Tre dage i Tirana. Ny dansk musik i Albanien

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 05 - side 176-177

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Kalejdoskopiske indtryk fra en by i samtidig opløsning og opbygning og historien om en lille flok danskere til ny musikfestival i Albanien. En ople-velse der er svær at putte ned i nem-me hukommelseskasser og svær at strukturere, for den handler mere om mennesker, historie, samfund og levende ildsjæle end om toner og musik. Eller gør den?

For fem år siden fandtes der om-kring 100 personbiler i Albanien. Nu er der næsten 400.000. Der er ingen færdselsregler, der er intet kørekortskrav og gennemsnitshastigheden på de lige vejstrækninger er ca. 100 km. i timen. På indfaldsvejen til Tirana er der lavet ca. 2 km motorvejslignende vej-strækning. Der er autoværn i midten, så alle de æselkærrer, der kommer fra markvejene, ikke kan komme over i den rigtige kørebane - på vej fra lufthavnen og ind til byen kørte vi udenom dem med stor fart. Æslerne så ligeglade ud. Den første oplyste bygning på vej ind gennem de mørke forstadskvarterer var den nye Coca-Cola fabrik.

Allerede den første aften fik jeg udpeget 'Pyramiden' af den venlige, allestedsnærværende, næsten-engelsktalende, festival-medarrangør Albert Pelari. Bygningen står bag en stor halvcirkelformet plads, med trappetrin, der er betydeligt større end almindelige menneskeben er vant til. Selve 'Pyramiden' består af en kegle-formet front, der er skåret over fra top til bund af en enorm betonklods af en bygning. Den stod færdig i 1986, dik-tatoren Enver Hoxha havde bestilt den som sit mausolæum. Indtil revol-ten i 1990-91 havde den fungeret som Hoxha-museum. Der var besøgs-tvang for alle i byen. Midt inde i den høje sal stod en guld-statue af diktatoren selv - nedenunder var han begravet. Det hele blev smadret under revolten og salen blev nu brugt til kammer-koncerter.

Lederen af den albanske ISCM-sektion hedder Sokol Shupo, han er komponist og lærer i komposition på Musikakademiet. Han rejste rundt i Europa i begyndelsen af 90'erne, besøgte ny musikfestivaler, bl.a. Darmstadt - besluttede her at lave en lignende mindre festival i Tirana. Det var nødvendigt for at den albanske musik skulle kunne følge med i den internationale udvikling. De første Internationale Dage for Ny Kammermusik blev afholdt i 1994, festivalen blev gentaget i 1995 og planlægningen er allerede igang for 1996-festivalen. Resultatet er imponerende - en uge med internationale ensembler, komponister der laver work-shops og koncerter hver dag.

Næsten al musik fra dette århundrede var bandlyst i Albanien under diktaturet. Al gejstlig musik eksisterede selvfølgelig heller ikke. Den musik, der klingede i Albanien, var den 'absolutte' musik fra barokken og frem til senromantikken, og så den politisk accepterede musik der blev skrevet i perioden, og som klingede som heltemodig romantisk musik. Ravel, De-bussy, Schönberg, osv. osv. var under anklage for at være dekadent vestlig musik, og blev således ikke opført offentligt. Men musikken fandtes i private nodesamlinger, den blev op-fanget på udenlandske radiostationer.

Radio Tiranas kunstneriske leder hr. Zhani Ciko, grinede, da jeg spurgte ham, om han kendte den impressionistiske musik fra Frankrig. Selvfølgelig gjorde han det, han havde selv spillet både Ravel og Debussy, mens han studerede. Men den slags musik blev bare ikke opført offentligt. Og så viste han mig stolt nogle af de koncertprogrammer, han havde fået gennemført i løbet af de sidste fire år: Midt under folkerevolten spillede radioorkestret Mahlers 1. Symfoni for første gang i Albanien, i 1992 var der for første gang en koncert med musik af dodekafoniens mestre, på programmet var Schönbergs Verklärte Nacht, et værk af Ibert og Weberns opus 1. Det er svært at forstå hvor meget, de albanske komponister har at indhente rent æstetisk og kompositionsteknisk. Og som priviligeret udefrakommende med hele den ny partiturmusiks histo-rie åndende i nakken, har man et kort øjeblik lyst til at spørge »Hvorfor?«, men det er ikke et spørgsmål, der bli-ver stillet i Albanien. Selvfølgelig ikke.

Nye venner og kontakter

Det lille flygel i koncertsalen var af sovjettisk oprindelse, det havde en klang som et af John Cages totalpræparerede klaverer. Strengene sang og snerrede ved hvert anslag. Erik Kaltoft fortalte efter koncerten, at da han præparerede strengene før Pelle Gudmundsen-Holmgreens Spejlstykker, faldt de fleste af tingene ned mellem strengene, inden de blev slået an, en enkelt metalting eller to blev hængende.

Op til koncerterne med den danske musik, havde arrangørerne forberedt lytterne i radioen. Hver uge er der en times radioprogram om ny musik i Radio Tirana. Der er diskussioner, der bliver spillet musik fra hele verden og værkerne bliver grundigt gennemgået. Op til festivalen blev der spillet musik fra alle de lande, der var repræsenteret. Der blev spillet 10 timers dansk musik i Radio Tirana før og efter festivalen! Jeg fik desværre ikke hørt en eneste tone albansk musik i de tre dage, vi var dernede! Det var en næs-ten ubærlig frustration, for nysgerrigheden blev skærpet for hver dag, vi var i landet. Det var ikke muligt at købe ny albansk musik på plade eller bånd.

Per Nørgård og LINensemble var inviteret til Den Anden Internationale Festival for Ny Kammermusik i Tirana, Albanien (november 1995). Jeg kom med, dels som medarbejder fra DRs P2musik og dels som oplægsholder for Dansk Musikinformationscenter. Det er anden gang, at den albanske afdeling af ISCM afholder denne festival. Den varer en uge og er opbygget således, at hver dag er helliget et land. I 1995 var det, udover Danmark, Italien, Frankrig, England, Kroatien, Østrig og selvfølgelig Alba-nien, som var i fokus. Den 'danske dag' var tilrettelagt sådan, at formiddagen foregik på Musikakademiet, og om aftenen var der koncert med LINensemble i 'Pyramiden'.

MIC havde bedt mig om at fortælle om dansk musik fra 1960 til i dag. Dagen før jeg skulle holde oplægget, fik jeg at vide, at jeg ville få en tolk til at oversætte fra engelsk til albansk. Det var en stor lettelse, for jeg havde på det tidspunkt fundet ud af, at alba-nerne stort set ikke forstår engelsk. Fransk er det fremmedsprog, der er bedst at kommunikere på i Albanien, og mine sprogevner rækker ikke til at oversætte en times foredrag fra engelsk til fransk på en dag uden hjælpemidler.

Den fremragende tolk var også en stor hjælp under anden del af seancen i Musikakademiet, hvor Per Nørgård fortalte om fire af sine værker. Det foregik som en slags 'introduktionskoncert', hvor John Ehde, Jens Schou og Erik Kaltoft spillede Solo in Scena, Græsskrift, Spell og Akilles. Tilhørerne bestod af albanske komponister og unge musikstuderende og i løbet af den formiddag fik vi et indblik i den enorme 'sult' der er blandt de albanske komponister; de vil høre om det nye, diskutere og lære mere om den musik, der først for få år siden er kommet inden for deres rækkevidde.

Det var en meget frustrerende oplevelse at stå over for en interesseret albansk komponist, der spørger, på svært forståeligt fransk, om de danske komponisters udnyttelse af de postmodernistiske kompositionsteknikker, og så forsøge at forklare - på fransk - om den anderledes situation i Danmark, hvor postmodernismen ikke har bety-det det samme som i fx Tyskland. Situationen endte i latter og opgivende skuldertræk, der indikerede, at ingen af os egentlig helt forstod hvad den anden sagde. ØV! Men trods de rent sproglige forviklinger der opstod lige så snart tolken var væk, så var mit indtryk, at albanerne var meget interesserede i dansk musik.

De foldere, jeg havde fået med fra MIC, blev revet væk - selv de par stykker der var på dansk - og alle tre musikere og Per Nørgård blev modtaget med varme og stor interesse, mange spørgsmål og ønsker om gen-syn og genhør. Koncerten om aftenen blev modtaget i samme ånd: intens lydhørhed og stor applaus. LINensemble spillede musik af Tage Nielsen (Tre Karakterstykker og en epilog), Per Nørgård (LIN), Pelle Gudmundsen-Holmgreen (Spejlstykker) og Wayne Siegel (Sound Patterns).

Jeg gik fra koncerten med en fornemmelse af, at det var en af de vigtigste koncerter, jeg nogensinde kommer til at opleve. Den aften betød musikken noget, det var ikke bare endnu en af mange festival-koncerter, det var en koncert, der var med til at opbygge en kontakt. Med Dora Leka, den velklædte dame i begyndelsen af 70'erne - hun var med i den kommunistiske partisanhær, der smed italienerne ud under 2. Verdenskrig. Hun skrev den sang, der var partisanernes sejrs-hymne, kom i fængsel, blev løsladt efter kommunismens fald. Kontakten med hende og mange andre i Tirana, ser hjemmefra måske ikke ud til at være vigtigere end så mange andre udenlandske kontakter, men for os, der var i Tirana og så hvor vigtig bl.a. den danske musik var for musikerne og komponisterne dernede, fik koncerten alligevel en anden betydning; ved at være tilstede og ved at spille ny dansk musik hjalp LINensemble og Per Nørgård med til at understøtte det arbejde, som ildsjæle som Sokol Shupo gør for at skabe et nyt musikliv i et land, hvor alt er ved at brase sammen.

Årgang 70/1995-1996, nr. 05