Der er noget befriende ved catalanskfødte Xavier Bonfill, som bor ude på Refshaleøen med dens skiftevis dystopiske og utopiske sammenfiltring af fortidig industri og menneskeskabt natur. Hele sin karriere har han arbejdet med elektronisk musik, men konstant forsøgt at holde fast i en menneskelig forbindelse til maskinen. Det har været hans projekt, mens han har læst komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men det har også været et identitetsmæssigt spørgsmål, fornemmer man. På en forsigtig måde har han lagt hele sin sjæl ind i udforskningen af natur og elektronik som en hybrid.

I begyndelsen af maj debuterede han så som komponist fra konservatoriet. Hvad viste debutkoncerten?

Lidt over halvvejs i koncerten med footwork-produceren RP Boo, skete dét jeg så inderligt havde håbet på. Den pult, som indtil videre havde befæstet Chicago-Dj’en, fik lov at passe sig selv, idet han trådte frem på scenen i Valby Kulturhus. Automatisk bevægede min ivrige krop sig nærmere scenekanten: Mon han viser nogle trin? 

Åh ja. I et spontant udbrud kastede RP Boo sine fuldbefarne 50-årige fødder rundt i luften. Det emmede af livsbekræftende eufori i de grundtrin, han selv har været med til at opdrage siden 90’erne. Både gennem dans og beats – de siamesiske tvillinger, der udgør footwork.

»I’m from Chicago«, overhørte jeg én fortælle RP Boo efter koncerten, »and this felt like home«. 

My pregnant body changed things. The nausea that was best alleviated by the fact that I ate all the time, and the abdominal muscles that moved on, and being short of breath. I was in the process of recording my debut album for my alto saxophone and preparing for my graduation concert at the Conservatory of Music, and I was busy rehearsing and playing concerts with various bands. 

At first, only my boyfriend knew I was pregnant. A little later, my loved ones heard about it. But I would not tell it to my surroundings until I was well into my pregnancy. When my mother gave birth to my little brother, it was after her fifth pregnancy, two of whom had not succeeded. Four days later it was May 1st and we were having breakfast at. 6 in the voters' association’ s premises with my little brother in  a pram. I was a 6 year old girl and learned that working class women did not let themselves be defined and hindered by pregnancy and childbirth. 

Min gravide krop ændrede ved tingene. Kvalmen, som bedst lod sig dæmpe ved, at jeg spiste hele tiden, og mavemusklerne, der flyttede på sig, og det at være stakåndet. Jeg var i gang med at indspille mit debutalbum for min altsaxofon og forberede min afgangskoncert på musikkonservatoriet, og jeg havde travlt med at øve og spille koncerter med forskellige bands. 

Først var det kun min allerkæreste, der vidste, at jeg var gravid. Lidt senere fik mine nærmeste det at høre. Men jeg ville ikke fortælle det til min omverden, før jeg var et godt stykke henne i graviditeten. Da min mor fødte min lillebror, var det efter hendes femte graviditet, hvoraf to ikke var lykkedes. Fire dage senere var det 1. maj, og vi var til morgenmad kl. 6 i vælgerforeningen med lillebror i barnevogn. Jeg var en pige på 6 år og erfarede, at arbejderkvinder ikke lod sig mærke af graviditet og fødsel. 

Da forskrækkelsen efter braget fra højttalerne havde lagt sig, begyndte det for alvor at dæmre for mig, hvad inklusion kan betyde på en lydkunstfestival. Den første aften på Spor i Aarhus blev én af de gange på årets festival (29. april-1. maj), hvor jeg mærkede kunsten skabe plads til noget af det, der normalt ikke får plads. Og pladsen var åben for mig – jeg blev trygt taget i hånden.

Det var ellers ikke givet, at jeg ville få en tryg oplevelse, da Kim Mejdahls album Liljegrotten skulle afspilles på Turkis (selv om spillestedet, som tidligere hed Atlas, er blev opgraderet og nu ligner en hyggelig tyrkisk dagligstue). Det var nemlig et af de værker i år, der rakte ud i den dystert dybe alvor i forholdet mellem os og klimaet. Et forhold, der mildest talt føles umuligt at overskue og forholde sig til. Liljegrottens svar lå i det monstrøse, så det stod med andre ord til at blive en udfordrende kunstoplevelse, hvilket det blev. Braget fra højttalerne startede en sonisk syndflod, der fossede direkte ind i kroppen. Med ét var rummet fyldt med lyd – dyb rungen og højfrekvent klingren i et velproduceret virvar. En barnestemme? Bolde på strenge og forvrænget latter i turbulent foranderlighed, undervejs med bastunge holdepunkter, der rystede gulvet under mig som rytmiske jordskælv.

Er man heldig, kan man få øje på Clarissa Connelly i gang med at tage syvmileskridt gennem Utterslev Mose. I ørerne har hun musik, og hun stamper afsted til beatet. Man kan også spotte hende på cykel gennem Nørrebro, syngende af fuld hals på noget, hun hører i sine hovedtelefoner. »Jeg kan overhovedet ikke høre, hvad jeg selv synger. Det kan være, jeg lyder helt off?,« siger hun.

For nogle uger siden kunne man også se hende sammen med denne signatur, mens hun sang nogle af sine nyligt komponerede kanoner, og forbipasserende skævede nervøst til os. Jeg møder den 28-årige dansk-skotske musiker, sanger, sangskriver og producer to gange for at tegne et portræt af hende. Første gang er i et studie på RMC, Københavns rytmiske musikkonservatorium. Anden gang i Utterslev Mose, som hun bor i nærheden af. Første gang drikker vi urtete og taler i et civiliseret leje. Der er et flygel i studiet og et computer-setup, hvorfra hun spiller andre kunstneres sange for mig.

Skjorterne sidder stadig flot på de unge kroppe, kasketterne vipper i takt lidt over middag til én af de allerførste koncerter på årets Spot. På spillestedet Radar fortæller CXCX Chu Chu iført Moon Boots om sine rødder i Beijing, inden hun synger en af sine nye sange på engelsk og mandarin. Når hun taler, er accenten vist jysk. Programmet siger, hun lige er hjemvendt fra Canada, og »hun er kommet for at overtage den danske musikscene med storm!« 

Udråbstegnene følger de hårde beats på Spot Festival, PR-teksterne gør sig lækre, og musikerne banker deres Instagram-navne ind i vores hoveder. CXCX Chu Chu staver lige, hvad der kommer efter snabel a'et. 

»Jeg skal bare lige ind høre en halv sang,« siger en mand omkring de 50 med hvide jeans, hvid cowboyjakke og matchende halvlangt hår til vagten ved Klubscenen i Musikhuset Aarhus.

Den 22. juni,
Præcis klokken fire
Kastede de bomber på Kyiv, de meddelte os
At krigen var begyndt

Disse linjer kendte alle i Sovjetunionen. En af de få oprigtige og ikke højtidelige sange blev komponeret i de første dage af den såkaldte ‘Store Fædrelandskrig’ af digteren Boris Kowyniew. Faktisk skrev han ordene til sangen, der var baseret på melodien fra den nye vals »Det blå lommetørklæde«. I USSR var det på en eller anden måde ubelejligt at huske, at »Sinyj płatoczek« er skabt af to polakker – Jerzy Petersburski (melodi) og Stanisław Laudan (ord). Begge udgaver –  »Sinyj płatoczek« og »Den 22. juni« sang vores bedstemødre for os i stedet for vuggeviser, hvorfor vi fra barnsben kendte den nøjagtige dato for det nazistiske luftvåbens invasion af ​​USSR. 

»Der var én som havde mistet sig selv«.

Smertefuldt fægtede ordene sig ud af højttalerne og landede koldt som gåsehud på armene. Der var fugtigt og glinsende i Katinka Fogh Vindelevs svælg. Vi sad for enden af en museumsfløj på SMK i et mørklagt lokale og stirrede på en skærm. Sammen med kameraets linse var vi blevet transporteret ind i sopranens farverige mundhule. 

Hendes stemme var lige så fremmedgjort, som den sætning hun reciterede. Manipuleret til at tale i flere registre, forlæns og baglæns på samme tid. Det lød ikke som om, at ordene kom fra hendes mund, men som om, de var på vej ind i den. Frosset lige inden afgrunden i halsen.