Else Marie Pade i glas og ramme

Else Marie Pade (f. 1924) er blandt pionererne inden for elektronisk musik i Danmark. I hendes lydunivers mødes drømmen og virkeligheden med fortællingen og med mennesket. Allerede i de tidlige 1950’ere, hvor hun arbejde på Statsradiofonien, begyndte hun at udforske teknologiens muligheder for at realisere de abstrakte lydbilleder, hun siden barnsben havde forestillet sig. Omkring 1952 begyndte hun at arbejde med en musik, der var baseret på lyde optaget ude i virkeligheden. Med disse reallyde som råmateriale kunne hun eksperimentere sig frem til former og lydfortællinger, der både var musikalske og havde relation til virkeligheden. I studiet kunne lydene sammensættes og få nye betydninger eller manipuleres til musikalsk materiale, hvor man ikke længere kunne høre deres oprindelse. Senere inddrog hun også elektronisk genererede lyde i sine kompositioner – lyde, der var blevet til i lydstudiet ved hjælp af tone- og impulsgeneratorer og forskellige former for filtre og effektmaskiner.

I værket Faust fra 1962 bruger hun begge dele. I forgrunden står de elektronisk skabte lyde, men der er også manipulerede hundelyde og menneskestemmer i værket. Faust var en bestillingsopgave fra radioen, hvor Pade skulle lave musik til en skoleradioproduktion af Goethes Faust. Som sådan er det oprindeligt underlægningsmusik, men med sin dragende, sfæriske, hypnotiske og foruroligende karakter kan den sagtens stå alene som Else Marie Pades lydlige illustration eller fortolkning af historien og mennesket Faust.

[…] et glimrende eksempel på, at nye lydforestillinger kræver nye metoder til fastholdelse i et visuelt medie.

Partituret som redskab
I arbejdet med denne musik blev partituret et redskab, der måtte gentænkes i forhold til den nye elektroniske praksis, hvor lyden var kunstigt genereret og manipuleret, og de musikalske forestillinger ikke kunne nedskrives i et traditionelt nodebillede. Partitursiderne til Faust er dermed et glimrende eksempel på, at nye lydforestillinger kræver nye metoder til fastholdelse i et visuelt medie. Samtidig er de en vigtig dokumentation af Pades praksis, da de ud over deres billedmæssige kvaliteter jo først og fremmest er et konkret musikalsk arbejdsredskab, som hun anvendte til realiseringen af sin musik.

Den musikalske notation er i et større historisk perspektiv andet og mere end bare et system af tegn, der kan oversættes direkte og problemfrit til lyd. Ofte har notationen visuelle og billedmæssige kvaliteter, der rækker udover repræsentationen af det rent lydmæssige. Læserens visuelle indtryk har ofte været en del af komponistens overvejelser, når musikken skulle nedskrives - helt tilbage fra de rigt udsmykkede og overdådigt indbundne partiturer, der blev anvendt som fyrstegaver i seksten- og syttenhundredetallet - til det 20. århundredes mange eksperimenter med udvidede grafiske notationsformer, der meget direkte tematiserede partiturets eller skriftets værkstatus i forhold til opførelsens processuelle ’nu’. Når musikken, sådan som det er tilfældet med den elektroniske musik, ikke lader sig notere i et traditionelt nodesystem, bliver den billedlige repræsentation af lydforestillingerne endog særligt vigtig i kommunikationen og fastholdelsen af de musikalske ideer.

De fire partitursider fra værket Faust illustrerer både arbejdsprocessen og gennem den også nogle af de tanker, Pade gjorde sig om, hvad lyden skulle symbolisere i forhold til handlingen. Set som en musikalsk notation og et procesværktøj er det ganske nøjagtigt og fungerer som en form for dokumentationsmateriale i forhold til den musikalske skabelse og realisering. På den vandrette akse er tiden angivet – 1 mm svarer til 3 sekunder. De gennemgående stiplede lodrette linjer angiver de forskellige afsnit i forhold til tekstforlægget. Hvert afsnit er markeret med et bogstav, der henviser til de stikord om tekst og handling, der er noteret længst til venstre på hver partiturside. På den lodrette akse er der angivet et frekvensspektrum, der går fra det knapt hørbare i dybden til meget høje skærende toner i toppen af lydbilledet. Hertil kommer de forskellige symboler, linjer, prikker med mere, der angiver, hvilken slags maskine det er, der genererer lyden.

Svævningsprincippet – en elektronisk humanisme
De mange bugtede og bølgede linjer illustrerer det såkaldte svævningsprincip – en teknik Else Marie Pade havde lært hos den tyske komponist Karlheinz Stockhausen. I korte træk er svævningen udtryk for, hvordan toner, der ligger meget tæt på hinanden i frekvensspektret og derfor er stærkt dissonerende, støder sammen og derfor skaber interferenstoner, når de afspilles samtidig. Disse interferenstoner giver et komplekst, rigt og stadigt forandrende lydbillede. I partituret er de angivet med parallelle bugtede linjer. Prikker og zig-zag-linjer angiver forskellige former for lydimpulser og ekkoeffekter, der beriger og nuancerer dette lydbillede.

Dissonansen og interferensen som musikalske principper spejler på den måde hendes menneskesyn meget direkte.

For Pade er svævningsprincippet et menneskeligt princip i den elektroniske musik, og sammenstødene mellem klangelementerne opfatter hun analogt med menneskelige ”sammenstød” – altså menneskelige relationer. Det er således i modstanden og i dissonansen – eller i de komplekse væv af mellemmenneskelige forskelle – at hun mener mødet med den anden bliver interessant. Dissonansen og interferensen som musikalske principper spejler på den måde hendes menneskesyn meget direkte. Pades elektroniske musik er således også udtryk for en slags humanisme, som man i samtiden ellers opfattede som uforenelig med de teknologisk manipulerede lyde, musikken var lavet af.

Partituret som billede
Når vi kan betragte dette partitur adskilt fra musikken, er det ikke kun for dets dekorative kvaliteter. Det er naturligvis et vigtigt element, men lige så væsentligt er det, at billedet opfattes som en illustration af de forestillinger om strukturer i lyd, som Else Marie Pade realiserede i musikken.  Dermed kommer nemlig et dobbelt forhold mellem musik og notation til syne: På den ene side at den abstrakte musik, hun forestillede sig, fik en meget konkret notation. På den anden side at denne konkrete notation er så anderledes end det traditionelle nodebillede, at den netop peger tilbage på partituret som et visuelt medie. Man kan derfor sige, at vi ved at se på partituret kan bygge andre synæstetiske lag på den musikalske oplevelse, der kan berige og intensivere den.

Et andet aspekt ved at udgive partituret som et samlet billede er, at selvom det for Pade primært har været et arbejdsredskab, er det samtidig en vigtig dokumentation af den kunstneriske praksis. Som sådan bliver vores blik på Faustpartituret en understregning af en kunsthistorisk interesse for processuelle elementer og tvær-mediale værker. For Else Marie Pade er Den Danske Radeerforenings udgivelse af Faustpartituret, og den interesse for hendes virke som den kan give, da også fulgt af et håb om, at man, når man ser på billedet, får lyst til at lytte til musikken. Foto: Ane Mette Ruge