Det er næsten imponerende. I disse dage byder landets professionelle symfoniorkestre indenfor til en ny koncertsæson, og aldrig har det været tydeligere, at toppen af det klassiske musikliv befinder sig i sin helt egen, isolerede verden. I en tid domineret af hårde kampe for social retfærdighed brillerer orkestrene med en programlægning, der er så kønsmæssigt skæv, at den burde få alle alarmklokker til at ringe. Men af en eller anden grund får mønstret lov at gentage sig sæson efter sæson.
Det var så femte sæson uden en kvindelig komponist
LEDER. Verden brænder, men i landets symfoniske koncertsale fortsætter livet, som om intet var hændt. Er kvoter virkelig den eneste måde at komme de professionelle orkestres tunnelsyn til livs på?