Sfæriske svævninger og høje omdrejningstal

Svævninger
Else Marie Pade og Jacob Kirkegaard entrerer scenen arm i arm. Bifaldet er langt og entusiastisk, det er tydeligt, at det er en legende, der hyldes – en tydeligt rørt legende, der under bifaldet diskret må tørre en tåre væk fra øjenkrogen. De bukker for publikum og tager plads ved pult og computer. Lyset i salen og på scenen dæmpes, og musikken starter.

Svævninger er resultat af flere års samarbejde mellem Pade og Kirkegaard - et samarbejde der opstod efter, at Pade hørte Kirkegaards værk Labyrinthitis i 2007. Her oplevede hun et musikalsk slægtskab med sin egen musik fra de tidlige 1960’ere, særligt den musik, der byggede på det såkaldte svævningsprincip, som hun havde lært hos Stockhausen.

Stykkets første to dele præsenterer de to kunstnere hver for sig. I første del høres, med klædelig båndstøj, bearbejdelser af Else Marie Pades originale spolebånd med lyde, der stammer fra eksperimenter, som aldrig tidligere har været udgivet. Det lyder umiskendeligt som Else Marie Pade og har et tæt lydmæssigt slægtskab med hendes værk Faust fra 1962. Et elektronisk genereret, og meget luftigt lydbillede, næsten som fløjter eller orgelpiber, hvor de enkelte toner langsomt fletter sig ind og ud af hinanden og skaber interferenser, som hele tiden skifter i intensitet og svingning. Samtidig er det hele krydret med lækre, varme og autentiske retro-båndekkoer i nedadgående bevægelser – alt sammen flot arrangeret over en dyb drone. 

Lytteren er omgivet af lyd og er centrum for lyd. […] Kvadrofonien findes ikke bare i salen, men flytter også ind i lytterens hoved…

Anden del er lige så tydeligt Kirkegaard’sk som første del var Pade’sk. Den har tydelige referencer til førnævnte Labyrinthitis, men arbejder med et andet lydmateriale. Hvor Labyrinthitis var komponeret af lidt ’grumsede’ lyde (optaget inde i kunstnerens indre øre), er dette en ret klar og ren klokkelyd, hvor anslaget er fjernet. Men princippet, der også kendes under navnet ’Tartini-toner’, opkaldt efter den italienske komponist Guiseppe Tartini (1692-1770), er det samme: At to toner spillet i et bestemt frekvensforhold, automatisk genererer en tredje tone i lytterens eget indre øre – helt bogstaveligt. Oplevelsen af dette er ganske fysisk - har man ikke prøvet det, kan man forestille sig at være til en koncert, hvor lyden ikke bare kommer fra scenen, men hvor nogle af højttalerne er placeret inde i ens eget hoved. Denne effekt forstærkedes til koncerten af det kvadrofoniske højttaler-setup, der her kom til sin fulde ret. Lytteren er omgivet af lyd og er centrum for lyd. Kompositorisk er det tydeligt, at Kirkegaard har arbejdet videre med dette princip siden Labyrinthitis, hvor det bærende kompositionsprincip var lange nedadgående spiraler. I Svævninger er effekten stærkere, og der arbejdes med flere harmoniske lag samtidigt, hvilket bevirker en langt rigere overtonestruktur, både i salen og i lytterens øre. Kvadrofonien findes ikke bare i salen, men flytter også ind i lytterens hoved på grund af de komplekse harmonier.

Interferenser
Fra disse to indledende satser begynder de to typer materialer at blande sig: Skrattende grammofonplader, flyvende svaner, rytmiske skridt, analogt bearbejdede bækkenslag blandes med dybe droner og overstyrede rørklokkelyde uden anslag. Ikke mindst de for Kirkegaard så karakteristiske tætte, ’granulerede’ interferenser i bunden af lydbilledet skaber uforudsigelige og komplekse rytmiske strukturer i dybden. Samme bund afprøves også eftertrykkeligt i et tilbagevendende loop, der er så dybt og ved så høj volumen, at trykket føles fysisk i brystkassen og møtrikkerne i lysbommen over mig rasler faretruende. Det gamle radiohus ryster.Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Under koncerten kigger de flere gange på hinanden og smiler – taler lidt sammen. De er nærværende. Det er Kirkegaard, der styrer pulten og laptop’en, men hele tiden sikrer han sig med små blikke og ord, at det også lyder, som Pade mener, det skal lyde. Der er intimitet imellem dem og imellem publikum og scene. I værkets sidste del underkastes det luftige lydbillede fra starten Kirkegaards behandling og genlyder nu også i lytterens eget hoved, samtidig med de komplekse rytmestrukturer skabt af de interfererende bastoner. Startens karakteristiske båndekkoer kommer for en stund igen og binder kompositionen sammen, inden den slutter i et højfrekvent støjende klimaks, der langsomt toner væk. Generationsmødet bliver i Svævninger til en dialog, hvor hver kunstners personlige karakteristika får lov at ytre sig, samtidig med at de brydes, diskuterer, interfererer og derved låner hinanden nye betydninger.

Højt omdrejningstal
Aftenens anden koncert er med britiske Mark Fell. Fell er rundet af 90’ernes techno-scene i Sheffield og har efterfølgende bevæget sig ud i den mere eksperimenterende elektronika. På denne aften manifesterer dette sig i et kort krasbørstigt sæt på en halv times tid, hvori antallet af stortrommeslag og høj rytmisk kompleksitet kan få de fleste metaltrommeslagere til at ligne en flok tøsedrenge. Fells optræden er mere knap og afmålt end Pade og Kirkegaards. Fra det øjeblik han går på scenen, og indtil han klapper laptop’en sammen med et smæld, registrerer jeg ikke, at han et eneste øjeblik bevæger sig eller fjerner blikket fra skærmen. Laptop’en er endog pakket sammen og puttet i tasken, længe inden publikums bifald fortager sig.

Koncerten indledes med et langt og hektisk forløb, hvor de ganske få og dybe stortrommeagtige lydmaterialer, der er i musikken, udelukkende behandles som rytmiske elementer i opbrudte mønstre af den slags, hvor man, lige som man tror, man har fanget beatet, finder ud af at det har ændret sig. Efter et breakdown sættes i med et tungere, mere ’dansabelt’ beat med en enkel akkord ovenpå. Igen ændrer beatet sig kontinuerligt, men dog allerede i mere forudsigelige strukturer. En lille melodisk stump forvrænget klaverlyd kommer til cirka midt i stykket. Nu bliver beatet regelmæssigt men ændrer hele tiden tempo, mens melodistumpen fortsætter upåvirket. Beats’ne bliver til flader og melodien bliver til rytme – og tilbage igen. Overordnet har sættet en bevægelse hvor ren, men kaotisk og uregelmæssig rytme transformeres af tonale og melodiske elementer til mere forståelige strukturer.

Fells musik byder på mønstre i flere lag og lyder til tider som en stor maskine, der marcherer eller en overbelastet halvdefekt motor, der ubønhørligt fortsætter for alt for høje omdrejninger. Men der er også pudsige indslag af stueorgler, små bidder af festlig cabaret-feeling og poppede feel-good melodistumper. Det er hård kost ved et højt lydtryk og det koncentrerede sæts rige informationsmængde får da også enkelte til at udvandre før tid. For mig forbliver det samlede lydbillede en smule for ensformigt og upersonligt og de strukturelle kompleksiteter, der er i musikken kommer derfor ikke helt til deres ret. Måske er det fordi mit bekendtskab med Fell er nyt, for netop den strukturelle rigdom antyder, at det er musik, der sagtens kan vokse ved flere gennemlytninger.

Produktive modsætninger
Som jeg indledningsvist var inde på, var den store modsætning mellem aftenens koncerter en fremragende kuratorisk disposition. To mere forskellige koncerter kan man svært forestille sig, og hver for sig perspektiverede de hinanden og påpegede et væld af de modsætningstematikker, der er i den elektroniske musik: det intime og det distancerede; det personlige og det afpersonaliserede; det organiske og det maskinelle; det kommunikative og det informerende – med mange flere. Tak for det, Wundergrund – det var både rørende, informerende og tankevækkende.