Laments are a genre of oral poetry that expresses personal and communal grief. The tradition is global, but the specific practices culturally vary. In contemporary Finland the originally Karelian and Ingrian ritual traditions have sprouted into various practices, from performing arts to therapeutic and new spiritual interpretations that are sometimes called neo-laments. We analyse the emotions of contemporary laments in the context of music and performing arts in Finland, and present the course of events behind the current practices with audio examples. As earlier research shows, in traditional laments, emotions are experienced, expressed, performed, and conveyed. We argue that emotions arise in the interface of the subject of the lament, the lamenter’s images and impressions of the tradition, performance, and body.

Den ene var en vandring blandt ensomme skæbner i det nu lukkede fængsel i Vridsløselille som fantastisk kulisse, den anden foregik med VR-briller og hovedtelefoner i dødsriget, den tredje udspillede sig som total minimalisme med gule lyspaneler som eneste sceniske markering for en kvinde, der kæmpede sig ud af den største krise.  

Der var som tidligere morgensang, opera i bussen og show på Københavns kanaler på hovedstadens operafestival. Det tematiske indhold i de nye produktioner, festivalen har bestilt hos unge komponister, var dog alvorligt uden antydning af glimt i øjet. Selve musikken i Hjem, Mortalities og The Yellow Wallpaper var diskret og egentlig ret let – som en tydelig kontrast til dramatikken i rummet.

Fælles for de tre produktioner var derudover, at de fungerede rigtig godt som operaer. Hvor man tidligere med nye operaer har haft en fornemmelse af, at komponisterne skrev musik, som kunne stå selv som ny grænsesøgende partiturmusik, har de tre fokuseret på forestillingen som helhed.

Banegården: Selve ordet synes at vække de sidste 200 års historie til live. Bygget af materialer som støbejern, stål og glas og med skinnerne som langstrakte, menneskepåførte ar på landskabet findes der nærmest ikke et tydeligere og mere universelt symbol på den industrielle revolution end banegården. Der hviler en særlig aura over banegården; en aura af noget eksotisk; af eventyrlighed. I mange byer er det kun domkirken, der kan måle sig med den i pragt, og selv den mindste banegård har noget i sig, der vækker mindelser om Orientekspressen og Den transsibiriske jernbane. Om Jules Vernes Jorden rundt på 80 dage, om Arthur Rimbauds lyserøde togvogn med blå puder i Rêvé pour l'hiver, om regnvejret og ventesalen med chokoladeautomat i Johannes V. Jensens Paa Memphis Station, om Tom Kristensens rejseskildringer i En kavaler i Spanien, om »skøn som en sønderskudt Banegaard«, om Patricia Highsmiths tragiske Strangers on a Train, om Ang Lees dybt melankolske The Ice Storm, om Richard Linklaters ultraromantiske Before Sunrise eller om Harry Potter-bøgernes perron 9¾.  

The history of Williamsburg, a Brooklyn borough, is a series of incorporations. Founded in 1661 by a Dutch trade company, it was attached to Bushwick in 1827, then in 1855 to Brooklyn, which itself got swallowed by New York City as one of its five boroughs in 1898. Urban development always means shifts in the social and cultural fabric of an area, and Cisco Bradley maps what it has meant for the avant-garde music scene between 1988 and 2014. 

The author, Cisco Bradley, an associate professor at the Pratt Institute, is a specialist of avant-garde music and the the founder of the www.jazzrightnow.com site. His impressive knowledge of the avant-garde music scene gives him the opportunity of creating a vivid written documentary that will allow the reader to understand why and how this district thrived musically. This is how he (accurately) describes his method in the introduction:

»The book relies on a combination of extensive ethnographic interviews, private archival collections, formal and informal music recordings, videos, photos and other ephemera.«

Historien om Williamsburg, en bydel i Brooklyn, er en række indlemmelser. Grundlagt i 1661 af et hollandsk handelsfirma, blev det knyttet til Bushwick i 1827, derefter i 1855 til Brooklyn, som selv blev slugt af New York City som en af ​​dens fem bydele i 1898. Byudvikling betyder altid skift i den sociale og kulturelle struktur af et område, og Cisco Bradley kortlægger, hvad det har betydet for avantgardemusikscenen mellem 1988 og 2014.

Forfatteren, Cisco Bradley, associate professor ved Pratt Institute, er specialist i avantgardemusik og grundlægger af webstedet www.jazzrightnow.com. Hans imponerende kendskab til avantgardemusikscenen giver ham mulighed for at skabe en levende skrevet dokumentar, der giver læseren mulighed for at forstå, hvorfor og hvordan dette distrikt trivedes musikalsk. Sådan beskriver han (præcis) sin metode i indledningen:

»Bogen bygger på en blanding af omfattende etnografiske interviews, private arkivsamlinger, formelle og uformelle musikoptagelser, videoer, fotos og andre flygtige ting.«

I de store operaer er der altid nogen, der må igennem sølet. Der må være noget at synge om. Det har kun været nat én gang siden Roskilde Festival, og mine sko er hærgede efter fire dages musikalsk FOMO på en dansk mark. Gennem vinduet i det lille fly fra Helsinki til Savonlinna opløses fastland til øer. Stilheden runger, men finske stjernesopraner huserer allerede i mit trætte hovede. Det første, som falder i øjnene i Savonlinna, en lille by i det sydøstlige Finland, er de mange skobørster, ofte tre børster fra koste samlet i én børste, foran husene på gaden, der leder hen til slottet Olavinlinna. Epicentret for Savonlinna Opera Festival. Det var her – midt i den endeløse finske natur – at den finske sopran Aino Ackté i 1912, altså for 111 år siden, lykkedes med at opføre opera for første gang.  

Savonlinna har 35.000 indbyggere, men ligesom Roskilde vokser byen hver sommer med 70.000 gæster. De kommer for at opleve store dramaer. I aften er det romantikeren Charles Gounods one smash hit, Roméo et Juliette. Kærligheden mellem det unge par flyder let og lidenskabeligt i de velturnerede duetter. Amy Lanes iscenesættelse er som en fyrig film sat i New York sidst i 1800-tallet.

In the great operas, there is always someone who has to go through the mud. There must be something to sing about. It's only been one night since the big and noisy rock and pop event Roskilde Festival, and my shoes are ravaged after four days of musical FOMO in a Danish field. Through the window of the small plane from Helsinki to Savonlinna, the mainland dissolves into islands. The silence resounds, but Finnish star sopranos are already home in my tired head. The first thing that catches the eye in Savonlinna, a small town in south-eastern Finland, are the many shoe brushes, often three brushes from brooms combined into one brush, in front of the houses on the street leading to Olavinlinna Castle, the epicenter of the Savonlinna Opera Festival. It was here – in the middle of the endless Finnish nature – that in 1912, i.e. 111 years ago, the Finnish soprano Aino Ackté succeeded in performing opera for the first time.

Savonlinna has 35,000 inhabitants, but like Roskilde, the city grows every summer with 70,000 guests. They come to experience great dramas. Tonight it is the romantic Charles Gounod’s one smash hit, Roméo et Juliette. The love between the young couple flows easily and passionately in the well-turned duets. Amy Lane's staging is like a fiery film set in New York at the end of the 19th century.

Han trasker i sine slidte sneakers dvask ind på den ret store kridhvide scene i sit støvede tunge renæssancekostume med sin naragtige hat på sit lange uglede hår. Alt i alt forpjusket, en fremmed fugl og lidt ligeglad. Men så går han helt hen til scenekanten, så tæt på os, som han kan, og præsenterer sig selv:  

»Good evening, I am the composer«, og så åbner komponisten og performeren Maarten Seghers munden for at udtrykke eller nærmere undertrykke en umiskendelig, umærkelig hundefløjtehøj lyd. Et langt stille »Aaarh«. Langt. En jamren. En udånding. Det er egentlig ingenting. En rest af en lyd. Er det overhovedet komponeret? Tager han pis på os eller er det dét, der er tilbage? 

Ja, viser det sig. Det er sådan, vold lyder. Som ingenting. Men først kæmper de for det, de har kært. 

Norge har mange festivaler for ny musik. Ingen af dem er ens. Borealis i Bergen er den elegante, der undgår de etablerede musikhuse og konstant overrasker med nye lokationer (kun koncerten i det udendørs Nordnes Sjøbad er altid et must). Ultima i Oslo er den store, bredskuldrede festival, der kan præsentere en kæmpeproduktion af Iannis Xenakis, som slår luften ud af publikum allerede på første dag. Barents Spektakel i Kirkenes, 400 nord for polarcirklen, med udsigt over til Rusland, er den unge og politiske, der tør slå nye sprækker i jerntæppet.

Så hvad er Only Connect, en rejsende festival arrangeret af nyMusikk, som i år for anden gang fandt sted i Trondhjem, og hvis titel signalerer en altomfavnende connectedness, så min hjerne straks begyndte at scrolle igennem Nokias mange reklamer gennem tiderne? Only Connect – »ein komposisjon under utvikling«, hed det i programhæftet. Og det lød ikke, som om ambitionen var at slå sprækker i noget som helst, snarere skulle vi – kunstnere, publikum – bygge op, helst i fællesskab.