Carl Bergstrøm-Nielsens iver lyser ud af øjnene, da vi mødes på Humlebæk station. Allerede dér kan jeg se, at jeg står overfor et passioneret og interesseret menneske med mange ord på hjerte. Med et drømmende og åbent sind har Carl Bergstrøm-Nielsen siden 70’erne praktiseret og studeret musik på stort set alle tænkelige måder: fra musikterapi til musikhistorie, som en del af den klassiske ny-musik-scene og den eksperimenterende jazzscene, fra den vestlige musiks udgangspunkt til japansk gagaku.

I anledning af sin fødselsdag inviterer Carl Bergstrøm-Nielsen 18. august publikum til reception og koncerter i Literaturhaus, der indeholder »både det eksperimenterende, det traditionelle og det næsten poppede – fra John Mogensen-arrangementer i barokstil, til italienske folkesange med guitar og mandolin,« som han selv beskriver det.

UNM (Ung Nordisk Musik) Festival kan nu – 75 år gammel – regne sig selv som en af ​​de ældste festivaler for moderne klassisk musik i Europa. Til sammenligning: Tyske Donaueschingen fylder 100 i år, tyske Darmstadt er også 75, polske Warszawa Efterår er 65, engelske Huddersfield er 43, og norske Ultima er lige blevet 30. Et interessant paradoks for en festival, der pr. definition har fokus på unge. Jeg har deltaget i og anmeldt festivalen flere gange, og 2021 bliver mit sidste år, da jeg endelig er vokset ud af betragtning.

Hvert år bliver jeg ramt af lignende spørgsmål: Hvad repræsenterer UNM for unge komponister? Hvordan formår et multiudvalg og en multinational struktur at skabe en sammenhængende festival? Er der nogen mening i at forsøge at spå om fremtiden ud fra det, der sker på UNM, eller er det bare et tilfældigt sortiment af dele, der tilfældigt er limet sammen?

I bagende solskin, ikke langt fra Klondyke – helt derude, hvor GPS’erne vender, på en ensom klippe – sad en skikkelse med et akkordeon. Neden for klippen var folk med vandrestøvler og bøllehatte bænket i behørig afstand i medbragte campingstole. De stirrede på klippevæggen, som var det verdens største fladskærm. Fra seks højttalere, som omkransede de 240 publikummere i det enorme Vang Granitbrud på Bornholm, begyndte sagte toner at pible, og akkordeonisten Bjarke Mogensen – for det var ham, som sad på klippen – begyndte at trykke lange guirlander af toner ud af sit instrument. De spinkle melodier blandede sig med et elektronisk track, en præindspillet og senere manipuleret optagelse af Bjarke Mogensens spil, som han så spillede hen over. Men også i samspil med naturen, havet, mågerne, granitten. Langsommeligt i starten, senere i up-tempo-forløb, frisk som en norsk vise med dansekanter, eller en endnu friskere fransk menuet.

Der er en tætpakket, løssluppen stemning i den summende eftermiddagssol på vej ud til det gamle B&W-skibsværft på Refshaleøen, hvor Copenhagen Contemporary nu holder til. Juni føles varmere end normalt. Inde i svejsehallens store, mørke indre løber en lang, tynd kø mod et højt stillads. Luften er tæt som en tropisk lufthavn. Det føles, som om vi er sent på den, for musikken kan allerede høres fra hallens indgang. Forestillingen har faktisk været i gang i fire timer allerede. Den befinder sig nemlig i et musikalsk loop, der starter forfra hver time. Som en fabrikslinje slanger køen sig op ad trapperne til stilladsets høje krone. Folk virker spændte på at opleve den for længst udsolgte strandopera Sun & Sea (2019), skabt af tre litauere: komponist Lina Lapelytė, instruktør Rugilė Barzdžiukaitė og dramatiker Vaiva Grainytė.

Det bliver en rutineret Seismograf-skribent, der tager over, når Sune Anderberg per 1. august forlader stillingen som ansvarshavende redaktør for magasinet. Efter samtaler med flere spændende kandidater har bestyrelsen bag Foreningen Seismograf/DMT valgt at ansætte Andreo Michaelo Mielczarek, der skrev sin første artikel til Seismograf i 2012 og siden da har været en af magasinets mest leveringsdygtige journalister.

Hele min barndom har jeg tilbragt hver eneste sommer med min familie i den lille by Villefranche-sur-Mer: en ubeskriveligt smuk by lidt uden for Nice, hvor de solnedgangsgule huse spejler sig i den franske rivieras blågrønne vand, hvor cypresserne svajer i sommerbrisen, hvor den varme luft er tyk af benzin og bougainvilleaer. Og hele min barndom har vi taget bussen langs kysten til supermarkedet Carrefour – 2-4 Boulevard du Mont-Boron, 06300 Nice, Frankrig – når vi var løbet tør for nødvendigheder som rosévin, Orangina, kartoffelchips og nektariner. Jeg elskede ekspeditionerne til Carrefour: den iskolde, hvidlige dis fra kølemontrerne; de mange – i mine øjne – eksotiske varer; duftene. Især husker jeg med fotografisk tydelighed et enkelt besøg i Carrefour. Jeg var tolv år, og Lana Del Reys på daværende tidspunkt helt nye single, »Video Games«, spillede over supermarkedets højttalere. Det var kærlighed ved første lyt, jeg var tryllebundet, i ekstase.

På åbningsdagen for årets Klang Festival havde Seismograf fået lov at indlede festlighederne med en samtale om vilkårene for musikkritik i Danmark. Med udgangspunkt i den enquete, vi præsenterede i april, havde ansvarshavende redaktør Sune Anderberg derfor inviteret Anna Ullman (tidl. Weekendavisen) og Thomas Michelsen (Dagbladet Politiken) for at høre, om den saglige kritik er under pres i de store medier. Om nichemedierne er en god løsning på udfordringerne. Om kritikken er nødt til at være politisk i dag. Om musikken lider under den svindende kritik. Og meget andet. Lyt med!

Over de seneste par uger har man her på Seismograf kunnet læse blandt andre Søren Schauser, Anna Ullman og Thomas Michelsen tage temperaturen på den danske musikkritik med vurderinger af både kritikernes rolle, medieverdenen, de skriver i, og mængden af kritik, der bliver udgivet. Særligt betydningen af internettet og den allestedsnærværende adgang til stort set al musik kan de blive enige om. Men ingen af dem noterer, at kritikken oftest nedtoner musikkens primært æstetiske karakter til fordel for fokus på fortolkninger af, hvad den betyder, og hvorfor den er, som den er. Jeg læser en dansk musikkritik, der glemmer, at musikken i udgangspunktet er genstand for sansning og altså ikke primært bør behandles som en tekst. Selvom spørgsmålet om, hvordan man synes, musikken lyder, typisk affejes som en smagssag, har kritikken faktisk et urealiseret potentiale til at gøre læsernes æstetiske sans bedre.