Efter halvandet års påtvungen koncertpause mødte den sydkoreanske cellist og noise-virtuos Okkyung Lee verdens hårdeste publikum: en flok musikefterskoleelever på Langeland med teenagerens naturlige skepsis overfor alternative tilgange til det at spille koncert. Og Lee giver aldrig ved dørene – hun vandrede ind gennem stolerækkerne, mens hun udforskede de klange, hun kunne få ud af celloen, strøg buen mod en forlegen elev, slog, gned og vred i instrumentet, inden hun satte sig ned midt i cirklen af stole og lod tonerne samle sig om et hele. Tonerne åbnede sig, meget gradvist, for de forundrede lyttere.

Det var ikke sart kammermusik med harpeklimpren som på sidste års album Yeo-Neun, men var mere i tråd med noisekunstneren C. Spencer Yeh og dronepioneren Ellen Fullmann, begge er samarbejdspartnere hos Lee. Efter et midterstykke med blitzende fraseringer over et ambient backingtrack mundede koncerten ud i et intenst rytmisk angreb på instrumentet a la Arnold Dreyblatts dancepunkede minimalisme. De bagerste rækker headbangede og pumpede næver i luften med lukkede øjne – indtil cellisten uden et ord smækkede sig selv ud af salen og efterlod alle tilbage i vidunderlig vildrede.

Det var en af den slags koncerter, der for altid vil præge min opfattelse af studieoptagelserne. Den britisk-danske komponist og musiker Kaj Duncan David spillede med imponerende intensitet på keys, kraftigt behandlede vokaler, pedaler og samplede med en til tider manisk energi. De mere intense løb afløstes af simple, men indtagende svævende, nærmest sakrale passager. Sært, smukt, underligt – på én gang organisk og plastisk. 

Hvor albummet All Culture Is Dissolving lød som et simulakrum, en approksimation af det ægte, så føltes denne liveopførelse som en rekonstituering af luftspejlinger, en genskabelse af den virkelige verden fra uvirkeligt kildemateriale.

Reconvert & Fernando Manasseros efterfølgende koncert indledtes med et måske uintentionelt beat spillet af røgmaskinen foran scenen, der dog hurtigt udviklede sig til en gennemført totaloplevelse af lyd og billede. Glødepærer hvinede og knitrede, projektorer spillede skyggespil på skærme, alt imens musikerne bag bordet kreerede mørkt pulserende, dybt rungende og knirkende lydlandskaber. Objekter – alt fra klokker og trappefjedere til presenninger – blev berørt og behandlet på en måde, der vakte mindelser om foley-artister i gang med at indspille lydspor til en gyserfilm. 

Detaljerigdommen, placeringen af højttalere både foran og bag publikum, samt de visuelle elementer skabte således tilsammen et dystert, men samtidig dragende univers, som jeg ikke bare præsenteredes for, men aktivt blev inviteret med ind i.

I August Strindbergs symbolmættede drama Et Drømmespil fra 1902 forlader gudedatteren Agnes sit himmelske hjem og tager bolig blandt menneskene. Da hun ved stykkets slutning vender tilbage, opsummerer hun sine jordiske lidelser således: »At være til; at mærke mit syn svækket af et øje, min hørelse sløvet af et øre, og min tanke, min luftige, lyse tanke fanget i fedtfletningers labyrinter.«

Disse fedtfletninger væver sig ligeledes ud og ind af komponisten Lil Lacys Strindberg-fortolkning, mens det luftige, det lyse repræsenteres af lette overtoner. I Lacys multimedieundersøgelse fremstår mennesker forbundet på tværs af udstrakte geografier og generationer. Det understøttes af et komplekst landskab af klassisk og elektronisk musik, lys, billeder, skrevne og talte ord. 

Som hos Strindberg er det gudernes verden, der har rod i det konkrete. Lacy starter med noget så jordnært som lyden af en gulerod, der skrælles og gnaskes, mens tandsættets kværnende rytmer runger gennem kraniet. Herefter glider vi over i drømmen. Agnes synker videre, langt, langt ned til menneskene, mens tonerne fra et akkordeon, spillet kyndigt af solisten Bjarke Mogensen, bliver til lyden af en lunge i konstant bevægelse, et organ der langsomt udvider sig, trækker sig sammen og holder os fast i livet, mens vi sover videre. Strygerne understreger denne skubbende, trækkende bevægelse. 

En række stemmer – tilhørende en sydafrikansk kunstner, forfatteren Suzanne Brøgger og andre – fylder salen. Nok er det »synd for menneskene« (jf. Strindberg), men hos Lacy er figurerne fulde af håb og drømme for fremtiden. Som mennesker ejer vi ikke guddommeligt overblik; vort syn er netop »svækket af et øje«, af den fysiske verden vi er kastet ned i. Samtidig er der skønhed at finde i »fedtfletningernes labyrinter«, i måden vi er bundet sammen på.

You are somehow connected slutter ligesom Et Drømmespil med en gigantisk krysantemum, der springer ud, mens Agnes vågner. Smukt, brusende og voldsomt. Andre steder i opsætningen svæver citater fra Strindbergs tekst over musikerne. Denne direkte forankring i den oprindelige dialog virker dog unødvendig. Lacys stykke kan sagtens stå selv.

På sin anden udgivelse snitter komponist og producer Messell med kirurgisk præcision samples fra hinanden og sætter dem sammen igen. Strygere, blæsere, klaverer, vokaler, field recordings m.m. behandles og iblandes et væld af lyde af mindre akustisk karakter. De nedbrydes, rekonstitueres og finder nyt liv i nye sammenhænge. Til tider bevæger Messell sig så sikkert inden for den elektroakustiske ambients genrekonventioner, at overraskelser savnes. Men til trods for den velkendte lydpalet gør de detaljerige kompositioner indtryk, særligt brugen af vokalsamples i nummeret Sprækker og dets rumklangsomsvøbte kirkekor og den nynnende solostemme i Affekt. Stemmerne er dette albums ordløse historiefortællere.

Albummet ledsages af kunstner Gustav Løjes seks korte videovignetter bestående af forskellige usammenhængende dele, som behandles på samme måde som musikken: klippede, forandrede og understøtter på stemningsfuld vis den til stadighed udechifrerbare beretning.

Messell gør brug af en udvidet forståelse af larm og stilhed. Han spiller på vekselvirkningerne mellem dem, og disse kontrasteres igen med larmende stilhed og afslappende støj. Musikken får lov at trække vejret mellem klimakserne, og det er i disse smukke kontrastfyldte øjeblikke, at han viser sit værd.

Komponisten Peter Danstrups sangcyklus Landene der forsvandt til Vokalensemblet GLAS lader os besøge lande, hvis navne ikke længere findes på verdenskortene. I en stærk blanding af genrer er hver sang som skåret ud af sit egen tidspunkt i historien. Teksten i den munstre folkevise Heligolandet giver associationer til Alberte Windings universer (en kæmpe kompliment). Min ven Brooke er en bluesy og stærkt humoristisk fortælling, der konstant holdt mig på kanten af mit sæde i spænding efter den næste strofe. Østrumelien har karakter af en revolutionær kampsang, og Libertatia føles som det manglende nummer på Sebastians Skatteøen, nemlig piraternes stærkt politiske modspil mod det klassesamfund, de ikke ønskede at være en del af.

De mange genrer er mesterligt flettet sammen og fremført af sangerne i ensemblet. Hver sang spiller på nogle kendte musikalske konventioner, så det føles som om, man genkender musikken. Og alligevel vindes nyt land – det er lidt som at studere historien om de lande, der nu mangler. De udfylder nogle huller i vores konventionelle fortællinger.

Samarbejdet mellem Danstrup og GLAS-sangerne er et af de sjældne samarbejder, der kun bliver bedre efter første gennemlytning – og det bør fortsættes, udbygges og styrkes fra officiel side. Øj hvor er det godt!