Fem ting jeg lærte om kærlighed i Bergen
Festspillene i Bergen lovede »uendelig kjærlighet«. Jeg lyttede godt efter – og fandt den i alt fra middelalderlige madrigaler til popballader på tværs af århundreder.
Festspillene i Bergen lovede »uendelig kjærlighet«. Jeg lyttede godt efter – og fandt den i alt fra middelalderlige madrigaler til popballader på tværs af århundreder.
Den tyske Moers Festival er ikke længere først og fremmest en jazzfestival, men et kurateret laboratorium for fri improvisation, lydkunst, kompositionsmusik og politisk absurdisme. Til tider virker det anstrengt. Oftest er det befriende.
Klang Festival viste sig stærkest, når værkerne talte direkte til kroppen og ikke til programteksten. Ikke alt lykkedes, men årets festival turde satse.
På Jazzkaar er de internationale stjerner ikke længere hovedattraktionen. Festivalen viser en estisk scene, der er i færd med at formulere sin egen musikalske identitet.
Niels Rønsholdts nye musikdramatiske værk »Osmosis« skaber et dragende univers af omvendte træer, længselsfulde stemmer og rockæstetisk askese. Men værkets centrale idé forbliver svær at få greb om.
Ny musik lever stadig – men ofte trods sin egen trang til kompleksitet og endeløs varighed. Det viste festivalerne i Witten og Köln.
Mens branchen talte AI og formater, var det de kropslige, skrøbelige og genstridige musikoplevelser, der satte sig fast på Spot 2026.
Marina Abramović, Miranda July og Laurie Anderson undersøger lyd, krop og fravær på Nørrebro Teater – men kun ét værk forvandler tomrummet til egentlig erfaring.
Spor 2026 sendte publikum fra forlegen latter til rungende lydlandskaber i en festival, der både overskred og overvældede.
SØS Gunver Ryberg sprænger Verdi indefra i en voldsom og sanselig Jeanne d’Arc, hvor operaens skønhed kolliderer med krigens støj og nutidens sammenbrud.
Estonian Music Days viste et estisk musikliv i spænd mellem tradition, fornyelse og en urolig verden.
MaerzMusik i Berlin åbnede med 50 klaverer – og modige eksperimenter, der ikke altid landede.