Michael Fjeldsøe, foto af Hanne Budtz-Jørgensen
interview

Virkning på verden

I Seismografs serie om nye professorudnævnelser i dansk musikliv er turen kommet til Michael Fjeldsøe, ny professor i musikvidenskab på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Han havde sin tiltrædelsesforelæsning den 18. februar 2015. Maria Frej mødte Fjeldsøe et par dage forinden til en snak om engagement - i fag og politik.
Interview med professor Michael Fjeldsøe

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jeg mødte Michael Fjeldsøe første gang i 1987, da jeg satte mine ben på Musikvidenskabeligt Institut i Klerkegade i København som rus. Fjeldsøe var startet året forinden og var tutor. Siden da fulgtes vi tæt i studieårene; som tutorer for nye årgange af musikvidenskabsstuderende, i de studerendes fagråd, i studienævn osv. Studietiden randt ud og først mange år senere krydsedes vore veje igen – nu i SFs partiforening i Valby, hvor vi begge bor.

Jeg interviewer Michael Fjeldsøe i Den Sorte Diamant i København, hvor vi i embeds medfør har holdt møde om den Hanns Eisler-konference, Fjeldsøe planlægger, og den koncert med ”Kulturradikalismens Musik”, som skal finde sted til september 2015.

Fjeldsøes ”svenskerhår” i slut-80’erne er i dag krympet til kort, gråt hår og partisantørklædet blevet skiftet ud med jakkesæt. Fjeldsøe er blevet professor. Men engagementet, det politiske og faglige, gennemsyrer stadig fuldstændig Fjeldsøes gerninger.

"Jeg var måske lidt mærkelig som ung studerende, for jeg læste faktisk hele pensum og lidt til."

”Jeg var måske lidt mærkelig som ung studerende, for jeg læste faktisk hele pensum og lidt til”, mindes han, da vi tager en tur down memory lane. Vi taler særligt om musikhistorieundervisningen, der hos Fjeldsøe rager frem af hukommelsen som noget af det mest betydningsfulde i de år: ”Ikke mindst Niels Krabbes undervisning [dengang lektor i musikvidenskab, senere leder af Dansk Center for Musikudgivelse og Carl Nielsen Udgaven på Det Kongelige Bibliotek og nu professor emeritus] …  Krabbe, som aldrig vil være ved, hvor stor betydning han har haft for mindst halvanden generation af musikfolk”, siger Fjeldsøe med et smil.

Fjeldsøe troede ellers i mange år, at han skulle spille tværfløjte. To gange søgte han ind på konservatoriet, men uden held. Så vendte han blikket mod universitetet. Og blev øjeblikkeligt smittet af ikke mindst Niels Krabbes brændende engagement i faget: ”Krabbe fik os til at føle os vigtige. Og til at føle at faget var vigtigt.”

Den følelse sidder stadig i Michael Fjeldsøe, og i dag er det hans opgave at formidle den videre til de unge studerende.

For det gik slag i slag efter hans første år på Musikvidenskabeligt Institut: I 1994 blev Fjeldsøe kandidat og derefter arbejdede han to år på Carl Nielsen Udgaven inden han tilbage på Musikvidenskabeligt Institut skrev ph.d. om receptionen af ny musik i Danmark i 1920’erne og 1930’erne. I 2001 blev han adjunkt, senere lektor og nu, i 2015, er han altså professor i det fag, han med få afbrydelser har beskæftiget sig med i snart 30 år.

Michael Fjeldsøe, foto af Hanne Budtz-Jørgensen

Universitetskultur
Fjeldsøe var to semestre i Berlin som led i sit ph.d.-studium – et ophold, han selv tillægger stor betydning, når han ser tilbage. Ikke blot lærte han at tale og sågar tænke på tysk, han mødte også en noget anden universitetskultur end den danske. På Humboldt-Universitetet var forventningen til de kandidat- og phd-studerende bl.a. at man var meget mere selvstændig. F.eks. fremlagde man egne tekster på seminarer, hvor man i Danmark passivt mødte op for at blive undervist. 

Mål er vigtige, og at motivere til selvstændig adfærd er vigtigt. Men det kan holde hårdt i det danske uddannelsessystem […]

Den erfaring har Michael Fjeldsøe båret med sig og i praksis taget konsekvenser af. Konkret har han i indeværende semester i fællesskab med studielektor og komponist Svend Hvidtfelt Nielsen et kursus, der kombinerer analyse og musikhistorie – hvilket i sig selv er en interessant pointe - og hvor de kandidatstuderende i slutningen af kurset kan fremlægge papers på en konference. Eksamen foregår således ikke i et lukket rum. De studerende skal præstere i en helt anden, krævende kontekst. Og det gør dem til bedre studerende, mener Michael Fjeldsøe. Mål er vigtige, og at motivere til selvstændig adfærd er vigtigt. Men det kan holde hårdt i det danske uddannelsessystem, som efter hans mening ikke bevæger sig i den rigtige retning.

Fjeldsøe er bl.a. kritisk over for politiske krav om flere undervisningstimer: ”Et krav om f.eks. 16 timers undervisning om ugen til alle vil blot resultere i en masse undervisning på store hold. Men man ville lære mere af at blive undervist færre timer på mindre hold, hvor man vil skulle være meget mere aktiv. Eller man kunne arbejde fleksibelt med antallet af uger og lave forløb, hvor de studerende arbejder mere selvstændigt i slutningen af et semester. Men den slags er der ikke plads til med så firkantede og i værste fald kontraproduktive krav.”

Fjeldsøes engagement er det samme som for 30 år siden i fagrådslokalet på Klerkegade 2, hvor vi sad og udarbejdede forslag til datidens studieordninger. Og hans skarpe kritiske blik fra dengang, hvor vi oplevede indførelsen af taxameterordningen, ny styrelseslov, bachelorordning m.m., og hvor vi protesterede med slogans som ”Universitetet – en pølsefabrik?”, har ikke ændret sig: ”Der er generelt en negativ udvikling i rammerne for at bedrive universitet. Der er f.eks. alt for meget detailstyring fra politisk hold. Jeg vil gerne, at vi selv får lov at styre universitetet. Detailstyring fører alle planøkonomiens dårlige sider med sig, nemlig, at det klogeste man kan gøre, er at sidde helt stille indtil man oppefra får at vide, hvad der skal gøres. Det dræber ethvert forsøg på at styre fornuftigt fremad.”

Michael Fjeldsøe, foto af Hanne Budtz-Jørgensen

Vi kommer således hurtigt ind på politik – ikke bare universitetspolitik, men også landspolitik. Både Michael Fjeldsøe og jeg selv er som sagt medlemmer af SF og Fjeldsøe er i dag formand for Valby Lokaludvalg, hvor han sidder og arbejder med alt fra lokalplaner til trafikmæssige beslutninger og kulturpolitik.

Med en opvækst i Jylland, hvor der blev stemt Venstre i barndomshjemmet, kan man måske undres over, hvad der fik Fjeldsøe til at vælge netop SF som sit parti: ”For mig er SF et frihedsparti”, svarer han en smule overraskende. ”F.eks. i modsætning til Socialdemokraterne, for hvem det tit handler om at stille regler op for hvordan man er et fornuftigt eller normalt menneske. SF har tradition for at skabe rammer for fællesskaber i stedet for regler for, hvordan man skal opføre sig.”

Den kan man tygge lidt på, mens man læser resten af artiklen her, som i hvert fald vil afsløre, at alle Fjeldsøes vektorer så at sige peger i samme retning, nemlig mod friheden, fællesskabet og ideen om det engagerede, selvstændige menneske.

Som nu i valget af hvordan han som professor markerede sin tiltrædelse.

Professoren og fællesskabet
De fleste nyansatte professorer laver tiltrædelsesforelæsninger, hvor de fremlægger ”faget ifølge mig”. Evt. laver de en konference. Fjeldsøe vil det anderledes. Og da musikvidenskaben på Københavns Universitet oven i købet var i den temmelig usædvanlige situation at få hele to professorer samtidig, bød chancen sig for at demonstrere et fællesskab i praksis. Holger Schulze [læs også Seismografs interview med Schulze] og Fjeldsøe gik ganske enkelt sammen om at lave en særlig begivenhed: ”Vi har en pointe i at lave vores professortiltrædelse, som vi gør – nemlig sammen. Folk kunne sagtens få den tanke, at en tysk professor i sound studies og en dansk professor i traditionel musikhistorie må være en slags modsætninger. Men vi fandt hurtigt ud af, at vi tænker så ens om mange forskellige ting, at vi ville lave noget fælles. Vi besluttede at lede tilhørerne gennem i alt 6-7 ”stationer” med performance, statements og analyser og på den måde vise, hvad vi synes musikvidenskab er.”

”Det er modspillet og samarbejdet om tingene der gør, at man for alvor kommer videre”

Tilgangen er fuldstændig i forlængelse af hvordan Fjeldsøe helst arbejder: Det er fint at sidde alene, forske og analysere problemfelter osv. Men han næres i høj grad af andres indspil og engagement: ”Det er modspillet og samarbejdet om tingene der gør, at man for alvor kommer videre”, forklarer han. Og den holdning bliver ikke ændret, bare fordi han bliver professor:

”Vores afdeling arbejder som et team. Det skal jeg ikke ødelægge. Men derfor kan man jo godt arbejde på at ændre nogle ting,” siger Fjeldsøe med et underfundigt smil.

Det er klart, at man som professor har det som en del af sin opgave at formulere og udforme nye forskningsområder og projekter. Være en slags fyrtårn for faget. Den rolle tager Fjeldsøe gerne på sig, selvom han altså ikke vil ”dekretere en revolution og pludselig bestemme, hvad alle i afdelingen skal forske i”. Går man ham lidt på klingen, har han faktisk også et ønskeprojekt, nemlig at stå i spidsen for en ny dansk musikhistorie - men på et helt andet grundlag end det har været gjort tidligere.

”Vi skal holde op med at tro, at vi ved, hvad Danmark er, og at der bare skal laves en opdateret historisk forestilling om et Danmark, vi godt ved hvad er. Som om musik er helt anderledes på den anden side af en eller anden landegrænse. Og vi skal holde op med at tro, at Danmark altid har ligget, hvor det ligger nu”, forklarer Michael Fjeldsøe med stigende intensitet. ”Det handler i stedet om at skrive en historie som f.eks. tager hele den moderne nationalismeteori alvorligt. Altså, at musik er en del af at skabe en national bevidsthed, et redskab til at forme bestemte billeder. Musik er ikke ”nationens ånd” eller sådan noget mærkeligt noget. Man skal i dag udnytte hele den teoretiske oprustning som musikvidenskaben har været igennem de sidste 20 år, og med disse forudsætninger skrive en ny musikhistorie”, runder Michael Fjeldsøe af.

Michael Fjeldsøe, foto af Hanne Budtz-Jørgensen

Musikhistorien
Da vi trådte ind på Musikvidenskabeligt Institut i slut-80’erne kunne man tydeligt mærke, at det for ikke så længe siden var gået hedt for sig med store fagpolitiske uenigheder om hvor faget skulle hen og hvad musikhistorie var og skulle være. Der var ikke så meget fællesskab, som der var fronter. Bølgerne var gået højt og der sad stadig skumsprøjt i den gamle bygnings kontorer og kroge.

Fjeldsøe ser filosofisk på forholdet: ”Dengang kunne man opleve deciderede kampe ml. forskelige grupper af lektorer. Og fordi deres teoretiske udgangspunkter nærmest var eksistentielle for dem, blev kampene meget intense. Hvis nogen havde et andet teoretisk udgangspunkt end én selv, så kunne man faktisk slet ikke snakke sammen.”

I dag er situationen ifølge Fjeldsøe anderledes udramatisk: ”Vi har nok et andet forhold til teori. Vi siger ”med denne her teoretiske tilgang kan man diskutere på denne måde, men vi kunne også gå over til en anden tilgang og diskutere på en anden måde” uden at vores identiteter falder fra hinanden af den grund. De studerende lærer kort sagt at teorier og metoder er redskaber til at forstå med. Og bestemte typer spørgsmål kan stilles med bestemte redskaber.”

Jeg spørger, om al denne venlige pragmatisme og fraværet af fronter ikke efterlader et tomrum, hvor der engang var idealisme og kampgejst. Fjeldsøe funderer et øjeblik og summerer op: ”Måske kan man sige, at vi har kampgejst for det vi laver, uden at behøve en fjende at være imod. Og den gejst formidler vi til de studerende på måder, der er ligeså vigtige for os, som det har været for generationen før os.”

Det vil nu også være forkert at sige, at der ikke stadig er grundlæggende faglige meningsforskelle, diskussioner og kritiske, modsatrettede synspunkter til stede i dag, som endda kan bringe lidt rødmen i kinderne, også på Fjeldsøe. Da jeg spørger til den omtalte ”teoretiske oprustning”, som musikvidenskaben og humaniora efter Fjeldsøes mening har oplevet de senere år, går der ikke mange splitsekunder inden Fjeldsøe kridter banen op: ”Vi hører kritik af, at vi læser for meget kulturteori, og at vi ikke underviser i den store klassiske kanon fra A-Å”, forklarer Fjeldsøe. ”Nogle mener derfor, at niveauet er faldet. Jeg mener tværtimod, at vi er klogere nu end nogensinde før.

”Nogle mener derfor, at niveauet er faldet. Jeg mener tværtimod, at vi er klogere nu end nogensinde før.”

Efter min mening er det nemlig en stor misforståelse, at man tror man kun at forstå historiske sammenhænge, hvis man læser historien kronologisk. Det er faktisk noget gedigent sludder. Ved at vi i løbet af studiet underviser i alle mulige slags musik, alle mulige perioder og sætter dem i forbindelse med hinanden, så laver vi i stedet for én kanon en række store udsnit af alt, hvad der er musikhistorie. Dette er ikke en negativ udvikling, men en positiv udvikling, der samtidig breder feltet ud – når vi taler musikvidenskab – fra kun at være klassisk koncertsalsmusik, kirkemusik etc. til også at tage populærmusikken seriøst. Og tage alvorligt, at der findes musik i andre verdensdele, så man ikke behøver gå over på andre fag for at studere den musik.”

Michael Fjeldsøe, foto af Hanne Budtz-Jørgensen

Den kulturradikale
Når Fjeldsøe i dag ser tilbage på sin egen forskning gennem årene, der senest har manifesteret sig i doktordisputatsen Kulturradikalismens Musik, ser han en tydelig rød tråd:

”Der er en grundproblemstilling, som altid har interesseret mig, og som jeg egentlig har undersøgt de sidste 20 år, nemlig forholdet mellem at lave musik med et engagement og om dette kan have en virkning på omverdenen. Den sammenhæng er selvfølgelig åbenlys, når jeg har forsket i tyske, kommunistiske arbejdersange. Men også når jeg har beskæftiget mig med 1800-tallets danske musik, har jeg haft samme grundsyn og bl.a. undersøgt 1800-tallets danske sanges samfundsmæssige betydning som udtryk for en ideologi eller en bevægelse. Den danske sang er ikke bare ”neutral sang”, men led i opbygningen af en dansk nationalstats identitet. Sangene var med til at skabe den måde, vi definerer vores nationale selvforståelse på – hvis vi altså har sådan én…”

Fjeldsøe smiler og blikket falder på moppedrengen foran os på bordet, bogen med rødt (!) omslag, som han forsvarede den 17. maj 2013 og som gav ham retten til at indkøbe og bære en doktorring. En disputats, der indbragte Fjeldsøe mestendels rosende omtale, og anseelig opmærksomhed også uden for de snævre universitetskredse. [læs Seismografs anmeldelse]. Fjeldsøe fortsætter: ”Mht. kulturradikalismen syntes jeg, det var spændende at forske i en bevægelse med engagerede musikere, komponister og kunstnere, og i hvordan de omsatte deres engagement i praktiske forhold – i kompositioner, musikskolevirksomhed, teatervirksomhed osv. osv.”

I disputatsen beskriver Fjeldsøe de kulturradikales musikalske grundtanke som: progressiv, engageret og frigørende. Og det bliver mere end slående, hvordan disse begreber, sammen med ”fællesskabet” også er søjler i alle aspekter af Fjeldsøes virke. Hvor vi andre kan føle, at vi hopper fra planet til planet og fægter med forskellige principper i vores fragmenterede liv, er der en sjælden ro og entydighed i Fjeldsøes værdisæt. Men missionere vil forskeren ikke: ”Jeg synes, det interessante er, at gøre folk kloge på problemstillingerne. Jeg vil gerne have folk til at forstå mekanismerne og hvordan de virker. Men de behøver ikke være enige med mig. Da jeg skrev bogen om kulturradikalisme havde jeg helt bevidst et andet udgangspunkt end Hans Hertel, min gode, nu emeriterede professorkollega på dansk, som har et stort lod i at bogen blev til. Han repræsenterer den kulturradikalisme, han skriver om. Jeg skriver om kulturradikalisme. Jeg lægger den frem. Jeg føler mig ikke specielt kulturradikal. På nogen måder ligger jeg på linje med dem, men det er ikke sådan en identitetsting for mig.” 

Michael Fjeldsøe, foto af Hanne Budtz-Jørgensen

Professoren og projektet
Trods at han ikke vil missionere, men blot lægge ting frem, så har Fjeldsøe jo helt åbenlyst et grundlæggende et ønske om at gøre en forskel med sit arbejde, sin forskning og sit hele virke, og efter et god times snak titter såmænd også en personlig holdning til den kulturradikale bevægelse frem: ”Selvom jeg tit er kritisk over for Poul Henningsen, så må jeg sige, at der hvor han havde ret, var i sin insisteren på den æstetiske udfordring. PH mente jo virkelig, at en PH-lampe, som udsender et ordentlig lys, gør folk til bedre mennesker, end hvis de sad under et neonrør.”

Et i lynsnart flash-back husker jeg pludselig de to kæmpestore PH-kogle-lamper i forhallen på Musikvidenskabeligt Institut i Klerkegade. Jo, hvad lamper angår, har kulturradikalismen i hvert fald sejret

Fjeldsøe går et spadestik dybere og forklarer om den æstetiske udfordring, når de kommer til de kulturradikales musikalske intentioner: ”De kulturradikale forsøgte groft sagt at ændre på prioriteterne mellem funktion og æstetik. I sidste ende var det vigtigere for de kulturradikale, om musikken virkede, end om den var æstetisk banebrydende. Men musikken skulle alligevel være så moderne som overhovedet muligt, mens den opfyldte sin funktion. Hvis musikken opgav intentionen om at være moderne, samtidig med at den skulle fungere, ja, så var det ikke kulturradikal musik.”

Altså: æstetisk udfordring, men aldrig på bekostning af funktion. Funktion til gengæld altid med så meget æstetisk udfordring, som muligt. Kigger man på musikken og musiklivet i dag, må man selvfølgelig spørge, om dette kulturradikale projekt så lykkedes?

“At vi i Danmark kan have en musikvidenskab, der både omfatter rytmisk og klassisk musik, er en del af arven fra kulturradikalismen.”

Fjeldsøe: ”Både-og. Man kan sige, at det autonomi-æstetiske projekt har sejret over det kulturradikale i den forstand, at musiktænkningen stadig er præget af, at det er vigtigere, om musikken er ny eller ”god”, end om den egner sig til det, den skal bruges til. Men de kulturradikale ændrede til gengæld musikpædagogikken grundlæggende. Og de åbnede for en anerkendelse af populærmusik på en måde, som man ikke finder i andre lande. At vi i Danmark kan have en musikvidenskab, der både omfatter rytmisk og klassisk musik, er en del af arven fra kulturradikalismen. I andre lande er det ikke nødvendigvis sådan.”

Vi bevæger os fra det æstetiske projekt til de kulturradikales politiske projekt, som en venstreorienteret i dagens Danmark selvfølgelig må finde særdeles interessant og nærmest lidt romantisk: Historien om de forholdsvist elitære, moderne musikere og komponister, der ville påvirke samfundet, skabe ”bedre mennesker”, udfordre, engagere og etablere forbindelse til ”folket”… Problemstillingens mekanismer lægger Fjeldsøe udførligt frem i sin disputats – jeg får den korte version: ”Der ligger en gammel og rigtig indviklet sammenhæng mellem troen på kunstnerisk og politisk avantgarde. En forestilling om at man ved at være kunstnerisk moderne, også på en eller anden måde er politisk progressiv. Ved at insistere på kunstneriske udtryk, der udfordrer folks måde at tænke på, så får man folk hevet ud af gammeldags vanetænkning og får dem også til at tænke nyt politisk. Giver man ikke nogen æstetisk udfordring, så er der heller ikke nogen tankemæssig udfordring, og folk bliver i det gamle. Der er en slags regressiv effekt af ikke at udfordre folk æstetisk.”

For mig er der noget rørende over den tids tro på forandring og på effekten af kunstnerisk engagement og aktivitet. Tager man et hastigt blik på den kulturpolitiske situation i dag, er der langt mellem musikere og komponister, som med erklæret samfundsengagement ønsker at aktivere folket og hive det ud af konservativ tænkning. En større bevægelse er nærmest utænkelig. Feltet er et andet, positionerne er nogle helt andre – og måske er venstrefløjen i dag selv blevet konservative vanetænkere, positioneret langt fra en progressiv avantgarde?

Fjeldsøe tager i første omgang forskerkasketten på og svarer: ”Det er vigtigt at se kulturradikalismen som et historisk fænomen. Vi er i 1930’erne, hvor de kulturradikale simpelthen frygtede nazismen. De frygtede at dårlig kulturpåvirkning – dårlig popmusik, døgnmelodier og sådan noget – skulle gøre folk modtagelige for fascismen. Sådan tolkede de det, der skete i Tyskland. Men de undervurderede modstandskraften i den danske befolkning – danskerne blev ikke nazister af at høre dårlig dansemusik eller se på en grim amagerhylde. Heldigvis.”

I anden omgang glider forskerkasketten af, og vi tager en tur i venstrefløjtens kulturpolitiske landskab anno 2015, hvor vi konstaterer en fælles fornemmelse af, at uforholdsvis mange kunst- og kulturfolk bekender sig til venstrefløjen, når der skal sættes krydser på stemmesedler. Men hvorfor gør de egentlig det – er det en bevidstløs, u-erkendt kulturradikal reminiscens? For vi ser jo ikke nogen aktiv samfundsengageret bevægelse, vi ser ikke mange kampe og vi ser ikke så meget ”gejst” – måske i fravær af ”fjenden”?

“Det er derfor her, man har størst chance for penge til sit kulturområde - også selvom man måske ikke kan spejle sig i venstrefløjens formulerede kulturpolitiker […]”

Med en vis kynisme, i bedste fald analytisk pragmatisme, foreslår Michael Fjeldsøe: ”Den venstreorienterede tilbøjelighed blandt f.eks. musikere og komponister kunne måske skyldes, at kunst- og kulturområdet overordnet ses som et offentligt anliggende for venstrefløjen. Det er et samfundsansvar. Det er derfor her, man har størst chance for penge til sit kulturområde - også selvom man måske ikke kan spejle sig i venstrefløjens formulerede kulturpolitiker, der ofte har fokus på foreningslivet, fritidsområdet, bredden osv. og ofte afslører en vis berøringsangst over for det professionelle, det elitære og smalle.”

Det placerer idealerne om fællesskabet, friheden og det engagerede menneske i en lidt trist og grå skammekrog, synes jeg, for så vidt angår fremtiden for store kulturelle projektbevægelser. Men ikke for så vidt angår Michael Fjeldsøe, der på sin helt egen måde holder fanen højt, mens han støt og roligt, engageret og uden slinger i valsen, udøver sit virke og sin indflydelse på universitetspolitik, på faget og på verden omkring ham i kraft af sit politiske virke. 

Om han sidder under en PH-lampe på sit professorkontor, ved jeg ikke. Men han sidder helt sikkert ikke under et neonrør.

Fjeldsøe: ”Jeg er ikke, som de kulturradikale dengang, bange for dårlig populærmusik eller amagerhylder. Jeg synes også disse ting er interessante fænomener. Men jeg tror, det er rigtigt, at hvis man aldrig får udfordret sin æstetiske vanetænkning, så bliver man ikke klogere.”

Maria Frej og Michael Fjeldsøe, foto af Hanne Budtz-Jørgensen

Omtalt i artiklen