Bel Canto

Når nogen spørger mig hvem Håkon Thelin er, så svarer jeg altid: "Verdens bedste bassist". Det er nok ikke helt korrekt, men det siger sådan nogenlunde, hvor næsegrus beundring jeg har for hans tekniske kunnen, hans musikalitet og ikke mindst hans selvfølgelige omgang med instrumentet - til trods for at det han spiller, som regel er alt andet end selvfølgeligt. Jeg har sjældent hørt og set en musiker der, med en så casual attitude, kan ramme en unison åbningstone med sine venner i Poing, langt over gribebrædtet, med en renhed der rammer ens hjerne som en mindre blodprop. Knivskarpt. Altid

Nu har Thelin udgivet sin første plade, der udelukkende består af egne værker. 

Når instrumentet synger
Hvad sker der med musikken, når den er skrevet af en instrumentets mester, der normalt spiller andres værker eller udtrykker sig improvisatorisk? Man kunne frygte at værkerne bliver nedskrevne demonstrationer af hvilke utroligheder Thelin kan få ud af instrumentet. Man kunne også frygte, at han forsøger at skrive "rigtig kompositionsmusik" for således at springe ud som "kontrabassist; nu også komponist". 

Heldigvis ubegrundet! Hans kompositioner er lige så selvfølgelige som hans tilgang til instrumentet. Det handler ikke så meget om stramme kompositioner som at finde udtryksmåder: Thelin skriver selv i coveret: "The music on this CD represents a defining discovery of my own musical voice, as it speaks through the double bass". Det handler altså om at få kontrabassen til at synge Thelins sang. Og det lykkes.

Coveret – der i øvrigt smagfuldt og meningsfyldt giver et døende medie en sidste chance – fortæller hvordan Thelin er kommet frem til sit udtryk. De lange beskrivelser af kompositionsprocesserne og grundlaget for de valg han har taget er interessant læsning, men dog ikke nødvendigt for lytteoplevelsen. Jeg lyttede til pladen et par gange inden jeg læste teksten og heldigvis bekræftede og supplerede teksten de tanker, jeg allerede havde gjort mig. Skønt!

Italienske tråde
Der er ingen tvivl om, at Thelin er fascineret af Italien. Pladen er dedikeret til den Italienske kontrabassist Stefano Scodanibbio, der taler om at få kontrabassen til at "synge med sin egen stemme" ved hjælp af udvidede flageoletteknikker og sammenspillet/interaktionen imellem bassens ordinære tone og flageoletten. Thelins værk "oibbinadocS" er indlysende en hyldest til Italieneren.

I værket "Shared moments" for kontrabas og bånd nævner Thelin Luciano Berios smukke værk "Naturale" som inspirationskilde. Værket har folkemusikalske kvaliteter, orientalsk inspirerede elementer og, ej, hvor var det ærgerligt, at den tabla jeg hørte, ikke var en af Thelins mange måder at bruge kontrabassen som perkussionsinstrument, men blot en lydoptagelse af en tabla. Thelin har skrevet en hovedopgave ved Norges musikhøjskole med titlen "Perkusjonsteknikker på kontrabassen”, så det ville faktisk ikke være utænkeligt! Værket Amarcord (Romagnol for "Jeg husker") er poetisk beskrevet i coveret med tydelige referencer til den italienske mesterinstruktør Federico Fellinis film af samme navn. Selv billedet af Thelin i coveret oser af italianisme, hvor han fremstår i sort skjorte, åben krave og vandkæmmet hår. Og ikke et ondt ord om det! Er der nogen, der kan det der med Canto, ja, så er det Italienerne.

En rigtig plade
Værkerne, der er skrevet i årene 2003 - 2010, er alle eksempler på hvordan man kan bruge kontrabassen og de udvidede spilleteknikker meningsfyldt og musikalsk, og handler heldigvis aldrig om at imponere på en "se nu hvad den også kan"-måde.

Resultatet er en plade, der handler om kærlighed til musik som udtryk, smukt sunget af Håkon Thelin igennem hans kontrabas. Violinisten Marco Rogliano og sanger Frank Havrøy bidrager upåklageligt på hhv "Light" og "Glasperlenspiel", og lyden kan vi takke Cato Langnes/NOTAM for, som med nye tilgange til mikrofonplacering og optagelse af kontrabassen tager instrumentets klang til nye højder.

At udgive en CD i dag er nærmest (eller burde være) en formidlingsgenre i sig selv. Alt for sjældent smelter værk og medie sammen. Med de mange distributionskanaler der i dag er til rådighed, skal man virkelig have en god grund til at vælge den mest besværlige: et plastikobjekt, der fylder op i reolen, og i øvrigt kræver en snart forældet teknisk enhed for at blive afspillet. Håkon Thelins plade er en rigtig plade. Coveret er smukt designet, teksten meningsfuld og berigende. Det klingende egner sig til, og man kan sige er optimeret for mediet. Der er ikke tale om dokumentation eller koncerterstatning. Det er meningen, at man skal sætte denne plade på derhjemme, og man får noget ud af at høre CD’en som helhed. For eksempel er åbningssporet et tydeligt "velkommen", der vinder en ekstra dimension i relief til de efterkommende spor.

Light er en udgivelse, der er gennemført på så mange niveauer. Det kan måske virke lidt konservativt med en udgivelse, hvor kontrabassen netop ikke lyder som en støvsuger og hvor der ikke er en separat dvd med, hvor man kan afspille håbløse visuals på sin fladskærm synkront med musikken. I dette tilfælde er sangen nok i sig selv. Konservativt eller ej. Det er fantastisk godt lavet.