Musikkens Borum

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 05 - side 160-166

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Iefteråret 1994 skrev Poul Borum digte om musik. Han var blevet opereret for en livstruende sygdom, og da han efter operationen opdagede, at han var i live, gav han sig til at høre musik og skrive digte om den.

Til de nye digte har vi føjet det digt, som Poul Borum skrev i 1974 som afslutning på 10 radioudsendelser om Charles Ives.

Erik Christensen har læst digtene og giver følgende Brugsanvisning

Poul Borums digte om musik åbner for det fraværende. Undrer. Forundrer.

Fylder. Ser ind og igennem. Poul Borums digte egner sig. Læg dem på skrivebordet. Når du går i stå, så læs et. Når du er glad, så læs et. Når du er træt, så læs et. Når du hører musik, så læs et. Når du ikke hører musik, så læs et. De flytter dig. Husk at glemme dem. Når du har glemt dem, så læs dem igen.

HEINRICH SCHÜTZ: GEISTLICHE KONZERTE

Disse hvidkalkede protestantiske kirkerum
hvor renhedskrav siler ned ad væggene
og sognepræstens tolv børn er alle stemmerne i koret
med deres mor ved pulpituret, overflydende og ren,
en nådestilstand der lyder op mod den sommerblå himmel
uden for de små men sollysende vinduesglugger højt oppe i orgelhøjde
disse rugbrøds- og sødmælks-stemmer
med deres forsoningslys næsten skærende
disse overlyde af overrum og oversjæl
denne vished hinsides tro

JOHN PERSEN: EX

Den tredie gang guldterningen på tavlebordet randt,
skønjomfruen hun tabte, den ungersvend forsvandt.
Nej, ved du nu hvad, skat,
kærligheden
kan da ikke sådan bare forsvinde.
Og du
står for stærkt til
bare at være et minde.
Har du da ikke hørt om
udødelig kærlighed, måske?
Det er de dødelige
der fandt på dét.
Den tredie gang hvor højenlofte stod i brand
var begge borte og kærligheden sand.

BRUCKNERS 3.

Jeg hører Bruckners 3. som en roman fra 1871,
samtidig med Henry James' Portrait of a Lady,
men også inspireret af Monets Olympia (hvornår?!)
Fire monologer (som The Sound and the Fury):
hovedpersonen er en kvinde der vågner,
hendes drømme så længe symfonien varer.
Wien 1870, Portræt af en drømmende pige.
Elise hedder hun og er 24.
Hun elsker to mennesker:
Elskeren som hun kalder Den Fremmede,
han er gådefuld for os, måske kun en drøm -
og søsteren Lotte på 16.
1. sats Elise
2, sats "" og Lotte
3. sats "" og elskeren
4. sats "" og negerkvinden med spejlet.
Vil Elise kunne gøre kærligheden til Lotte til en drøm
og drømmen om elskeren til virkelighed?
Hvilende kvinde, drømmende pige.

SCHUMANN: TRE ROMANCER FOR VIOLONCEL OG KLAVER. Op. 94

De er for rolig!
De har det for godt!
Tag tre Schumann for nervernes skyld!
I
Jeg er urolig,
jeg er bange,
jeg ved godt selv
at det er uden grund.
Jeg har det jo godt,
siger jeg til mig selv.
Hvorfor ryster
mine hænder så?

II

Jeg ville gerne danse!
Hvor er min skygge henne?
Jeg ville gerne fejre
en gylden dag som denne.
Jeg ville ikke standse
min hvirvlen rundt og rundt.
Men jeg står i stampe
og mine ben gør ondt.

III

Nu aftnes alting
indeni.
Nu kommer nat
og gør mig fri.
Min dag, min dag,
min dag forbi.

CECILIE ORE: PRÆSENS SUBITUS.

For strygekvartet. 1989.
Sønderrevne nerver. Blod og kaos. Alt det dér.
Jeg ved det godt. Jeg har det i mig. Alt det dér.
Men hvem siger det er rigtigt
at slippe luften ud, når den er dårlig?
Blod og kaos. Ja, jeg ved det. Nervespidser.
Der er en brunstig påhængsmotor i mit hoved. Og hvad så?
Livet er for langt til al den klage.
Livet er for kort til andet end at leve.

ERIK HØJSGAARD: Nocturne. 94

Nat sig sænker over lande.
Den sidste bil er sovet ind.
Lad mig stryge fra din pande
smerten i dit sind.
Nu lægger sig den sidste hvirvelvind.
Jeg erkender
jeg er ikke stærk nok til at trøste
Så lad min svaghed
være trøst.
Jeg ser det mørkne
i dine øjne
og ved at sådan er det,
vi er kaldet til at sove.
Nat sig sænker over lande.

SCHUBERT: KLAVERSONATE, B-dur. D.960. 1. sats

Fra den vilde have
hvor ingenting gror som det skal
men alting fanatisk vokser
ind i det gråhvide hus
hvor ingenting står som det skal
men væggene blomstrer med møbler
eller er standset her på tærsklen
den forfaldne terrasses tremmer
og stentrappens opslidte spor
Begyndt her
i en forfalden uendelighed
med duft af syren og phlox.
Styret ned her
i dette kaos mellem før og efter
hvor Adam sin Eva kan møde
under hængetræet
med de bøjelige blade
kundskabens ældgamle illusion
vogtet af birkeengle
i hvidklædt kønsløshed
og raslende-susende.
Begyndt her
hvor alting begynder,
også æblernes duft.

BRUCKNERS 4.

1.

Rosenstenen fra ørknen
hviler trygt i sig selv
ligesom mit hjerte
banker i sit bryst
Stenen står foran mig
i hjertehøjde
og banker med
Næsten ingenting
forråder den lille afstand
mellem stenen og mig
Men mit oprør
kommer oppefra
fra hjernen der ikke vil stilne
Hvordan får jeg rosenstenen
til at nå derop?
Jeg er så fremmed.
Den skrivende hånd ryster,
den tænkende hånd hviler
mod papiret.

2.

Rosenstenen hviler
i sit åndedræt
af kølig luft
efter ørkenheden
Mens mit åndedræt
besværet søger
sin egen hvile
udenfor sig selv.
Rosenstenen danser
i sin form
ubetynget
enig
Mens mit åndedræt
slæber sig
fra station
til station.
Rosenstenen synger
roligt fløjtetyndt
mens mit åndedræt
rasende slår fra sig
og ikke akcepterer
verdens kulde.
Rosenstenen tier
med det eneste
af den verdensangst
den ved
Men mit åndedræt
jager sin
hvidnende
uvidenhed.

3.

Rosenstenen ånder
gennem sandbrun hud
Mens min hud gør modstand
og slipper sine lemmer
Jeg vil ind i rosenstenen
skønt jeg ved jeg ikke kan
Rosenstenen vil ingenting
skønt den kan alt
Rosenstenen ånder

4.

Med min krop som indsats
i et spil
hvor jeg skal slå rosenstenens
livsevighed
med mit hjerne som kontrollant
ved alle hazarderede slag
og rosenstenen alene
og sejrssikker
med mit åndedræt
som tidtager
mens rosenstenen er
ude på kanten af tiden
Med mit hjerte
med mit hjerte
med mit hjerte

CHOPIN-MAZURKA

Jeg sidder her med 50 blå BIC kuglepenne -
hvordan kan jeg nu vide hvilken af dem der vil penetrere
poesiens stønnende udstødte æg?
Jeg sidder her med 50 tanker og 50 tankeløsheder -
hvordan kan jeg nu vide hvilke to der vil finde hinanden
i nat?
Jeg ved ingenting og det hele flyder og kuglepennene
danser i et stort mønster
omkranset af tanker og utanker.
Og lykken findes:
det præcise ord.

BRUCKNERS 5.

Fire digte

INTRODUKTION

Historien om linedanserens ulykkelige kærlighed til den kvindelige klovn.

Hun lo bare ad ham
men mente ikke noget med det.
Og ved siden af:
Picassos lille akrobatfamilie,
helt uden historie.
Direktøren
tager sig selv af hestene,
mens hans kone er blevet for tyk
til andet end at sælge billetter,
men det gør hun med stor ynde,
som stod hun stadig på en hesteryg.
Cirkus Mundus spiller hver aften
i alskens vejr
og med skiftende succes.
De ved det skal se farligt ud,
men der sker ingen uheld,
gør der vel?
Det er en livlig
og overfladisk verden
hvor de dybe smerter
ikke ses for sminken.
Det er for livets
underholdnings
skyld.

ET DIGT

det var slet ikke meningen jeg ville have skrevet et digt,
det kom helt uforvarende
i et tomrum hvor der slet ikke var plads til digte,
det ville fortælle mig noget,
ikke om det det fortalte mig
men om det at det fortalte mig noget.
jeg klamrede mig til pennen
som om jeg skulle miste alt, også det sidste,
hvis jeg ikke fik det ned på papiret.
man kan ligefrem se ordene krøble sig sammen
som små buske i vinden.
det blev et digt om at sørge
eller et digt om at glæde sig -
det er ikke det det kommer an på.

SCHERZO

Du spørger, Liebchen,
om kaffen er for varm?
Kan kaffen være for varm
midt i min 5. symfoni?
Det er ikke nemt at se
at jeg sidder og skriver på den,
men det gør jeg altså
så græsset bølger
og alle skovfugle små
pipper på deres grene
men de flyver ikke væk
nej de flyver ikke væk.
Sagde du kaffe, Liebchen?

FINALE

Stemmer i mørket
akrobatens stemme
min stemme
Bruckners -
de blander sig i mørket
de danser
en spøgelsesdans -
de er hverken til stede
eller ikke til stede
de er hverken
her eller der
det er som musikken
får selvstændig krop,
får farver og hud,
danser ud,
danser ud.

HAYDN: 2. sats af 27. strygekvartet, D-dur, op. 20:4

(Et næsten skræmmende euforisk digt, skrevet efter en lang, lykkelig dag med Olof Lagercrantz' Ekelöf-bog)
Herregud, hvor mange sekunder
at leve på en dag.
Alle disse lysfyldte øjeblikke,
al den tid jeg har.
Hvilken lykke
at ha så meget tid.
Herregud, hvor mange mennesker
verden er fyldt af.
Og hvor mange tanker, gode og onde,
har ikke hvert enkelt menneske.
Og hvor mange sekunder.
Å at være så rig,
og først skulle miste det
bagefter.

DVORAK

Løv er lutter begyndelser
skiftende mønstre for vindens bevægelser
tegn for intet i luften
Løv er træets sekraft
fra lysgrønt til brunt
fra blød susen til raslen
se træet har øjne
Løv er træets kærtegn
luft kom til mig
vækst kom til mig
himmel jeg rækker
Løv er lutter afslutninger
bevidsthed om fald
og genkomst

WEBERN: Kvartet for violin, klarinet, tenorsax og klaver. op. 22

Du er det dansende midtpunkt
jeg er den dansende omkreds
i bestandigt nye kombinationer
fylder vi rummet med cirkler
Du er et hjerte der åbner sig
jeg er vindenes sjæl
bestandigt farer vi vild i hinanden
fylder vi kroppen med dans
- - - - -
Du bygger bjerge
jeg bygger kilder
vi fylder et tomt landskab
med øjenfugle og køn
Vi lever et opfyldende liv
langt fra helhedens sol
jeg bygger kilder
du bygger bjerge

WEBERN: Koncert for ni instrumenter. op. 24, 2. sats

Grønne skridt i græsset
stier ind mod skoven
mørket er en del af
det lys du skal bekræfte
Hvert skridt er begyndelsen
til en åben verden
Din rygs linje tegner
det du gik forbi

CHARLES IVES

Afsluttende umusikalsk efterskrift
Livet er større end de levende,
døden findes ikke - hvor er den måske?
ikke hos de døende, de er levende.
ikke hos de døde, de er ikke.
De fortvivlende ukendte magter
brugte mit øje som model
til verden og dens horisont
og mit øre da de skabte
skyernes landskaber -
af min mund blæsten. (Fare hen, fare hen -).
Livet er større end de levende,
verden er under min hånd.
Som landskaber man ser
og samtidig ser man i erindringen
andre længst forsvundne landskaber -
og man ved ganske klart
hvad der er indre og hvad der er ydre.
Det er som i musikken -.
Eller som ansigter
der skaller af ansigter,
som mængden i dens virvar
standset brat af hjertets kameraklik:
at genkende fremmede
og at blive fremmed for det kendte
er samme proces,
alt er et spejl,
og det som ikke er et spejl
er et ekko af en klokke.
Livet er større end de levende.
Der går ikke et sekund
hvor jeg ikke gennembores af verdenslyd,
hvor det ikke durer og synger
mod hvert enkelt blodlegemes resonansbund
- små stjernespejle, små børn i min krop -
Hvorhen skal jeg bringe
min sang, som ikke er min men min krops
(som ikke er min) -?
Eller som tiden der tikker sig gammel,
uvidende om alt hvad den forgår.
Således selv
skal jeg ældes uafvidende,
skal jeg trøste min hud med stilhed, klang.
Livet er større end de levende,
vejene begynder ingen steder,
holder ikke op,
i cirklens definition indgår
at den ikke kan lukkes.
Jeg går her,
øjne, ører, næse, mund,
jeg går her,
krop, lemmer, køn,
jeg går her i udødelighed,
ikke jeg går her. Almagt.

Årgang 70/1995-1996, nr. 05