At synge eller tænke

Gamle Brecht kaldte operaen ’kulinarisch’. Altså en nydelsesorienteret, følelsesdrevet kunstform fra en pudret æra, med tiden tilpasset et fedladent borgerskab. Lige til at slubre ned som et dusin østers i en tilsvarende vekslen mellem fryd og væmmelse. Som genre aldeles utidssvarende og reaktionær.

Ikke desto mindre skrev han et par trojanske stykker af slagsen, motiveret af ønsket om at sprænge genren indefra, når nu – stadig ifølge Brecht - operaen ikke kunne ”borttænkes fra det moderne samfund”.

Operaen er muligvis absurd som genre – det skriver selv vores Nationalencyklopædi – men den spiller en betryggende rolle: Operaen er altid som den plejer at være. ”Om mennesket noget sted har mulighed for at være menneske, så er det i operaen!”, skrev Bertolt engang i mellemkrigstiden.

Med operaen som matrice
Eivind Buenes (f. 1973) anden roman, Allsang handler om muligheden for at være menneske. Og dermed også om opera.

Den følger over en periode på godt femten år tre studiekammerater fra Operahøgskolen i Oslo, en næsten klassisk treenighed bestående af den nonchalante overklassedreng Jonas, naturkraften Marie og romanens fortæller, den til overflod reflekterende Ivan Brun.

Som en spejl og klangbund for denne triade lader Buene yderligere et spor udfolde sig i Allsang, nemlig tilblivelsen og opdagelsen af et hidtil ukendt sidste værk af selveste Händel, en svanesang skrevet med svanefjer i form af operaen Maria Magdalena. Baseret på en efterladt libretto af Nicola Haym er det en opera, der ender med at give oprejsning til den mest misforståede person i Det Ny Testamente, den eneste, der vitterlig forstod kærligheden, men også gik til grunde ved den - nemlig Judas. Til hans ære har Händel skrevet den arie, som Ivan kalder ”verdens fineste sang”.

[...] fordi kærligheden netop er en kliché, patetisk og absurd, så har den et naturligt slægtsskab med operaen

Hvor de to spor krydser hinanden, finder man romanens originale postulat: At fordi kærligheden netop er en kliché, patetisk og absurd, så har den et naturligt slægtsskab med operaen. Den store kærlighed er kort sagt uforståelig og hjemløs udenfor operaen – og det er grunden til genrens uundværlighed. Også i et moderne samfund som det kridhvide Oslo, hvor Ivan, Marie og Jonas gennemkrydser gaderne.

Forfatterkomponisten Buene
Buene er komponist og har levet af at skrive musik siden sine tidlige tyvere. I 2010 debuterede han som forfatter med romanen Enmannssorkester (læs Buenes egne tanker om sit forfatterskab her). At han således både skriver musik og bøger er der intet nyt i, det er der flere der gør. Det interessante hos Buene er derimod hans stilfærdige sabotage af grænserne mellem musikteori og poetik. At teksten er tavs og (instrumental)musikken ordløs er hverken selvfølgeligheder eller barrierer hos ham, tværtimod associeres der frit fra det ene sanseområde til det andet.

Se bare de dramatisk tilspidsede situationer, hvor det ville være nærliggende for en komponist at give fuld los på den lydlige side med pauker, horn og gestik, men hvor Buene omgår tekstens tavshed ved blot at skifte sanseligt register. Da Ivan og Marie ved en fest overraskes in flagranti af Jonas, markeres dramaet ved at rummet fyldes af lugte – af køn, krop og sved. Farverne styrer Buene også med præcis og generøs hånd; byens hvide og grå på den ene side og de organiske røde, grønne og brune på den anden. Operapublikummet er gråhåret og kulturelt, mens Marie – selvklart – er rødhåret og grønklædt som et ægte naturbarn.

At der på den måde trækkes tråde mellem sanseområderne hedder synæstesi og spiller en større rolle i norsk kulturarv, hvor Edvard Munch nogle år før forrige århundredskifte jo som bekendt associerede et angstskrig ind i en sygt-psykedelisk farvepalet. 

At tænke eller at synge – det er spørgsmålet
Sproget i Allsang er selvfølgelig også musikalsk og rytmisk, nogle gange endda decideret flot og andre gange banalt. Men først og fremmest er Allsang en idéroman, hvis grundlæggende skillelinje drages mellem refleksion og handlekraft, mellem tanke og drift, mellem sangen og ordet.

[…] først og fremmest er Allsang en idéroman, hvis grundlæggende skillelinje drages mellem refleksion og handlekraft, mellem tanke og drift, mellem sangen og ordet

På det mest abstrakte plan er det skismet mellem kultur og natur med den ekstra pointe, at naturen først for alvor er beundringsværdig indenfor kulturens rammer

Eksempel: Af de tre sangstuderende Jonas, Ivan og Marie er den første en ferm sanger, den anden end hæderlig sanger, men kun Marie er et naturtalent. Det afspejler direkte deres refleksionsniveau ift. tilværelsen. ”Å tenke eller å synge – det er spørgsmålet” er Jonas’ motto.  For sangeren er hjernen og kroppen altid i krig. ”Vi bruker hulrommene i hodet til å forsterke stemmeklangen, for å kunne bli hørt gjennom et symfoniorkester. Jo mer tomrom i hodet, desto større stemme, ikke sant?” Det er sangerfagets ældste og mest slidte vits, Ivan gengiver.

Men den holder vand i Allsang – for sangeren drejer det sig om at slippe tanken, om at være sin stemme. ”Be - don’t do,” bliver Maries mantra og hendes intellekt bliver i løbet af romanen bragt til tavshed til fordel for hendes ambition som sanger. Gradvist bliver hun til en syngende krop, et stykke natur uden kulturens kolde refleksion over sig. Og gradvist vokser kløften mellem hende og Ivan.

Abstrakt oprindelighed
Det er en gammel tanke, Buene her trækker af stald. Som bekendt er sangen menneskets oprindelige udtryksform hos den ædle vilde, som fx Rousseau skildrer ham i midten af det attende århundrede – altså cirka samtidig med, at Buene lader en fedladen Händel skrive sin kætterske opera om Jesus, Maria Magdalena og Judas. Rousseaus pointe er, at sangen – i modsætning til talen - er umiddelbar, direkte og autentisk. Det er i takt med vores øgede kultivering – fordærvelse, kalder Rousseau det - at sangen bliver noget medieret, der skal tillæres. Den kultiverede sang er derfor et derivat, der minder os om, at naturligheden ikke længere findes hos os.

Udadtil fornægter Ivan Rousseaus lære og at den naturlige sangstemme overhovedet findes. ”Det der er bare mumbo jumbo, Jonas”, siger han, og forfægter at den største sangstemme tværtimod er kultiveret i en sådan grad, at den virker perfekt utvungen. Men indadtil er det, det naturlige han beundrer og misunder, idet han selv mangler ”den utvungne naturligheten som hvem som helst kunne se hos Marie og Jonas.” Han erkender, at for ham er der ”alltid en sperre et eller andet sted i kroppen”. Eller i hovedet, kunne man tilføje, for det er jo netop hans tanker og refleksionsniveau, der lejrer ham i kulturen og følgelig fjerner ham fra naturen.

På den måde rummer Ivan og Maries forhold også i abstrakt form romanens egentlige tragik: At kultur og civilisation i bund og grund er ulykkeligt forelsket i det naturlige, men ikke til fulde erkender, at det er en selvforelskelse i sin egen oprindelige væren.

Kærlighedsdramaet mellem Ivan og Marie er selvfølgelig selvskrevet til at blive artikuleret indenfor operaens rammer – og det er præcis den scene, Allsang åbner og slutter med – som et oliemaleri med fede lag af farve, fuldt optrukne streger, patos og drama. Sådan en scene må en roman om opera jo have – med den af forsmået kærlighed vanvittige Ivan, der tilkæmper sig adgang til scenen for at synge den sang, som rettelig er hans; Judas-arien i Händels opera. Han synger den ufortrødent, mens musikken stopper og vagterne kommer ilende: ”Det er ikke lett å konsentrere seg når disse folkene står og trekker i armer og ben, men jeg holder det gående, dunker rytmen med knyttede never, ka-dunk, ka-dunk…”

Til trods for at romanens mange tanketråde filtrer sammen i ny og næ, holder Buene taktfast sin rytme med knyttede dunk i dørken. Allsang er en både smuk, melankolsk og intelligent roman, der fortjener et publikum. Gråhåret eller ej.