Og et sted sad Brian Risberg Clausen, kendt som Bryan Rice, og følte sig grundigt stødt på manchetterne på vegne af de ikke tilstedeværende Uffe Savery og Morten Friis fra slagtøjs-/dancefænomenet. Så stødt, at han allerede formiddagen efter sendte et – velfortjent – spark i løgene af sted mod Foreningen af Danske Musikkritikere i Kulturmonitor. For hvorfor skulle man bygge en pris på at tale andre ned, ville han vide?

Stabat Mater dolorosa; den sørgende moder / iuxta crucem lacrimosa; stod grædende ved korset / dum pendebat filius; mens hendes søn hang der. Hovedtemaet på Oslo Internationale Kirkemusikfestival, der fandt sted i slutningen af marts, var Stabat Mater – den 800 år gamle, katolske passionshymne, der skildrer den magtesløse Jomfru Marias ulidelige smerte, mens hun står ved korsets fod. Cuius animam gememtem; hendes jamrende sjæl / contristatam et dontem; dyster og smertefuld / pertransivit gladius; blev gennemboret af et sværd. 

Utallige komponister har i tidens løb sat musik til hymnen: Vivaldi, Scarlatti, Schubert, Poulenc, Arvo Pärt og selvfølgelig – mest berømt – Pergolesi, der skrev sin udgave i 1736, mens han var døende af tuberkulose; en, for filosoffen Julia Kristeva, ikke ubetydelig biografisk detalje. Stabat Mater, skriver hun, er et billede på, at vi, konfronteret med døden, påkalder os moderens kærlighed; Stabat Mater repræsenterer et latent håb om, at denne kærlighed vil garantere overlevelse på samme måde, som den gør for spædbarnet. Eia Mater, fons amoris; Åh, moder, kærlighedens kilde.

Den lyder som en puls, et hjerteslag – mikrofonen – når den faretruende og hurtigt slynges rundt og rundt i sit kabel og på den måde opfanger og udsender lyden af sin egen centrifugalkraft. Denne puls var lyden, man blev mødt af, da kunstnerne Miriam Kongstad og Alexander Holm påbegyndte den performance, der åbnede pladeselskabet Sensorisk Verdens todages festival, Gathering Together Swamp. Denne puls samt lyden af Miriam Kongstads højhælede støvler på de lyse sildebensparketter, som hun vandrede henover med resolutte skridt, der gav genlyd i det højloftede rum i Musikhuset København/Alice, hvor festivalen fandt sted. Derefter: den blide lyd af Alexander Holms harpespil; en simpel, cirkulær melodi, der kunne fortsætte i uendelighed, og som i gåsehudsfremkaldende øjeblikke fik selskab af den langstrakte klagesang fra Miriam Kongstads obo.

Kateryna Zavoloka: »Jeg vil aldrig være en politisk eller social kunstner«

»Da Rusland invaderede i 2014 [anneksionen af Krim], tænkte jeg, at jeg måtte på en eller anden måde sige fra, og brugte de samples, jeg indsamlede til at lave et album med lydene fra revolutionen. Det var en slags svar på, hvad der foregår i mit liv. Jeg vil aldrig være en politisk eller social kunstner.«

»Vilna« fra albummet Volya er optaget under Maidam-revolutionen i 2014 og består af optagelser af brændende politibiler, metallyde fra gadekampe og ekploderende granater og molotovcocktails. »Volya« betyder frihed.