Ingeborg Okkels har taget den nye udgivelse af Else Marie Pades elektroniske værker under kærlig behandling. I den vellykkede remastering finder hun tillige forskellige tiders idealer om fortidens elektroniske musik. Nye lyttere kan starte her.
Ingeborg Okkels rapporterer fra Wundergrund, hvor selv en orkan ikke kunne skræmme festivalgængere bort.
Den Danske Radeerforening har siden 1853 udgivet “originalgrafik, og anden kunst på papir af høj kvalitet”. Nyeste udgivelse er et flot tryk af de originale partitursider til Else Marie Pades suite, Faust, skrevet i 1962.
Lørdagens elektroniske Wundergrund-koncert viste sig at være en modsætningsfyldt affære i ordets mest produktive og positive betydning. Aftenen bød på to koncerter: Uropførelsen af Else Marie Pade og Jacob Kirkegaards fælles værk 'Svævninger' efterfulgt af et yderst kontant sæt fra britiske Mark Fell. Aftenen blev kædet sammen af Jan Sneum og Nis & Nis (Escho), der DJ’ede i Foyeren. Rasmus Holmboe anmelder.
Musique concréte (‘konkret musik’) er betegnelsen for den række af værker, som i kredsen omkring den franske komponist og ingeniør Pierre Schaeffers spolebåndsbaserede eksperimenter begyndte at opstå i 1940’erne. Med en baggrund som avanceret radiolydtekniker med speciale i at frembringe lydspor til hørespil og andre radioproduktioner, begyndte Schaeffer at eksperimentere med optaget lydmateriale sat sammen i collageforløb.
Langt størstedelen af 1900-tallets kompositionsmusik kan næsten ikke tænkes uden spolebåndoptageren. Princippet for den var blevet udtænkt allerede sidst i 1800-tallet af den danske opfinder Valdemar Poulsen, som tog patent på sin opfindelse og søgte at vinde gehør for idéen i USA. Men han havde ikke heldet med sig – fonografen var netop kommet frem, og magnetofonen havde derfor ingen interesse. Først i anden halvdel af 1920’erne opstod en fornyet interesse for musik lagret på spoler og ikke lakplader, sikkert fremskyndet af filmindustriens hastige udvikling frem mod tonefilmen.