På tidsrejse i elektronikland

25 vu-metre på coverets forside; et for hvert år hvor lydbølgerne har fået viserne til at blafre i DIEM studierne. Dansk Institut for Elektronisk Musik har 25 års jubilæum og fejrer det blandt andet med udgivelsen af den dobbelte CD Electronic Music Produced at DIEM 1987 – 2012.
Af
21. Oktober 2012
Anmeldelse af 'Electronic Music Produced at DIEM 1987 – 2012', Dacapo 2012

138 minutters musik fordelt på 20 tracks + 30 siders booklet; udgivelsen er en omfattende sag, og den fungerer rigtig fint som en samlet dokumentation af de sidste 25 års udvikling indenfor den del af dansk elektroakustisk/elektronisk musik, der har holdt til på institutionen. Med billed- og tekstmaterialet i bookletten bliver den desuden et interessant både auditivt og visuelt vidnesbyrd over en teknologisk udvikling. Fra fotografiet af Otari MTR-90, en analog 24 spors spolebåndoptager, der ifølge Wayne Siegel, rektor på DIEM og hovedforfatter til teksten, nemt kunne snuppe en finger fra en uopmærksom komponist - til fotoet fra en workshop i 2007, hvor hver enkelt elev har fingrene i egen laptop, og dér snupper lydbidder rundt i alskens software.

DIEM
Grundlagt i 1987 af Statens Musikråd som en dansk pendant til EMS studierne i Sverige og IRCAM i Paris, blev Dansk Institut for Elektroakustisk Musik et sted, hvor komponister kunne benytte sig af både analoge maskiner og den spirende nye digitale teknologi. Op gennem 90’erne hvor den personlige computer vandt frem og gav flere mulighed for at sysle med elektronisk musik hjemme i stuerne, udvidede DIEM sit virke til også at arbejde med at udbrede kendskabet til genren gennem workshops, koncerter og festivaler.

I 2002 var det slut med støtten fra Kulturministeriet, DIEM stoppede som selvstændig organisation og blev i stedet en del af det Jyske Musikkonservatorium – nu som Dansk Institut for Elektronisk Musik. Af noterne i bookletten fremgår det, at dette skift spiller en væsentlig rolle i stedets selvforståelse, og skiftet er da også det formende element for valget af rækkefølgen af de enkelte værker på jubilæumsudgivelsen.

Forlæns og baglæns
To sideløbende kronologiske tråde peger henholdsvis frem og tilbage i tiden; skiftevis bevæger fortiden sig frem og nutiden sig tilbage. Det betyder at udgivelsens første værker er præget af meget store klanglige variationer. Fra Anker Fjeld Simonsens rolige frekvensmodulationer Oktav III (1988) til Jonas R. Kirkegaards svedigtsvingende dansable technobeat 802 (2012) baglæns til DIEMs tidligste dage med Daniel Rothmans lydlandskab Southwest Sky (1988), frem igen til Band Anes fine mangelagede electronica Hyper Motel (2011), tilbage til Carl Bergstrøm Nielsens overtoneværk Omdrejninger II (1989) og så fremdeles. Frem og tilbage med mindre og mindre udsving i tid og dermed også i klang og udtryk. Dobbeltkronologien er ikke gennemført konsekvent, men trådene løber sådan nogenlunde sammen i sidste halvdel af CD 2, der indeholder værker fra årene omkring 2002.

På papiret er det en interessant tilgang. Den store kontrast i starten viser hvordan den elektroniske musik, teknikken og måske særlig DIEM og dets brugere har udviklet sig. Men måske er det i virkeligheden papiret, der er taget mest hensyn til i valget af denne idé, for forlæns/baglæns princippet, som redaktørerne selv kalder det, danner mest af alt en rigtig god ramme for den lange og meget informative tekst om studierne, teknikken, maskinerne, produktionerne og menneskene på DIEM gennem de sidste 25 år.

Sonisk omstillingsparat
For førstegangslytteren – og det vil de fleste være, da mange af værkerne ikke tidligere er udgivet - er princippet derimod en udfordring, og for denne anmelder et for stort krav om sonisk omstillingsparathed. Ved de første gennemlytninger drukner de enkelte numre i kontraster til hinanden, og mine normalt ret opmærksomme ører sender i protest kun overfladeinformationer a la ”nu kommer der beat og bas”,” lange overtonemodulationer” og  ”mange lag i musikken” videre til hjernen. De hyppige skift gør, at jeg ikke når at trænge hverken ned eller ind i musikken i de første gennemlytninger. Det irriterer. Og det er synd, for der er mange interessante værker og mange fine nuancer at dykke ind i.

Det ligger naturligvis i kompilationens natur, hvis man kan tale om en sådan, at de valgte værker har forskellig karakter og oprindelse. Når vi er ude i en jubilæumsmodel, bliver dette  endnu tydeligere, da redaktionen har ønsket at vise bredden af værker og genrer, der er blevet arbejdet med i studierne gennem de sidste 25 år. Så meget desto mere grund til at være omhyggelig med rækkefølgen. I mine ører ville en simpel kronologisk tilgang eller endnu bedre, en sammensætning uden skæven til årstal helt på værkernes egne præmisser have været at foretrække. For der er enkelte steder, hvor værkerne på tværs af årstal informerer hinanden på næsten magisk vis. Hør bare hvordan Fuzzys Electric Gardens and Their Surroundings (1989) og Mad Bonce (2008) af Puzzleweasel vs Richard Devine, trods deres åbenlyse forankringer i en henholdsvis elektroakustisk og elektronisk musiktradition, besidder nogle af de samme snurrige finurligheder, og ved hinandens selskab som henholdsvis track 7 og 8 opløser noget af den tid og den tradition, de hver især er indlejrede i. Det kunne have været godt med mere af det.

Med 20 tracks er der mange gode ting af både etablerede komponister og yngre knapkunstnere. Af personlige favoritter kan nævnes Kirkegaards technotrack, der svinger fantastisk, men hvor også hver enkelt lyd besidder en helt usædvanlig varme og klangrigdom – i bookletten kan man læse at tracket er lavet på en digital maskine fra 1988 og indspillet direkte til bånd. Det er godt håndværk, og viser at analogæraen havde sine helt egne kvaliteter. Bergstrøm Nielsen og Fjeld Simonsen, der med deres rolige nærmest meditative værker skaber små verdener af lyd, hvor detaljer langsomt udfoldes og moduleres et nyt sted hen er fra netop denne æra, og selvom lydbilledet er markant anderledes besidder begge værker noget af den samme varme og klang, der vel bedst kan defineres som lyden af studiet.  Endelig er der Jørgen Tellers snerrende og voldsomme motordrøn Sparklings – The adventure of a spark in a world of spatialisation (2005), en moduleret reallydsoptagelse af en amerikanerbil, der er direkte op-i-fjæset og gennemført cool på samme tid. Lyden manipuleres og flyttes rundt i lydrummet så man bliver helt rundtosset, og nummeret besidder en vildskab, som er dejlig befriende og som sjældent høres indenfor elektronisk musik.

Med et halvgennemført forlæns/baglæns princip og dermed vægtningen af historien om stedet og teknikken over musikken får udgivelsen en lidt ærgerlig institutionsagtig karakter, som om den hellere ville have været en bog med CD frem for en egentlig musikudgivelse. Det er som om, den ikke tør satse helt på, at den elektroniske musik kan stå på egne ben. Men under de rigtige vilkår kan den, og det ville have klædt jubilaren at stole på det. De fejrer jo trods alt 25 år. Tillykke.

Omtalt i artiklen