DOGME15 - kreative benspænd på den klassiske koncertscene

Der har i de senere år været meget fokus på de ydre rammer for klassiske koncerter. Store koncertsale er blevet bygget rundt om i landet, og paradoksalt nok er det ofte samtidig blevet hævdet, at musikken skal ”ud af de støvede koncertsale” for at bryde traditioner og tale til nye publikumsgrupper.

Til gengæld har der været overraskende lidt fokus på selve indholdet i de klassiske koncerter; essensen af koncertoplevelsen har i det store hele undgået at blive debatteret. 

Men de fysiske rammer hører jo strengt taget til koncertsituationens mindre væsentlige parametre. De mange hidtidige forsøg på nytænkning af koncertformen synes ikke rigtig at have forandret noget nævneværdigt, netop fordi diskussionen om, hvorvidt musikken skal spilles i akustisk perfekte symfonikersale, på rå rockspillesteder eller hipsterramte designercaféer, befinder sig på koncertoplevelsens overflade. Den når aldrig ned til det, som virkelig betyder noget, nemlig hvordan musikken håndteres af musikerne og formidles til publikum. Lad os derfor se bort fra spillestedsdiskussionen og i stedet gå et lag dybere ned. 

Stiller man sig selv spørgsmålet om, hvorfor man går til en live-koncert frem for i ro og mag at lytte til (fejlfrit) indspillet musik gennem perfekt klingende højttalere, er svaret formentlig, at det er for at opleve de levende musikere, mærke deres fysiske tilstedeværelse og for en stund blive del af den til tider rystende stærke forbindelse, som opstår til og mellem musikerne i kraft af musikkens udtryk og indtryk. Det er ikke koncertsalen, der skaber koncertoplevelsen – det er musikken, og det er musikerne.

Det er derfor på tide at se bort fra fysiske rammer og i stedet belyse, undersøge og udfordre musikernes rolle. Både af hensyn til koncertformen, publikum og musikken. Og egentlig også af hensyn til musikerne selv, for der synes at være en tendens til, at klassiske musikere er overraskende lidt involverede i deres egne koncerter. Alt for ofte spilles repertoire, som ikke er valgt af musikerne selv, men som enten på forhånd er dikteret af ”traditionen”, eller som er valgt af personer, der ikke står på scenen (fx lærere/orkesterchefer/producenter). Og alt for sjældent taler musikerne direkte til deres publikum om musikken, hvorved det kan fremstå, som om musikerens helt essentielle og aktivt medskabende rolle i realiseringen af et klingende kunstværk enten underkendes eller ønskes skjult. Denne type adfærdskonventioner er efter min opfattelse langt mere afgørende for musikoplevelsen end de ydre rammer – og de er langt mere interessante at diskutere i forhold til fornyelse af den klassiske koncert.

For at hente inspiration til hvordan debattens fokus konkret kan flyttes, kan vi kaste blikket på en kunstart, som har haft succes med reel, gennemgribende fornyelse af sig selv. I 2015 er det hele 20 år siden Lars von Trier & Co. radikalt omkalfatrede filmverdenen med Dogme95-manifestet og de 10 ”kyskhedsløfter”. Initiativet rettede fokus på filmens historie og på skuespillet fremfor på den mere og mere omsiggribende (og ekstremt dyre) produktion; det var indholdet og ikke indpakningen, som blev bragt i forgrunden. Og dogmefilmene blev vist i helt almindelige biografer (som egner sig så glimrende til film), for det var ikke de ydre rammer for filmoplevelsen, manifestet rettede sig imod. Resultatet blev som bekendt en kunstnerisk revitalisering af filmkunsten og ikke mindst af det danske filmmiljø.

Kunne vi i det klassiske musikmiljø have gavn af lignende kreative bespænd? Kunne man forestille sig en slags Dogme15-manifest, hvor klassiske musikere og koncertarrangører underlægges kyskhedsløfter for at styrke adgangsvejen til den kunstneriske oplevelse? Og hvor musikerne på scenen udfordres til at være aktive formidlere af deres virke og kunstneriske valg – til glæde ikke mindst for alle dem, der intet forhåndskendskab har til den klassiske musik (dvs. langt de fleste)?

Jeg tror det. 

Derfor har jeg forsøgt at formulere 10 nye kyskhedsløfter, som jeg finder relevante for selve koncert-akten, både set fra musikernes og publikums synsvinkel, og som jeg samtidig selv ville finde det aldeles udfordrende at skulle leve fuldt op til.

Visse af løfterne rettes udelukkende mod musikerne og vil således ikke blive direkte præsenteret for publikum, andre er af mere praktisk karakter og søger at fjerne det indforståede kodesprog, den klassiske koncert ofte benytter, men som sjældent har egentlig forbindelse til musikken (og som med sikkerhed er uforståeligt og fremmedgørende for uindviede), og endnu andre vil ved fuld efterlevelse forhåbentlig træde klart frem og styrke relationen mellem de tre parter, som er involverede i koncertsituationen: musikken, musikerne og publikum.

Forhåbentlig kan nedenstående videreudvikles til deciderede dogmekoncerter, og forhåbentlig vil sådanne kunne skubbe til nogle af de meget stærke og meget uhensigtsmæssige konventioner, som længe har hersket over klassiske musikere.   

——————— 

1. Musikerne skal til enhver tid kunne redegøre for, hvorfor de finder musikken, de spiller a) tiltrækkende og b) samtidsaktuel og værd at opføre.

2. Musikerne skal præsentere musikken mundtligt til publikum, og musikerne står personligt til regnskab for disse mundtlige præsentationer.

3. Benævnelse af leksikale fakta om komponister/musikværker er kun tilladt, hvis de forbindes direkte til musikkens udtryk. 

4. Musikerne skal til ethvert sted i ethvert musikværk kunne redegøre for, hvad de med musikken ønsker at skabe i rummet eller i publikum. 

5. Ingen traditionelle CV’er i koncertprogrammet. CV’er bør generelt undgås i koncertprogrammet, men såfremt de medtages, skal de skrives i første person ental, og følgende ord og sætningsdele er bandlyst: ”fremadstormende”, ”grænsesprængende”, ”en af de mest”, ”en af sin generations mest”, ”studeret hos”, ”masterclass”, ”priser” og ”legater”.

6. Enhver koncert skal indeholde mindst ét nyt værk (som nye værker anses værker, der er yngre end eller jævnaldrende med musikerne).

7. Enhver koncert skal som helhed udgøre et dramaturgisk gennemtænkt forløb.

8. De fysiske omgivelser bør understøtte musikkens udtryk. De må dog ikke tage fokus fra musikken; staffage skal for alt i verden undgås.

9. Brug af visuals/VJs er forbudt (medmindre de fra komponistens hånd er en del af værket).

10. Enhver koncert skal afrundes med organiseret, men afslappet mulighed for samtale mellem publikum og musikere.