Peter Bruun [PB]: Hvordan vil du - overordnet og udefra set - beskrive din position som professor i komposition? Og hvori består - overordnet og udefra set - din opgave?

Niels Rosing-Schow [NRS]: Det er at tage ansvaret for komponistuddannelsen på DKDM, og det er jo en sammensat størrelse, som rummer – heldigvis – rigtig meget undervisning og den dertil knyttede administration. Og så et ansvar for at udvikle uddannelsen, så den udfylder et formål i musiklivet. Den skal først og fremmest udstyre komponisterne med viden og kompetencer og et kunstnerisk niveau – det er måske det allervigtigste – som gør, at de kan skrive deres musik, at de har en personlighed i deres musik og kan udfylde de mange forskellige roller, musikskabere kan have i vores musikliv.

Jeg kan tilføje, at der i udvælgelsesprocessen til en stilling som min ligger, at man skal repræsentere en bred viden på feltet. Udnævnelsen til professor i komposition bygger jo udover undervisnings- og administrationserfaring først og fremmest på et kunstnerisk virke. Så meningen er, at mit eget skabende arbejde - og derudover også en forskningsforpligtelse - skal spille sammen med undervisningen og udviklingen af uddannelsen. 

PB: Den dimension er interessant. Kan du sige mere om, hvori det består?

NRS: Det består grundlæggende i at holde sig selv ajour på det kunstneriske arbejde. Den kunstneriske virksomhed er den væsentligste del af grundlaget for at være ansat på et musikkonservatorium. Jeg er selv en del af det aktive, skabende musikmiljø. Jeg holder mig orienteret og er tilstede og skriver – forhåbentlig – nogle markante værker. Det er den ene del af det: det kunstneriske. Den anden del er det man kalder “forskning og kunstnerisk udviklingsarbejde”, som der nu omsider er kommet en “statssanktioneret” beskrivelse af efter det i mange år har været lidt uklart. Det er en måde at skabe ny viden og reflektere på, som tilfører ens eget skabende virke, ens undervisning og metoder, institutionen eller faget i det hele taget noget nyt.

PB: Ja! Hvad kan det være?

Den kunstneriske virksomhed er den væsentligste del af grundlaget for at være ansat på et musikkonser-vatorium

NRS: Jeg kan nævne, at jeg i øjeblikket arbejder med feltet “Publikumsudvikling”, som har haft min interesse tidligere. Det handler om at kigge på publikumskontakten – udviklingen af koncertvirksomheden på konservatoriet: Hvilke ting kan eller bør vi gøre anderledes eller bedre? Det er yderst relevant for en institution som DKDM, som holder mere en 200 koncerter om året, og hvor ny musik er et af fokusområderne. Det er et eksempel på en type forskningsarbejde som er “institutionscentreret”.

PB: Så forsknings- eller kunstnerisk udviklingsarbejde i komposition behøver altså ikke være i spektralanalyse, udvidede spilleteknikker eller sådan noget strengt kompositionsfagligt. Det kan godt være mere bredt kulturelt orienteret?

NRS: Ja, det er det i det her tilfælde lige nu. Men det ene udelukker ikke det andet. Det mere snævert faglige har jeg også beskæftiget mig med og publiceret artikler om forskellige emner. Og det kan jeg sagtens vende tilbage til.

Fra foreningsformand til professor
PB: Det leder mig til det næste emne: I årene inden du tiltrådte som professor på DKDM var du formand for Dansk Komponistforening. Jeg tænker det må være et spændende skifte. Som formand har du varetaget et vildtvoksende komponistmiljøs interesser “i forreste række og med front mod musiklivet”. Nu er du måske mere i baggrunden. Du er den, der skal sende forhåbentligt produktive og spændende komponister ud. Med brug af en lidt slidt metafor, så varetager du et vækstbed. Du skal dels dyrke de rigtige planter og dels sørge for, at de bliver levedygtige. Kan du bruge dine erfaringer som formand i dit nye hverv?

NRS: Det kan jeg i meget høj grad. Det vigtigste er nok, at jeg har et fantastisk netværk. Jeg har lært komponiststanden vældig godt at kende. Det er jo en enormt god viden at kunne trække på. Det kan jeg mærke næsten dagligt. Og så har jeg jo fået en bred indsigt i det organisatoriske og i, hvordan musiklivet virker: institutioner, nøglepersoner osv. Som formand var jeg tæt på, hvad der optager komponister både i Danmark og andre steder i verden. Det kan jeg også bruge som en målestok, når jeg skal vejlede unge komponister. Jeg har set helt tæt på, hvordan komponister kan skabe sig en professionel karriere – og skaffe en indkomst. Og jeg har set, at det nogle gange kan være vanskeligt.

PB: Så du kender både udfordringerne og mulighederne for komponister?

NRS: Ja, i høj grad!

PB: Er det her med publikumsudvikling også inspireret af dit formandsarbejde?

NRS: Ja, absolut. Det var et fokusområde for komponistforeningen i de år jeg var formand, og jeg var med til at skaffe betydelige EU-midler til at iværksætte internationale projekter som arbejdede med publikumsudvikling. Men det er en del af en bredere interesse for mig. Jeg har været temmelig mange år – 30 helt præcis – i organisatorisk arbejde. Og man kan ikke lade være med at reflektere over den ny musiks placering i det som nordmændene kalder “storsamfundet” – altså uden for kunstlivets cirkler. I det perspektiv bliver man nødt til at reflektere over musikkens møde med publikum. Det er vigtigt at de forskellige ting for mig hører sammen: Jeg skriver selv musik. Hvis jeg kan bruge mine kompetencer til at uddanne andre, gør jeg det. Og hvis jeg kan skabe og befordre mødet mellem den her fantastiske musik og en masse mennesker, så kaster jeg mit engagement ind i det organisatoriske. Og publikumsudvikling er en del af det.  

Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Uddannelsen af fremtidens komponister
PB: For at vende tilbage til det med kompositionsuddannelsen. Det er et vanskeligt spørgsmål, men sætter du også et kunstnerisk præg på kompositionsuddannelsen? Gennem hvem I optager? Gennem hvordan I uddanner dem? Gennem f.eks. festivalen PULSAR – konservatoriets festival for ny musik? Som du selv sagde: Din stilling hænger også sammen med dit eget kunstneriske virke. Hvordan er forholdet mellem, at du på den ene side bliver et kunstnerisk forbillede og på den anden side måske gerne vil bevare en stor grad af kunstnerisk åbenhed?

NRS: Et interessant spørgsmål. Svaret er, at ja!, jeg kommer til at sætte et kunstnerisk præg på uddannelsen. Det er nok nemmere for andre end mig selv at få øje på hvordan. Men jeg kan sige, hvad jeg selv tænker om det. Man kan sige: Det skal helst være sådan, MEN!!... Jeg ser mig selv som en del af et kollektiv. Jeg har et ansvar, hvor jeg kan tage beslutninger om uddannelsen. Og jeg kan træffe nogle kunstneriske beslutninger i PULSAR Festivalen. Men i kollektivet lægger vi – og institutionen – vægt på, at vi repræsenterer forskellige kunstneriske holdninger og orienteringer. Så kan man diskutere hvor mange forskellige holdninger, der er repræsenteret, og om det er de rigtige osv., men det er i hvert fald konceptet.

Et interessant spørgsmål. Svaret er, at ja!, jeg kommer til at sætte et kunstnerisk præg på uddannelsen.

Ansvaret for uddannelsens planlægning, for studieordninger og den slags, er kollektivt. Her tegner vi profilen for uddannelsen. Vi har et højt fokus på håndværksmæssige ting. Måske højere end andre kunstneriske uddannelser. På en skala fra 0-fokus til meget fokus ligger vi absolut i den høje ende. Det drejer sig om teori-fag, orkestration og den slags ting. De har højt vægt. Og de er også et tilbud på kandidatordningen med forskellige valgmuligheder. Vi er hele tiden i dialog om, hvorvidt det er relevant, men sådan er linjen nu. Og i sidste ende er det mig, der skal stå inde for den linje.

Men vi lægger vægt på, at ingen studerende skal blive “kloner” af nogle af os lærere. Derfor har vi også et grundprincip om, at alle studerende hele tiden skal have to kompositionslærere.

PB: Jeg hørte et foredrag med en østrigsk kompositionsprofessor. Han oplevede indimellem, at nogle studerende opsøgte ham for at lære at komponere ligesom ham. Så alt hans energi i undervisningen gik nærmest med at få dem væk fra den idé. Men det må alligevel være en svær balancegang: At være kunstnerisk forbillede og samtidig ikke producere efterligninger af sig selv....?

NRS: For at blive i billedet: Vi nærer planterne grundigt, men vi sørger for at de får forskellige former for substral! Altså det handler om, at de skal reflektere udfra forskellige synspunkter.

PB: Karl Aage Rasmussen, min egen lærer og kompositionsprofessor i Århus, skrev engang en artikel i Dansk MusikTidskrift om at undervise i komposition. ‘Få dem til at holde op’ hed den. Det var med henvisning til Schønberg, som skulle have sagt, at en kompositionslærers opgave var med alle midler at forsøge at få den studerende til at holde op med at komponere. Kun den studerende, som alligevel trodsede læreren, ville have en tilstrækkelig stærk kunstnerisk vilje. Fik læreren en studerende til at holde op, havde han kun sparet den studerende (og resten af verden) for en masse besvær… Karl Aage Rasmussen var ikke enig med Schönberg – er du? Altså, hvor radikale er fordringerne hér?

NRS: Jeg véd ikke, hvor relevant det er, at drage den tankegang ind. Jeg mener, det er trods alt længe siden. Jeg kan godt genkende tanken om, at når man går ind i det her, så skal man virkelig ville det! Ellers kan det måske være bedre at holde sig væk, for det er ikke nemt. Samtidig er musiklivet skruet sådan sammen nu, at enhver, der er lidt fingerfærdig på en computer, kan lave musik og sende det ud i forskellige netværk, hvor folk så kan “like” det eller lade være. Så der vælter musik ud af alle knaphuller, og det er ikke svært at være komponist. Og i forvejen er der allerede så rigeligt musik i verden. Det, der bliver vigtigt for os som uddannelsesinstitution, er at sikre, at de, der kommer ud herfra, har et professionelt niveau: Et niveau, som vi selv definerer, så godt og omhyggeligt vi kan. De kan noget, de har noget på sinde, og vi står inde for, at deres musik er vigtig i vores musikliv. Det sikrer vi dels ved at uddanne dem, sådan som vi mener, det er bedst, dels ved at vi lægger optagelsesniveauet ret højt. Man skal være kommet ret langt selv, inden man kommer herind og studerer. Man skal have manifesteret en kunstnerisk vilje og også være i stand til at reflektere over det, man gør.

PB: Så I fastholder på en måde et ret radikalt kunstnersyn - i forlængelse af Schønberg - men samtidig er I mere pragmatiske. Altså I anerkender sådan set, at der ikke rigtig er nogen, der kan definere, hvad musik er nu, og jeres uddannelse må også rumme åbenheden for, at de studerende kan gå i forskellige retninger....?

Det, der bliver vigtigt for os som uddannelses-institution, er at sikre, at de, der kommer ud herfra, har et professionelt niveau

NRS: Det er meget sammensat, hvad det vil sige at være professionel komponist. Det indeholder både en kunstnerisk integritet og en evne til at skabe sig en karriere. Og det må være op til den enkelte, hvordan man satser – hvordan man kan sætte en karriere sammen. Men vi må som institution kunne tro på at det er muligt for den enkelte komponist at skabe en karriere. Hvordan det så end sker, må vores mål være, at de, der kommer ud herfra har en ballast til at virke professionelt.

PB:  Hvad prøver du at lære de kompositionsstuderende? Hvad er det, de skal kunne? Som du sagde, vægter I også det håndværksmæssige højt på jeres uddannelse. Håndværk rummer både noget meget konkret, knyttet til instrumenter, teknologi, notation og den slags,  og noget alment, traditionsbevarende. Hvorledes vægter du disse ting og hvad betyder det i uddannelsen?

NRS: Håndværk rummer noget traditionsbevarende. Det rummer en kunnen som er udviklet gennem tradition. Men man skal huske, at tradition er ikke noget statisk. Det ville være udynamisk at tænke sådan. Den klassiske musiktradition er jo præget af konstant fornyelse. Brudflader er en del af det. Så der er intet konservativt ved at orientere sig mod traditionen. Vi gør det sådan, at på bachelordelen er der nogle af de klassiske musikteoretiske discipliner, man skal igennem, men samtidig er der er en vifte af muligheder. Orkestration indebærer en grundviden om instrumenterne. Og det indebærer, at man skal kunne sætte et orkestertutti sammen, så det ikke lyder grimt – eller hvis det lyder grimt, så véd man, hvorfor det gør det...  På kandidatdelen af uddannelsen kan man i endnu højere grad vælge, hvilke håndværksmæssige discipliner man vil dyrke. Det kan være noget, der ligger i forlængelse af ens eget arbejde. Og man kan også indenfor musikteori vælge satsteknik og analyse indenfor vidt forskellige områder – alt efter ens interesser.

PB: Jeg tror, jeg forstår det: Jeg tænker lidt på, at det var også sådan engang, at alle der skulle studere, skulle kunne latin. Det er egentlig ikke så længe siden. Men nu er der nærmest ingen, der lærer latin. De her ting flytter sig hele tiden. Der har været sådan nogle skolastiske discipliner som koralharmonisering og palestrinakontrapunkt og den slags, og de er der måske stadigvæk, men har ikke den samme rolle....?

NRS: De er der stadigvæk som en mulighed. Altså vi, der for mange år siden tog stort kørekort i musikteori, kan godt skrive en femstemmig palestrinasats med obligat jeg-ved-ikke-hvad... Men... Grunden til at have den slags discipliner indenfor en komponistuddannelse har mere at gøre med at kunne udfolde sin kompositoriske fantasi indenfor et regelværk. Så set som træning kan man sagtens få noget ud af at dyrke de her discipliner.

PB: Men det er altså det: en form for skoling og træning. Mere end det handler om at man skal fastholde en tradition.

NRS: Ja. Og så er der altså også mange, der kan have glæde af at kunne forskellige ting, når de engang skal sammensætte en professionel tilværelse. Ikke så få kompositionsuddannede ender med bl.a. at arbejde indenfor undervisning. Og her er det bestemt en fordel at have flere redskaber.

PB: Ja, det har vi berørt flere gange, det her med at kompositionsudddannelsen er rettet mod et professionelt virke, som kan være mangfoldigt og forskelligt. Hvad er det for roller, du ser, de kompositionsuddannede kan indtage i musiklivet.

NRS: De fleste professionelle komponister må sætte deres professionelle liv sammen af forskellige økonomiske kilder. Men selvfølgelig er det en væsentlig vision, at de komponister vi uddanner kunstnerisk har et bud. At de taler til vor tids mennesker med oplevelser, hvor folk siger “hold da op, her har jeg ikke været før på mit mentale landkort”. Men uanset om de ender med at undervise eller lave filmscores eller hvad det nu er, så skal de bringe en musikalsk kyndighed, viden og grundighed med sig. Det er afgørende – for musiklivet – at de har det med sig. Man kan godt skrive både dårlige og indholdsrige filmscores, og jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. Og min drøm er, at kommer de herfra, så bliver det, de laver, til en berigelse – til noget, der løfter det. Det kunne f.eks. være filmmusikken. Det kunne også være undervisning. Om det så er i forhold til børn eller på aftenskole, eller hvad det nu er, så tror jeg – eller håber jeg – at de, der kommer herfra, har et perspektiv, der vil folde sig ud og gøre det de laver til noget særligt.

PB: Det er vældig godt sagt! Dermed siger du måske det, vi har kredset lidt om: At det her er ikke en professionsuddannelse, det er en faglig uddannelse. Og dermed adskiller den sig vel også lidt fra de andre uddannelser på konservatoriet...?

NRS: Der er i øjeblikket stor politisk opmærksomhed på uddannelsers erhvervsrelevans. Uddannelserne bliver målt på det. Det er meget markant indenfor universiteterne, det kommer også til kulturministeriets uddannelser. Derfor må vi forholde os til det. Det bedste vi kan give de komponister, vi uddanner, er en evne og vilje til selv at skabe deres arbejdsmarked. De skal ud og opfinde det. Det må vi ruste dem til, så godt vi kan. Det fag, der med et modeord hedder “entrepreneurship”, må være en vigtig del af det.

Komponister uddannet herfra figurerer ikke i arbejdsløshedsstatistikkerne. Så vi lever ikke med ryggen mod muren. Men vi skal fortsat have fokus på det her.

PB: Men, som jeg forstår dig, så er det netop ikke et spørgsmål om at erhvervsrette uddannelserne, for det kan man ikke rigtig..... ?

NRS: Nej, for altså: hvor er det, man efterspørger komponister til faste stillinger? Jeg og mine kollegaer her på konservatoriet er nogle af de meget få heldige i den henseende. Også set derudfra er det ret vigtigt, vi ikke går efter at reproducere os selv.

Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Hvad tænker de kompositionsstuderende?
PB: Da jeg studerede komposition var heltene vores egne lærere, især Per Nørgård og Hans Abrahamsen, og Ligeti. Man diskuterede gerne Stravinsky, Strauss og Alban Berg, ikke Stockhausen og Boulez. Avant-garden var helt død! Hvis jeg skal være lidt kritisk overfor mig selv, var det måske en lidt “tilbagelænet” kunstnerisk indstilling. Det var det postmoderne.... Er der noget fællestræk hos dine studerende. Er der en bestemt retning, de går i. Eller er der flere. Eller er de slet ikke dér endnu?

NRS: Interessefeltet er bredt. Der er i hvert fald ikke én bestemt retning. Der er nogle, der har afsæt i minimalisme. Nogle har afsæt i rytmisk musik. Tonalitet spiller en rolle for nogle. Der er andre, for hvem et tværkunstnerisk felt er dybt interessant. Det at inddrage de performative aspekter i det kompositoriske og som komponist udfordre identiteten, selv at engagere sig i 'det performative,' selv være på scenen og have andre og flere roller – det ser ud til at være en vigtig bevægelse. Det er ikke noget nyt, det har været på færde i flere år. Det er nok det tydeligste, jeg kan få øje på nu.

Men det er en udfordring at inddrage det i en skabende uddannelse på en musikinstitution – at kunne stimulere de studerende som bevæger sig i den retning. Det vil være et fokus for uddannelsen – uden at give køb på de andre værdier, som vi synes er vigtige. Vi skal som uddannelse ikke bare “være med på bølgen”, vi skal kunne understøtte det og skabe en reflektion omkring det.

Vi skal som uddannelse ikke bare “være med på bølgen”, vi skal kunne understøtte det og skabe en reflektion omkring det.

PB: Men er der en slags idealisme? Det kan godt være, det er en myte, men jeg forestiller mig, at der engang – i 50’erne og 60’erne – var meget markante holdninger til, hvad det ville sige at skabe den nye musik....?

NRS: Idealisme er der, men den er der ved siden af andre indstillinger. Og det er et valg man må tage som institution. Om vi bevidst skal understøtte sådan en “l’art pour l’art”-holdning, eller om vi, som jeg var inde på, bør kunne være flere steder samtidig. Men der er, både gennem det her med det performative og andre steder, en interesse i at undersøge, hvad vi overhovedet kan tænke som musik og det har jo i høj grad et idealistisk perspektiv. Der er også et ønske om at udfordre musikken som sprog. F.eks. sådan en enkel ting som loops, der er blevet en helt indlysende del af den musikalske arbejdsmåde i dag med udspring i forskellige elektroniske genrer. Hvad kan det føje til eller betyde for det musikalske sprog indenfor en instrumentalmusikalsk ramme? Ostinater og repetitive mønstre er velkendte, men her er der jo tale om en ny form for musikalsk syntaks, som er anderledes end både den traditionelle og den modernistiske. Så der er bestemt nogle, der søger og finder nye veje at gå – og går dem.

Den ny musik, musiklivet og samfundet
PB: Ser du det sådan, at du udfra din position her på konservatoriet har mulighed for at få en betydning for den kulturelle udvikling? Eller skal konservatoriet reflektere den musikkultur, der nu engang findes? Vi har talt om PULSAR Festivalen, som er et vindue udadtil for konservatoriets komponister og musikere, men måske er det også en slags “statement”? Der kan nok svares både meget langt og kort her.

NRS: Ja, det bliver nok det lidt lange svar. Der hører til positionen at forsøge at påvirke den kulturelle udvikling. F.eks. at være med til at bane vejen og sikre mest mulig synlighed for de unge komponister. Gøre opmærksom på hvilke muligheder, der er tilstede. Jeg synes, det bl.a. handler om at gøre musiklivet – institutioner, orkestre osv. –  opmærksomme på, at de unge komponister er en kæmpe ressource. Uanset at alle er bundet af økonomiske dagsordner og alt muligt, så skal de blive opmærksomme på, at der foregår noget vigtigt her. Her er nogle, som bidrager til musikkens fremtid, og som har noget på sinde. Hvis jeg kan skabe et grundlag for, at de nye idéer som komponisterne kommer med, kommer i kontakt med musiklivet, så er det i høj grad en påvirkning af kulturen. PULSAR Festivalen er et led i det. Det skal ikke være hemmeligt, hvad det er, de går og laver, de unge komponister og musikere. På PULSAR stiller vi det frem og siger: Det er det.

Samtidig er det altid en balance. De komponister, der har evnerne og motivationen til at uddanne sig indenfor det her, kommer med vidt forskellige idéer. De skaber sig måske en karriere indenfor noget, der ligger helt ved siden af det traditionelle musikliv. Og deres interesser går i retninger af noget, som vi slet ikke rigtig kender. Det skal der også være plads til.

Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

PB: Har du noget bud på, hvor musikken og musiklivet bevæger sig hen? – Nu skal det jo ikke være en spåmandskonkurrence, men der kan være noget, som du ønsker, og som du måske synes, du selv arbejder for – gennem din position som uddannelsesleder og vidensperson. Og der kan være tendenser eller ting, der sker i musiklivet, som du frygter eller mener er forkerte?

NRS: Vi ser en tendens, som er glædelig: Mange komponister er vældig dygtige til at finde nicher, hvor de kan få spillet deres musik. De er gode til at udnytte internettet til at skabe synlighed omkring det, de gør. Vi ser en masse små spillesteder, hvor de spiller ny musik, i et omfang, som ikke er set før. Unge nyuddannede musikere spiller ny musik som en selvfølge, og de bliver ikke længere sat i bås som nogen, der enten spiller ny musik eller ikke spiller ny musik. Det udfolder sig på små og store kammermusikscener, og det er helt naturligt at de har det med i deres bagage. Kigger jeg udover det københavnske musikliv, som er det jeg har tættest inde på livet, så sker der vildt meget med ny musik. Mere end nogensinde tidligere. Jeg kan kun se 30 år tilbage, men det er dog også noget....

Der, hvor jeg synes, der er en fare eller en udfording, er i at sikre, at den ny musik, hvor den nu end bevæger sig hen, ikke bliver afsnøret fra det man kunne kalde “den store tradition”  – de store orkestre og den slags, det der rammer det brede publikum. Den fare synes jeg, vi har set et stykke tid lure i horisonten pga. krisetider, økonomi og den slags. Hvis jeg kan bidrage til at skubbe det i en anden retning, en retning som jeg dog også ser så småt åbne sig nu så vil jeg gerne det. Det vil være vigtigt for vores fremtidige muligheder – også for de unge komponister. Det er et tab, hvis den ny musik kun går “underground” og ikke bliver en del af den store tradition.

PB: Så det er godt, at der er mangfoldighed og at der findes mange nicher for ny musik, men det er dårligt, hvis den samtidig flyver helt under radaren i forhold til det institutionelle musikliv, som måske lukker sig lidt af...?

NRS: Ja, og det synes jeg har været en truende udvikling igennem en del år. Men jeg synes jeg kan se nogle sprækker nu, som peger i en anden, god retning. Og det vil jeg gerne bruge nogle af de muligheder jeg har i kraft af min nuværende position på at stimulere. Også i min nuværende position