Hvad skal vi med det tidsskrift?

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 07 - side 249-249

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Hvad skal vi med det tidsskrift?

I det Herrens år 38 efter Dansk Musiktidsskrifts fødsel vil vi gøre en lille samvittighedsstatus. Hvor er vi henne, hvad skal vi med det tidsskrift?

Vi skal skrive om musik. Men om hvilken musik, og hvordan? Rundkastede man spørgsmålet til de efterhånden op mod 3000 abonnenter, kunne man være nogenlunde sikker på at modtage omtrent lige så mange forskellige svar. Og dermed være lige vidt. En sådan imaginær redaktionskomité af alle tidsskriftets læsere kunne holde ugelange møder, drikke spande af kaffe, men ikke nå et skridt ud af stedet.

Lad os kort opsummere, hvilke ideer den signerende redaktion har om DMs jordiske eksistensberettigelse: Tidsskriftet skal være aktuelt. Dermed er kursen i princippet gjort op, men naturligvis kan svaret differentieres. Aktualiteten gælder nutidsmusikken og dens problemer og situationen i musiklivet pædagogisk, videnskabeligt og socialt. Behandlingen kan være af orienterende eller debatterende art. Sagligheden - der er en forudsætning - kan virke i informationens eller provokationens tjeneste. Den sidste kan have karakter af de momentvise »spark i løgsovsen«, som Klaus Rifbjerg proklamerede nødvendigheden af, da han i sin tid overtog redaktionen af »Vindrosen«.

Realiseringen af denne kurs har påført redaktionen en portion sympati-tilkendegivelser og enkelte kritiske kommentarer. De sidste peger for en stor del i retning af tanken om 3000-mandsrådet: DM skal være mere aktivt provokerende. DM skal holde sig til orienteringen. DM skal være et forum for den musikvidenskabelige forskning. DM skal være bredere, populærere (store komponister og deres elskerinder?). DM skal være internationalt orienteret. DM skal tilgodese de tusinder af musik- og sangforeninger i landet o.s.v.

Endnu en kritisk røst: DM skal skrives med henblik på, at det kan stilles op på hylden, så man kan vende tilbage til det fremover, som til en bibel — sans comparaison.

Ingen kan indvende noget mod dette perspektiv. Men tage det i betragtning i det redaktionelle arbejde ville være lige så tåbeligt, som for en komponist at skrive sine værker for evigheden. Tanken om en så himmelsk indbildskhed kan næsten få skamrødmen til at blusse. Det må nok regnes for sandsynligt, at når vore børnebørn blader tilbage til DM 1963, så vil de artikler, der er skrevet med eftertiden for øje, kede dem flittigt, mens de artikler, der registrerer et aktuelt brændpunkt, vil forekomme læseværdige. Rent bortset fra, at det er os langt mere magtpåliggende at interessere nutiden end eftertiden. Man skriver ikke for at glæde efterverdenen, men for selv at komme videre.

Årgang 38/1963, nr. 07