Der er lagt blod, sved og tårer i Grand Rivers nyeste album All Above. Det kan man høre i detaljerigdommen i de elektroniske cut-ups, som gang på gang svæver ind og ud af lytterens opmærksomhed i de små 40 minutter, som pladen varer. Berlin-baserede Aimée Portioli nedbryder grænserne for elektronik og akustik på denne samling af kompositioner, der ligger et sted mellem lydinstallation og klassisk elektronik. Der synes langt fra de intime klaverforløb på den indledende »Quasicristallo« til den stakåndende »In the Present As the Future«, som vokser fra en kold blanding af oscillationer, sinusbølger og stemme-samples til et afsluttende rytmisk forløb, der ligger tættere på dansegulvet end kunstinstallationen.

Portioli formår at føje en magisk realisme til den ellers udtrådte blanding af ambient og klangkunst, for selvom man oftest genkender en lydkilde som analog eller akustisk, går der ikke længe, før lyden warpes, forvrænges og smadres, hvorefter den muterer og skifter karakter, som eksempelvis blæseorglet på den smukke »Seventy One Percent« eller de skærende violiner på den eminente »Kura«.

På All Above holder Grand River et sonisk spejl op foran lytteren og sætter spørgsmålstegn ved, hvornår noget i virkeligheden er virkeligt. Er det snart umuligt at vide, hvor lyden reelt kommer fra? Er alt musik ikke elektronisk her i det 21. århundrede?

Omtrent halvvejs i livet synes man måske nok, man har set det hele, men heldigvis tager man fejl. Tag nu bare det blomstrende københavnske miljø for moderne dans, som jeg har brugt et halvt liv på at overse. Det står klar til at gribe dig med sammenviklede kroppe og nye kompositioner, begge dele med akut antiblasert virkning.

Som nu for eksempel Immortal Summit i aftes, en denimbetrukket duoperformance med flosset musik af Holger Hartvig for forvrænget guitar, dunkende bas og dinglende saxofon.

Her fremmanede to stolte kroppe – BamBam Frost og Lydia Östberg Diakité – en paradoksal mandehørm af arrogant afsky og muskelpositurer, mens de gik i cirkler og kastede med sækkestole. Friskt prikkede Hartvig hul på attituden med en udstrakt rundgang af rockvræl, der langsomt blev centrifugeret til ukendelighed: punkteret testosteron.

Efterhånden indfandt sig i stedet en intimitet. Kroppene viklede sig gulvnært ind i hinanden, og afstumpet guitarstøj blev til famlende ro med nøgen, let ustemt bas i centrum og svag cikadeimitation i baggrunden. Til lyden af drømmende syntharpeggio og en saxofon så fri som et vindspil forvandlede hanekamp sig til akrobatisk tillid og fælles ømhed. Saligt!

Samme opløftende brainstorm mellem musikalsk og koreografisk tænkning har jeg de sidste måneder også set i andre danseprojekter som MYKA’s Regnbuen med absurdistisk MIDI-lyd af Christian Vogel og Antoinette Helbings The Mirror Project med suggererende elektronik af Mads Emil Nielsen.

Danseverden, jeg ser og hører dig nu!

»They are serious machines. They have been training all their lives. They are like the CIA,« it says in the documentary Pianoforte, which follows a number of pianists up to The International Chopin Piano Competition in Warsaw. The young people experience dramas in the music that they have not yet experienced in real life. One will celebrate a possible victory with a Chopin tattoo. Another films himself endlessly with his iPhone: »The more you look like Chopin, the better«. It’s all about Chopin hair. Tangent equilibrium goes hand in hand with attitude and showmanship, which the sensitive pianistic machines must also control. The ecstasy and revolutions of the Polish-French pianistic guru's super-romantic music also demands étude (»practice«, »eagerness«, »interest«, »occupation«).

How to compete in music? Jakub Piątek’s Pianoforte depicts in a raw and moving way these piano-fighters backstage. While their nerves are sweating under their nice concert clothes. While they articulate that there is no plan B. As much as they love the polonaises and nocturnes they play, as much is their absolute respect, coupled with the fear of experiencing a blackout when it is their turn to – perhaps – write the next chapter in this piano battle, which has taken place since 1927 and is as brutal as fist fighting. But also so damn beautiful. It just sounds so damn good when 17-year-old Hao's delicate piano fingers hit the piano in the kitchen at home in China, while his mother is cooking just beside him. Bread and Chopin – that's life!

Translation from Danish: Andreo Michaelo Mielczarek
 

»De er seriøse maskiner. De har trænet hele deres liv. De er som CIA,« lyder det i dokumentarfilmen Pianoforte, som følger en række pianister op til The International Chopin Piano Competition i Warszawa. De er unge, de gennemlever dramaer i musikken, som de endnu ikke har oplevet i det virkelige liv. En vil fejre en eventuel sejr med en Chopin-tatoo. En anden filmer sig selv endeløst med sin iPhone: »Jo mere man ligner Chopin, jo bedre«. Bølget Chopin-hår spiller. Tangent-ekvilibrisme går hånd i hånd med attitude og showmanship, som de følsomme pianistiske maskiner også må kontrollere. Ekstasen og revolutionerne i den polsk-franske pianistiske gurus super-romantiske musik kræver også étude (»øvelse«, »iver«, »interesse«, »syssel«).

Hvordan kan man konkurrere i musik? Jakub Piąteks Pianoforte skildrer råt og bevægende piano-fighterne, zoomer ind på deres svedende nerver under det pæne koncerttøj, backstage – mens de udtrykker, at de ikke har nogen plan B. Lige så meget de elsker de polonaiser og nocturner, de spiller, lige så stor er den næsegruse respekt og frygten for at gå i sort, når det er deres tur til – måske – at skrive det næste kapitel i denne piano-battle, som er foregået siden 1927 og jo er lige så brutal som kampsport på næver. Men også så smuk. Det lyder bare så forbandet godt, når 17-årige Haos delikate klaverfingre rammer klaveret hjemme i køkkenet i Kina, mens hans mor står ved siden af og laver mad. Brød og Chopin – det er livet!

Fra filmens begyndelse kastes vi ind i øvelokalet. Den kompromisløse musiker, bandlederen – eller »chefen« som saxofonist Maria Faust selv kalder sig – har taget sit danske band med til Estland, hvor hun blev født, for at indspille albummet Organ i St. Nicholas' kirke i Tallinn. Udover at være en hyldest til orgelet, der er gennemgående på pladen, ser man Faust forklare bandet, at det også skal ses som en hyldest til det kvindelige organ: livmoderen. Hun slår ud med armene, da hun siger det og ler let for at tage brodden af den blodige alvor, hun præsenterer midt i dette mandefællesskab. For Faust har humor, og gennem hele filmen fremstår hun både uhøjtidelig, karismatisk og stærk, men snart finder vi ud af, at vi faktisk følger kunstneren midt i en form for livskrise. 

Titlen på filmen, Machina Faust, er udover at være en reference til hendes album fra 2018, sigende for det menneske, den portrætterer – en skaberkraft med et overlevelsesinstinkt uden lige. På den ene side ruller hendes karriere endelig ud over stepperne, hvilket et helt bord fyldt af prisstatuetter vidner om. På den anden side sørger hun over at have fået konstateret, at hun ikke kan få børn, mens hendes ægteskab er i vanskeligheder. Faust er dog vant til at kunne arbejde sig ud af det meste: »Any kind of pressure from someone, makes me do the opposite,« siger hun. Men konfronteret med sin egen fortid som offer for et seksuelt overgreb, både i hendes helt nære relation, og i suiten, hun er ved at skrive om vold mod kvinder, Mass of Mary, oplever vi også hendes skrøbelighed. 

Machina Faust fremstår som et ærligt og alsidigt portræt af en kvinde og kunstner, der gennemlever mange af livets paradokser. Politiske spørgsmål antydes, men filmen er hverken for privat, dømmende eller moraliserende. En vigtig og interessant dokumentarfilm, som giver lyst til selv at skabe.