At være imellem
I mødet med ikkevestlig samtidskunst, som fx asiatisk musik, melder spørgsmål sig om værkernes specifikke asiatiske træk og asiatisk musik versus dansk/europæisk/vestlig nærmest pr. automatik.
Umiddelbart er det oplagt at spørge hertil, men er vinklen rigtig? Giver det mening at fokusere på kunstens og herunder kunstneres etniske træk og herkomst, blot fordi den kommer fra steder, vi traditionelt opfatter som ‘anderledes’? Vi færdes alle i nutidens globaliserede verden, så hvorfor ikke bare se på kunsten som det, den er?
Og så alligevel: I samtale med komponisten Li-Ying Wu, der er født i Taipei, Taiwan, men siden 2003 har haft base i København, viser det sig, at hun bevidst anvender sin asiatiske baggrund – men lader den blive udfordret af sin nuværende tilværelse.
»Between east and west« – sådan introducerer du dig på dit website. Kan du forklare lidt mere om denne tilstand af ‘at være imellem’ i relation til din musik?
»Jeg er opdraget i et asiatisk land med en østlig måde at tænke og leve på og med en anderledes vinkel at se livet fra, end man typisk har i de vestlige lande. Det gælder også et andet syn på liv og kunst. Vi ser kunsten som en meget vigtig del af vores uddannelse. For eksempel er musik et obligatorisk fag fra det første skoleår til high school. Vi lærer, at liv er kunst, og at kunsten fuldender vores liv.
Så uddannelsen spiller en vigtig rolle, men på samme tid opstiller den også en firkantet ‘ramme’ for, hvordan vi tænker kunst, og i dette tilfælde musik. Med mere end 100 års indflydelse fra vestlig musik, som kom til os fra kristne missionærer, har vores musikalske uddannelse hovedsageligt været fokuseret på europæiske musiktraditioner samt en mindre del kinesisk musikteori. Så jeg begyndte mine klavertimer med Hanon, da jeg var tre. Siden da er mine ører blevet fyldt med vestlig klassisk musik og meget lidt traditionel kinesisk musik.
»For eksempel er musik et obligatorisk fag fra det første skoleår til high school. Vi lærer, at liv er kunst, og at kunsten fuldender vores liv«
I 2003 kom jeg til København for at fordybe mig endnu mere i den europæiske, vestlige musiktradition. Pludselig befandt jeg mig i et meget anderledes miljø, og jeg begyndt at observere og absorbere. Alle små detaljer i livet blev interessante for mig – lyd, sprog, folk, byens farver, tætheden i skyerne, den mørke, grå vinter og den lyse sommer. Alt. Med tiden kollapsede den firkantede ramme, jeg havde med mig fra Taiwan. Det, der er blevet tilbage, er en østlige måde at tænke kunst på – at kunst er liv.
Jeg begyndte lidt efter lidt at inkorporere de elementer, jeg fandt interessante i dagliglivet, i min musik, for eksempel plastikposer, gnidende lyde af mursten, uforståelig hvisken etc. På samme tidspunkt begyndte jeg at mindes kinesisk litteratur og billeder – hvordan de kinesiske kunstnere skaber ‘et billede’ gennem deres personlige kunstnerisk touch – alt efter hvordan de tror, ‘billedet’ skal være. Hvad er ‘mit billede’? Det bevæger sig i retning af den traditionelle kinesisk musik, som jeg hørte gennem min barndom og teenageår. Imellem – absorbering af nuet og reorganisering af min baggrund.«
Klang synes at være et hovedfokus for din musik. Hvilke muligheder og potentialer tilfører det din kompositionsproces?
»Lad mig sige det sådan – klang er noget, jeg er dybt fascineret af, og det er et meget vigtigt element i min musik, idet jeg stræber efter at skabe ‘billeder’ gennem mit musikalske udtryk. Og ja, klang er et væsentligt fokus, men det er ikke målet i sig selv. Klang kommer kun i forgrunden, når den er understøttet af struktur, form og ‘behandling’.
Jeg vil gerne nærmere ind på begrebet ‘behandling’, og det ligger i forlængelse af det foregående spørgsmål – om at være ‘imellem’. Den måde, jeg behandler klang på, har flere østlige referencer end vestlige. Min metode er at fokusere på at tone nuancer ud samt tillade dem at integrere sig (med vestlige objekter) – at blive noget andet. Det synes jeg er ekstremt interessant, ligesom når man laver en ny ret ud af en traditionel opskrift.«
At skabe noget nyt ud af noget velkendt – er det en mere generel holdning til, hvad kunst kan i din optik?
»At skabe noget nyt ud af noget, ‘som er kendt’, gælder for nogle dele af mit arbejde, især med hensyn til klang. For mig ligger det interessante i, hvad ‘noget velkendt’ er? Inden for klang, som er et hovedfokus i mine værker, ser jeg mulige lydkilder fra vores daglige liv som ‘noget velkendt’ og tager dem ind i mine værker.
Det skaber ikke kunst i sig selv. Kunst er mere end det. Kunst er – selvfølgelig – noget, jeg stræber efter at skabe, men ikke noget, jeg bare kan beslutte at gøre. Det er ikke op til mig at bestemme, om og hvornår min musik bliver til kunst, det er noget, som måske sker, når musikken spilles. Det eneste, jeg kan gøre, er at sørge for, at der ikke er noget, som forhindrer de musikalske ideer i at udvikle sig, og på den måde skabe muligheder for, at en kunstnerisk oplevelse opstår.
Kunst er forbindelse. Den forbinder vores personlige oplevelser af omgivelserne med forståelse. Det er temmelig abstrakt, det, jeg taler om. Men det er på en eller anden måde sådan, jeg ser det. Der er mange ‘spørgsmål’ eller hændelser, som vi er så vant til at se ske hver dag uden at lægge mærke til eller forstå dem. Men skabelse af kunst minder os om dem gennem kunstnerens observation. (Her taler vi om kunst generelt.) Og igen, hvad kunst er – det er noget, som opstår, når værket realiseres.«
Li-Ying Wu er født i Taipei, Taiwan, hvor hun voksede op i en musikelskende familie. Hun startede tidligt en musikalsk uddannelse med hovedfagene klaver, cello og komposition og afsluttede sine studier i 2003 med en MA i Fine Art fra National Taiwan Normal University. Da Wu ville studere videre i Europa, faldt valget på København, hvor hun flyttede til i 2003. Her påbegyndte hun kompositionsstudier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Bent Sørensen, Niels Rosing-Schow, Hans Abrahamsen, Ejnar Kanding og Hans Peter Stubbe Teglbjærg. Wu debuterede i efteråret 2010 og blev herefter optaget på Masteruddannelsen i elektronisk komposition ved DIEM i Aarhus.
Opdateret 19. februar 2021 med ny korrektur og nyt layout.