Årslister er en illusion, det siger sig selv. Som fuldtidskritiker hørte jeg i 2023 mere musik end de fleste, et par tusind album, velsagtens, og det er selvfølgelig rigtig flot, Sune. Det syntes Spotify Wrapped i hvert fald og roste mig for at ligge i top-én-procent af alle verdens mest miserable lyttejunkier.
Men selv heroppe på toppen af bjerget, hvor folk går rundt med rander under øjnene og gror fast til deres ørebøffer, er reel oplysning et fatamorgana. Hvad jeg hørte i 2023, svarer til, hvad der blev uploadet til Spotify i løbet af en enkelt formiddag.
Så forstår man jo godt, at tidens mest populære bogprojekt, Solvej Balles septologi Om udregning af rumfang, er en meditation over at være fanget i den samme novemberdag år efter år. Endelig tid til at indhente det tabte. Oh, lykke.
Måske er det tidens utilstrækkelighed, der i år fik mig til at sætte pris på de album, der formåede at bygge en egen, hel verden op. Det bedste af dem, Bára Gísladóttirs Silva, var både en rolig meditation for kontrabas og et forsøg på at portrættere hele livet: naturens mørke impulser, lysets lette spil og eksistensen som en tåget bevægelse ind og ud af det apokalyptisk-paradisiske.