Abstract

This audio paper is a provocation in response to the political provocation of generic (Schmidt 2023) aural gentrification. Earlier this year the Danish government considered legislation that would see the restriction of outside service in bars, bodegas and cafes after 10pm. A politician in support of the proposed law said, »We must have a city you can live in: one in which you get a good night’s sleep and can get up and go to work the next day« (CPH Post Reporter 2023). This imperative that the soundscape of urban space should conform to the generic schedules of the forms of life associated with upwardly mobile, white collar professionals has already had a dramatic influence of the the night life of a number of urban centers of culture and counterculture around the world, that mostly sees already marginalized groups pushed out of their communities (Assiter 2022, Román-Velázquez 2022). This tendency looks set to continue with ever more self-righteous health and productivity justifications.

Abstract

The »azan« is the Muslim call to prayer and can be heard in any Muslim country. It is heard five times a day, following a specific recitation of words that are repeated a number of times. Similar to a rondo, the »azan« is a refrain that is heard repeatedly though with slight differences when recited by a different »muezzin« each time. The call to prayer is as generic as it is specific to the Islamic population. As a non-Muslim living in a Muslim country, I ponder upon how the ‘azan’ has entered our consciousness: is it disruptive? Or has the »azan« become a backdrop for banality? What are the rules and exceptions to our mode of listening for or listening to the »azan«? Taken from field recordings of different mosques and other pre-recorded »azan« available, this audio paper investigates the private and public ways in which we encounter or engage with sounds, questioning the particularity of sound events as they enter our acoustic boundaries. 

Abstract

This audio paper focuses on the historical scold’s bridle: a torture instrument invented in the Late Middle Ages and used by European men to silence European women and enslaved Africans. The foundational sound of the paper is a monotonous low-range feedback recording that emerged in an experimental set-up consisting of a scold’s bridle replica, contact microphone, and speaker system. On top of this feedback sound, a voice-over reflects on lessons learned from the object’s performative resonances beyond muting the human voice. First, the voice-over narrates an autoethnographic account of wearing the scold’s bridle replica, which has provided insights about experiences of self-amplification and inward feedback. Second, the paper argues for its feedback sound as a space for critical fabulation: a domain for imagining the ideas, wisdoms, and jokes that bridled bodies could not utter without necessarily filling that gap with words. Third, the constantly humming scold’s bridle as sound one can potentially get used to is related to the gender normative as that which seems natural but is culturally constructed. Lastly, the paper finishes by theorizing gender performativity through a posthumanist frame, for which the performative is conceptualized as resonance emerging in-between the human and nonhuman. 

Abstract

This audio paper explores choric settings of generic voices as a vehicle for contemplating and deconstructing concepts of Being and subjectivity. 
In ancient Greek theater, subjectivity emerges as it is offset against the chorus, the modern subject is heard in the singularity of their voice. Throughout the 20th and 21st centuries, forms of choric speaking have been explored in different art forms as a metaphor for precarious and fluid postmodern subjectivities, giving the individual subject a clearly discernible voice while making this voice part of a narrative and performative structure that continually recasts the Self as Other, while articulating an idea of Being as fundamentally relational. 
How can generic voices – which are now near-ubiquitous – add to this narrative and conversation?

How are AI-generated voice clones and vocal constructions of subjectivity troubled by each other?

Abstract

This paper explores the complex imaginary and material formation of the sound-word »ping«. A most ubiquitous and generic yet heterogenous sound, it is as much audible in remote marine environments and laboratories as it is in domestic interiors. Its emotional charge can be similarly divergent: as a transduced sonar signal, for example, it gathers oceanic intensities, and modulates them for the ear, producing cross-contextual affect. This amplification of ‘threat’ is discussed in relation to the sound’s banal efficiencies in domestic and workspace spaces (where »pings« aggregate as ambient background) when the background acoustic is subdued (Thompson, 2002). Christoph Cox’s notion of sonic ontology (2018) is applied implicitly by way of his discussion of the signal of the actual within the virtual ‘noise’ that constitutes sonic flux. This frames and relativizes the discourse of signal/noise through an exploration of the sound of »ping« and its elevation as a cultural literary reference (in Samuel Beckett’s prose poem). This isolated generic sound (one that is entirely contrived and manufactured) can, it will be argued, operate on an affective spectrum for the listener from the banal to the horrifyingly significant.

Det dufter af lavendel i Den Franske Pavillon. Publikum bevæger sig langsomt rundt i en organisk skulpturel installation til modeshow-lignende elektronisk musik. Det er som at gå rundt i en lækker modebutik. Man føler sig hjemme i digteren, komponisten og performeren Julien Creuzets gennemførte æstetik med et touch af Caribien. Og netop sådan, med den privilegeredes blik, hørelse og duftesans, går man videre ind i de mange multisensoriske rum på den 60. Venedig Biennale. 

Med temaet Stranieri Ovunque – Foreigners Everywhere giver kurator Adriano Pedrosa en stemme til de marginaliserede, de koloniserede, mennesker på flugt, outsiderkunstnerne og folkekunstnerne fra Det globale syd. Det kan mærkes, taktilt i de mange tekstilværker fra Columbia, fra Chile – værkerne kradser. Selv om den unge kinesiske kunstner Xiyadies erotiske papirklip virker uskyldige står de i skærende kontrast til krig, flygtninge og ødelæggelse, som i år naturligt er uundgåeligt i 2024. 

Men der er også rigtig mange immersive rum med dufte og lyd i de nationale pavilloner: 16 parfumer spiller en lige så stor rolle som den enlige skulptur i Den Sydkoreanske Pavillon. The Neighbours i Den Bulgarske Pavilion er en multimedie installation, der formidler glemsel og erindring i Bulgariens socialistiske ære i årene 1945-1989

Glasgow er tough. Tæt ved kulturcenteret Tramway, en tidligere sporvognsremise, i South Side-kvarteret ligger både Asian Wedding Events og en begravelsesforretning med byens største lagersalg af gravsten. Ekstremer er også, hvad en begejstret tilskuer hørte under koncerten med France Jobin og Markus Heckmann: »What kind of brutal reality was that?« 

Heckmann, eller Wüstenarchitekten, som han hedder, når han laver techno, skabte en sort-hvid hule af grafiske, grovkornede billeder af væv og løbske tråde, der fandt hinanden i et uigennemskueligt mønster. Et hemmeligt immersivt rum, som den franske lydmager Jobin hele tiden blev ved med at udvide med lyde, som var, ja, brutale, men også delikate og bare sanseudvidende og rumskælvende. Vi rejste ind i det kæmpestore rum med vores bittesmå menneskekroppe. Det kunne fysisk mærkes, at projektet Entanglement (sammenfiltring) er inspireret af kvantefysik og multiverset. 

»Så spurgte du mig, hvordan Gud ser ud?« Guldimund ved ikke rigtig, hvad han skal svare sønnen, så han sender bolden tilbage: »Det er et virkelig godt spørgsmål, hva’ tror du?«. Jeg sidder med pladen Jeg venter i lyset (2023) – Guldimunds skamroste skilsmissealbum – og ser dem, far og søn, i et ubrydeligt, nøgent kram på coveret. På åbneren »Hvordan ser Gud ud?« er spørgsmålet kilet ind som et eftertænksomt refræn i versenes stakåndede ordstrøm, der skildrer et humørsvingende deleforældreliv. Barnets ukuelige umiddelbarhed lyser over det stressramte nummer, der er fyldt med voksne komplikationer. Det umulige spørgsmål kan tilsyneladende besvares så let som ingenting: »Jeg tror, han bor i en landsby i Nordsjælland«. 

Vi lever i en tid, hvor Aula-forældre og mom-fluencere er blevet en del af ordforrådet: Forældrene har deres historiske moment lige nu, deres time to shine. Det gælder også musikhistorien.

I det danske uddannelsessystem findes der intet mere uhyggeligt ord end »Bologna-processen«, en term for den strømlining af europæiske videregående uddannelser, der blev vedtaget i 1999, og som har præget vores vidensbutikker lige siden – herunder også konservatorierne, der har fået bachelor-, kandidat- og ph.d.-struktur.

Der er kommet orden på sagerne, vil nogle mene: Aldrig har det været så let og gennemskueligt at skifte fra én institution til en anden eller at følge tankens rejse »fra forskning til faktura«. Andre, der så begreber som »fremdrift« og »dimensionering« lure i horisonten, har været mindre begejstrede over udviklingen.

En af konsekvenserne ved, at eksempelvis konservatorierne er blevet akademiseret, er, at man op gennem 2010'erne har fået større fokus på såkaldt kunstnerisk forskning. Eller som det hedder på erhvervssprog: kunstnerisk udviklingsvirksomhed, forkortet KUV.

I en rapport fra Kulturministeriet om begrebet fra 2012, hvor afsættet var et ønske om »klarere definitioner og tydeligere rammer for dokumentation« af denne KUV, taler man om, at ordningen skal »imødekomme det generelt voksende krav til de videregående uddannelser i Europa om gennemsigtighed og legitimitet i brugen af offentlige midler«.

Vi sad i Norges største radiostudie og lyttede til Cassandra Millers værk Swim (2023). Den canadiske komponist har ikke bare taget et fragment fra Robert Schumann og strukket det ud, nej, Miller har forestillet sig, at den store komponist Schumann hopper i vandet, svømmer, og lader psyken opløses. I mange minutter troede jeg, at det var musikken til François Ozons erotiske thriller Swimming Pool. Suspense i hver takt, repetitioner, og melodier, der opløses i deres egen senromantiske melankoli. 

KORK – Kringkastingsorkestret, som Norges Radio Orkester helt udfoldet hedder – spillede det hele sanseligt, og mens man havde den svømmende Schumann for sit blik, kunne man let lægge to og to sammen. For festivalen Only Connect bryster sig af at »kombinere det utænkelige med det umiddelbare.« Schuman var vist ikke nogen stor svømmer. Men man kunne sagtens se for sig, at han ville have taget Millers stordrømmende opg poetiske actiondrama ind med hud og hår.  

Og på festivalen, som siden starten i 2012 hvert år skifter mellem Oslo, Stavanger og Trondhjem, fortsatte sanselighederne umiddelbart efter, bare på en helt anden måde, i 6 scenes for turntables and orchestra – et fælles projekt af den engelske komponist, forfatter, performer, DJ og improvisator Mariam Rezaei og den australsk-engelske komponist Matthew Shlomowitz. Ambitionen har været at lave en »himmelsk kollision af alt, de elsker«