Betegnelsen tape music er betegnelsen for den New York-baserede udformning af elektronisk musik frembragt ved hjælp af spolebåndoptagere. Betegnelsen er en smule misvisende, da al brug af spolebåndoptageren som kompositionsredskab jo kan kaldes netop det. Men ikke desto mindre er den blevet knyttet til de amerikanske komponister, som nogenlunde samtidig med Pierre Schaeffer i Paris, men uafhængigt af ham, eksperimenterede med frembringelsen af støjlyde frembragt på spolebåndoptagere.

Begrebet elektroakustisk musik er en fællesbetegnelse for musik, der involverer elektronisk forstærkning af instrumenterne, herunder live electronics (se denne), som den også er mere eller mindre sammenfaldende med. Dog anvendes begrebet elektroakustisk musik særligt til at beskrive ældre eksperimenter med elektroniske lydgivere, om end det i de senere år også er blevet anvendt om ny, elektronisk kompositionsmusik.

Horisontal collage er en kompositionsteknik, hvor det musikalske forløb består af flere lag, der optræder samtidigt, men tilsyneladende uafhængigt af hinanden. Ofte vil der være en musikalsk forgrund, som følges af en eller flere musikalske baggrunde bestående af væsensforskellige lydbilleder eller klange – lige fra reallyde, fjernorkestre eller musikalske forløb i andre tonearter eller tempi.

Begrebet process music er amerikansk og er blevet brugt til at betegne noterede eller ikke-noterede musikalske forløb, hvor musikken forløber processuelt efter en på forhånd fastlagt retning. Begrebet er især knyttet til den amerikanske minimalisme, hvis langsomme ændringer af tilsyneladende repetitive figurer har en processuel karakter. De mest prægnante eksempler regnes for at være Steve Reichs tidlige værker såsom klaverværket Piano Phase (1967) samt de elektroniske værker It’s Gonna Rain (1965), Come Out (1966) og Pendulum Music (1968).

Brugen af begrebet "avantgarde" (direkte oversat fra fransk militærsprog: en fremskudt førerstilling) har uklare historiske rødder, men musikalsk er ordet knyttet til den europæiske og amerikanske serialisme efter 1945 - året da Anton Webern, hvis musik i visse henseender var et varsel om serialismen - blev dræbt ved et vådeskud. I dag bruges udtrykket imidlertid langt mere generelt om holdningerne bag alle eksperimentelle, modernistiske, bevidst fornyende tendenser i musik skabt efter Anden Verdenskrig, også uden for den klassiske musiks område.