Den særlige tilstand af Langgaard 

Rued Langgaard Festivalens program med koncerter over fire dage kan virke overvældende. Lørdagen begyndte fx kl. 10, og de sidste klapsalver lød lidt i midnat, hvorimellem otte koncerter og arrangementer havde fundet sted – på hele syv forskellige lokationer i den idylliske middelalderby. Men af en eller anden mærkelig grund, så virker det. Festivalarrangørerne har nemlig i udpræget grad tænkt over, hvorfor vi skal høre netop dette og ikke blot blindt hyret hotte solistnavne, der kan fungere som trækplastre. I år var helheden Nordisk Drøm, og det kan lyde lidt abstrakt i festivalnoterne med ord som »den rene nordlige luft,« eller den dyrebare nordiske naturfornemmelse. Men det skulle netop også forstås og ikke mindst opleves abstrakt – hvilket åbenbarede sig i løbet af festivalen.

Langgaard var en éner – men det var han ikke alene om i første halvdel af 1900-tallet, derfor er der altid en eller to andre komponister med til festivalen ved den jyske vestkyst. I år var Jean Sibelius og Nancy Dalberg de gæstende komponister, der som planeter i epicykler omkring Langgaard forstærkede, fremhævede eller kommenterede den højst mærkværdige komponists musik. 

Helten skal skyde den sorte svane i den mørke sø, men dræbes selv af en giftig pil

Det kan derfor være omsonst at detailanmelde de enkelte koncerter og begivenheder, for festivalen er en helhed og en tilstand af Langgaard, som man træder ind i undervejs. Ikke blot en tilstand af forståelse af Rued Langgaards musik, men lige så meget en modus af at komme indenfor i sære kunstneres hoveder, en tilstand af naturoplevelse eller en forankring i en dyb, fælles nordisk folketone. Det sidste var især tilfældet i år. 

Dansemusik på dårligt klaver

Lad det være sagt med det samme – der var enkeltbegivenheder, der ikke fungerede så godt. Sidste år erhvervede Ribe by Langgaards tussegamle flygel, som i urestaureret tilstand står i et lille middelalderrum i Ribe gamle Rådhus. Her havde pianisten Berit Johansen fået den uriaspost at spille Dansende toner på de gamle strenge til små koncerter dagligt. Men Sibelius’ og Langgaards valsende musik klinger i det brillante klaverleje, lige netop her, hvor dette flygel ikke rigtigt er et klaverinstrument længere – men blot et dårligt klaver. Sidste år spillede pianisten Oscar Micaelsson mere indadvendt og stemningsmættet musik, der havde fokus i baritonlejet, hvor flygelet netop stadig har en anderledes, let støvet og poetisk klang. Det var synd, at den ellers suveræne Langgaard-pianist (hun har for nylig indspillet alle komponistens violin/klaver-sonater med Gunvor Sihm) havde fået dansemusik som emne, på et instrument, hvor det ikke lader sig gøre.

Så havde jeg også set meget frem til at høre Nancy Dalbergs musik live – hvilket meget få mennesker i virkeligheden har, da hun nærmest blev glemt efter sin død i (1949). Hun var ellers tæt på Carl Nielsen, hjalp ham med instrumenteringen af Fynsk Forår og skrev stærke værker, som desværre blev systematisk nedsablet i den danske presse, som dengang slet ikke var vant til at se kvindelige komponister på den mandsdominerede scene. Det fortalte musikforskeren Thomas Husted engageret og kompetent om under et foredrag lørdag morgen. Herefter var der koncert i Sct. Catharinæ Kirke, hvor Nordic String Quartet spillede kvartetter af de tre huskomponister.

Jeg havde håbet på her at høre Dalbergs kvartet i g-mol (hendes anden), for den har kvartetten for nylig indspillet i en meget overbevisende musikalsk udlægning. Dalbergs første kvartet i d-mol var i stedet på programmet, som er et lidt mere romantisk orienteret værk. Desværre var kvartettens faste cellist blevet syg, og vikaren ramte ikke helt samme homogene klang, som ellers præger ensemblet. Mezzosopranen Christina Herresthal stødte til i Langgaards Lenaustemninger, og her fik klangen en mere afrundet helhed – især hendes lange toner var imponerende musikalsk og nuanceret udført – ligesom Sibelius Voces Intimae (Indre stemmer) var velgørende og bidrog til rejsen ind mod denne tilstand af nordisk ur-ophav, som langsomt var begyndt at opstå. 

En skør finnes digtoplæsning

En anden tilbagevendende begivenhed var en slags performance, der dagligt fandt sted i Processionsgangen – et aflangt rum fra middelalderen, lige overfor domkirken. Og det kan lyde mærkværdigt og sådan lidt middelaldermarkedagtigt, at en finne udklædt i sangskjaldslignende tøj i en tronstol læser op af Finlands nationalepos Kalevala. Men herboende Antti Salovaaras stemme havde en vidunderlig kombination af nørdethed og en utrolig indlevende tilgang til teksten. Først vers på rent finsk, og derefter på dansk, men med så klar finsk accent, at det næsten føltes, som om vi hørte historierne på originalsproget. Kalevala-digtene er samlet i romantikken, og kan sammenlignes med vores historier om Valhalla og de nordiske guder og jætter. Her hørte vi om heltene, som var strandet i en båd på ryggen af en kæmpegedde, som de med besvær dræber og ud af dets kæber laver det finske nationalinstrument – en kantale, som stadig spilles på i vor tid.

Seancen var netop tilsat musik og klange fra dette instrument, hvilket bidrog til stemningen og ikke mindst den finske urtilstand, som skabtes ud fra den engagerede oplæsning. Antti Salovaara sang også nogle af versene, både i det dybe i det høje leje, på samme inciterende folkemelodi, der mindede om en blanding af den danske »Drømte mig en drøm i nat« og den unges piges »Jeg vil hente vand ved floden« i slutningen af Tegnefilmen Junglebogen. 

Det var utrolig godt tænkt at lade dette folketone-kit binde dagene og koncerterne sammen, for vi fik virkelig en særlig indsigt i den finske kultur, som er så væsentlig for at forstå Sibelius’ musik. Følelsesmæssigt kendskab gennem Salovaaras autentiske og herligt sære performance, men også intellektuel forståelse af sammenhæng, når Kristan Krogsøe til en separat koncert udlagde Langgaard og Sibelius på det store orgel i Domkirken. Svanen fra Tuenela (arrangeret  for orgel) foregår nemlig i dette Kalevala-univers – helten skal skyde den sorte svane i den mørke sø, men dræbes selv af en giftig pil. Svanens stemme er normalt et engelskhorn, og organisten havde valgt smukke solostemmer i Langgaards gamle orgel til at illustrere dette – og svanen kom til live i domkirken. 

Sønderjyllands Symfoniorkester og Ollikainen var på pletten, og vi kom et stykke dybere ind i naturtilstanden

Musikalsk lys på væggen

De samme kirkehvælvinger lagde væg til smagfulde og tilpas afdæmpede lysprojiceringer, som komplementerede og gik i abstrakt dialog med Sønderjyllands Symfoniorkester til kulminationskoncerten lørdag aften. Naturelementet blev udfoldet i Sibelius’ stemningsmættede værk Tapiola, som betyder »skoven«, og lige så meget skal forstås i overført eller abstrakt betydning – som det dunkle, mystiske og svært tilgængelige. Nordiske birketræer voksede op ad kirkevæggene, når musikken kaldte på dette, og langsomt gled de over i mere abstrakte grønne former og sidst i blodrøde og gule formationer.

En sindets tilstand af obskuritet. Lene Juhl stod for de begavede visuals, og hun fortalte senere om aftenen til Langgaard Lounge – som finder sted hver dag kl. ca. 23 på en ny lokation – om sit arbejde med musikken og den visuelle udlægning. Desværre var dirigenten Eva Ollikainen for mekanisk i sin tolkning, og med meget store gestikulationer var det vanskeligt at komme helt ind i den sære Sibelius’ abstrakte skovtilstand. Fordybelsen i den enkle, næsten meditative musik manglede. Også Nancy Dalbergs strygerværk Scherzo, som åbnede koncerten, blev der suset henover, uden sans for de mange sceneskift og fraseringsvariationer, som finder sted i det værk. Det er kun blevet indspillet én gang før, med samme orkester i 1999, og den fortolkning lader langt mere værket komme til sin ret. 

Johanna Nylunds fyldige og stærke stemme udlagde Langgaards Tonebilleder fra 1917, og det lyste kirken op på dobbelt vis – poetisk kommenteret af Lene Juhls visuals. 

Hovedværket – måske for hele festivalen – var Langgaards fjerde symfoni, Løvfald, fra 1920. Formentlig den første en-satsede symfoni på nordisk jord, selvom den består af forskellige fortløbende kapitler, der umærkeligt går over i hinanden. Den er blevet kaldt en musikalsk efterårsdagbog, men er selvfølgelig ikke alene en uforpligtende skildring af naturen, men afbilleder i lige så grad de sindsstemninger, efteråret fremkalder eller repræsenterer: forfald, omformning, afsked etc. I naturen lurer der »dæmonisk vildskab og tilbagetrængt fortvivlelsesraseri,« skriver Langgaard i en programnote, og det er temmelig sigende for komponisten, at afsnittet »Fortvivlelse« varer to-tre gange så lang tid som de andre mindre afsnit med titler som »Skovbrus«, »Solstrejf« og »Høstligt«. Her var Sønderjyllands Symfoniorkester og Ollikainen på pletten, og vi kom et stykke dybere ind i naturtilstanden – især da orkestrets smukke obo i afsnittet »Træt« i en lang solo på et tæppe af dissonerende strygere skabte tågedampe over engen (som Langgaard selv beskrev det). Dragende, åndelige tågedampe blev skabt og den særlige tilstand opstod. Forligeligheden mellem Sibelius’ naturforståelse, Langgaards indre naturfortvivlelse og den finske urkultur-fortælling stod på mærkværdig vis klar. 

Festivalen formår at skabe en sådan helhed, at man kommer i the Langgaard zone

Mulighed for fordybelse

Ligesom symfoniorkestret fra Sønderjylland har Esbjerg Ensemblet været med lige fra festivalens begyndelse for 14 år siden, og musikerne – strygekvartet plus fløjte, klarinet, fagot, horn, obo og slagtøj – sluttede festivalen af med sange af Dalberg og Langgaard. Igen personligt og inderligt udlagt af finske Johanna Nylund. Ensemblet har et utrolig kammermusikalsk niveau, og har specialiseret sig i at klinge symfonisk, men med en intimitet, man ikke får fra et stort orkester. 

På mange måder var det den helt rette og symbolske afslutning på Langgaard-festivalen, som netop med enkle midler, ofte i mindre rammer skaber stor åndelighed og mulighed for fordybelse og fornyet musikalsk indsigt. Jeg var med de sidste to dage på festivalen, men de første to dage havde været lige så intense – Michael Schønwandt med Det Franske Ungdomssymfoniorkester, Knud Romer fortalte om ensomhed hos Dalberg og hos sig selv, Vandrekoncert på Ribe Kunstmuseum med oplæsning af Sonja Richter og et helt nyt samplet værk fra den klassiske dj Katrine Ring, havde været nogle af højdepunkterne her. 

Nogle af enkeltbegivenhederne var måske lidt til den lange side – dagenes intense forløb taget i betragtning – men festivalen formår at skabe en sådan helhed, at man kommer i the Langgaard zone, helt af sig selv ved at gå fra den ene lidt specielle oplevelse til den næste. En tilstand, hvor man åbner sig for anden musik, end der normalt bliver opført og får mulighed for indsigt og forståelse for excentriske kulturer og sindstilstande.

Rued Langgaard Festivalen fandt sted 31. august – 3. september i Ribe