Det er et paradoks. Også for mig personligt. Længe har jeg følt en vis lede ved det enorme fokus, man har rettet mod 1960’erne, når der er skrevet nyere dansk musikhistorie. Man er aldrig helt kommet sig over fascinationskraften ved de æstetiske opgør og højspændte meningsudvekslinger, der prægede tiden.

Det var jo en tid, hvor velfærdssamfundet gjorde sit indtog og påvirkede borgernes hverdag på et utal af måder. Ikke kun materielt, men også kulturelt.

Vi går lige på og hårdt. Scenen er Koncertkirken på Nørrebro i København. Den svenske cellist Alexandra Hallén spiller solokoncert under den mystiske koncerttitel »Chunky and Funky«, tilsyneladende uden en helt klar rød tråd for de ni værker i det varierede program.

Aftenen starter i grænselandet mellem musik og performance med Simon Løfflers Graduale (2009), der i en video introduceres af komponisten selv: »Den optrædende skal holde sig stramt om ørerne og synge, så lyden næsten forsvinder for det indre øre,« lyder det. Idéen er, at man bliver tilskuer til en sang, der ikke opføres for publikum, men for performeren selv.

Det lyder umiddelbart som en selvmodsigelse: dokumentarisk opera.

På den ene side står ønsket om at fortælle en sand historie med autentiske vidnesbyrd, der skal formidle en stor viden om et specifikt emne. Det er set mange gange i andre kunstarter.

Filmen er for eksempel et oplagt medie til dokumentarer. Her har man muligheden for at klippe mellem interviews med eksperter og værdifulde optagelser fra alverdens arkiver.

Musikalske værker har det med at cirkulere i vores kulturelle bevidsthed. De præsenterer sig for verden, inden interessen for dem en dag dør ud. Og så sker det gerne, at de med tiden bliver genopdaget og på den måde født på ny.

Her spiller pladeindustrien en afgørende rolle. For eksempel når branchen med jævne mellemrum står over for at udskifte ét format med et andet: Mange album blev i 1980’erne genudgivet i forlængelse af CD’ens indtog på markedet; en bevægelse, der siden er blevet vendt på hovedet i det 21. århundrede, hvor mange CD-album er blevet genudgivet på vinyl.

Få festivaler gør så meget for at skabe en munter og imødekommende atmosfære for sine besøgende som den femten år gamle Borealis Festival i Bergen. Offstage, i hvert fald.

Her er alt fra kønsbalance i programmet og safe space-politik til fælles vinterbadning på sidstedagen og en evigkæk kunstnerisk leder, Peter Meanwell, der introducerer koncerterne.

Omgivelserne er idylliske: fjeldskråninger og fjordudsigt. Selv det tidlige martsvejr er charmerende med sine pludselige skift mellem snevejr og solskin. Der hersker en næsten klaustrofobisk feelgood-stemning.